En gang i mellem føles det pludselig som om, at det er længe siden, jeg har skrevet et helt almindelig u-tematiseret indlæg om livet og hverdagen, så det er, hvad der er på menuen i dag.
Jeg synes, der er meget, der fylder for tiden. Begge børn kæmper begge med hver deres, og jeg har svært ved at finde ud af, hvordan jeg skal tackle det. Dels er der det helt overordnede problem med, hvor meget af den oplevede virkelighed, der stemmer overens med den faktiske, forstået på den måde, at begge børn cykler rundt i tid, når de fortæller. Og der er immervæk forskel på, om man har haft en udfordring dagligt i en måned, eller om man bare kommer i tanke om, at det også skete for 6 uger siden, når man skal fortælle om, at det skete i dag.
Men jeg synes også, at det er super, super svært, hvornår man skal gribe ind. Hvornår noget er alvorligt nok til, at det giver mening, at jeg tager over, for selvom jeg altid gør mig umage for at vise mine børn, at jeg tager deres følelser alvorligt, så kan det jo også ret hurtigt blive kontraproduktivt, hvis man sender fællesmails på intra 3 gange om ugen, eller skal tale alvorligt med lærere og andre forældre, hver eneste gang, man træder ud ad døren.
Men jeg har ondt i maven over det, og jeg ville ønske, at der var nogen, man i de her situationer kunne spørge til råds.
På aktivitetsfronten står det lidt bedre til. I sidste uge gennemførte vi det førstehjælpskursus, jeg for et par måneder siden fik stablet på benene, og det var en succes. Vi var 22 voksne og 26 børn som mødtes kl. 16 i menighedshuset, vi havde fået lov at låne til formålet, og den første time blev børnene undervist. Særlig forbindinger og aflåst sideleje vakte begejstring. Lidt over fem sendte vi børnene hjem, fik en hurtig sandwich, og derefter blev vi voksne undervist i 3 timer; bare det mest basale med hjerte/lungeredning, brug af hjertestarter osv. Det var en ret god måde at være sammen på, og med børn, som deltog gratis, og en voksenbetaling på 100 kr. pr. mand, inkl. mad, er det en ide, jeg på alle måder vil anbefale andre at overveje.
Til min store glæde har vi også været afsted til et par arrangementer, som har været virkelig, ægte gode. Jeg ved godt, at det er dårlig stil at være sur på den by, man bor i, og det er ikke fordi, jeg på nogen måde føler mig for fin til at bo her – men jeg bliver sgu lidt mistrøstig over, hvor ofte de ting, vi deltager i, kun tager os 70% af vejen. F.eks. er jeg kommet med i en gruppe med andre solo-mødre, der bor på de her kanter, og det ældste donorbarn i gruppen er 4 år. Der er flere af kvinderne, der har ældre børn med deres eks-mænd, men fordi fællesnævneren i gruppen er yngre donorbørn, er aktiviteterne derefter, og så kommer det til at føles som at stille i en mødregruppe med Frida og en konfirmand, og mit fokus kommer til at være på at sørge for, at Anton ikke føler sig til overs.
Men sidste weekend var børnene og jeg afsted til noget, der hedder Karlsgårde-dag, og det var godt! Karlsgårde er sø, hvor jeg i min barndom har fisket meget med min far, og vi har haft mange gode timer derude. Da jeg så, at de holdt åbent hus (åben sø?), hvor alle foreninger, der laver noget i området, ville være til stedet, besluttede jeg, at det skulle vi. Det var SUPER godt. Børnene blæste i jagthorn (Ej, mor, må vi ikke få ét? Hahaha. Nej), vi kiggede på frøer og insekter, børnene smagte vildt-suppe, og Anton skød med luftgevær og lasergun, mens Frida var meget interesseret i de mårhunde, man havde fanget med ost og udstillet.
