Ok. En ting er, at de råber navne på børnelegesager efter demonstranter, når det går lidt hårdt for sig. Det kan jeg sådan set godt forstå. Kræver jo nærmest et ikke-temperament at deltage i en slåskamp uden andre verbale våben end: ”I lovens navn, lad være!” Selvom de har valgt et job i skudlinien, har de jo trods alt ikke bedt om at få deponeret 2000 kilo brosten i hjelmen eller få spytlakeret visiret som bonus, når autonome gøglere ivrigt råber: “Pansersvin!”
Men man skal da for fanden ikke have en Ph.d i adfærdspsykologi eller konsekvensanalyse for at regne ud, at det ikke er særligt smart at tilbyde at køre stive teenagetøzer hjem fra byen og love dem en tur med staven, når man er i uniform.
Og at rette sit våben mod en kollega og trykke af er slemt nok. Men at forsvare sig med: ”Jeg vidste ikke, at der var en patron i kammeret” er da så frygtindgydende stupidt, at det kan ryste mig, at det den slags mennesker, der formodes at have vores ryg. (Nå, OK. Du vidste ikke, at den var ladt? Så er det da i orden! Sgu da også helt, helt urimeligt at forlange, at du har styr på den slags ubetydelige detaljer.)
Aj. Kom nu lige lidt. Ikke?
Den eneste trøst for andre betjente, der går nogle lange, anklagende familiefester i møde er, at når man er omgivet af idioter, er det nemmere selv at fremstå som helt.
Published by