Undskyld mig et øjeblik, mens jeg lige hidser mig op

Frida er syg i dag, og måske er det fordi, jeg brugte timerne mellem kl. 23 og kl. 3 på at være Dr. Mor, at min bullshit tolerance er lidt lav.

For jeg startede dagen med at se en lykønskningsvideo på FB fra O (Oprahs magasin) til ankerkvinden Kelly Ripa, som fyldte 48 i går. Det er 3 timer siden jeg så videoen, og jeg bliver mere og mere hidsig, jo mere jeg tænker over den.

Videoen er et par minutter lang, og er en billedecollage, der hylder hendes store præstation “to look 27 at the age of 48!” Herefter følger en detaljeret beskrivelse af hendes kostplan, og navnet på den kur, hun “loosely sticks to”.

“And a bit of white wine”.

Fordi jeg åbentbart har masochistiske træk, klikkede jeg ind på O’s side, og kunne se, at de seneste videoer handlede om kager og om, hvordan celebreties har mødt deres mænd.

What. The. Actual. Fuck, Oprah?

Du, som har kæmpet dig igennem overgreb, fordomme og forskelsbehandling? Det er, hvad du bruger din vigtige og vægtige stemme til? Kager? Kure? Er det, hvad du og redaktionen mener, kvinder kan magte at interessere sig for?

Jeg er snart 42 år, og bulls eye ift. deres målgruppe, og jeg har lyst til at rejse over og råbe ad dem alle sammen. Præcis hvor dårligt begavede tror de, vi er? Hvor dumt og fordummende indhold vil man være bekendt at lægge sider til? Det her er på niveau med at få at vide, at “det skal du ikke bryde dit kønne, lille hoved med” og det kan simpelthen ikke være rigtigt.

Når dameblade af den her størrelse laver artikler og indslag som disse, så er det jer – os, kvinder – der monotont og insisterende bliver ved med at holde os selv tilbage som køn, for hvis det billede, der her tegnes af os som gruppe, er det, vi selv accepterer at blive fremstillet som, så kan jeg fandme godt forstå, at vi ikke får lov at sidde med, når der skal træffes vigtige beslutninger – om noget som helst. For når platformen, som stereotyper formidles fra, bliver stor nok, så kan den enkelte kvinde kæmpe, til hun bliver gasblå i hovedet, uden at det gør en kæft til forskel.

Jeg er med på, at bladbranchen har forsøgt sig med blade, der producerer indhold som Euroman, bare til kvinder, men selv når de gør, skamrider de stadig fordommene, og vinkler artikler om kvindelige ledere med, hvordan hun får det til at “hænge sammen med familielivet”. Eller laver bilanmeldelser, hvor de med kikset koketteri giver læbestifter ud fra, hvor gode bilerne er at køre i med høje hæle.

Og hvor hyklerisk må man være før politiet griber ind? For jeg gider IKKE se flere artikler om Madonna fra bladbranchens hånd om age-shaming, når den største præstation, man i deres øjne åbentbart kan levere som kvinde er at “look 27 at 48”.

Stram op. Hele fucking banden. Der er tusindvis af emner at tage af, som ikke enten hører til i Clueless eller Børsens finanstillæg. Belys vaccinationsproblemerne, gør debatten om fagforeninger sexet, hiv organdonation op af hatten, slå jer løs i psykologi og spiritualitet og forskelsbehandlingen af kvinder og mænd i sportens verden osv. osv. osv. Vi kan faktisk godt håndtere det, vores små hjerner og skrøbelige sind til trods.

Eller tag ansvar for jeres bidrag til forbrugskulturen. Brug jeres platforme til at snakke om klima og minimalisme og hjemmeskoling og gør jer umage, så det bliver emner, vi får lyst til at engagere os i. Hiv forskere ind, der siger noget om, hvorfor vi har 6 måneder med 29 grader, i stedet for at trykke endnu et ligegyldig tillæg om lowcarb sommersalater. Vi sidder allesammen i sengen, med flammerne slikkende op af siderne, så det er NU, vi begynder at interessere os for det kollektive og det, vi giver videre, i stedet for blindt at fokusere på, hvor meget vi hver især kan tjene.

Og mens vi er igang, kan I også lige være søde at melde væsentligt klarere ud om reklamer og spons. For hvor bloggere skal opgive til Skat og Statsforvaltning og bank og kommune og den samlede regering, de nordiske repræsentanter inklusiv, hvis de modtager et anmeldereksemplar af en bog, er der tilsyneladende ingen, spekulerer over, hvilke beløb, der vandrer mellem hvilke hænder, når kure, fitnesscentre og restauranter nævnes ved navn.

Jeg bliver idiot.

Og inden nogen får den gode ide at skrive, at “der må jo være mennesker, der køber det” vil jeg bare lige sige, at der også findes mennesker, der køber snuffporn og æg fra burhøns, så dét argument, synes jeg roligt, vi kan parkere.

Skriv noget, der berettiger jeres eksistens. Så lover jeg at købe det.