I søndags var vi forbi Fantasy Festival på Esbjerg Hovedbibliotek, og det var også en helt fantastisk oplevelse. Vi var derinde sidste år, hvor vi bare gik rundt i området udenfor (hvor Frida blev jagtet af en Ork, der råbte: “Du skal ikke være bange for mig, jeg er bare klædt ud!” #NeverForget), men i år kørte vi fuldt armbånd og var både inde og ude. Kæmpe succes. Der var ugler, man måtte holde, der var udklædning og magisk skattejagt, der var bøger, bøger, bøger og musik og dans og tatoveringer. 6.000 point til de mennesker, der har stablet dét arrangement på benene.
I aftes var jeg til forældremøde, i aften skal Frida til gymnastik, som hun er for træt til (starter kl. 17), men som hun VIL gå til (alle vennerne går der), og vi er trods alt så langt, at forældremøde og sommerfest er afviklet, og alle de indledende manøvrer til taekwondosæsonen er overstået. Vi er over halvvejs gennem september, der er stadig penge på kontoen, og om lidt kan vi med god samvittighed skylle det hele ned med pumpkin spice latte og gløgg.
Det ender med at gå det hele.
Hej Linda.
Jeg synes, du skal tale med de voksne, der er omkring Frida og Anton om det, altså lærere/pædagoger. Man behøver ikke altid være super velformuleret, have regnet alting ud eller nødvendigvis 100 % vide, hvad man skal spørge om. Det er helt fair at stille åbne spørgsmål, lufte en bekymring eller andet. Det har vi som lærere og professionelle voksne faktisk rigtig ofte brug for, fordi vi også kun ser noget af billedet i vores dagligdag, selvom vi er sammen med dem hele tiden. Og jeg har lært allermest af gode forældre, der stiller spørgsmål, så længe det er gjort på en fin og ordentlig måde. Nogle gange har jeg ændret praksis, fordi noget blev modtaget anderledes end min intention var. Andre gange, så bliver man pludselig klogere/mere opmærksom på et barn eller nogle udfordringer, som man måske ville have været længere tid om at opdage. Lærere/pædagoger vil gerne spørges til råds og være sparringspartnere for dig og dine børn. Og måske er de ofte de bedste at spørge, fordi de ikke har følelser investeret på samme måde. Heller ikke selvom vi helt oprigtigt og ind i hjertet holder af jeres børn.
Kh,
Folkeskolelæreren
Sikke en fin og god kommentar, og gid mine børn havde dig.
Jeg synes, jeg har en fin dialog med de faglige voksne omkring begge børn, men jeg prøver også at sørge for, at det er de “store” ting, jeg tager fat i, og det er der, jeg somme tider føler, det kan være svært. For jeg kan sagtens se, at de løber stærkt, og derfor er det også vigtigt for mig, at det, jeg beder om deres hjælp til, så faktisk også er det, der er mest brug for hjælp til. For vi kender alle – fra alle mulige sammenhænge – de mennesker, der råber “ULV!” 16 gange om ugen, og selvom man prøver at være åben og lytte, så bliver det desværre på et tidspunkt til baggrundsstøj, hvis alt er lige vigtigt, synes jeg.
Men I er vigtige sparringspartnere, og jeg har heldigvis stort set gode erfaringer med at blive hørt og taget alvorligt.
Kan så meget genkende dilemmaet.. Hvornår skal man tage aktion, fordi der er et reelt problem, hvornår skal man bede barnet tage sig sammen..?!?! Altså, det kan man selvfølgelig ikke sige til et barn, som jo for alvor føler, at problemet er virkeligt, men alligevel..
Vores mellemste har skiftet skole, han havde en god opstart, men nu synes han, at det alligevel er lidt svært med at finde nye kammerater og komme rigtigt med i fællesskabet. Og pludselig er den gamle skole i hans tanker et fantastisk sted, med gode kammerater og det med uroen i klassen, var nok nærmest ikke et problem alligevel.
