Hvor utrolig irriterende.
Når I kigger på de single-mennesker, I kender, vil jeg vædde med, at der er en stor flok, I ikke forstår, hvorfor er alene, og en enkelt eller to, hvor I – når I skal være helt ærlige – godt ved det.
Hvilken en af kategorierne jeg selv falder i, ved jeg (heldigvis) ikke, men når veninder snakker om den slags, har det en tendens til at være, ligesom når man til jobsamtaler beder folk beskrive deres svage sider, hvorefter de forsøger at sælge dig en stærk side, camoufleret som en svag. ”Jeg er nok bare for stor en mundfuld for de fleste mænd” eller ”Mænd er bange for stærke, selvstændige kvinder” er et par af de sætninger, der ofte bliver bragt i spil.
For mit eget vedkommende har jeg meget svært ved at forstille mig. Jeg har svært ved at lade som om, at jeg synes, noget er svært, hvis jeg ikke synes det, jeg har svært ved at gøre mig dummere, end jeg er, og jeg har svært ved at lade som om, jeg har brug for hjælp, når jeg ikke har.
Jeg synes med andre ord selv, at jeg har rimelig meget styr på tingene, ikke? Og jeg altid egentlig altid tænkt, at det var fordi jeg mødte de forkerte mænd, at det, jeg opfatter som selvstændighed og selvhjulpenhed, spændte ben for mig, men for et års tid siden, var jeg til fest med en fyr, som jeg har kendt i årevis. I den tid jeg har kendt ham, har han både haft kærester og været alene, og han har gennem det hele altid været lidt af en man-ho. Lidt af en ekspert på damer og dating, når han selv skal sige det.
Til en fest kom vi til at snakke om mig og mine ekskærester, og det, at jeg helt oprigtigt mener, at det er meget få mænd, jeg er kompatibel med. Han kiggede på mig og sagde:
”Jo, men Linda – selvom du kan selv, ER det altså ikke specielt feminint, at du altid nærmest konkurrerer med mændene på deres præmisser. Det er jo ikke forbudt at prøve at skrue ned for det der, eller bare at lade lidt som om.”
Kæft, jeg synes, at han var en nar, da han sagde det. Måske synes jeg det stadigvæk lidt, faktisk, for jeg kan ikke lade være med at tænke, at det sgu da er falsk varedeklaration, hvis jeg giver den hele armen som dum blondine, og så pludselig springer ud som fuldblodsdiskussionslysten meningshaver.
Men på min venneliste på FB, har jeg en fyr, som jeg kender gennem fitnesscentret. I samtlige de 4 år, jeg har kendt ham, har han været helt vild efter at få en kæreste. Han snakker meget om, hvordan børn gør ham skruk, og hvordan han savner en at være noget for. På FB skriver han den ene følsomme statusopdatering efter den anden, og .. ja, jeg tror, at vi ALLE er med på, at han er helt in sync med sin bløde side.
Det er jo ikke fordi, jeg synes, at mænd skal være nogle rigide neandertalere, der synes at følelser er for homoer, og at en meningsudveksling er noget, man fører med næverne, men jeg er ved at synes, at det måske også kan blive så up-front følsomt, at det bliver vammelt og uinteressant.
Og nu forstår jeg så pludselig alligevel godt lidt, hvad min kammerat mente.
31. oktober 2010 @ 18:12
…Det er da også bare skide irriterende når der kommer en, som fisker et søm op af en kasse i ens indre, for så at slå hovedet på det…
31. oktober 2010 @ 18:15
At skrive sådan noget på facebook er da vammelt uanset om det er en mand eller kvinde der skriver det.
Til gengæld har jeg svært ved at se hvad galt der er i en kvinde der kan selv. Min kæreste skal ikke være min kæreste fordi jeg har brug for ham, til at føle mig helt, til at hænge mine hylder op, til at gøre mig lykkelig – det kan jeg selv. Han skal være min kæreste fordi jeg har lyst til ham og fordi jeg ikke kan lade være med at ville være sammen med ham på trods af at han måske er mere til besvær end til gavn.