Published by

78 Replies to “Undskyld mig et øjeblik, mens jeg lige hidser mig op

  1. Hvis jeg en dag går hen og bliver single og får lyst til at flytte til Esbjerg, så kan du forvente, at jeg står på dit dørtrin og frier til dig, inden den pågældende uge er omme!

  2. Jeg kan heldigvis vælge at lade være at købe det. Men dem der har sit livsgrundlag på dette, jeg ville virkelig gerne høre hvad de siger. Hvordan kan de (hovedsageligt kvinder lader jeg mig fortælle) gå på arbejde, lade som om de medfølende deltager i debatter om spiseforstyrrelser og dårlig selvtillid, når de pusher dette på kvinder? Som Madeleine Albright sagde en gang: Det findes et særligt sted i helvede, for kvinder som ikke hjælper hinanden.

    1. Jeg forstår, hvad du mener, når du skriver, at du kan lade være med at købe det. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke, at jeg faktisk stadig synes, at det er et problem, at den her form for magasiner så entydigt får lov at tegne et billede af, hvad halvdelen af jordens befolkning (i runde tal) går op i. Mit bud vil være, at der i slipstrømmen på hele diskussionen om fake news, og den potentielt skadelige virkning, de kan have, kommer til at opstå en debat om hele magasinkulturen. Jeg håber. For jeg synes, vi trænger.

  3. Hvor har du ret!
    Har i en del år abonneret på Euroman og så modtog jeg to gange om året Eurowoman ganske gratis med…What a wate of paper! 😱
    En “lang” artikel i Eurowoman kunne præstere 2! sider…ofte ikke sammenhængende…og max 2 stk i ét blad, mens Euroman kunne præstere adskillige og på op til 5-6 sider.
    Ekstra absurd blev det så når de ringede fra deres markedsundersøgelse for at tale med “den ældste mand over 15 i husstanden” og jeg måtte meddele at hankøn ikke fandtes i vores husstand og der blev utrolig tavst i den anden ende og spørgsmålet så var..men hvem køber du så bladet til?
    Så min opbakning til dig Linda, når du i dit næste liv starter et intelligent dameblad med indhold, der rent faktisk matcher det, vi har lyst til at læse om 💪🏼

    1. Om mindst lige så vigtigt, at I melder tilbage, at I er enige. På et tidspunkt må vægtskålen simpelthen tippe.

  4. So fucking true. Det er fuldstændig langt ude, hvad de tror, vi har brug for at vide. Jeg mener, hvis man kigger ud af vinduet, kan man jo selv SE, at halvdelen af befolkningen IKKE er lallende, savlende idioter.
    Så hvorfor tror damebladene tilsyneladende at jeg som 27 årig har brug for Syv Smarte Slankeapps (som i mange tilfælde opfordrer til decideret sundhedsskadelig adfærd) og ikke Syv måder at gøre op med sexisme i hverdagen?
    Hvordan kan de hvert år i forsommeren forklare mig, at man kan overveje at bruge selvbruner med en mine som om det er de vise sten, de præsenterer? Men ikke fortælle mig, at de har fået gratis selvbruner nok til at holde en vis amerikansk præsident orange i månedsvis, for at skrive den ‘artikel’??
    Nu er jeg også hidset helt op.

    1. Jeg beklager – raseri smitter:-/

      Men det er fuldstændig utroligt. Hvis mit blodtryk bliver for lavt, prøver jeg at forestille mig de artikler, jeg ser, henvendt til kvinder, have en mandlig målgruppe. Det er absurd.

  5. Åh hvor er jeg enig! Kan vi i samme runde få en ende på generel voksenmobning i medierne grundet vægt/graviditetskrop/krop generelt/politik/whatever? Det er immervæk en anelse op ad bakke at forsøge at lære kommende generationer at man IKKE skal mobbe hinanden, når den voksne medieverden samtidig (og med jævne mellemrum ) leverer regulære bredsider til diverse kendisser og peger fingre af appelsinhud, brede lår, “dadbods” eller lignende. Dette burde gælde for alle (!), for selvom jeg ikke er enig med f.eks. Donald Trump og hans politik, så er det direkte pinligt at se hvordan det åbenbart er helt okay at mobbe ham når bare man kommer fra et større medie. For hvorfor må voksne tale sådan om hinanden når børn ikke må?

    1. Hørt. I denne kategori falder også den ondskabsfulde “Who wore it better”. Prøv lige at forestille dig, at vi andre risikerede det samme, når vi gik i kantinen, og mødte en kollega i den samme striktrøje?

      1. Det er jo lige til at få dårlig mave over. Det samme gælder for den direkte modbydelige “PRØV at se hvor tyk hun er blevet efter hun blev gravid/fødte”. Klam journalistik.

  6. Alt for Damerne og Søndags arbejdede lidt i den retning i slutningen af 70’erne, jeg tror, det ikke kunne svare sig af økonomiske grunde. De laver der, der sælger. Beklager det er ligesom med regeringer, vi har det som flertallet vil have.
    Men I har ret, ligesom Linda har ret.
    Og hvem siger, man skal give op?

