Frøken Frost – en rigtig hestepige.

Så skal jeg da LIGE love for, at december kom svingede ind af døren og fejede november af banen med et overlegent: ”Tah-daaaah!” November er endelig lusket af og har *tak-kære-gud-smiley* taget sine heldøgnsnætter, snaskede, bladbefængte stier og kroniske regn med sig.

Jeg har brugt dagen på at cykle rundt på landet i embedes medfør. Helt, helt fantastisk. Sprød, frostklar luft og lys i den kolde nuance af guld, som er indbegrebet af dansk vinter. 20 kilometer af små, snoede veje med heste som eneste selskab. Vi sang. Eller… jeg sang, men de kunne lide det. (LUK!) Så meget, at det faktisk flere gange så ud som om, de sang med.

Og så er der bare noget tilfredsstillende ved at fryse så meget, at man ikke kan mærke, om man har gulvvarme på badeværelset, når man kommer hjem. (Her kunne man så måske godt have ønsket sig en hukommelse, der var i stand til at understøtte de mangelfulde input fra følesansen. Den ryger på ønskesedlen med det samme. )

Hat, luffer og røde kinder. Vinter. As it should be.