Vind: En stille død

Posted on

by Linda

Update:

Mange, mange tak for alle jeres fine kommentarer, som jeg i flere tilfælde fik en klump i halsen, da jeg læste. Allerhelst ville jeg give jer alle sammen en bog, for med de historier, I fortæller, synes jeg sådan set, at en bog var det mindste, skæbnen kunne smide efter jer. Men jeg har desværre kun ét eksemplar, og så mit eget, som jeg har valgt at smide i puljen i den gode sags tjeneste.

Random Org. har besluttet, at den nye bog går til kommentar nummer 9 (Lenebaekby) og mit eksemplar – som jeg lover, at jeg har siddet pænt og mussestille og læst – er dit, hvis du vil have det, nummer 14 (Stinne). Smid mig en mail på blogsbjerg@gmail.com med navn og adresse, så sørger jeg for at få dem sendt til jer.

For tiden hører jeg primært Mads & Monopolet podcasts, når jeg kører bil, og i et af dem, jeg hørte for nyligt, havde en mand, der stod til at miste sin hustru til kræft, skrevet ind. I panelet den dag sad blandt andet Lina Rafn, som flere gange under behandlingen af dette dilemma måtte have pauser, fordi hun var så berørt af det, og på et tidspunkt, med knækket stemme udbrød: ”Jeg er så sindssygt dårlig til at håndtere, at vi skal herfra!”

Et udsagt, der er som trukket ud af munden på mig. Jeg har altid været en pivskid, når det kommer til tanken om døden, men særligt efter at jeg har fået Anton, har livet forvandlet sig til en sprød og skrøbelig størrelse, som udløser en massiv, dobbeltsidet følelse af henholdsvis inderlig taknemmelighed over det og knugende grundangst for at miste det. Forsøget på ikke at kvæle det, der er, i det, der kommer føles nogle gange, som isplader lyder, lige inden de brækker midt over.

Jeg spekulerer dagligt på, om jeg er så bims, at det burde udløse en diagnose og valium ad libitum.

Så. Derfor, og fordi min copingstrategi i forhold til min galoperende dødsangst, primært består af Strudsen, har jeg måtte tage mod til mig for at læse Fru Z’s nye bog ‘En stille død’, der handler om at passe et døende familiemedlem i eget hjem.

Men det er faktisk en rigtig fin bog. Ovre hos Karina kan man læse, hvordan det er at læse den, når man selv har stået i situation, hvilket jeg er så privilegeret, at jeg ikke har. Derfor er der ikke så mange steder, hvor bunden bliver slået ud af mig, fordi genkendelsen rammer, eller fordi noget går for tæt på en oplevet virkelighed. Det, jeg rigtig godt kan lide ved den er, at den – udover at være meget velskrevet – fokuserer på nogle af de små, dagligdags absurditeter, man kommer til at skulle forholde sig til, og at den egentlig formår at belyse de fine og lyse ting ved livet, selvom den beskriver de tunge og mørke.

Så hvem henvender den sig til? Jeg ved simpelthen ikke, om man ville have overskud til at læse den, hvis man stod midt i en situation, som den, den beskriver, men måske? Den er trods alt med sine 82 sider ret hurtigt læst. Men dem, der står i det, ville sikkert sætte stor pris på, at dem, der er omkring dem – vi kunne kalde dem Det Sekundære Netværk – har læst den, så de har lidt mere fornemmelse af, hvordan der ser ud i orkanens øje. Jeg vil også tro, at dansklærere kunne få ret meget ud af den, fx til et forløb om sorg og sorgbearbejdelse. Og hvem ved, måske er der nogle ting i den, der kommer til at fungere som et lille, støttende puf i ryggen, når/hvis man engang kommer til at stå i situationen selv?

Forlaget har, ud over mit eget eksemplar, sendt mig et, som jeg kan forære til en af jer. Hvis det kunne være noget for dig, så smid en kommentar i feltet herunder senest på mandag kl. 20.

God weekend derude.

Published by

Linda

46 Replies to “Vind: En stille død”

  1. Jeg vil rigtig gerne læse Fru Z's bog. Jeg kunne rigtig godt lide blogindlæggene på trods af det barske emne og er spændt på at læse det hele i en sammenhæng.

