Svindlersvin.

Jeg har fået brev fra min forsikring i dag, som fortæller mig, at ”vi løbende udvikler vores forsikringer, så de passer til vores kunders behov” så nu ”opdaterer vi din hjemmeforsikring, samtidig med, at vi desværre må hæve prisen som følge af stærkt stigende skadeudgifter”.

Det er fandme det mest forlorne ’desværre’ jeg har set på skrift i årevis.

Må jeg komme med et forslag? Kunne vi prøve at holde lidt igen med de der opdateringer? For jeg kunne bedre lide min forsikring for 2 år siden, hvor den var 1000 kr. billigere, og jeg tror godt, at jeg selv kan punge ud, hvis jeg bliver udsat for tricktyverier derhjemme (aj, men for satan!).

Det kan også undre mig umådeligt, at dækning af skader på cykel i tilfælde af færdselsuheld skal vælges til og koster ekstra, mens min ægtefælle eller samlever, der bor i beskyttet bolig er omfattet af opdateringerne.

Jeg kan lige se for mig, hvordan de sidder omkring kaffebordet og brainstormer på usandsynlige skade-typer, som 1 promille af deres kunder har behov for, hvorefter de udpensler dækningen af disse i detaljer i brevet, så man skal forledes til at tro, at man får en heeeeel masse for de 20 %, præmien pludselig stiger. Om året.

Og de der ’stærkt stigende skadeudgifter’? Hvem fanden er det, der er så klodset, at det koster os alle sammen 500 kr. ekstra? Er jeg ved en fejl endt i samme forsikringsselskab som samtlige motorikspassere i hele Danmark?

Jeg hader forsikringsselskaber.

Published by

12 Replies to “Svindlersvin.

  1. Øv – Ja sådan et brev har vi skam også fået og hvad kan man bruge det til??? Ikke en sk..

    De er snu de forsikringsselskaber. Det ender med at vi skal forsikre os med en forsikring mod at forsikre os!!!! Og så kommer der diverse tillæg som koster en formue. Det kan snart ikke betale sig mere at forsikre sig. For med selvrisiko og tillæg osv. er det dyrere at få forsikringen,frem for at betale regningen selv!

  2. Jeg havde det på samme måde, indtil jeg ramlede ind i mit nuværende forsikringsselskab. Sidst min cykel blev stjålet, fik jeg mere tilbage, end jeg havde givet for den. Og da jeg artigt gjorde opmærksom på det, forklarede de, at de dækker det beløb, det vil blive at skulle købe en ny cykel. DET er fandme service.
    De hedder Privat Sikring. Værsgo 🙂

  3. Åh gud, jeg ved præcis, hvad du mener. Min ulykkesforsikring steg og steg, men de var aldrig villige til at dække nogen som helst af mine ulykker – jeg er desværre en af de klovne, du taler om. Måske jeg skulle få dit selskab i stedet.

  4. I så fald må vi have samme forsikringsselskab. Jeg har også for nylig fået af vide at min ulykkesforsikring stiger med 1000 kr (der er tale om en 100%stigning) og at det skyldes BEDRE forhold for mig. Hvilke har de dog ikke lige brugt tid på at skrive i brevet, og det øger min mistanke, der minder om din og promille-chance-tankegangen… Jeg ORKER det ikke!

  5. Skift forsikringsselskab. Livet er simpelthen for kort til for dyre forsikringer.

    Og så kan man jo bruge de ekstra penge på at købe flere lækre babyting eller spise mere lækker mad.

  6. nej nej, ikke skift til GF (mit gæt er at du allerede er der). min kæreste fik den melding du lige har fået (fra GF), mens min (identiske) forsikring (i samme selskab) ikke steg.. jeg stemmer på alka.. -og er tilsyneladende sygeligt glad for parenteser (??)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.