Svingninger

Egentlig havde jeg tænkt, at jeg ville skrive et ‘I øvrigt’-indlæg til bloggen i dag, men jeg kan mærke, at jeg ikke rigtigt er i haha-humør. Dels sidder jeg midt i nogle lidt tunge ting i arbejdsøjemed, og dels er jeg bare træt og introvert i disse dage.

Jeg øver mig i at kigge på det, når jeg har det sådan. Ikke fordi der skal findes forklaringer og løsninger på alt, men fordi jeg gerne vil finde ud af, hvordan jeg bedst kan passe på mig selv, når jeg har det sådan. Egen-omsorg er et lidt irriterede ord, men det er det, det handler om.

Jeg har opdaget, at dårligt humør hos mig nogle dage handler om, at min grund-stemning bare ikke er helt oppe at ringe, mens det andre dage er summen af de små ting, der til sammen gør dagen træls.

Den sondring er jeg faktisk ret godt tilfreds med at have gjort, fordi den giver mening for mig; det kan ikke være konfettikanoner og brede smil hver dag, og alene den erkendelse føles rar. Jeg kan bedre udvise overbærenhed overfor mit eget underskud, når jeg ikke sidder med fornemmelsen af, selv at have skabt min surhed med et forkert fokus, og det er nemmere at være i det, når jeg er bevidst om, at med bjerge følger dale, og det ene kan ikke eksistere uden det andet.

Jeg prøver at skærpe opmærksomheden på, hvornår det er hhv. den ene og den anden slags dage, jeg har, og reagere i henhold til det. At jeg f.eks. styrer uden om triggerne, de dage, hvor alt, hvad jeg rører ved, går galt og i stykker, og at jeg ikke planlægger det store udenfor huset, når jeg har brug for ro, men bare prøver at give plads til at være så introvert, som situationen nu engang tillader.

Lige nu kan jeg mærke, at matheden skyldes, at for mange mennesker på for mange platforme river for meget i mig. Det er et issue så gammelt som mennesket selv, og man kan hver eneste uge høre variationer over temaet i Mads & Monopolet. En kvinde, der pludselig ikke længere kan holde ud, at hun giver større/bedre gaver end veninderne giver hende, en kødspiser, der er blevet så træt af at tage hensyn til sine vegetar-venner, at hun har lyst til at bede dem om at tilberede en bøf til hende, og en storesøster, der føler, at hun bliver forfordelt ift. til sin lillesøster – alt sammen resultater af at give mere, end man har, og af at en given relation har mistet balancen.

Det paradoksale er, at man i langt de fleste tilfælde selv har skabt situationen, fordi andre mennesker kun kan udsætte dig for den behandling, du lader dig udsætte for.

Jeg tror, man er nødt til at adressere det, hvis det er noget, der fylder så meget, at man er begyndt at se på det menneske, der handler om, med andre øjne. Frygten for, at “det bliver mærkeligt” hvis man tager problemet op, kan man med sindsro parkere, for hvis noget først har gnavet så meget, at der er kommet et sår, så er det allerede blevet mærkeligt, og at tage det op, er den eneste reelle chance man har for at gøre det umærkelig igen. Måske ikke idag eller i morgen, men et sted ude i fremtiden.

Men man ville slide sig selv op, hvis man skulle gøre konfrontationer ud af alt, og somme tider laver man også en analyse på forhånd, der hedder “Det her er egentlig mere, end jeg lige pt. kan overskue, men dette menneske/denne situation er vigtig nok for mig til, at jeg alligevel vælger at gøre det” – og det er der, jeg står lige nu.

Jeg er gået ind til det hele med åbne øjne, men sammenfaldet af behov og ydre omstændigheder har gjort, at jeg kan mærke, at det er nu, jeg skal trække tentaklerne ind. Der er tilbud, der skal rundes pænt og ordentligt af, der er opgaver, der skal bindes sløjfer om og returneres, og der er stafetter, jeg har løbet med, som nu skal rækkes videre til andre.

Det er godt, jeg snart har ferie.

Published by

6 Replies to “Svingninger

  1. Tak for et godt indlæg. Det rammer mig fordi jeg står i præcis samme situation for tiden og nærmest kan identificere en til en med det du skriver.
    Der lyder nemt, men det er det ikke, og der ligger et kæmpe arbejde foran mig (dig?) og det var på en sær måde lidt beroligende, at andre også har bevæget sig lige derud, hvor man pludselig skal arbejde hårdt for at komme tilbage til sig selv.
    God ferie!

    1. Jeg mærker heldigvis, at i jeg i takt med, at jeg kigger mere opmærksomt på de her ting, har kortere og kortere vej tilbage, fordi jeg langt hurtigere bliver klar over, hvad der sker, end jeg gjorde for f.eks. 10 år siden. Dengang ville jeg være fortsat mange måneder endnu, og først være blevet klar over, hvor presset, jeg var, når jeg blev syg med halsbetændelse eller evighedsforkølelse. Måske fordi jeg dengang altid var på vej imod noget? I dag er jeg langt mere opmærksom på hele tiden at vurdere, hvor langt væk, jeg svømmer og ved, at der også skal være kræfter til at svømme tilbage. Og jeg er fuldstændig enig: Det er et KÆMPE arbejde at lære – men jeg bliver glad, når jeg opdager, at jeg er nået længere med det, for det er virkelig også det værd <3

  2. Et fantastisk godt indlæg.
    Og tak for den yderst geniale sætning om, at “ mennesker kun kan udsætte dig for den behandling, du lader dig udsætte for”. Den vil jeg bruge mod mig selv fremover, når det blir nødvendigt.

    1. Selv tak, Line. Og tak fordi du er så sød til at kommentere; det betyder mere, end du tror <3

  3. Jeg bliver gang på gang forundret over din eftertænksomhed og bragende gode analytiske evner! Jeg ved ikke hvorfor, jeg gang på gang kan overraskes, jeg kender dig jo. Dine enorme billedlige fortællerevner, sproglige overlegenhed og ikke mindst humor på tryk og impulsivt i 1:1 situationer, bliver jeg aldrig træt af! Stor applaus og anderkendelse herfra.

    1. Søde Anette. Du er sgu da en solstråle på en gråvejrsdag; TAK!

      Vi sætter sådan pris på jer alle 4, og glæder os til vi skal rive byen fra hinanden næste weekend:-*

Skriv kommentar:

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.