Amen.

Noget af det som er ret fantastisk, når man lærer et nyt menneske at kende, er at man bliver tvunget til at tænke over sine egne udmeldinger og reaktioner. Gamle kommunikationsvaner tager sig ofte anderledes ud, når de reflekteres i et nyt spejl.

For mig er sproget og samtalen vigtigt: Ord skaber virkelighed, fordi de bliver det filter, verden ses og fortolkes igennem.

I forhold til forhold tror jeg på åben kommunikation. Jeg tror på ærlige udmeldinger og en ordentlig tone. Når diskussionerne opstår, tror jeg på at holde øjet på bolden og bolden på egen banehalvdel. Angreb skaber kun 1 af 3 ting: Modangreb, flugt eller forsvar. Ingen af delene er fordrende for hverken forståelse eller kompromis, og jeg forstår ikke, at nogen tør tage kærligheden så meget for givet, at de råt og ucensureret lukker alt, hvad der går gennem hovedet på dem, ud. Ingen har krav på livslang, ubetinget kærlighed. Den skal man gøre sig fortjent til.

Men jeg tror på at kunne stå selv. At turde lægge mine parader, også når jeg er usikker, men samtidig at holde fast i, at det ikke er min partners opgave at jage mine gamle spøgelser væk. At være voksen nok til at gå tilbage og give en undskyldning, når jeg er røget i struben på ham over noget, som har alt med mig og intet med ham at gøre. Og det vil ske. Selvom alle soldaterne er trukket ud, er der stadig miner begravet, som man ikke ved, er der, før de eksploderer lige i ansigtet på én. For mig at se består kunsten i at kunne skille tingene ad, så man kan tage de konfrontationer, man ved, vil ende med at ødelægge noget fint og smukt, hvis ikke de bliver taget, fordi de vil blive ved med at dukke op i nye forklædninger. De andre må man lade fare.

Jeg tror på at tro på, hvad der bliver sagt. At stole på, at de mennesker, jeg lukker ind, vil mig det bedste. Nogle forbehold må man bevidst vælge ikke at have, og det kan læres, ligesom man lærer at lade være med at gribe ud efter knive, man taber. Man får, hvad man giver, og hvis man hele tiden vil spille sikkert, smitter det. Så kan man stå der på hver sin side af hegnet og insistere på, at den anden skal gå igennem lågen først. Og gør det egentlig nogen forskel, når man først står derude i landskabet og stritter? Der er ingen, der kan love, at det vi føler her og nu stadig føles sådan her om 10 år. Vi kan håbe det – men vi kan ikke vide det. Jeg tror bare ikke, at man kan safe-play’e sig ud af det. Spil er forsøg på at tvinge et andet menneske til at give noget, som vedkommende enten ikke har lyst eller er klar til at give. Spil skaber en vinder og en taber i stedet for et team. Emotionel nærighed sikrer mig ikke imod noget som helst, for jeg føler, hvad jeg føler, uanset hvor lidt eller hvor meget jeg viser og verbaliserer det. Men det er værd at huske, at hvis jeg intet vil give af frygt for at miste, så kan jeg meget let selv være skyld i, at jeg får så lidt tilbage, at det i sidste ender med at smuldre bort mellem fingrene på mig.

Jeg tror på vigtigheden af tillid og respekt. Jeg tror på at turde tro. På det gode i mennesket og på kærligheden.