Som hos alle andre bloggere, foregår der også hos mig alt muligt uvæsentligt og dagligdags i kulissen, som aldrig bliver omsat til indlæg. Noget af det, fordi det er invaliderende uinteressant for alle andre end mig selv, noget af det, fordi det involverer andre på en måde, der ville gøre det til en udlevering, hvis jeg skrev om det, og noget af det simpelthen fordi, det falder i en kategori, som jeg som blogger ikke vil parkeres i.
Dette indlæg hører til den sidstnævnte type, men jeg kan ikke rigtig komme til at skrive om det her emne uden at begrunde det, så nu får I alligevel en bid af mig, som jeg egentlig havde aftalt med mig selv skulle blive i skuffen, for jeg gider ikke – jeg gentager: i-k-k-e – være en slankeblog. Dem er der tusinde af, og godt for dem (gider heller ikke være en hade-blog), men jeg synes bare lynhurtigt, at den slags går i selvsving, og bliver det eneste dominerende i den virtuelle samtale.
Men altså. Over det sidste halve års tid har jeg tabt mig, og er begyndt at træne anderledes. Jeg er blevet for gammel til at være fanatisk, og der er bestemt stadig plads til forbedringer, men der er ved at være relativ tydelig forskel på Linda 2012 og Linda 2013, hvilket betyder, at folk er begyndt at kommentere det. Og nu er det, at jeg bliver helt træt indeni, for hold nu kæft hvor bliver det tydeligt, at der ikke er en eneste kvinde i min omgangskreds – eller i hele mit center for den sags skyld- der er tilfredse med sig selv. ALLE, der kommenterer på forandringen, slutter med at spørge: ”Hvordan har du gjort det?” Og hvis det var træningsdelen, de spurgte til, ville det give mening qua min rolle som instruktør, men den er de (næsten) ligeglade med. De vil have den magiske formel, der gør, at de kan spise, som de plejer, og alligevel få et nyt resultat.
Og det, der giver mig allermest lyst til at lægge mig ned og tude på mit køns vegne er, at 80 % af dem der spørger, er normalvægtige/slanke.
Jeg er ikke nazist i forhold til, at det kun er folk, der slæber rundt på 40 kilos overvægt, der må have et ønske om at tabe sig, og jeg er helt med på, at følelsen af ikke at være tilpas i sin krop kan være det samme, uanset om man synes, man vejer 6 eller 16 kilo for meget. Men vi taler mange, MANGE mennesker her, og det er sgu da trist. Specielt fordi størstedelen af dem aldrig kommer til at ville det nok, til at gøre noget ved det (og heldigvis, for de vejer – efter min bedste overbevisning – det, de ift. deres kropstype og genetiske udgangspunkt, skal veje), hvilket betyder, at de kommer til at bruge resten af livet på at gå og småhade sig selv og deres krop.
Og det, synes jeg, er både deprimerende og forkert, for det er jo for fanden ikke et spørgsmål om, om nålen står på 65 eller 72. Det er et spørgsmål om, hvordan du bærer dig selv og entrerer verden.
Bare se på en af verdens smukkeste – men absolut ikke tyndeste – kvinder Beyoncé.
Der er mange måder at være sund på. Så gentag efter mig:
I <3 Blogsbjerg
Simple. Easy. Period.
Linda. Det er sandt. Over and out.
Hvorfor har du ikke en like funktion? 🙂 Kan simpelthen komme til at føle mig som verden fedeste når ultra tynd veninde brokker sig over store arme/lår/mave. Prøliåhørhér: Alt på mig er ca. 10 cm større end dig, så lad lige være, ikk?
Ja.. jeg fik fortalt af en forsker at en af problematikkerne med samfundets sundhedskampagner – fra et samfundsmæssigt perspektiv – er, at de "rammer" de mennesker de forkerte mennesker, nemlig dem, der ikke har synderligt brug for at blive sundere/slankere (tjek bare alle de unge/studerende i træningscentrene/løbestierne), og samtidig går de hen over hovedet på den del af befolkningen, der har en "problematisk" livsstil. De lægger altså "dobbeltpres" på en gruppe, der ikke har brug for det – og samtidig vækker budskaberne ikke resonans i de grupper, der har "brug for det" (fra samfundets perspektiv..).
Jeg er supernormalvægtig og lever helt fint og sundt sådan objektivt set – men jeg kan virkelig godt genkende den der stræben efter "hvis jeg nu bare tabte mig 3 kg, SÅ ville alt være perfekt". Og måske er det fordi, at vi er en gruppe (unge, kvinder) der er enormt vant til at have kontrol og samtidig elsker at opfylde andres (fx samfundets (eller skolens, arbejdspladsens, familiens) idealer for det er den måde, vi lever på – endda helt uden at vi egentlig lægger mærke til, at det er det, vi er i gang med..?
