Størst af alt er kærligheden

Kender I de sætninger, som man ser i info-materiale, som det først for sent går op for en, at man har lagt alt, alt for lidt mærke til? Jeg er utallige gange stødt på ”Amning kan i starten være lidt svært” uden at hæfte mig særligt ved det.

Big mistake. Big. Huge.

Min lille, fine dreng kan om natten græde så hjerteskærende, at jeg bare render fortvivlet rundt med ham og hulker ”Undskyld! Undskyld! Undskyld!”, mens jeg forsøger at gætte, hvad fanden det er, jeg gør forkert. Lige nu balancerer vi på kanten af endnu en indlæggelse, fordi han er så lille, og har en smule gulsot, og derfor SKAL spise på den måde, hvor man hiver ham op 3. time døgnet rundt, flår al tøjet af ham for at vække ham, og derefter tvangsfodrer ham foie gras-style.

Har efterhånden så små øjne af mangel på søvn og af at tude, at jeg ligner George Bush.

Derfor er der lidt langt mellem blogposter, svar på sms’er og updates på FB, for lige nu handler det bare om at få en slags hverdag etableret. Heldigvis er mine forældre fløjet ind som vaskeægte jægersoldater, der overtager kommandoen, når det kniber, ordner det praktiske, så jeg får noget at spise og trøster mig, når jeg bliver alt for fortvivlet.

Men efter at have fulgt med under hele graviditeten, synes jeg jo næsten, at I skal have lov at høre om fødslen.

Som jeg skrev, blev jeg sat i gang med hormoner onsdag eftermiddag, og allerede to timer senere, kvitterede min krop med regelmæssige veer med 2 minutters interval. På det tidspunkt synes jeg, at den største udfordring var at vide, at det her formentlig bare var stilhed før stormen – uden at ane, hvordan den famøse storm havde tænkt sig at føles.

Efter en lang nat, hvor min søde mor rendte i pendulfart fra stue til køkken med Den Lindrende Varmepude hver anden time, fik jeg torsdag kl. 10 2. omgang hormoner, og kl. 11.30 var der 30 sekunder mellem veerne.

Inden jeg går videre, vil jeg gerne lige sige noget om at have veer: Jeg synes, at det kan sammenlignes med at køre bil i snestorm med defekte vinduesviskere. Så længe man har mulighed for at holde ind og børste ruden ren efter at have kørt en kort strækning, kan man stadig nogenlunde bevare sigtbarheden, men hvis man er tvunget til bare at køre og køre og køre, ryger overblikket ret hurtigt, og når veerne kommer hamrende med 30 sekunders interval, rammer man ret hurtigt det punkt, hvor man løber tør for sprog.

Ja. Det KAN ske. Selv for mig.

Kl. 13.30 var mit blodtryk så højt, at vi skulle have en epidural på banen, og på det tidspunkt lå jeg med nåle, drop, elektroder, og 3 forskellige målere monteret på maven og klamrede mig til min iltmaske, og var passende nok HELT færdig med at være tapper.

”Ja Linda, så skal vi bare lige gøre dig klar, så kommer narkoselægen. Han er her om ca. 10 minutter.”

”At gøre mig klar” viste sig at indebære flere nåle, noget måling af temperatur (værdighed på dette tidspunkt LONG gone) og så op at sidde med fødderne på en køkkenstol, så ryggen var blottet.

– som ikke er verdens mest behagelige stilling at indtage, når nogen hamrer løs i underlivet med en svovlsyrepåsmurt, gloende, pigtrådsomviklet trefork.

Havde lidt svært ved at forstå, hvorfor jeg skulle være SÅ klar, og ikke bare kunne hives op, når lægen kom, men efter 10 lange minutter gik himlens porte op og i stråleglans og til lyden af Det Himmelske Kor skred Gud ind på stuen – og han skulle naturligvis ikke udsættes for noget så ubehageligt som ventetid.

Gud viste sig at komme fra Indien og tale med meget kraftig accent.

Han var ikke tilfreds med mine blodprøver, så med et bestemt klap i hænderne blev en bioanalytiker hidkaldt fra dybet, (jeg SVÆRGER, at jeg så jordemødrene vende øjne til hinanden) og kom tjenstvilligt springende med flere nåle parat – hvorefter Gud efter 10 minutter alligevel nåede frem til, at det var lige meget, (aura af *så stol dog på vores vurdering!* omkring jordemødrene) og stak nålen i ryggen på mig.

Herefter fulgte en tiltrængt time, hvor jeg fik et helt minut mellem veerne, og lige kunne hælde en liter juice i hovedet for at lindre min udtørrede, overbelastede hals.

Kl. 15.15 faldt mit blodtryk pludselig så meget, at jeg mere registrerede end så, at der blev hevet i snore, og at en mindre landsby myldrede ind på stuen med med nåle, efedrin osv.

Kl. 15.30 var roen genetableret, og kl. 15.45 begyndte presseveerne at komme. At undlade at reagere på dem, føles nogenlunde ligesom at blive præsenteret for en boblende fontæne af isvand efter at have kravlet tværs gennem Kalahariørkenen – som man bare ikke må røre, før der bliver sagt nu.

Det blev der så kl. 17.

Kl. 17.10 har jeg en meget klar erindring om at have tænkt, at det her simpelthen må være en fejl. Det kan ikke PASSE, at kvinder har gjort det her siden tidernes morgen, uden på noget tidspunkt at gøre læger og forskere opmærksomme på, HVOR ondt det gør, så nogen kan opfinde noget, der kan få det til at gå væk. Og det der med, at jeg ville være typen, der fødte på den introverte, sammebidte måde? Ikke rigtigt. Da jeg efterfølgende løftede hovedet, og spurgte holdet af mennesker, der holdte kom-sammen ved mit underliv, om der var K3 skader, var der ikke mere stemme tilbage. For real.

Men kl. 17.19 fik jeg en lille, blå fyr lagt på maven, som skreg af sine lungers fulde kraft, og for ham ville jeg gøre det hele igen.

Og igen og igen og igen.

(Link til det oprindelige indlæg: https://www.blogsbjerg.com/strst-af-alt-er-krligheden/)