Ugen, der gik

Jeg kan ikke helt finde ud af, om det er er fordi, jeg stadig ikke har fundet fodfæste i at være udearbejdende alenemor med to børn, eller om det fordi, det efterslæb, der er opbygget, stadig tager de bidder af overskydende tid, hvor jeg ellers plejer at .. ja, tænke sammenhængende tanker og forholde mig til livet i lidt mere end 1:1 – i hvert fald synes jeg stadig, at jeg løber stærkt.

I disse uger tolker jeg fast på en opgave i Ribe, og det betyder, at mit ur (hvorfor siger man egentlig stadig det? Findes der nogen, der ikke bruger deres telefon?) ringer klokken 5, så jeg kan nå i bad, inden Anton og Frida vågner. De har aldrig været puttedyr, men jeg har opdaget, at Frida godt kan overtales til at sidde hos mig og vågne rigtigt (for hun opererer efter samme manual som Anton, som dikterer, at man skal kaste sig ud i dagen i det seKUND man åbner øjnene – også selvom hjerne og motorik ikke har haft skyggen af chance for at følge med), hvis jeg tager hende med ind i stuen, og sidder i halvmørket og kigger på stearinlysene. Shit, det er  hyggeligt.

Klokken syv kører vi hjemmefra, og kl. 15.15 triller vi ind i indkørslen igen, med udsigt til alt det, der får hjulene til at dreje rundt, af tøjvask, indkøb osv.

Derudover har den sidste uge også budt på lidt andre ting, og når jeg læser nedenstående kan jeg godt selv se, at jeg måske bare skal lære at styre mig, hvis jeg gerne vil have mere tid mellem hænderne.

Torsdag var der bestilt tid hos fotografen til det årlige portrætfoto. Den eneste tid, vi kunne få, var klokken 16, og de matematiske iblandt os kan selv begynde at regne på, hvor lang tid det giver til at få børnene gjort præsentable, når vi fratrækker køreturen på 15 minutter. Jeg ved ikke, hvordan de børn, I har eller kender, ser ud efter en dag i institution, men mine ligner noget, man har forsøgt at panere. Så efter en badeseance, der forløb under massive protester fra alle under 1 meter og 15, var de begge, tvære men friserede, klar til at posere. Troede jeg. Hahaha. Ca. 80000 frames senere (hedder det det?) måtte jeg konstatere, at man kan trække hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke, og når jeg skriver hesten, mener jeg Frida. Men jeg fik udvalgt de billeder, hvor hun så mindst rasende ud, og ræsede derefter ud af døren og hjem, hvor barnepigen mødte os i indkørslen, og efter en hurtig overlevering, spurtede jeg videre til forældremødet i børnehaven, der startede kl. 17. Det var ubetinget dagens højdepunkt, da jeg klokken 22 igen kravlede under min dyne.

Fredag havde Anton glædet sig voldsomt til, for der havde vi en aftale med hans fuldstændig fantastiske og af-os-alle meget afholdte ex-ressourcepædagog, som skulle komme og se det nye hus ( – som Anton fremviser med armbevægelser, som var det ham selv, der havde bygget det, hver gang vi får gæster). Hun fik lov at se den nye skoletaske og værelset med de seje plakater, og da Anton blev inviteret hjem til hende på Fanø, så han kunne se hendes høns, græd han nærmest af begejstring. Det er sjovt, for hun har børn på min alder, men jeg trives simpelthen sådan i hendes selskab, og jeg glæder mig nærmest ligeså meget som Anton, til vi ser hende igen.

Lørdag have jeg inviteret mine forældre til spisning, og Anton valgte denne dag til at tage den cykel, som han indtil nu ikke har kunne *trækkes* i nærheden af, og bare sætte sig op på den og køre. Det er stadig ikke afgjort, hvem der var mest stolt, men jeg hælder til en kneben sejr til morfar.

Søndag var det oldeforældrenes tur til at få besøg af kaospatruljen, og i et anfald af sindssyge takkede jeg begejstret ja til 7 kg æbler. Nogle gange er jeg virkelig en forbløffende stor idiot, for jeg burde efterhånden vide, at jeg mellem klokken 17 og klokken 19 forvandler mig til Tollundmanden, og kun har ét eneste ønske i livet: 2 timer fyldt med ingenting, inden jeg skal sove. Så hvorfor jeg den ene gang efter den anden tror, jeg er med i nyopførelsen af Det Lille Hus På Prærien og nærmest ikke forstår, at jeg ikke kærner mit eget smør, er ubegribeligt for alle, inklusive mig selv. Men nu har jeg 7 kilo æblegrød i fryseren, hvor det ligger og skubber klaustrofobisk til alt det brød, jeg – naturligvis – skulle bage sidste weekend. Seriøst: Hvad er der galt med mig?

Mandag aften brugte jeg på en hyggelig samtale med May fra Vores Børn, og det kommer der en artikel på deres web-magasin ud af inden så forfærdelig længe. Det blev også mandag, det faldt på plads, at min bog udkommer d. 18.10, hvor der vil være reception på Godsbanen i Aarhus. Mere info følger. Jeg nåede også forbi diætisten, som kiggede på min kostplan, spurgte ind til mit liv, og derefter sagde, at hvis ikke jeg lærte at slappe af, startende fra *nu* af, kunne jeg glemme at tabe mig, for så længe kortisolindholdet i mit blod, lå på det niveau, hun formodede, det gjorde, ville der intet ske.

Tirsdag gik jeg igang med at kigge på det nye pumpprogram, som jeg skal undervise i fra næste uge af. Altså efter, at vi havde været til gymnastik og haft gæster til spisning, som jeg i et ukarakteristisk anfald af klarsyn havde bedt om selv at tage mad med. (Det er skidefedt at blive inviteret hjem til mig.)

