I øvrigt:

* planlægger jeg fremadrettet at udgive mindst to bøger om året, så jeg kan få flere receptioner. Hold kæft, det var godt!

* har jeg nu vin og champagne nok til resten af måneden året. Skål!

* blev jeg forelsket i Designated Survivor på Netflix, da jeg havde set 4 sekunder af første afsnit.

* de varme følelser holdt helt til slutningen af 3. afsnit, hvor Netflix hjælpsomt linede 5 “You might also like” serier op, istedet for afsnit 4. For det viser sig, at de lægger ét afsnit op af gangen. What the actual fuck, Netflix?! Hvis vi kunne leve med den slags crap, havde vi sgu da valgt HBO.

* elsker jeg neglelak. Elsker, elsker, elsker. Det sker bare ikke så meget lige nu, fordi der altid er nogen, der tager det briotog, andre er ved at lege med, eller får en nedsmeltning i 3 etaper over, at strømper findes, når jeg har lagt det på, og det stadig kun er *næsten* tørt. Men i anledning af receptionen måtte jeg godt få en ny lak, og fik, ved hjælp af få excel ark og et enkelt lagkagediagram, planlagt pålægning, så det var helt tørt, inden nogen forlangte noget. Nu sker der bare det, som jeg havde glemt altid sker, når man har malet sine negle; en slags appendix til Murphys Lov: I det seKUND, du har taget det på, sætter ALT sig fast mellem tænderne. Æbleskind. Sesamfrø. Havregryn. Og da ingen her har husket at købe tandstikkere, får jeg tiden til at gå med virkelig særpræget mimik, og med at ønske, at min tunge var ligeså spids, som jeg somme tider får skyld for, den er.

* er 4 rum i huset lavet helt færdige, 1 mangler en hel del og 3 mangler de sidste detaljer. Nu viser det sig så, at de lamper, som alle sagde var for store – er for store. Hvilket på alle planer er irriterende. Min far, som er den, der har sat lamperne op, prøvede først med et optimistisk “Vi kan da lige prøve at hæve den lidt?” men jeg kunne se på ham, at han allerede på forhånd vidste, at kampen var tabt. Hvis jeg på nogen måde kan lægge et ekstra lag besværlig på min personlighed, kan du sandelig lige regne med, at det er det, jeg gør. (Undskyld, far!)

* har jeg brugt 6 desperate timer på at sidde og surfe børnetøjssider, fordi begge børn mangler stort set alt, og alt mit yngel hader at live-shoppe mere, end jeg gør. Jeg ved inderst inde godt, at den denne gang ikke går, for vi mangler fx. både sko og cykelhjelme, og da begge børn har legoklodser i stedet for fødder, og virkelig anarkistiske hoveder, er der ingen vej uden om. Jeg sveder på forhånd.

* får jeg det stadig mærkeligt, når det trækker op til The Cure, fordi de var på programmet den aften på Roskilde, hvor vi stod i regntøj og troede, vi skulle høre Pearl Jam, og folk endte med at dø.