I øvrigt:

– Ville jeg ønske, at vi kunne få et andet busselskab i Esbjerg end ”Tide Busser”. Hver gang – H.V.E.R! gang – jeg ser én, sætter stereoanlægget i mit hoved singlen ”The tide is high, but I’m holding on” på i Atomic Kitten-versionen. Jeg har ikke ord for, hvor belastende, det er.

– Har jeg opdaget én ting, som er mere irriterende end uopfordrede, gode råd, og det er uopfordrede gode råd, som er nytteløse. Fik nakket mine sko i træningscentret i går (er stadig RASENDE!), og efterfølgende har jeg fået følgende kommentar et sted mellem 770 og 1000 gange: ”Havde du ikke låst dem ind i dit skab? Du skal ALTID låse ALLE dine ting ind i dit skab.” Tak. For fucking ingenting og hån.

– Glæder jeg mig til at møde tyven. Det er nemlig sådan, at mine løbesko er en herremodel, fordi jeg er handicappet på fødderne, og derfor skal have særlige såler i skoene, hvilket er nemmere i en herremodel, fordi den er bredere i det forreste stykke. Så. God fornøjelse med at være den pige, der stiller ubemærket i *mit* fitnesscenter et par små herresko med håndlavede specialsåler fra Sahva. *afsikrer gevær*

– Har jeg fået at vide, at jeg ligner den norske håndboldspiller Heidi Løke. Det her er en af de gange, hvor jeg faktisk godt selv kan se det. (Modsat Trine Dyhrholm og Ditte Gråbøl-sammenligningerne (wtf!?))

– Har jeg oprettet en gruppe på FB, der hedder ”Nem og billig aftensmad”. Den er pivåben, og fuld af søde mennesker og gode ideer, så kig endelig forbi.

– Havde jeg meget mærkelig oplevelse i morges, da jeg var ude og løbe. Vi har sådan et stisystem hernede, der egner sig godt til den slags, og da jeg kommer til et sted, hvor flere stier render sammen, ser jeg en anden løber komme susende. Mit bud er, at vi får øjenkontakt, men da jeg ikke har mine briller på, vil jeg ikke sætte penge på det. For at være på den sikre side, sender jeg derfor et forpustet ”Morn!” afsted i hans retning, inden jeg drejer ind af en ny sti. Et minut senere løber han op på siden af mig, og falder ned i mit tempo. Prøver først at udstråle ”Ja, haha, morn morn og fortsat god tur”, men han bliver hængende. Da jeg har skævet til ham nogen gange, synes jeg ligesom, at jeg er nødt til at tage mine earplugs ud, hvilket han tager som en invitation til at starte en længere samtale. Så der løber jeg, med Foo Fighters i hænderne, høflig ”kender-jeg-dig-fra-fitnesscentret/kan-jeg-hjælpe-dig med-noget?”-attitude, og meget(!!) pæn mand på fløjen, og han har tilsyneladende ikke travlt. Efter 2 km (hvor jeg er ved at brække mig af at sludre ubesværet og løbe væsentligt hurtigere end post-sommerhus-og-rigelige-mægnder-af-alkohol-formen på nogen måde tillader) drejer han fra igen, og jeg aner simpelthen stadig ikke, hvad det var?? Gør vi det? Slår følge med andre på den måde? Bryder det ikke hele det lone-wolf-kodeks, løb går ud på?

– Er jeg ved en frygtelig fejl kommet til at se Hart of Dixie på Netflix, og er i den forbindelse blevet forelsket i bartenderen på 25. Hvis nogen har et ledigt øjeblik, må de godt lige ringe til mig og råbe: ”DU ER 37!!”