    1. Jeg tænker, at du har ret i din betragtning om, at vi har dét, som sælger. Men også at den slags kræver tilvænning – og sikkert i længere tid, end bladkoncernerne tør give det. For selvom der kom et perfekt blad med klogt, relevant indhold, som var rettet mod kvinder, er der vel dels en gruppe, som lige nu ikke køber blade, som skal vænnes til at gøre det igen. Og dels en gruppe, som har vænnet sig til at læse de blade, der udbydes nu, som skal opdage, hvor meget klogere man kan blive, hvis man skifter til det nye blad.
      Begge dele tager nok mange måneder, og så er bladet sikkert konkurs, før det når at blive en succes.

    2. Det er vel også fordi det delvist er reklamefinancieret (altså bladet) og relevante emner som mindre forbrug osv. Sælger måske ikke voldsomt mange reklamer.jeg kæber ind i mellem et blad f.eks. hvis jeg venter i en lufthavn…og bliver hver gang irriteret på mig selv fordi jeg ikke får noget ud af det. Jeg føler jeg betaler for reklamerne og ikke er klogere på noget som helst bagefter.

    3. Hvis de sidst prøvede i slutningen af 70’erne, tænker jeg også at tiden er moden til at give det et nyt skud:)

      Jeg tror, at problemet er, at vi (og de) hele tiden tænker inden for de rammer, der blev udstukket for mange år siden, hvor verden så anderledes ud. Vi er tilbøjelige til at kigge på de blade, der er tilgængelige i dag, og forsøge at regne ud, hvordan vi kan få dem til at fungere med artikler med mere kød på.

      Men jeg tror, vi er nødt til at smide det hele ud ad vinduet. Lad falde, hvad ikke kan stå. Om 10 år gætter jeg på, at vi korser os over den fuldstændig ødsle forbrugs-pushing, de her blade repræsenterer, og over, hvor mange af dem, der var. Måske skal der være færre blade, måske skal vi have gjort op med, at hvert enkelt blad har et tema (for hvis folk vil have 70 siders dybdeborende journalistik om psykologi, så låner de formentlig en bog på biblioteket), måske skal vi have kigget på, om det overhovedet er i orden, at man lader generation efter generation af kvinder om at spejle sig i blade, der et langt stykke hen ad vejen er købt og betalte af tekstil- og beautyindustrien. I mine ekstra rasende øjeblikke synes jeg faktisk, at det grænser til at være ligeså ødelæggende som fake news.

      1. Men kan I ikke huske de aller-allerførste numre af bladet Q, som Pernille Aalund stod bag? De var gjort af noget af det rette stof med “almindelige” kvinder som modeller, bedre artikler og en gennemgående “du er fanme perfekt præcis som du er”-stemning. Man kan spørge sig selv hvornår dén strategi blev udskiftet med den allesteds nærværende “sådan taber du dig”-journalistik… og hvorfor??

        1. Det er rigtigt! Det kan jeg faktisk godt huske.

          Jeg tror, at problemet er, at det – igen – var et temablad, om end temaet var bredt. Hvis jeg husker rigtigt, handlede de fleste af artiklerne om kroppen og vores forhold til den – og selvom det er vigtigt, bliver det bare også i længden for smalt, ikke?

  7. Det er jo derfor vi læser med her hos dig, kære Linda! Fordi du leverer alt det du – og vi – efterspørger! 💕

  8. Tak for den! Jeg er så enig. Fik lyst til at skrive til Oprah med det samme, det er simpelthen så provokerende! Hvordan kan vi gøre oprør? Starte et blad?

    1. Jeg er i hvert fald ved at nå frem til, at det ikke er nok bare at lade modreaktionen være at lade være med at købe bladet. Jeg ved godt, at det er rabiat at sammenligne, men hvis man tænker på, at vi for 20 år siden måtte ryge alle steder, og at det for bare 15 år siden var helt almindeligt, at unge på 12 år kunne købe alkohol overalt, så er der jo i hvert fald noget, det tyder på, at vores frie vilje somme tider skal have en hånd i ryggen, når vi skal skabe nye vaner.

  9. TAK!! Bare tak. Har længe været rystet over at se forskellen på dameblade (bare navnet!) vs. Euroman.

  10. ❤️❤️❤️
    Right down my alley!

    (Dengang jeg kørte meget i tog mellem Kbh og Århus, endte jeg altid med at købe en avis eller en jumbobog, når jeg ikke havde læsestof med…)

    1. Det eneste tilbageværende, jeg kan holde ud at læse i bladform, er madmagasiner. Der er ingen, der peger chiliens appelsinhud ud, eller anbefaler chokoladekagen at udvikle en spiseforstyrrelse, så den kan blive strandklar.

  11. Jeg hidser mig også jævnligt op over reklamer, især de skjulte, der kommer flere og flere af over hele linjen fra blogs til FaceBook og hjem igen, hvadenten der så er tale om bevidst propaganda eller nyttige idioters værk.