Jeg lyder som Foucault. Men jeg tror sgu, han havde fat i et eller andet, den franske filosof.
Ja vi er sgu mærkelige i hovedet og det handler vel mest af alt om at være en sund sjæl i et nogenlunde sundt legeme. Jeg tager tilgengæld super gerne i mod nogen fif til træning der er sjov men ikke beæaster knæene og uden vrid i knæene, for det der træning i maskiner er godt nok træls.
Hvor er du god – for du har så meget ret!
Hallelujah 🙂
Sikke et fint indlæg, jeg er meget enig. Men måske er der en lille bias? Er selv fint tilfreds med min krop SAMT en klovn til at lægge mærke til andre menneskers vægtforandringer. Jeg ser det simpelthen ikke, før nogen direkte påpeger det for mig, utroligt nok. Et meget lille empirisk grundlag at udlede noget som helst fra, men måske er der en sammenhæng? At folk der har stort fokus på sin egen krop også har stort fokus på andres? Og at de, der er tilfredse med sig selv, ikke ser dit vægttab og dermed heller ikke kommenterer det? Det kan være helt i skoven, men det var i hvert fald lige en tanke, jeg fik.
Kanon indlæg! Men synes nu det kunne være interessant at høre, hvordan du har ændret på træning og kost. Træner du mere/mindre, har du taget nye træningstyper ind osv.
Det her er i samme boldgade:
http://latinafatale.com/2011/07/21/how-to-talk-to-little-girls/
Fantastisk indlæg 🙂
Det er da fedt at du har gennemgået en forandring, som du får mange komplimenter for. Jeg har ikke brug for at vide, hvordan du har gjort det 😉
Jeg har det godt med at se ud, som jeg gør. Jeg kunne sikkert godt trænge til at være lidt sundere, men det er en anden snak.
Ja, det er skræmmende i hvor høj grad, at tynd=pæn. Jeg er på barsel og får pt mange komplimenter over temaet "Du ser bedre ud end nogensinde før". Hvortil jeg har lyst til tørt at svare "Tak. Det må være søvnunderskuddet der klæder mig. Medmindre det, du i virkeligheden mener er, at jeg ser tyndere ud end nogensinde før". Men folk vil jo bare være søde, så jeg nøjes som regel med den del med søvnunderskuddet. Jeg vejer 4 kilo mindre end da jeg blev gravid – og 14 kilo mindre end året før jeg blev gravid, og det er åbenbart det billede folk husker. Og ja, jeg er da også selv gladere for min nuværende vægt(med et bmi på 22), men det bliver godt nok tydeligt, at tynd=pæn.
Marianne: I <3 Marianne (Tak!)
Østfronten: Det er jeg glad for, at du synes:)
Gitte: Jeg tror altid, at vi er hårdere ved os selv, end vi er ved andre. Så for nogen er du sikkert den tynde veninde, som ikke trænger til at smide et gram;)
Anne: Super interessant kommentar, du kommer med der. Det lyder meget plausibelt og egentlig også overførbart til mange andre af De Store Issues, som man prøver at ramme med kampagner?
Duckysrapping: Faktisk burde træning i maskiner være noget af det, der gav færrest vrid, fordi det primært er isolerede bevægelser, hvor du ikke selv skal stabilisere? Men hvis I har sådan et fri-træningstårn i dit fitnesscenter, så spørg en af de personlige trænere om nogle øvelser. Der er masser at tage af, og de er hårde!! Selv er jeg begyndt at træne efter den model, jeg kalder ”kort-men-hårdt”. Intervaltræning hver gang jeg træner cardio og MASSER af vægt, når jeg træner styrketræning. Jeg er ret godt tilfreds med den effekt, jeg kan mærke.
Drengemor: Tak for det!
Christine: Og et lille amen:)
Mette: Jeg træner markant hårdere, men til gengæld også kortere tid.
Som skrevet ovenfor kører jeg intervaller, hver gang jeg træner cardio, og så er jeg gået amok i fritræningstårnet. Jeg synes, at jeg som udgangspunkt var ret stærk, men jeg skal love for, at jeg har opdaget, at jeg kan MEGET mere, end jeg troede. Det rigtig fede er, at jeg har et hold, der kan presses til at prøve lidt af det samme, og det er superinspirerende at se, hvor meget de også har flyttet sig på kort tid. Det bliver en fantastisk, positiv spiral.
Ift. kost handler det meget om planlægning og opmærksomhed. Jeg bruger en del tid på at planlægge måltider, og gøre mad klar, og så sørger jeg for, at alle måltider (jeg spiser ca. hver 3. time) består af både fedt, protein og kulhydrat. Jeg har skulle vænne mig til at spise mere fedt, men må indrømme, at jeg godt kan mærke, hvorfor det er smart. Jeg har spist sundt-ish i årevis, så for mig har det været mængderne, der har været problemet, og der hjælper fedtet ved at give en bedre mæthed, der varer længere, og på den måde begrænser jeg det samlede indtag af energi over en dag.
