Sløret tale.

Kan godt mærke på det hele, at man bliver nødt til at gro sig en holdning til forslaget om burkaforbud.

Jeg synes, at det er svært! For det er jo ikke bare burkaforbuddet, det handler om længere. Det er efterhånden en uskøn pærevælling af Muhammedtegninger, kirkeflygtninge, æresdrab og politiske spil, som jeg er for dum til at begribe, som bliver rodet sammen, når vi diskuterer, hvor vi står.

Og selvfølgelig kan man ikke bryde virkeligheden ned i små, isolerede bidder, men i en tid, hvor det forekommer mig, at alting alligevel er blevet frygtelig sort/hvidt, kan jeg have forbuddet mistænkt for at være det acceptable udtryk for frustration over integrationsproblemerne, som pæne mennesker synes, at de kan tillade sig at have. Om flygtningene skulle have haft lov at blive, eller om det var rigtigt at rømme kirken, kan man bestemt diskutere – men det synes jeg bare ikke rigtigt, at man gør. Det tog under 10 minutter at dele Danmark op i De Gode med Simon Kvamm, Mikael Simpson og de andre hippe i spidsen, og De Onde med Pia og Morten ved roret. Du er enten med os eller imod os, og hvem vil du helst identificere dig med?

Tørklædet er noget, vi kan finde ud af at være imod, fordi vi kan hænge vores modvilje op på knager som ’ytringsfrihed’, ’kvindeundertrykkelse’ og ’grundlovsstridig’. Jeg aner ikke, hvor jeg står, for jeg tror simpelthen ikke, at jeg til fulde begriber, hvad tildækningen er udtryk for, og så er det svært at forholde sig til, synes jeg. Min umiddelbare tanke er dog, at det er forrykt at begynde at lovgive om påklædning, og at det vel er lige så slemt at tvinge det af, som at tvinge det på.

Flere steder har jeg set argumentet fremført, at vi danske kvinder i solidaritetens navn bør støtte op om forbuddet og komme vor mørklødede søstre til undsætning – men er det vores kamp at kæmpe?

Måske er det naivt og et udtryk for, hvor lidt jeg egentlig forstår deres livssituation og status, men jeg savner at høre fra dem, det hele handler om:

Kvinderne bag sløret.