    Om jeg kan begribe, hvorfor kvinder på 48 skal gøre sig anstrengelser for at se ud, som om de er 27? Nej, det kan jeg ikke. Det er jo som om, det liv, man har levet ikke alene er helt uden værdi, men faktisk er en belastning. Og at Oprah af alle mennesker skulle være hoppet på den vogn, er dog det værste. Hun må have taget en slapper og overladt sit forum til “hired hands”, eller også så har hun fuldstændig mistet grebet om virkeligheden.

    1. Der sidder formentlig en deprimerende stor gruppe og lægger de her strategier, hvilket bare gør det endnu mere nedslående.

  12. Jeg deltog i et såkaldt “Ladies Mud Race” i weekenden. Mændenes pendant hedder “Extreme Mandehørm”…

    Opvarmeren var en mand som råbte ting som: KOM SÅ PIGER! DET ER JO IKKE MØDREKLUBBEN DET HER!

    Da vi kom i mål fik vi en kildevand og et æble. Mændene fik en stor fadøl og en pose flæskesvær.

    Der er sgu lang vej igen…

    1. F-ck altså! Det er godt nok deprimerende – det må have været SÅ fristende at kyle æblet efter ham,,,

  13. Havde skrevet en lang kommentar, som der skete ukendte ting med – men pointen var bare: Du har SÅ meget ret! Det er en af mine absolutte kæpheste. Og jeg fatter det faktisk ikke: jeg har læst en del franske dameblade, de kunne godt finde ud af at dybdegående reportager, politik, feminisme, samfundsvidenskabelige emner, etc.
    Noget andet er, at de kvinder, der oftest optræder i danske dameblade er dræbende homogene: kreative selvstændige med mænd med gode jobs, bosat på Sjælland, 1-3 børn. Følger man med på Instagram for redaktører og bidragere, ligner det i øvrigt hurtigt, at de alle er plukket fra de samme sociale cirkler.

    1. Åh, så sandt.

      Vi må heller ikke glemme at rase over de brevkasser, der helt tydeligt er opdigtede, som også er klicheernes uudholdelige holdeplads, ift. hvad kvinder går og kæmper med rundt omkring i de små hjem.

      Grr!

    2. Uh, lige netop det med de kvinder, bladene vælger at profilere, er en af MINE kæpheste.
      Du beskriver det så fint, Merete. Det er homogene kvinder, bagt af samme kageform. Og som, i mine øjne, ikke er skyggen af inspirerende for andre kvinder (end dem, der også drømmer om velhavende mand, patriciavilla og børn med moderigtige navne).
      Når de så engang i mellem rammer rigtigt – for selv en blind høne kan også finde korn – er vinkel på interviewet bare helt håbløst. Sidst jeg husker, var da Alt For Damerne for et par år siden bragte et interview med en af de (meget få) kvindelige partnere hos advokatfirmaet Gorrison Federspiel. Her var der en kvinde, der var kommet til tops i en mandeverden, der kræver rundsave på albuerne og hud af armeret jernbeton. Og så handlede hele interviewet om hvordan hun havde driblet karriere og moderskab. Og ikke andet.
      Selvfølgelig er dén vinkel også yderst relevant for at vise andre måder moderskabet kan håndteres på. Men der var altså plads i bladet til også at gå lidt i dybden med andre interessante emner, når man nu for engangs skyld havde landet et interview med en ÆGTE powerkvinde: kønsdiskriminering i et mandsdomineret erhverv og hvad det koster/kræver at gøre karriere på de betingelser var nogle af det ting, jeg virkelig gerne ville have hørt mere om. Men det blev ikke berørt, overhovedet. Jeg følte mig ærlig talt lidt snydt bagefter…

      1. Sådan havde jeg det, da jeg læste interviewet med Helle Thorning, der sådan set bare var én lang forsvarstale, fordi det tydeligvis var vigtigst at få hende til at forklare, hvordan hun kunne tilsidesætte sine børn på den måde. Og ligesom du skriver: Det er jo ikke fordi det ikke er interessant at høre et par af de overvejelser, hun har gjort sig i den forbindelse, fordi hende valg af karriere medfører nogle konsekvenser, som de fleste af os ikke kender til – men jeg var ved at gå til over, at det fik lov at fylde det hele. Ikke mindst fordi INGEN spørger Lars Løkke eller Anders Fogh om den slags. Det er nedslående.

        1. Om en mand i en given situation ville blive spurgt om det samme er i mine øjne et generelt journalistisk problem – ikke kun et problem i de såkaldte dameblade. Men jeg er rørende enig i, at det er nedslående.
          Som en relevant sidebemærkning vil jeg sige, at jeg tager hatten af for en personlighed som Angela Merkel, der er kommet politisk til tops og er ret åben (hun er tysk, så alting er relativt selvfølgelig…) omkring sit fravalg af børn pga. sin karriere (og hun er endda gift på 20.+ år! Chokerende, hvordan kan en stærk kvinde endda have en mand?). Jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig, hvor meget mod det kræver at så ved sådan et valg i et mediebillede, der ikke rigtig kan finde ud af at portrætterer kvinder som andet end mode-glade, marathonløbende småbørns mødre på evig slankekur.