  2. Jeg hopper ud i det og smider et lod i puljen. Vil gerne læse bogen – dødsangsten har også tag i mig, men det nytter jo ikke at fornægte.
    Mvh Helle

  3. Den bog vil jeg rigtig gerne eje. Vidste faktisk slet ikke at den fandtes. Har desværre selv stået der en del gange og man ved aldrig om man gør det rigtige og hvornår hvad er det rigtige. Jeg er med i puljen.

  4. Jeg synes, det er et rigtigt spændende emne, der behandles i bogen. Jeg har ikke selv dødsangst eller generelt angst for at miste – jeg er mest af alt nysgerrig på døden. Er det mærkeligt?

    Om ikke andet, så er her mit lod i puljen 🙂

  5. Også jeg vil gerne læse fru z's bog. Jeg mistede min mor for 16 år siden , da jeg var 27 år og nybagt mot. Er sikker på jeg kan nikke genkendende til flere ting i bogen

  6. Har en gang været "Sekundert Nætverk", den gang min mor passede min døende søster. Da jeg var langt væk og kunne ikke være til stede hele tiden dagligt, var vores kontakt telefonisk… Har også været "Sekundert" for forskellige pårørende, men det var i " mindre omfang". Nu tror jeg at næste gang skal jeg være "Primært" for min mor, hvis… Man ved aldrig hvordan det vil ske…
    Vil gerne læse bogen. Vh

  8. Den vil jeg gerne læse, jeg var ved at miste min far for 2½ år siden, og syntes i dag at jeg burde kunne have håndteret det bedre.

    Et lod til mig.

  9. 9.a og jeg vil gerne læse den. Vi har om Kierkegaard. Om den store kærlighed, der forpligter. Den forpligtelse, vi MÅ tage på os. Stort emne. Store tanker. Stort hjerte…

  13. I dag ville min mor være fyldt 58. For 3½ år siden sagde vi farvel til hende.
    Jeg ved ikke om jeg tør læse bogen, på den anden side kunne det sikkert være godt at få rørt rundt i følelserne fra den gang endnu en gang.

    Jeg smider hermed mit lod i kurven.

  17. Tror faktisk, det lige præcis var den bog, jeg manglede, da min mor skulle dø. Dengang undrede det mig, hvor lidt litteratur, der findes om emnet. Der er masser af bøger om efter-døden, men ikke om tiden lige inden. I det hele taget fatter jeg ikke, hvorfor vi er SÅ uvillige til at tale om døden – det er jo det eneste, vi med sikkerhed ved, der sker! Og det går jo ikke væk af, at nogen sætter ord på. Godt, der nu er en bog. Og jeg vil gerne læse den…

  18. Jeg melder mig også på banen. Jeg har for nyigt stået i en lignende situation og ville ønske, jeg inden havde læst en bog som denne, da det helt sikkert ville have hjulpet mig, så jeg havde været mere forberedt på situationen og bedre til at tackle den.

  21. Hej Linda
    Måske en bog for mig – da min mor døde af kræft for snart 7 år siden.
    Kærlig hilsen Sanne Veje

  23. Har ikke selv stået i situationen, men vil blive glad for en bog, som kan gøre mig klogere på en af de mørke sider i livet!

  26. Det lyder som en bog, som virkelig mange mennesker kunne have brug for at læse. Jeg synes desværre, at mange mennesker pga. deres bekymring om at gøre ondt værre, kommer til at håndtere sorg og sygdom på en uheldig måde. Jeg tænker, at jeg vil kunne lære noget af bogen dels i mit privatliv og dels i mit arbejdsliv som socialrådgiver, hvor jeg jo møder mennesker, det står lige i orkanens øje.

  27. Mine forældre passede min elskede farmor i hendes hjem, indtil den dag hun døde af kræft. Den dag i dag kan min far stadig ikke tale om det, og min mor kan kun tale om det ganske kort. Jeg ville gerne vinde bogen, så jeg bedre kan forstå hvad det var der skete, dengang vores verden gik i stå.

  30. Jeg fik lige en klump i maven…
    Min far døde hjemme 1. december 2011. Jeg bor med mand og børn i det samme hus, så jeg havde muligheden for at være der døgnet rundt. Vi vidste, at da kræften officielt var kommet tilbage, så var der ikke noget at gøre, men vi havde ikke regnet med, at det ville gå så stærkt… Det tog 3 uger, med sygeseng og ilt hjemme i stuen, og folk der kom for at sige farvel fra nær og fjern. Jeg kunne godt have brugt sådan en bog, – og det kunne jeg stadig godt. Jeg har nemlig påtaget mig selv en idé om, at det ikke var så slemt for os, som det var for andre. At vi kom "nemt" om det. Jeg trænger sgu til at anerkende min egen sorg, og give mig selv kredit for de gode ting jeg fik gjort for min farmand i den sidste tid.

