Kun en tåbe frygter ikke haven.

Var i dyrehaven forleden. Ved godt, at det er sådan lidt klichéagtigt, men der er simpelthen så pænt, når solen vælter ned, træerne står i flammer og himlen er så blå, at det næsten gør ondt i øjnene. Efter at have cyklet om kap på udvalgte strækninger (taber altid. Finnen er kamikazerytter. Trapper? Mudder? Åer? Han er ligeglad.) (- men jeg har den pæneste cykel, ha!), nåede vi frem til skoven, hvor vi kunne læse, at vi skulle passe på dyrene, som var i brunst.

(Når man iagttager dyrenes adfærd, lige fra hannernes gevirfikserede adfærd og territoriale brøl til hunnernes kælne brægen og venden-røven-til (mens de løfter halerne så højt, at man nærmest kan se dem op i halsen. Skøger.) kunne man godt få den mistanke, at det er dem og ikke aberne vi nedstammer fra. ToTAL Kupé fredag aften.)

De venlige skovmennesker har gjort meget ud af at forklare, at man ikkeikkeikke skal gå for tæt på dyrene, men tværtimod lægge æbler/gulerødder/spaghetti på jorden og derefter ’træde tilbage og nyde synet’. Kan ikke rigtigt finde ud af, om de mennesker, der bogstaveligt talt paparazzijagtede de stakkels dyr med telelinser så store som bropiller er meget dumme, læser dårligt eller har lyster, der ikke egner sig til beskrivelse her. Kan heller ikke helt afgøre, om det er ok at fryde sig, når dyrene så angriber. Men det så fandme sjovt ud.