  14. SÅ enig! Hvis jeg en sjælden gang køber et blad er det Euroman, da ingen af bladene der er målrettet kvinder skriver noget jeg gider læse.

    1. Det er sgu lidt utroligt, at det ikke kan lade sig gøre at banke noget op, der er federe end det, der står på hylderne nu?

  15. Jeg er vild med dig og dine kloge ord! Jeg har læst med i lang tid, og du tager altid relevante emner op og gør det på så fin en måde.

  16. Jeg køber æg fra burhøns. Høns kan ikke overskue at leve i store flokke, de bliver stressede og har en ringe livskvalitet. Nutidens bure er bedre end de har været og en høne kan have et acceptabelt liv i et bur. Økohøns’ dødelighed er meget højere end burhøns’, da de hakker hinanden ihjel og de er også sygere end burhøns ( trædepudesvidninger, fx). Det er ikke et godt hønseliv, det er faktisk et ringere hønseliv end en burhønes. Hvis jeg skulle være en høne, ville jeg langt foretrække at være en burhøne end en øko, fritgående eller det værste: en skrabehøne.
    Nå, men det var vist et sidespor, som dog kunne illustrere at der altid er nuancer. Og det FEDE ved din blog er at jeg kan skrive sådan et indlæg og ikke frygte at blive lagt for had.

  17. Af de to eksempler er jeg trods alt glad for, at det var æggene, du gik med😄

    Ej, pjat. Point taken. Jeg bliver bare somme tider så træt af, at vi ikke sætter barren højere, end at konstatere, at hvis der er efterspørgsel, så er det unødvendigt at prøve at forbedre🌸

  18. Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor du opsøger ➡️ støtter de medier, der formidler noget så ligegyldigt, når du ellers giver udtryk for en sammenhængende analyse af disse medier og vores samfund. Hvis man trænger til fordybelse/adspredelse, så findes der, som du allerede ved, jo både bøger, magasiner, aviser og digitale medier, der henvender sig uden skelen til køn og formidler vigtige emner, fremfor hvilken taske/jakkesæt der skal på ønske-/indkøbssedlen.
    Den kapitalistiske verden styres som bekendt af udbud og efterspørgsel, så et evt. argument om, at du kun følger de medier, du kritiserer, fordi du vil orienteres om, hvordan det står til, dur ikke. (Jeg tror at kunne huske, at du har brugt det argument en gang, men ellers må du undskylde, at jeg skyder dig i skoene, at du kunne argumentere sådan). Du melder dig vel heller ikke ind i DF for at følge med!
    Mvh.

    PS: 70’ernes Alt for Damerne indeholdt i en periode artikler, der ikke kun var interwievs med kendte, der til perfektion overkom karriere, familieliv, venner, husholdning og perfekt udseende, men disse “progressive” artikler var lokkemaden, der skulle skaffe købere, der så mestendels blev præsenteret for “vælg cowboybukser efter din kropstype”, “dejlig gæstemad, der kan laves i forvejen, så du ikke skal stå i køkkenet, men kan nå at gøre dig i stand inden gæsterne kommer”, “skønhedsredaktørens bud på sommerens ti nye dufte” osv. og selvfølgelig også direkte reklamer. Jeg var selv i en periode en “forført” køber af bladet, som iøvrigt blev givet videre, videre og videre (datidens deleøkonomi😉).

  19. Så enig!! Mange af de typiske dameblade er kvindeundertrykkende i deres evindelige fokus på diæter og udseende og “det gode parforhold”. Bliver SÅ træt. Af samme grund læser jeg primært Vanity Fair – lange (meget lange) gennemarbejdede artikler om politik, samfund, kultur. Og ja der er lidt mode og forbrug og lidt Hollywood men der er ALDRIG en opskrift på glutenfri slanke-salat med superfood knas…

    1. @Marie: Endelig ikke glemme den evige “lær at elske dig selv, som du er” -> “bliv bikiniklar på 14 dage” cyklus, der aldrig stopper. Ååh, så træls!

  20. Hej Kristine.

    Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår din kommentar? Er det fordi du tror, jeg følger de her medier for at forarges? Hvis det er tilfældet, må jeg skuffe dig. FB er nu engang bare sådan skruet sammen, at du får vist, hvad nogle af dine venner har kigget på/liket.

    Men jeg er uenig i præmissen om, at hvis man ikke kan lide det, der tilbydes, så kan man bare finde noget andet. Jeg synes gerne, at vi må have en holdning til, hvad vi alle sammen eksponeres for, både direkte og indirekte.