    Beklager at det blev så langt, men jeg krydser i hvert fald fingre! Tak for chancen og god dag.

    Mvh. Jeanne
    jeanneart@hotmail.dk

  31. Passede min 53 årige mor i hendes hjem, da hun døde af kræft. Stik mod alle odds kæmpede hun i seks mdr – hvor min søster og jeg havde orlov/plejeorlov. Det er en af de begivenheder i ens liv, der er skelsættende. Man ved ikke, hvad det vil sige hvis man ikke har været der. Nu kunne det være spændende at se om det er de samme følelser , oplevelser og tanker, der gør sig gældende for Fru Z. Og jeg er kun en lille smule misundelig (på den gode måde) over jegj ikke selv fik skrevet den bog for længst.

  33. Rigtig god solskins søndag!

    Meget dejlig boggave du giver væk:-)
    Jeg vil meget gerne deltage og håbe på at "En stille død" lander hos mig.

    Jeg har stort set mistet hele min mors side af familien til kræft, min mor døde i april sidste år som den sidste og min datter har alvorlig leukæmi, så det er rigtig hårdt.
    Desuden har jeg mistet flere venner og kolleger til kræften.
    Jeg har dog aldrig fået læst bøger som berører døden i forhold hertil, men jeg er sikker på at "En stille død" kan klargøre nogle ting hos mig.

    Krydser og håber, Tina Hoffbeck med uglen3@gmail.com
    http://www.mariahoffbeck.blogspot.com

  39. Jeg døjer også med dødsangst – ikke altid let, men man lærer jo lidt at leve med det. Det var derfor også befriende for mig, da Lina reagerede som hun gjorde – for det kunne ligeså vel have været mig.

    Må nok hellere lærer at værdsætte at have det sådan, det betyder jo at man er glad for livet og det er vel ikke så tosset?

    Jeg gad virkelig godt eje den bog og være stolt af mig selv, når den var læst – trods angst osv.

    Mvh Karen

  40. Den vil jeg meget gerne læse. Har haft det helt tæt på livet et par gange, og er lige nu ved at rydde det der engang var vores elskede mosters hjem ;-(

  43. Jeg har det også rigtig svært med at vi skal herfra. I al almindelighed. Og i særdeleshed når det er noget med at enten moren eller bar et skal herfra, så de skal skilles ad. Jeg begynder at tude (hvis jeg er alene) når jeg hører om folk hvor det er situationen. (Hvis jeg ikke er alene kan det godt blive lidt pinligt med vand i fjæset over folk der er så langt væk fra min sfære at historien næsten er teoretisk). Jeg græder over historier om syriske flygtningebørn der er kommet væk fra deres forældre, eller døde af kulde om natten, imens forældrene lå lge ved siden af uden at opdage det. Jeg ser INGEN film hvorinder indgår enten et barn der dør fra sine forældre, eller en forældr der dør fra sit barn. Ind imellem er jeg blevet taget på sengen (man kendr jo ikke hele handlingen på forhånd), så "Arn" og "Angelas Aske" slukkede jeg promte for, midt i filmen. Så dem heldigvis alene. Men ser af samme grund stort set kun film alene nu, bortset fra "Borat" og sårn. Fordi jeg synes det bliver pinligt med alt det tuderi. Fik selv en fejldiagnose for 3 uger siden. En diagnose der kan betyde nedsat funktion i bedste fald, i værste fald organsvigt og død i løbet af et års tid. En uge senere fik jeg brev fra hospitalet om at der alligevel ikke var noget galt. Nåede hele vejen omkring alle overvejelserne omkring børnene og en hverdag med sygdom og indlæggelser. Det var selvfølgelig kanon at blive "frikendt". Men jeg kan ikke helt ryste følelsen og chokket af mig. Føler ikke helt jeg kan have tillid til min "forventede restlevetid" længere. Og er samtidig så dybt taknemmelig over at være her.

  45. Hurra. Jeg vinder ellers aldrig noget. Har til gengæld læst din blog fra en ende af siden november da jeg blev alene mor…og du har været min redning , så jeg er meget beæret over at overtage dit eksemplar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.