Videre!Videre!Videre!!

Min far er VVS’er. Det har han altid været, og jeg gætter på, at det er det, han stadig er, den dag han går på pension. Min ene onkel er elektriker, den anden er specialpædagog og min tante er lægesekretær. De skifter firma fra tid til anden, men de bliver i deres fag. Hvorfor er vores generation ude af stand til at finde det karrieremæssige koblingspunkt?

Jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om én eneste jeg kender, som udtrykker ønske om at være det, de er idag, resten af livet. Ingen er rigtigt længere tilfredse med den vognbane, de kører i – så snart man er flettet ind, er man igang med at taste den næste adresse på GPS’en.

I weekenden blev jeg betjent af en bartender, som helt åbenlyst stadig kørte efter det kort, han printede ud fra Krak for 10 år siden. Han var 5 år for gammel til sine sko og 10 år for gammel til sin attitude. Gætter på, at han i en profil på nettet ville beskrive sig selv som “fresh og med et frækt glimt i øjet.” Jeg synes mest, at han lignede en prostitueret, der på 15. år forsøgte at udstråle: ‘You’re very special, baby’. Hvis man på den måde er rustet fast i sit fag, så synes jeg, at det eneste rigtige er at forsøge at komme videre. Det kræver selvfølgelig bare lige at man selv har opdaget det.

Jeg kender en del, der sidder i rimelig fede jobs. Udefra kan man selvfølgelig ikke se, hvis chefen er nazist, kollegerne uudholdelige eller udfordringerne, man stilles overfor i hverdagen, er begrænset til, hvad man skal hælde kaffen i, når nogen har ‘glemt’ at tømme opvaskemaskinen. Der kan være en million grunde til, at man ikke er tilpas, hvor man er. Og bliver man glad af at søge nye udfordringer, så er det også bare om at springe i struben på dem. Jeg kan bare ikke lade være med at spekulere på, hvorfor vi søger omskiftelighed og variation i det omfang, vi gør? Vi virker ikke lykkeligere end genereationen før os – ind imellem snarere tværtimod. Jeg kan ikke forestille mig, at menneskeheden generelt er hoppet et niveau op af mensastigen på 20 år, så jeg tror heller ikke, at det er fordi vi er klogere og lærer det hele på den halve tid.

Men hvorfor så? Er vi tilbage ved kedsomhedsfobien? For mange stimuli og muligheder som børn? For vante til, at så snart noget var prøvet, så var der noget sjovere/vildere/mere udfordrende et andet sted? For så tegner det skidt. Vi havde bip-bippere og packman. Forestil jer den næste generation. Fri for at skulle på hospitalet, når sygeplejersken med den højeste anciennitet lige har haft 6 måneders jubilæum.

Havde mine forældre alligevel fat i noget, når de hævdede, at det var sundt at kede sig? Og lød jeg lige gammel der?

Published by

1 Reply to “Videre!Videre!Videre!!

  1. Jeg tror parolen: “Stilstand er tilbagegang” har fået sit tag i vores generation. Generation Xs kollektive projekt er at finde en identitet, og mest paradoksalt er det, at denne identitet skal være individuel, og ansvaret placeret hos individerne selv. Ikke noget at sige til, at vi skifter jobs, kærester, sofamøbler og garderobe ud jævnligt. For vi skulle jo nødigt gro fast og virke initiativ-og fantasiløse. Status quo gør ikke noget godt for en generation, som har travlt med at finde sig selv.

    Heldigvis synes jeg også, at det virker som om, at vi er blevet bedre til at turde at gribe traditionerne og nyde at “stå stille” engang imellem. I en stress-kultur som vores er vi nu begyndt at beundre dem, som “tør” holde fri, siger nej til overarbejde, dem der vælger fritid fremfor lønforhøjelse og som med stolthed i stemmen annoncerer, at weekenden skal bruges på absolut ingenting.

    Jeg tror bestemt, at der er håb for vores generation. Men jeg tror faktisk, at det kræver en stor portion mod og selvtilid at standse op midt i mængden af identitetssøgende kollegaer og venner, som det er så utroligt let at blive påvirket af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.