Idag har jeg kigget mere på det nye program, samt kastet et blik på det gamle, som jeg skal undervise i i morgen, og så er jeg så småt begyndt at skrive stikord til et oplæg, jeg skal holde i november på en temaweekend for unge døve om at vælge at få børn selv.

Og fra næste uge af, har jeg kun to ting på programmet: At sige nej og blive tynd.

Det bliver smaddernemt.

Published by

12 Replies to “Ugen, der gik

  1. OMG, Linda!!!! Hvordan gør du alt det? Jeg har ET barn. ET – og jeg når ikke halvdelen af hvad du gør! Og jeg henter kun selv, afleverer ikke engang, da jeg kl lidt i 7 allerede er mødt på arbejde (for at undgå den værste myldertid). Efter arbejde står den på underholdning af barnet og aftensmadslavning. Og når faktisk intet at lave om aftenen. Intet. Det vildeste er hvis jeg tager et bad – orker intet andet. Synes godt du kan tage en slapper eller to, så vi andre kan følge lidt med 😉

    Lika

    1. Da jeg puttede her til aften, følte jeg den VILDESTE trang til bare at kravle under dynen sammen med mine stiklinge. Det var kun tanken om, at alt det, der ventede, stadig ville stå der i morgen tidlig, hvis ikke jeg trak mig selv op i lod igen, der fik mig tilbage på banen. Så jeg vil sige, at jeg sagtens forstår, hvad du mener:)

  2. WOW! Jeg begriber ikke, at du står oprejst! Vi er to voksne og et barn i husstanden, og jeg ligger nærmest i fosterstilling, hvis der er udsigt til mere end to aftaler på en uge, eller hvis weekenderne er bookede flere uger frem i kalenderen.
    Jeg ELSKER, når vi ingenting skal – og jeg elsker at finde på noget impulsivt en lørdag formiddag, hvor vi så alligevel skal noget, men ikke noget der har stresset mig i løbet af ugen.

    1. Det er en ret god strategi, det der med at lave aftalerne spontant, for det *er* virkelig skønt, det med at have udsigt til bare at kunne komme helt ned i gear. Heldigvis synes jeg, at det begynder at lysne, og det gør lige, at jeg godt kan holde ud, at der er meget lige nu:)

  3. Superkvinde i det lille hus på prærien, panerede børn … Du får mig i bogstavelig forstand til at grine upassende højt. Du skriver brandgodt. Men jeg må være ærlig og indrømme, at det liv du har, kunne jeg aldrig gennemføre. Og det kunne jeg heller aldrig have gjort, selv ikke i "min velmagts dage".

    1. Jeg tror, at de fleste af os "bare" gør det, der skal til – og så ind imellem, både i situationen og på bagkant, bliver overvældede over opgavens omfang, tror du ikke?

      Under alle omstændigheder er jeg glad for, at jeg kan få dig til at grine – det er dejligt at vide:)

      Rigtig god aften til dig.

      Kh

      Linda

    1. Måske vi skal lave en facebook-støttegruppe? Så kunne vi også udveksle alle vores jordens-salt-produkter og på den måde halvere arbejdsmængden?

  4. Kære Linda,
    Jeg forstår seriøst ikke hvordan du gør det (fuck, citerede jeg lige en Sarah Jessica Parker film?) Du er SÅ sej. Og jeg glæder mig så meget til at læse din bog.
    Blir bare nødt til at spørge: Arbejder du fuldtid? For jeg forstår ikke, hvordan folk får det til at hænge sammen. Fik jeg sagt at jeg ikke forstår hvordan du kan hænge sammen og samtidig være så god en mor, som jeg ved du er.

    Kh Ida

    Ps. I forhold til det med at tabe sig, så ville jeg også engang gerne smide nogle kilo. Og ved du hvad der hjalp mig? Pernille fucking Aamunds bog "10 kilo på 10 uger" (nej, jeg kan ikke forklare det)… Men den gjorde det altså for mig. Og du må gerne låne den. Bare send din adresse til mig (idaburchardi og så gmail), så sender jeg den din vej.

    1. Kære Ida.

      Jeg arbejder fuld tid – så godt og vel endda, i disse "nyt job"-dage. Jeg tror, at jeg, når jeg om 5 år kigger tilbage, vil undre mig over det samme selv. Det håber jeg. For det må virkelig gerne være sådan, at tempoet er faldet så meget til den tid, at der er overskud til at undres. Jeg har holdt mit løfte til mig selv, og er gået kontra-snow-patrol: "Just say no". Jeg siger nej, lukker ned og færdiggør, og langsomt – laaaangsomt – begynder jeg at få fornemmelsen af, at det bliver muligt at trække vejret igen, indenfor overskuelig fremtid.

      Tak for buddet om bogen. Jeg prøver lige at se, hvordan det forløber med fru Diætist. Hvis jeg ikke har tabt 10 kg. om 14 dage, tager jeg lige fat i dig på fb. (For ain't nobody got time for that, vel?)

      Håber, I har det rigtig godt i den lille familie.

      Kh

      Linda

  5. Det første år med nr to i vuggestue og med job er så vildt. Og så bliver der lys, vandene deles og moderskabet lettes: Husk det hver dag i logistisk pres, træthed er mod det lidt lettere – og det er altså rart selvom ungerne er skønne hele vejen igennem er logistikken det ikke.

    1. "Selvom ungerne er skønne hele vejen igennem, er logistikken det ikke."

      Det er måske de mest sande ord, der er lagt i kommentarfeltet i hele bloggens levetid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.