Thank God it’s christmas

2 dage til juleaften, og julefreden er så småt ved at sænke sig i det lille hjem. Alle gaver er købt og pakket ind, de gaver, der skal afleveres er afleveret (på dørtrinnet, Søren, så ingen evil eyes i den her retning), og jeg har set Ringenes Herre for tusinde gang. Jeg ved ikke, om det er aldersbetinget slid, men jeg tuder mere og mere for hvert eneste år, jeg ser den. (“My friends – you bow to no-one!” – ej, men jeg kan ikke, mand).

Normalt plejer jeg at være nogenlunde god til at skille tingene ad; at holde jul, før jeg holder nytår. Men i år er der bare ikke meget, der er, som det plejer at være, og jeg tror, at mange glæder sig til det symbolske skifte, der ligger i, at 20 bliver til 21. Jeg er ingen undtagelse, og derfor er jeg for længst begyndt at kaste lange blikke ind over årsskiftet.

Ikke fordi jeg har været én af dem, der har været hårdt ramt af omstændigheder og tragedier i 2020. Det har jeg ikke. For mig har den største udfordring været det konstante krav om omstilling kombineret med manglen på sociale stimuli, der måske føles lidt ekstra massiv, når man er den eneste voksen i husstanden.

Det har ikke været så skidt, at det ikke har været godt for noget. Det kan hurtigt blive forceret ja-hat, men faktisk *har* der for mig været muligheder for udvikling, som jeg sætter pris på. Jeg har fundet langt mere ro med at være herhjemme, bare børnene og jeg, og så synes jeg, at jeg har fået ryddet op i, hvad jeg vil hælde min energi i. Måske fylder den ekstra meget i år, for når man henter de fleste af sine input i cyber, hvilket jo i det forgangne år har været tilfældet, så bliver det også tydeligt, at det både er unødvendigt og spildte gode kræfter at gå ind i andres kirker for at bekendtgøre, at man ikke tror på deres Gud. Ingen anti vaxxers, Trump-supportere eller konspirationsteoretikere har nogensinde ændret standpunkt af et argument, de har fået serveret på facebook, og det er ikke raseriet værd.

Året har også givet anledning til at skære nogle af de ting fra, som reelt bare føles som fyld, når jeg mærker rigtigt efter. Et meget lavpraktisk eksempel er fødselsdagshilsner på facebook. For selvom jeg hvert år er blevet glad over dem, jeg har fået, så er det det sidste år mere og mere kommet til at føles som bestillingsarbejde og bytte-bytte købmand – for hvor stor en forskel gør det for Jens, som jeg ikke har set i 24 år, at jeg skriver ‘Tillykke med dagen’ til ham på facebook? Det bliver summen af hilsner, der bliver vigtig, og det er for mig kommet til at føles lidt hult. Oprigtige hilsner er stadig dejlige både at få og give, men de andre har jeg sat uden for døren ved at fjerne datoen for min fødselsdag fra min profil.

Her på falderebet kan jeg også se, at der er relationer, der ikke kommer til at overleve 2020. Når alle hverdagsmøderne skæres væk, og man ikke længere har mulighed for den årlige sammenkomst, så er der bekendtskaber, som bliver *for* perifære, og hvor det bliver for omstændigt at løbe dem igang igen. Sådan må det være, og jeg kan ikke helt finde ud af, om det er godt eller skidt.

Men egentlig synes jeg, at en af de største konsekvenser, året har haft, er det kroniske forbehold, vi alle sammen pludselig har fået påmonteret. Det minder mig lidt om ugerne som ny-gravid, hvor man hele tiden prøver at gå fremtiden i møde uden at forholde sig for meget til den, og hvor man skal planlægge i morgen og næste uge, samtidig med, at man tøjler håb og forventninger. Det er et underligt limbo, og jeg spekulerer meget over, om vi kan gå tilbage til der, hvor vi var, eller om vi for evigt har mistet evnen til at gå trygt og fortrøstningsfuldt hen ad fortovet, nu hvor vi pludselig er blevet bevidste om, at fliserne kan forsvinde under fødderne af os.

Der er nok ikke for alvor nogen, der tror, at alting ændrer sig, fordi klokken passerer midnat d. 31.12, men jeg tror nu alligevel, at det kan give anledning til et symbolsk skifte i mindset og humør. At det måske kan anspore til et snert af optimisme og en følelse af nye begyndelser.

For mig bliver 2021 året, hvor jeg for første gang i over 20 år er gældfri, ligesom det også bliver året, hvor jeg ikke længere har børnehavebørn. Mine nytårsforsætter er holdt i store linjer, og er mere hensigtserklæringer end egentlige mål. Jeg hungrer efter lys og luft, og har projekter i støbeskeen herhjemme, der skal give netop det. Jeg vil også gerne være bedre til at passe på mig selv, både fysisk og psykisk. Gå i seng i ordentlig tid, spise nogle vitaminer, huske at drikke vand, og skrue ned for min tilstedeværelse de steder, hvor mine bånd ikke længere er så stærke, som de har været. 

Forleden så jeg på Insta et billede, hvorpå der stod: “If 2021 was gonna be your year, you would have started by now” og for en gang skyld synes jeg faktisk, at jeg har gravet ud og støbt fundament til de ting, jeg har på tapetet til det kommende år. Det føles godt.

Men inden vi når så langt, står julen for døren.

Jeg håber, at den for hver eneste af jer bliver det pusterum, vi de sidste mange måneder har længtes så inderligt efter.

Rigtig glædelig jul.