31. oktober 2010 @ 18:16
Øh hov
Til at føle mig hel
31. oktober 2010 @ 18:49
Du skal f… da ikke begynde at nedtone dig selv. Selvfølgelig er der også mænd til de stærke, selvstændige kvinder der både har en mening og tør sige den højt. At du selv kan styre en boremaskine er da kun et ekstra plus! Jeg synes, du skal trække på skuldrene af den den slags bemærkninger og tænke "hellere undvære end nøjes" – og en dag støder du sikkert ind i en stærk, selvstændig mand der ikke lader sig skræmme af sin ligemand/kvinde 🙂
31. oktober 2010 @ 19:26
Pernille/Leda: I misforstår mig, hvis I læser mit indlæg som om, at jeg har tænkt mig at ændre personlighed for at få en kæreste.Det er på ingen måde tilfældet.
Men jeg synes, at det kan være en overvejelse værd, hvilke sider af sig selv man vælger at bringe i spil i hvilke situationer – uanset om det handler om, hvordan man gebærder sig på job, i familien eller omkring eventuelle kærester.
31. oktober 2010 @ 21:18
Du skal vel bare have en stærk mand, der hviler i sig selv, som du gør.
Ikke alle de svagpissere 🙂
31. oktober 2010 @ 21:33
Ups. Nåhm, jeg er så åbenbart én af de der svage, uselvstændige kvinder, for jeg tænker helt sikkert: Lad dem dog…mændene – fri for at konkurrere om hvem der er bedst til hyldeopsætning (vi VED jo godt hvem der ville vinde alligevel…ahem!!)
Mener bare, der går da ikke noget af mig ved at han får lov, for det første fordi han er smadder mande-dygtig til dét med mande-ting og for det andet, vanker der jo søde ting retur når jeg skamroser hans evne til at være god til det – og bum carla, så er alle glade.
31. oktober 2010 @ 21:35
Så ved jeg ikke, hvad det er jeg gør forkert – for jeg kan INGENting selv…
Måske er jeg bare lidt for meget kælling ;o)
31. oktober 2010 @ 21:56
Ha ha, ja den der har jeg også hørt. Nærmest kastreret mænd og så videre. Og jeg har også skruet hylder og skabe ned igen, fordi en mand (min far..) havde skruet dem skævt op! Men en dag rendte jeg jo alligevel ind i én, der både kunne bakke med trailer, løfte tunge ting (fx mig) og lave et fryserkabel med kraftstik. Som han forærede mig i stedet for blomster. Så var jeg solgt…og han med. Hurra
1. november 2010 @ 16:11
… tam fornemmelse at give ham lidt ret. Hader når det sker.
2. november 2010 @ 16:25
Havde en veninde, der også gik rundt at gentog, at grunden til at hun aldrig havde en kæreste i mere end en uge (hvilken hun dog tit havde) var, at hun var "for smuk OG intelligent på en gang." Så sad jeg der og nikkede lidt, hverken for smuk eller intelligent, eller en skræmmende kombi, til at få en kæreste selv. Men velvidende, at grunden til, at hun ikke kunne få en kæreste var, at hendes krav var for sindssyge, men mest af alt, at hun var for desperat og omklamrende. Talte gerne om bryllup efter at have kendt fyren et par dage. Og når han så løb skrigende væk: "de KAN da bare ikke tåle stærke kvinder." HOOOST HOST HOST. Nå, men rygterne vil vide, at hun nu har fået fugl, fisk, hund OG kat i stedet for den mand og de børn hun så brændende ønskede. Selvbedrag er noget trist stads.
Og den her historie var altså ikke møntet på dig, jeg kom bare lige i tanke om det, fordi – ing?
Og hey, enhver idiot kan få en kæreste. Det er bare lidt sværere at finde en, som man gider have.
Kat (som totalt fandt nålen i høstakken og du får ham ikke!)