    Mvh

    Linda

  21. Damebladene er jo o stor grad sponsoreret af reklamer, dvs alle de ligegyldige produkter, der er målrettet kvinder. Det burde jo så ikke være en forhindring for at (også) skrive artikler om mere interessante emner. Det er desværre nok ikke nu, hvor papirmedier i det hele taget har svært ved at overleve, at man satser på sponsorløst indhold.
    Der findes heldigvis mange interessante blogs, netmagasiner mm. at læse i stedet.
    Hvis man vil læse noget på papir, kan jeg anbefale sustain dailys magasin, der udkommer en gang om året. Det er til gengæld noget dyrere, og skrevet og redigeret primært af frivillige for at kunne gå rundt uden reklamer.

  22. På min arbejdsplads får vi Alt For Damerne og Billedbladet til venteværelset. Jeg har ikke før overvejet, at det var et issue, for det er altså den perfekte venteværelsesunderholdning: et dameblad er ‘læst’ (bladret i gennem?) på ca. 5 minutter, hvilket gerne skulle være den tid, du sad og kukkelurede inden man kommer ind – og måske har brug for lidt kønsløs adspredelse til at få tankerne over på noget andet.
    Jeg har prøvet at nudge, og vi har både Louisiana magasinet, Euroman, Wired og The Economist liggende, men de bliver bare ikke rigtig læst…
    Så: personligt er jeg helt på linje med dig, Linda, og de fleste andre her i kommentarsporet. Og jeg ville aldrig give penge for et dameblad. Men jeg kan også godt se, hvor dameblade (og den overfladiske journalistik) har sin berettigelse, og hvorfor der fortsat er et marked.

    1. Det tror jeg godt, jeg kan svare på Jeg kommer alt for tit både til læge og til tandlæge. Lige der foretrækker jeg snask. Min læge har også bedre blade, men det er så irriterende at blive afbrudt i en god artikel, man får ikke læst den færdig, for bagefter vil man bare ud. Så derfor kaster jeg mig over sladderbladene, hvor det er så totalt ligegyldigt, om jeg får læst det færdigt.

      1. Nina/Henriette/Eva:

        Det er ikke fordi jeg ikke godt kan se, hvorfor de lever – og overlever. Men problemet er, tror jeg, at vi ofte ikke kan forestille os alternativer, før nogen præsenterer os for dem. Hvis du f.eks. for 20 år siden havde fortalt rygerne, at de ville skifte cigaretterne ud med USB-stik, der lugter af tyrkisk æble-te, ville de fleste nok have rystet på hovedet; yet here we are.

        Jeg tror, at det hele skal smides ud af vinduet og nytænkes. Så længe man bare prøver at justere lidt på det nuværende format, bliver man ved med at løbe på det problem, at man forsøger at ramme en helt bestemt målgruppe, ikke mindst fordi det også er dem, man sælger til annoncørerne, når man skal ud og hente reklamekroner. Prøv – for tankeeksperimentets skyld – at forestille jer, hvordan verden ville se ud, hvis vi fjernede alle reklamer for f.eks. tøj og make up. Hvis vi ikke i Danmark anede, hvad de gik i i Paris. Hvor meget pres, det ville tage af primært kvinder, og hvor meget mere, man ville kunne fokusere på at bruge ressourcer i nærmiljøet og bruge sit tøj, til det var slidt og færdigt, og ikke kun til gul var pinligt at blive set i. Men når man skærer målgrupperne så skarpt, ender man jo også et eller andet sted med at være nødt til at lave utrolig mange blade, fordi vi jo gudskelov ikke forbliver i de samme målgrupper livet igennem. Det giver mange mennesker, der skal tjene penge på at skrive, opsætte og trykke de mange blade, hvilket giver endnu flere reklamer, og det er skruen uden ende.

        Hvad nu, hvis man i stedet lavede et digitalt abonnement, som lægehuse, tandlæger, frisører osv. kunne tegne, hvor man som bladhus samplede indhold fra journalister, fotografer, debatører, bloggere og freelancere, man samarbejdede med?

        Eller man lavede en platforme, der opkøbte indhold i forskellige kategorier, og i bedste Netflixstil havde en brugerflade, hvor man kunne vælge indhold efter kategori?

        Ud over at det ville reducere mængden af og behovet for en million forskellige blade betragteligt, ville det også give mennesker med noget på hjerte, mulighed for at leve af af skrive, fuldstændig uden at spons, reklamer og anbefalinger af mere eller mindre tvivlsomme produkter behøvede at være en del af det.

        Jeg ved godt, at det ikke bare er så nemt, og at det, jeg skitserer ovenfor er ideer, der kommer med 100 andre lavpraktisk udfordringer. Men jeg synes godt nok, at der er nærmest katastrofal mangel på nytænkning på det her område, fordi alle dem, der kunne flytte noget, hvis de ville, hele tiden holder fast i formatet og formen med temaer og målgrupper.

        Det er en skam.