Astrid: Det er virkelig en god og tankevækkende artikel. Tror da godt, at jeg lige kan række hånden op og sige ”skyldig”.
Saragraphics.dk: Tak for det.
Sophie: Det er sindssygt. Samfundet er sindssygt. Vi er sindssyge. Det er fandme da både skørt og trist.
Hvem er hende den smukke dame på billedet?
Godt indlæg
Jeg bliver interesseret i hvordan du motiverer dine hold når du underviser (bikinisæson og mormorarme vs. sundhed, styrke, energi) og om det er noget du tænker aktivt over?
Jeg tænker på at det der "hvordan har du gjort det" måske godt blot kan dække over høflig interesse og ikke nødvendigvis er ensbetydende med at spørgeren er utilfreds med min egen krop og ønsker at gøre som du….
Jeg er ikke interesseret i at tabe mig, men når jeg ser folk der har haft succes med et vægttab eller andre positive forandringer, er jeg da altid interesseret i at høre om hvordan de er kommet dertil .
Mblog: Det er Beyoncé:)
Tænke Tænke: Det er nærmest det, jeg bruger mest energi på at forholde mig til, når jeg underviser. Hvis ikke jeg kan få folk til at give 10% mere, end de troede, de havde, så kunne de jo ligeså godt træne selv. Jeg tænker meget over, hvad jeg siger – hvornår jeg kan presse dem, og hvornår de kører så hårdt på, at der skal highfives oprigtigt for den indsats alene. Jeg synes, at det er vigtigt, at man bruger sin sunde fornuft, når man underviser; hvis man kan se, at folk er fuldstændig gasblå i hovedet, så virker det både dumt og demotiverende at bede dem om at give endnu mere. I min optik er det et tegn på, at man automatunderviser, og ikke forholder sig til de mennesker, man står overfor, men bare lader udenadslære vælte ud af munden.
Og så forsøger jeg at gå forrest med det gode eksempel ved også at presse mig selv. Det er en balancegang, for jeg er der for at undervise, og ikke for at træne selv, men det er på den anden side også svært at tage en instruktør, der mener, at man skal køre biceps med 15 kilo, alvorligt, hvis hun selv står og fedter med 5. Jeg bliver selv motiveret af at se folk gøre noget, de er gode til og som de brænder for, så jeg prøver at gøre være og vise netop det, når jeg underviser:)
Annie: Det kan du helt sikkert have ret i – jeg tror, at min fornemmelse bygger på, at de ofte stiller voldsomt detaljerede spørgsmål: Hvad mærke er den kokosolie, jeg bruger, hvor mange gram mandler spiser jeg til mellemmåltid, hvor mange minutter løber jeg, præcis hvilke øvelser laver jeg med præcis hvor meget vægt osv. Det er mit indtryk, at det er lige en tand for detaljeorienteret til bare at være høflig interesse.
Hvor er den fucking like-knap, når jeg endelig skal bruge den?
Suk, skal da have gjort noget ved det brugernavn. Men altså: Alt det du lige gjorde rede for ift. hvordan du underviser (går foran med det gode eksempel etc.) var jeg egentligt ikke i tvivl om (det matcher det billede du tegner af dig selv her på bloggen).
Jeg tænker specifikt på typen af argumenter du bruger som motivation.
Siger du ting som: "kom så, nu skal vi være klar til bikini-sæsonen" eller "nu giver vi den gas så vi bliver stærkere/mere udholdende/kan padle længere på næste kajaktur"
Altså tager din motivation af andre udgangspunkt i udseende eller indholdsmæssigt udbytte?
TT: I indholdsmæssigt udbytte. Jeg argumenterer for, at nu, hvor vi trods alt er kommet herned på en sommeraften, så skal den sgu have en over nakken. At man spilder tiden ved at stå med den samme vægt på barren år ud og år ind og at kroppen skal provokeres, hvis den skal ændre sig.
Jeg giver dem highfives, når de tager det til sig, og spørger, om ikke selvtilfredsheden lige fik et los i røven over, at de kunne løfte så meget mere, end de troede.
Når jeg kobler det op på udseendet, er det mest for sjov – a la: "Det er nu, vi begynder at arbejde på at se godt ud til julefrokosten" eller "Kom nu – et kilo mere. Så er det os, der griner højest, når vi skal på stranden!" Men det er sjældent, jeg kobler det op på udseendet. Jeg synes, hvis jeg skal være helt ærligt, at det virker lidt overfladisk. Det hænger formentlig sammen med mit helhedssyn på træning; Det er ikke noget, man skal dyrke 2 måneder i marts for at se godt ud i bikini. Det er noget, man skal finde tid til hver eneste uge, så man trives i sin krop, og passer på den.
Giver det mening?