Velkommen til et indlæg, der indeholder ordet ’underliv’ lidt for mange gange.

De fleste mennesker jeg kender – også dem uden børn – ved, at man, når man har født, skal en tur forbi lægen et par måneder efter den store begivenhed er gået ned. De fleste ved også, at der er noget med nogle faste tjek af babyen. Skulle det være gået hen over hovedet på en, modtager man, når man har født, en mængde info, hvori man kan se, at de magiske tal er hhv. 5 uger for babyen og 8 uger for moderen.

Som alle ved, er jeg stor tilhænger af optimering (specielt fordi min nye læge holder til et sted med utrolig mange trapper og ingen barnevognsramper eller elevatorer. DÅRLIGT fodarbejde, Linda!), så jeg forhørte mig i december hos min sundhedsplejerske, om ikke bare man kunne slå undersøgelserne sammen. Jeg mener: Hvor meget tidsfornemmelse er det lige, mit underliv kan have? Jeg fik grønt lys, og ringede derfor til det nye sted, hvor lægesekretæren, der præsenterede sig med navn OG sygepleje-titel, og jeg havde følgende samtale:

Mig: Hej. Jeg har født for 4 uger siden, og vil gerne bestille tid til 5 ugers undersøgelse af min lille dreng. Jeg har tjekket med min shp, som har sagt god for, at jeg ved samme lejlighed kan få lavet min 8 ugers undersøgelse, så jeg vil gerne booke en dobbelt tid, hvis det er muligt.

Hende: Hvad for en undersøgelse?

Mig: Ja, altså… 5 ugers undersøgelsen af ham og 8 ugers undersøgelsen af mig?

Hende: Hvor gammel er din søn?

Mig: … 5 uger…

Hende: Ok. Og hvad var det så, at du gerne ville undersøges for?

Mig: Min 8 ugers undersøgelse?

Hende: Jeg tror ikke lige, jeg ved…?

Mig: (wtf???!) Den der standartundersøgelse, der står beskrevet i alle bøger?

Hende: Nåh! Du er gravid i 8. uge!

….

Nogen gange, ikke? Så har jeg det som, om hele verden tager pis på mig.

Nå, men det endte med, at jeg fik en tid til os begge i dag, og jeg var noget spændt på at møde min nye læge.

Som var syg.

Så jeg kom ind til hendes meget, meget generte kollega, som først spurgte sit skriveunderlag, om vi skulle snakke prævention, og så MEGET lettet ud, da jeg svarede, at jeg var alene, og da jeg svarede bekræftende på hans spørgsmål om, om jeg lavede knibeøvelser, synes han ”faktisk ikke, at det var nødvendigt at lave en gynækologisk undersøgelse”.

Lige i situationen virkede det som en god ide; svært at ligge der i bøjlen og slappe af med sirenen Anton tændt ved siden af, men her bagefter synes jeg faktisk, at det er lidt .. tyndt, og da jeg gik hjem, kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, om vi faktisk havde været bedre tjent med at blive hos min gamle læge.

Der vidste jeg da i det mindste, at jeg selv skulle i gang med lommespejl og gamle tøjbøjler, hvis jeg ville have en status på mit underliv.