        1. Jamen, jeg er grundlæggende helt enig med dig – og læser heller ikke dameblade af fuldstændig samme årsager. Det er desværre bare en virkelig tung branche at vende – hvis man ser på hvor få bladhuse der sidder på udgivelsen af flertallet af danske magasiner. Det er topstyre og der ses nærmest kun på bundlinjen. Jeg tror ikke på at revolutionen kommer derfra, men hepper i stedet på netmagasiner, der bliver til ‘rigtige’ blade, zines og sådan nogle som holdet bag eks sustaindaily. For selvfølgelig er der en målgruppe og selvfølgelig skal vi gøre noget. Bevægelsen skal nok bare komme nedefra græsrødderne.

        2. Hvis det var et reelt produkt, så købte jeg ipads til venteværelset og ‘Netflix-som-magasiner’ med det samme. Some one: get on it! Den investering ville hurtigt blive tjent hjem på, at et årsabonnement på Alt For Damerne koster næsten 2.500 kr (selv med alle deres annoncer). Og jeg går ud fra at samtlige øvrige trykte medier ligger i samme prisklasse…

  23. Jeg deler sjældent blogindlæg, men idag har jeg delt dit indlæg — er SÅ enig. Tidligere har du et indlæg om gule og røde fagforeninger, det har jeg også delt et par gange. Du skriver fantastisk godt!

  24. Den diskussion kommer op ind imellem. Der er jævnligt forsøg på at etablere blade målrettet kvinder, som gør op med “damenbladet”. Eurowoman forsøgte i starten, at skrive nogle artikler med kant, og havde også nogle eminente forsider. Det var pudsigt nok, mens der var en mandllig redaktør. Så kom der en kvindelig redaktør (Eva Kruse), og lavede om på det, så det mere kom til at ligne et traditionelt dameblad. Og det gjorde hun sikkert ret i. Fordi desværre er det, hvad der sælger. Det kan godt være, der er en mindre “elite” der kræver artikler med mere substans, men fakta er, at målgruppen ikke er stor nok til, at det kan løbe rundt. Det er svært at skaffe annoncører og abonnenter nok. Hvis du ser på majoriteten af bloggere, så er det også dem, der har modeblogs eller som tager “bløde” emner op, som har flest besøgende. DK er for lille. Muligvis findes der gode udenlandske blade man kan gå efter, men ligesom Oprah, vil der nok være en tendens til også at gå efter mainstream – fordi det er der, annoncørerne er. Desværre.

    1. Jeg ved godt, at det er helt gratis for mig at mene noget, fordi jeg ikke har et bladhus at køre og 10 journalister at brødføde – men jeg tænker stadig, om ikke det handler om mangel på fantasi? De forsøg, jeg husker at have set, på at lave “dameblade med kant” har virket lidt, som hvis man tog et Ugebladet Søndag, og photoshoppede latino-modeller ind i alle eksisterende annoncer, og så bare udgav fuldstændig det samme blad, som man lavede til DK, i latinamerika. Jeg tror ikke, at mænd og kvinder vil have det samme indhold; jeg tror bare gerne, vi vil bede om det samme lixtal. Og selvom jeg er enig i, at der ikke altid er overensstemmelse mellem, hvad vi gerne vil have, og hvad vi ville ønske, vi gerne ville have, så nægter jeg at tro på, at det ikke kan lade sig gøre at lave noget, der rammer bredt, og som der samtidig er mere kød på. Det kræver tid og tilvænning, og som jeg skriver i kommentaren lige ovenfor, så kræver det nok også viljen til at ny-tænke hele formatet, og det gør man selvfølgelig ikke over en nat. Men jeg både tror og håber, at det snart er en saga blot, at vi skal have en million forskellige blade, der hver især består af 3/4 reklamer, til hver sin smalle målgruppe. Hvem ved – måske ender vi en dag med at have samme holdning til reklamer for tøj og hvad de gør ved selvbilledet, særligt hos de helt unge piger, som vi i dag har til reklamer for cigaretter; noget vi ryster lidt på hovedet af, fordi det virker utroligt, at vi for så relativt få år siden fuldstændig ignorerede, hvor skadelige de var.

  25. Der ér virkelig meget idioti til salg – og folk der både vil reklamere for det og ja – køber lortet. Ingen kloge ord herfra, men du er hvertfald ikke alene i din undren.
    Læser jeg tippet “drik et glas vand før hvert måltid” eller “tag fx trapperne”, skyder jeg nogle midt mellem øjnene 😁
    – A

    1. Husk endelig at det skal være CITRON vand! Syre er vigtigt for vægttab, ved du nok facepalm-smiley

  26. Skal man som kvinde købe kvindeblade? Skal man have adskilte blade? Kan man bare ikke læse Zetland?

    1. Det er der jo heldigvis ingen, der bestemmer, at man skal. Ligesom der heller ikke er nogen, der bestemmer, at man skal ryge. Men når nu så mange alligevel gør, så synes jeg da, at det ville være skønt, hvis der var mulighed for at vælge noget, der var mere substans i, end meget af det, der tilbydes lige nu.

