Og fik jeg sagt, at jeg har skiftet læge?
Nå, men det her svangerskabsforgiftning er lidt ligesom at gå på arbejde. Min arm ligner en nålepude, og jeg har efterhånden tisset i flere plastikkopper, end jeg gennem tiden har drukket kaffe af. Jeg er på fornavn med mit blodtryk, og jeg får lov til at se Anton mindst en gang om ugen.
Hvilket han til gengæld er ved at være middelsvært utilfreds med: I dag, da sygeplejersken kom farende med sin scanner, vendte han meget demonstrativt ryggen til, og sådan blev han liggende.
Og det der, som står i alle bøgerne ”og nu kan du måske få fat i en lille fod eller et knæ” – det falder heller ikke i god jord. Når jeg prøver, trækker han dem fornærmet til sig på ”hvor sjovt ville du synes, hvis jeg hele tiden gik og nappede DIG i fødderne!?”-måden.
Der er faldet lidt ro på det hele oven i hovedet. De regner ikke med, at jeg får lov at gå tiden ud (har ca. 5 uger igen), så er i dag blevet sendt hjem med brochurer om igangsættelse og epiduralblokader, som åbenbart gør noget godt for blodtrykket – men som jeg stadig ikke er ubetinget begejstret for.
På den anden side: Så længe jeg får lov at føde selv og kan snige mig uden om et kejsersnit, er jeg egentlig meget godt tilfreds.
For en uge siden var det primært panikken, der talte, da jeg stortudende ringede hjem til min mor og forsøgte at forklare, at jeg overhovedet ikke var klar til, at han kunne komme hvert øjeblik, det skal være. Havde jo planlagt, at min barsel skulle være noget med at tusse rundt og fikse og gøre det hele klart, så der er INTET, der er forberedt, og fik undervejs i samtalen fremhulket noget om, at han jo for fanden ikke kunne stå på gulvet i en spand og sove.
Det virkede både rimeligt og sandsynligt i øjeblikket.
(Er nu kommet i tanke om liften og sådan.)
Men jeg tager den med ro, tager en dag af gangen, ser dårligt tv og brænder så mange stearinlys af i forsøget på at klemme 5 ugers hygge ind i de uger, jeg nu engang ender med at få, at det ind imellem føles lidt som at sidde på indersiden af et Skt. Hans bål.
Det skal nok gå.
3. november 2010 @ 19:10
haha ham Anton er virkelig sin mors søn : – ) Det kan vi godt li´… og vi kan godt li´, du har skiftet læge! Det er helt klart rigtig øv, at tingene ikke går som planlagt – men han har det godt! og hvis han lige skal hjælpes lidt ud før tid – så er det for, at det fortsat skal være sådan : – ). Krydser alt der krydses kan for, at du får lov at gøre det på den naturlige måde.
ps sig til hvis noget skal hentes/købes ind til bebs!
3. november 2010 @ 19:26
Selvfølgelig kommer det til at gå. Og er helt sikker på du bliver fantastisk:)
Knus Sus
4. november 2010 @ 07:03
Er stor fan af din blog – og selv mor til 2 små drenge. Kan godt huske den der usikkerhed omkring det første barn og vil bare sige: man får det altså også top-hyggeligt når først baby er ude. De sover pænt meget det første stykke tid og man kan godt gå en tur med dem i barnevogn, hvis man lige står og mangler.
Kh. Birgitte, hvis første søn kom 3 uger for tidligt og sov i en lift stående på 2 spisebordsstole hele den første måned.
4. november 2010 @ 08:14
Man når det altid- også når de kommer før forventet.
Jeg fik heldigvis kigget på barnevogn fredag, hvor jeg fødte onsdagen efter, men måtte have "fri" en eftermiddag fra sygehuset, så jeg kunne komme ud og købe pusleplade, vaskefade, bleer og sådan nogle småting, som jeg altså ikke lige havde nået 🙂
Og er du helt på rø.. så kan du måske låne en af de der trillevogne de har til børnene ude på sygehuset… De er ret gode 🙂
4. november 2010 @ 08:14
Epidural er simpelthen videnskabens største gave til kvindekønnet. Jeg siger det bare!
Er enig med Birgitte – den første tid sover de helt vildt meget. Viola sov i sin lift i gangen, ved siden af sengen, i stuen, i køkkenet. Hun sov bare anywhere. Tror først, hun fik sin egen seng efter et halvt års tid, eller hvornår det nu var, hun voksede ud af liften.
4. november 2010 @ 08:47
Hang in there – og tillykke med lægeskiftet!
4. november 2010 @ 13:23
Linda 😉 I'm ready next week. Så får vi ting flyttet….og indrettet 🙂
4. november 2010 @ 19:48
Det skal nok gå 🙂 Du er cool Linda.
5. november 2010 @ 08:34
Kære Linda.
Det skal nok gå fint det hele. Anton er glad bare du er der.
En pakke bleer, en dyne, noget tøj og så mors gode junger, så er han tilfreds de første mange uger.
No worries.
Hilsen Alvilda.
(-Mor til 3. Hvor første barn fik top-nus, og tøjet varmet på radiatoren inden han fik det på -det lille myr- skulle jo så nødig fryse, og bruge dyrebar energi på kold bomuld . Ha!
5. november 2010 @ 17:52
årh – hvor er du dejlig. sidder her og danser med tårer.
(husk nu legepladsernes hængebro, når den tid kommer, ing. trapper skulle også være fine).
13. november 2010 @ 07:23
Altså jeg var heller ikke meget for en epidural – indtil jeg blev sat på ve-stimulerende drop. Det var bare det jeg ville sige.