I går måtte jeg kigge ham i øjnene og sige, at jeg forstår, det er svært med kammerater, når man lige er skiftet og at vi gør hvad vi kan for at støtte ham, men at det altså var FRYGTELIGT på den gamle skole, som i ganske forfærdeligt.
Ja, og også, at ting somme tider tager tid. Da jeg flyttede til Aarhus, troede jeg de 4 første måneder, at jeg skulle dø af ensomhed og savn, men det endte jo med at blive den store kærlighed. Så det er også det her med, at man somme tider er nødt til at blive stående længe nok til at rumme det ubehag, en ny situation altid giver, så man kan se på de nye omgivelser med åbne øjne, og ikke bare springe under komfortdynen og lukke verden ude.
Det er sgu ikke altid nemt.
Pumpkin Spiced latte… Hvor var det nu du fandt det krydderiblanding?
Jeg laver den selv fra bunden; jeg har skrevet opskriften her, men det hele kan findes på nettet, hvis man ikke lige magter at kaste sig over det:)
https://www.blogsbjerg.com/pumpkin-spice-latte-eller-chai/
Åh, glögg. Shit, det glæder jeg mig til.
Gør jeg virkelig, VIRKELIG også!!
Åh, svært at finde balancen mellem at støtte med en kærlig hånd i ryggen og at gå ind i “noget”, som måske/måske ikke er reelt. Og nu er det ikke for at træde i noget, at jeg fortæller, hvad man kan i Aarhus… Tænkte bare, at Esbjerg Kommune måske har noget lignende. Nedenstående er sakset fra forældreintra.
PPR tilbyder Åben Rådgivning til forældre i Aarhus Kommune.
Som forælder bliver man indimellem bekymret for sit barn. For det meste forsvinder bekymringerne af sig selv, men nogle gange fortsætter de.
PPR tilbyder derfor åben anonym rådgivning, hvor du som forælder kan få drøftet dine bekymringer med professionelle uden, at det bliver registreret.
Du kan læse mere om, hvem der kan deltage i Åben Rådgivning, og hvad I kan tale om, i pjecerne som du finder her på siden.
http://www.aarhus.dk/da/borger/familie-boern-og-unge/Raad-og-hjaelp/Boern-med-saerlige-behov/Raadgivning-og-vejledning/Aaben-Raadgivning.aspx
Det findes også i Esbjerg, og det er et virkelig fint tiltag. Jeg er 100% sikker på, at det et noget, der kommer masser af forældre – og dermed børn – til gavn.
Men min egen oplevelse med at have et barn, der har været mange forbi og “kigge på” er bare, at det sjældent bliver ret kvalificeret, når det bliver generelt. Jeg ved godt, at vi alle sammen synes, at vores børn er noget helt særligt, og heldigvis for det <3 Men da jeg f.eks. på et tidspunkt bad om at få lov at tale med den fysioterapeut, der var tilknyttet PPR (i forhold til, at Anton har så svært ved at falde i søvn) kom hun med gode, fine forslag – der var bare ikke noget af det, der passede til Anton, fordi han mest af alt falder i sin egen kasse, og dermed desværre ikke har gavn af det, der passer til så mange andre.
Jeg tror egentlig, at det, jeg i de her situationer, savner, er den anden forælder. Hvis vi havde haft en “almindelig” familiekonstellation med mor, far og børn, ville vi have været to, der har samme aktier i børnene, som kendte dem lige godt, med alle deres små særtræk og personligheder, og som kunne vurdere situationen sammen. Det mangler jeg, når det er svært.