      Mit helt personlige bud er, at vi (mænd og kvinder) på alle måder sagtens kan læse de samme nyhedsmedier, og da særligt, hvis de formår at vinkle deres stof, så det taler i øjenhøjde til begge køn, men jeg tror, det vil være utopi at tro, at vi, når det kommer til underholdning, tiltrækkes af præcis det samme. Hvis det var tilfældet ville der være en anden kønsfordeling af læserne på f.eks. blogs. Jeg tror ikke, at ligestilling er, at one size fits all. For mig er det mere et spørgsmål om, at lixtallet gerne må være det samme, selvom emnerne er forskellige.

  27. Jeg læser kun franske dameblade, da jeg føler, jeg bliver lidt dummere, hver gang jeg åbner et dansk et af slagsen. For ikke at tale om forarget. Så jeg nøjes med et bredt udtræk af aviser – og Blogsbjerg.
    Selv i dagbladene kan der være forarge artikler. Som den konservative folketingskandidat der ville have kvinderne hjem og tage sig af yngelpleje. For karrierer havde kvinderne jo ikke rigtigt alligevel… Jeg er dog fortrøstningsfuld. Vores døtre vil være kritiske og tage kampen op.

    1. Det er da en fjer i hatten af de smukke; at smutte med i slipstrømmen på franske dameblade:)

      Problemet med dagbladene er, tror jeg, at der i dag er så mange mennesker, der får lov at skrive klummer, at man somme tider glemmer, at det faktisk ikke er artikler, der er underlagt de samme journalistiske principper, som reelle nyheder, der dog mestendels prøver at være neutrale og formidlende. Når mennesker med dagsordener får lov at ævle løs, stolper op og vægge ned, så er det næsten for nemt at blive irriteret – ikke mindst fordi de somme tider decideret går efter at forarge, fordi dårlig opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed.

      Det har jeg (ja, beklager) også ment noget om: https://www.blogsbjerg.com/dyret-ma-ikke-fodres/

      Kh

      Linda

  28. Som en af de journalister, der faktisk har været med til at forsøge, at starte et “klogt dameblad”, vil jeg gerne spørge, hvor hele kommentarfeltet var, da det koncept netop var på tegnebrættet for et par år siden… ?

    For vi var faktisk nogle, der synes det manglede og prøvede at få lige præcis et “Euroman for kvinder” på skinner af præcis samme årsager. Men vi nåede aldrig at udkomme, fordi ALLE undersøgelser viste, at kvinder vil underholdes, på præcis samme måde som man ser at dem, der har allerflest bloglæsere og Instagramfølgere, er dem, der kører det smukke, pæne og polerede. I str. 34, med designermøbler, rejser til eksotiske steder og smukke børn i miniature Kenzo-tøj. (Det lød bittert, det er jeg ikke, det er bare sat på spidsen)

    Jeg siger ikke, at der ikke er et behov for noget andet, det føler jeg selv, men villigheden til at betale for det, er ikke så stor. Og annoncør-wise var det samme problematik. At dem, der skal købe reklamerne, typisk er dem, der sælger slankepulver og pæne tallerkner og derfor synes de ikke, at den begavede vinkel var fed.

    Jeg håber at tiden ændrer sig, og at folk gerne vil betale for godt indhold, men det er der ikke meget, der tyder på, spørg bare aviserne, der kæmper bravt bag betalingsmurene.

    1. Jeg tænker ikke, at du skal stå på mål for den samlede branche, og jeg forstår godt, hvad du mener: Det er lidt, som når alle hader Nickelback, og de alligevel på magisk vis spiller for udsolgte huse…

      Jeg tror, der er et stort og købedygtigt segment, der gerne vil det her. Men jeg tror bare ikke, at villigheden til at tænke ud af boksen er stor nok i mediebranchen. Jeg tror, at man er alt for fastlåst i, hvad man plejer at gøre, og de forsøg jeg har set, er enten kuldsejlet på at være damer i mandeblade (altså, ikke på pornomåden, vel? Mere som hvis man bare tog det helt samme blad, og photoshoppede kvinder ind, hvor mændene var. Og hvis det var præcis det, man gerne ville have, kunne de fleste af os vel sagtens leve med, at det var mænd, der var afbilledet), eller på at være så tematiserede, at de kommer til at gentage sig selv efter 4 udgivelser (som f.eks. bladet Q, som én refererer til ovenfor).

      Om 10 år sidder vi måske med en digital løsning, der ligner Netflix/HBO, hvor alle læsere går på den samme platform, og der vælger artikler efter humør og interesse. Måske kan man leve af at blogge, ved bare at skrive som man gør, om de ting, der er vigtige for én selv, som f.eks. depressioner, gode spisesteder – eller arrige rants om dette og hint. Og man kan sælge det direkte til MagaFlix, og gøre en stor del af reklamerne overflødige, og der vil ikke længere være den samme grobund for tvivlsom spons og anbefalinger af produkter, som influenceren så viser sig ikke at bruge.

      Håbet er lysegrønt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.