Svingninger

Egentlig havde jeg tænkt, at jeg ville skrive et ‘I øvrigt’-indlæg til bloggen i dag, men jeg kan mærke, at jeg ikke rigtigt er i haha-humør. Dels sidder jeg midt i nogle lidt tunge ting i arbejdsøjemed, og dels er jeg bare træt og introvert i disse dage.

Jeg øver mig i at kigge på det, når jeg har det sådan. Ikke fordi der skal findes forklaringer og løsninger på alt, men fordi jeg gerne vil finde ud af, hvordan jeg bedst kan passe på mig selv, når jeg har det sådan. Egen-omsorg er et lidt irriterede ord, men det er det, det handler om.

Jeg har opdaget, at dårligt humør hos mig nogle dage handler om, at min grund-stemning bare ikke er helt oppe at ringe, mens det andre dage er summen af de små ting, der til sammen gør dagen træls.

Den sondring er jeg faktisk ret godt tilfreds med at have gjort, fordi den giver mening for mig; det kan ikke være konfettikanoner og brede smil hver dag, og alene den erkendelse føles rar. Jeg kan bedre udvise overbærenhed overfor mit eget underskud, når jeg ikke sidder med fornemmelsen af, selv at have skabt min surhed med et forkert fokus, og det er nemmere at være i det, når jeg er bevidst om, at med bjerge følger dale, og det ene kan ikke eksistere uden det andet.

Jeg prøver at skærpe opmærksomheden på, hvornår det er hhv. den ene og den anden slags dage, jeg har, og reagere i henhold til det. At jeg f.eks. styrer uden om triggerne, de dage, hvor alt, hvad jeg rører ved, går galt og i stykker, og at jeg ikke planlægger det store udenfor huset, når jeg har brug for ro, men bare prøver at give plads til at være så introvert, som situationen nu engang tillader.

Lige nu kan jeg mærke, at matheden skyldes, at for mange mennesker på for mange platforme river for meget i mig. Det er et issue så gammelt som mennesket selv, og man kan hver eneste uge høre variationer over temaet i Mads & Monopolet. En kvinde, der pludselig ikke længere kan holde ud, at hun giver større/bedre gaver end veninderne giver hende, en kødspiser, der er blevet så træt af at tage hensyn til sine vegetar-venner, at hun har lyst til at bede dem om at tilberede en bøf til hende, og en storesøster, der føler, at hun bliver forfordelt ift. til sin lillesøster – alt sammen resultater af at give mere, end man har, og af at en given relation har mistet balancen.

Det paradoksale er, at man i langt de fleste tilfælde selv har skabt situationen, fordi andre mennesker kun kan udsætte dig for den behandling, du lader dig udsætte for.

Jeg tror, man er nødt til at adressere det, hvis det er noget, der fylder så meget, at man er begyndt at se på det menneske, der handler om, med andre øjne. Frygten for, at “det bliver mærkeligt” hvis man tager problemet op, kan man med sindsro parkere, for hvis noget først har gnavet så meget, at der er kommet et sår, så er det allerede blevet mærkeligt, og at tage det op, er den eneste reelle chance man har for at gøre det umærkelig igen. Måske ikke idag eller i morgen, men et sted ude i fremtiden.

Men man ville slide sig selv op, hvis man skulle gøre konfrontationer ud af alt, og somme tider laver man også en analyse på forhånd, der hedder “Det her er egentlig mere, end jeg lige pt. kan overskue, men dette menneske/denne situation er vigtig nok for mig til, at jeg alligevel vælger at gøre det” – og det er der, jeg står lige nu.

Jeg er gået ind til det hele med åbne øjne, men sammenfaldet af behov og ydre omstændigheder har gjort, at jeg kan mærke, at det er nu, jeg skal trække tentaklerne ind. Der er tilbud, der skal rundes pænt og ordentligt af, der er opgaver, der skal bindes sløjfer om og returneres, og der er stafetter, jeg har løbet med, som nu skal rækkes videre til andre.

Det er godt, jeg snart har ferie.