Idag er jeg 36+5*, hvilket er lidt en mærkedag for mig, fordi det var på denne dag, jeg blev sat igang, da jeg ventede Anton. Halt die Klappe, hvor er der forskel på, hvordan man ser ud oppe i hovedet, når man har brugt den sidste måned på hhv. at være syg, stresset og indlagt, og på – stille og roligt – at gøre klar til at føje endnu en stikling til samlingen.
Fra på torsdag kan hun komme hvert øjeblik, det skal være, og alt det praktiske er på plads. Jeg har lavet små natteøer med dæmpet belysning og ekstra puslepuder og stofbleer, hvor jeg kan være med hende, uden at vække Anton, hendes seng er klar, hendes tøj er vasket og der er skoldet flasker og købt erstatning ind, så vi har en plan B, hvis amningen tager længere tid at få op at køre end planlagt.
I forhold til fødslen har jeg forberedt det, man kan – vel vidende, at det er lidt som at lægge detaljerede planer for sommerferien ud fra en vejrprognose, man henter ned i januar. Men jeg har forholdt mig til den, har øvet teknikker og vejrtrækning og har skrevet den famøse ønskeseddel til mine jordemødre, så allerede her er jeg lysår forud for, hvor jeg var sidst.
(- hvilket i øvrigt har givet anledning til at sende et solidt highfive 4 år tilbage i tiden: Når man ved, hvor meget et kontrolmenneske, jeg er, så har jeg ikke rost mig selv nok for ikke at gå fuldstændig i baglås i panik over at blive sat i så ekstrem en situation, uden overhovedet at ane, hvad det handlede om. Well done, fortids-mig.)
Jeg har idag været til det sidste store svangerskabsforgiftningstjek, hvor hun blev estimeret til at veje omkring 3 kg, og alt ser ud, som det skal.
Jeg har det lidt ambivalent med, at det er ved at være nu. På den ene sider gider jeg virkelig, virkelig ikke mere. Jeg er noget så utrolig træt af at være tyk og besværet, af at skulle tisse hele tiden, og af at det tager 17 år ekstra at skrive beskeder og blogindlæg, fordi jeg ikke kan mærke mine fingre, og har fået graviditetsmotorik, hvor de fede poter rammer forkerte taster 49% af tiden. Jeg tror også, jeg taler for både mig selv og min omverden, når jeg siger, at vi er klar til at sende hormonerne ad helvede til tilbage i Mordors flammer; de er virkelig slemme nu. Hyler minimum 3 gange om dagen, nogle gange så pludseligt, at jeg selv bliver helt forskrækket, og så kan jeg blive s.å RASENDE over ligegyldige småting, at det næsten er sjovt.
Næsten.
På den anden side må jeg bare lægge mig fladt ned og indrømme, at jeg er nervøs. Den start, Anton og jeg fik, sidder langt dybere i mig, end jeg havde forudset, og kombineret med, at jeg denne gang har et barn i forvejen at tage mig af, kan det godt give mig relativ heftig åndenød af angst for ikke at slå til. Det kommer bag på mig selv, at det fylder så meget, som det gør; jeg troede, jeg ville være langt sejere end dét, men nej.
Ligesom sidst kan jeg mærke, at verden begynder at krympe nu. Man mister evnen til at tage tingene helt ind, og til at deltage i livet omkring sig med oprigtigt nærvær, når terminen nærmer sig, synes jeg.
Da jeg jo af gode grunde ikke aner, hvordan verden kommer til at se ud den næste lille måneds tid, vil jeg bare nævne, at de af jer, der har lyst (og ikke allerede følger med derinde) er velkomne til at kigge med på IG (blogsbjerg). Sandsynligheden for, at der post-fødsel er overskud til at poste et billede, før der er overskud til at skrive et indlæg, er ret stor.
*Hvis jeg skulle have læsere for hvem det her graviditetshalløj er helt sort snak, så henviser disse tal til hvor mange uger+dage, man er henne. En fuld graviditet er 40 uger i alt, og man har termin, når man er 40+0.
Jeg ønsker dig al mulig held og lykke, Linda!
Du er sgu den sejeste – hatten af for dig!
Og igen, tak fordi du deler?
Jeg gør som Annette! Du er sej – og det skal sgu nok gå altsammen og lidt til. KH Nina
Jeg følger med der, her og alle steder. At du ved det! Glæder mig skiiiiiidemeget til at du føder den baby, altså. Helt vildt meget! Hvad? Jamen, det gør jeg.
Før jeg selv blev gravid fattede jeg absolut nul og niks af det regnesystem. Og min mor var forvirret hele vejen igennem min graviditet over det.
Held og lykke herfra! Det hele skal sikkert nok gå fint. Hvor er det spændende. Jeg finder dig fluks på instagram.
Du skræmmer mig næsten med overskud og overblik. Jeg tror, at bekymringen for at slå helt til, når der er et barn i forvejen er helt naturlig. Det er i hvert fald noget jeg tænker på – og jeg har ikke engang en toer undervejs endnu.
Jeg håber, du får en rigtig god fødsel, og jeg glæder mig virkelig til at se, hvordan Frida tager verden med storm 🙂
Hvor er det dejligt, at du ikke har fået svangerskabsforgiftning. Jeg blev selv sat i gang 37+0 pga svær svangerskabsforgiftning og dertilhørende indlæggelse i ugevis. Det var hæsligt. Jeg er 17 uger med nr to, og rædselsslagen for en gentagelse af scenariet. Du levner håb for et bedre forløb denne gang. / camilla
Jeg glæder mig til hun kommer <3
Ønsker dig al mulig held og lykke med fødslen. Du kan vist ikke blive mere klar. I modsætning til første gang, så har du, hvis jeg har læst din historie ret, dit familiære netværk omkring. De klarer måske det, du ikke har forberedt. ?