Men tusind tak for en omsorgsfuld kommentar <3
Og mange tak for uddybende svar! Kan godt følge, at du har brug for noget/nogen, der kan gå dybere, og at der lige præcis dér mangler en forælder eller omsorgsperson, der kan byde ind med samme sigte og engagement som dig. Hvis det er nogen “trøst”, så synes jeg, at du som ene-forælder gør en umanerlig god og inspirerende indsats ift. dine børn, vurderet ud fra de tænker og betragtninger, du deler herinde. Jeg kan jo kun måle ud fra mig selv og min omgangskreds, og jeg synes, at vi – skåret over én kam og helt generelt – gør en hæderlig indsats i vores forældreskab, baseret på en del refleksion, individuelt og i vores respektive parforhold. Men du inspirerer tit til lige at tage skridtet videre og få tænkt et spadestik eller fem dybere over emner, som jeg i hvert fald selv måske var skøjtet let henover. Så: jeg er 100 på, at du som ene-forælder gør det hamrende godt for dine børn – selv om det i nogle situationer er svært og hårdt “bare at være selv”.
Den kommentar blev jeg simpelthen så rørt over, Anne. Tusind tak for dén! <3
<3 selv 🙂
Det er måske lidt underligt skrevet, nu jeg strengt taget slet ikke kender dig, men du minder mig af og til lidt om min mor. Hun var også alene med mig og min bror, der hver havde vores udfordringer, ikke vanvittigt mange penge eller super meget tid din blog har virkelig fået mig til at indse, hvor meget min mor har jongleret, ofret og kæmpet med da vi var små. Ikke fordi du brokker dig eller noget, men fordi hun fik det altid til at fungere, så jeg havde en skøn barndom, og det lyder det virkelig også bare til du gør.
Måske skulle jeg ringe til hende, i stedet for at skrive det her, men jeg tror pointen er, at jeg virkelig sætter pris på at følge med her.
Det er ikke spor underligt skrevet – det er en meget, meget fin kommentar at få, Katrine. Tusind tak for det.
Og jeg vil bare lige sige, at hvis Anton eller Frida ringer til mig om 20 år og siger, at de nu forstår, hvor meget jeg anstrengte mig for at give dem det bedst mulige liv, og at de aldrig opdagede det, fordi de havde en skøn barndom, så kommer jeg til at hyle i en uge. Så jeg synes virkelig, at du skulle ringe til din mor. Det vil være én af dem, man tager med sig resten af livet <3
Det er virkelig dejligt at I havde en god Fantasyfestival, tak for ros 🙂 Vi der står “bag disken” synes også det var sjovt!
Jeg “tipper” arbejdsgruppen, som har trukket det store læs, – de skal også læse din kommentar.
Ja, gør endelig det!
Jeg hev faktisk fat i én af dem derinde og sagde tak for et fremragende arrangement, og så smed jeg et forslag, som du også lige får med her #spindoktor
For jeg tror, man kunne sælge og udlåne MANGE flere bøger, hvis man hjalp novicerne lidt på vej. Jeg kommer fra Ringenes Herre og Harry Potter og har derefter skudt i blinde, når jeg har valgt bøger inde for genren. Jeg ville ELSKE, hvis man enten inde på biblioteket i forbindelse med arrangementet, eller online op til, lavede en “you might also like”-pamflet/tråd. For det er virkelig en genre, hvor der er enorm stor forskel på bøgerne, hvilket jo giver god mening. Hvis man kørte en kategori, der hed “Kærlighed” ville både Bridget Jones og Borte med blæsten være oplagte spillere, men der er immervæk ret stor forskel på sprog, virkemidler og målgruppe. I Fantasy-genren får man lyst til at læse alting, fordi forsiderne ofte er ustyrligt smukke, og det var som at gå inde i en farveladeæske at være på biblioteket, men jeg endte med at gå uden at købe/låne noget, fordi jeg for lidt vild.
Man kunne jo eventuelt overveje at inddrage læserne, så de, der kender genren bedre, kunne melde ind? Jeg tænker, at arbejdsgruppen har nok at se til, som det er:)
Men uanset hvad, så var det virkelig en dejlig, dejlig dag. Tak for det store arbejde – det var umådelig værdsat <3
Tak for en super idé!
Jeg har kolleger som er meget velbevandrede i fantasygenren, og helt sikkert kan lave anbefalinger, – men det er jo også oplagt at inddrage læserne 🙂