Slabbe-Bras.

I går var mødregruppen og jeg på Aros (Mmm. For sådan nogle er vi nemlig. Højkulturelle. Ikke bare sådan nogen, der sidder og æder kage *løgn-smiley*) hvilket var en stor succes. Anton var pjattet med Jorn farveladerne, og blev så overvældet af dem, at han sov 2 timer bagefter.

Overvejer at melde mig ind i Aros. På ’vi sover her i nat’-måden.

Bagefter blev vi enige om at gå ned og få en kop kaffe, og jeg ved ikke, hvordan det er i andre byer, men her i Århus er det meget få steder, man er velkommen med spædbørn. Hvilket jeg ganske udmærket forstår; det er trods alt ikke mere end 4 måneder siden, jeg selv var en af dem, der for fanden ikke gik på cafe for at få tinnitus af andre menneskers babyer. Det er vist også noget med, at de ikke er så vilde med patter i fri dressur rundt omkring, og selvom alle jeg kender ammer virkelig diskret og ikke skifter børnene på cafebordene, så har jeg set eksempler på, at det ikke er alle, der tager de samme hensyn, så fair nok.

Derfor er der selvfølgelig nogen, der har regnet ud at lave cafeer, hvor mødre, babyer og babser er velkomne, og sådan et sted gik vi hen i går. Det hedder Slabberas og ligger i Frederiksgade.

Og jeg har aldrig fået så ringe service i mit liv.

Det startede med, at vi skulle parkere 5 barnevogne i den lille gård, hvor der i forvejen holdt en god håndfuld babylimo’er. Jeg fandt en ledig plads, men havde ikke engang sluppet styret, da døren blev revet op, og jeg fik en meget vred strikhue lige ud i ansigtet. Om jeg GODT ville lade være med at parkere den der!!?

Mig: Jeg vidste ikke –

Ham: Det står LIGE DER!! *meget-demonstrativ-pegning-på-skilt*

Mig: Jeg har ikke været her før, jeg vidste ikke –

Ham: Nej, men det er PRÆCIS DERFOR, vi har skrevet det på skiltet!! Vi har lige fået en bøde på 30.000!!

Mig: (Nu middelsvært irriteret.) Det er fint. Jeg skal nok flytte den. Men jeg synes måske nok, at du kunne sige det på en ordentlig måde.

Ham: DET STÅR LIGE DER!

Mig: JA!! Det har jeg set, og nu flytter jeg den!

Og så fik jeg ellers døren i synet.

Lækkert.

Vi fik samlet alt vores pikpak, slæbt børn, tasker, poser og os selv op på førstesalen, og defilerede derefter ned for at bestille. Da det blev min tur, sagde jeg – meget, meget pænt – til den ellers ret rare mormor-type, at nu var det ikke for at være en sure kost, men at det måske ikke gav det bedste indtryk på nye kunder, når personalet startede med at råbe dem ind i ansigtet. Hun nåede lige at åbne munden, hvorefter Strikhuen løsrev sig fra sin MacBook længe nok til at komme og skælde noget mere ud. Jeg forsøgte flere gange at komme igennem med sætninger som ”Jeg fortæller dig bare, hvordan jeg som kunde oplevede situationen” og ”Det er måske ikke så nemt at gætte, at et skilt på størrelse med en lille plakat, med samme skrifttype og pynt som jeres menuskilt, er en forbudstavle” men han afbrød alle forsøg på at sige noget, og til sidst kiggede jeg bare på ham og sagde: ”Det er fint. Jeg kommer så bare ikke her igen.” Hvortil han svarede: ”Godt!”

De behøver hverken at De’se mig eller slikke røv, men jeg gider sgu ikke rigtigt råbes af, der hvor jeg lægger mine penge.

Min stramme kæbe og jeg gik på toilet for lige at fordøje, at det var lykkedes os at komme i bad standing på en babycafe på under 4 minutter, og det lunede på humøret, at den gode stemning var videreført dernede med skiltet:

”KUN toiletpapir i toilettet!! ALT andet vil medføre bortvisning og en VVS-regning!!”

Jeg gik derfra med samme fornemmelse, som man fik i skolen, når man var kommet til de virkelig dårlige læreres timer, og fik skæld ud, fordi de andre pjækkede.

Min eneste trøst er tanken om, at han ikke ved, at jeg er for kaffe, hvad Julia Roberts i Pretty Woman var for Rodeo Drive: Han kunne have betalt sin rådne bøde 3 gange med avancen på den kaffe, jeg når at konsumere på en måned.

Published by

35 Replies to “Slabbe-Bras.

  1. Åh, fryd!
    Håber alle barselsmødre i Århus OG opland læser det her.

    Så kan han sidde i sin komplet tomme cafe og være indebrændt – sådan som han åbenbart helst vil have den.

  2. Altså ikke for at være ond, vel? Men sådan en fortjener nærmest en anmeldelse i Aarhus Onsdag, så oplevelsen VIRKELIG kommer ud i byen. Skriv da et indlæg, så den idiot kan blive udstillet for real! Jeg havde gjort det…

  3. Det er derfor jeg foretrækker "Sofie's forældre". Der er servicen bare så meget bedre, selv om barnevognsparkering er elendig.

    Så behandler de mig ikke som en retarded der tilfældigvis har fået lov til at beholde et barn af myndighederene. Ork… Kan sige en masse om slabberas' elendige kundebetjening!

  4. Kaffe og god betjening i Århus er svært at finde. Bedste bud er efter min mening at lægge pengene hos Hos Sofies Forældre i stedet.

  5. Jeg er virkelig forarget på dine vegne. Jeg kan heller ikke snuppe, når jeg bliver behandlet dårligt, totalt uforskyldt.
    Ad, at man tror, at man kan tillade sig sådan noget.
    Jeg håber også, at alle mødre hører dit kald og lader caféen dø stille hen.

    – Christine

  6. Det er vildt nok, at det stadig er et dårligt sted. Da jeg var på barsel for to år siden var det lige så slemt. Man skule da tro de havde oppet sig bare en smule.
    Jeg er også helt klar fortaler for Sofie's forældre. Det er simpelthen så hyggeligt. Og de råber slet ikke af folk, men tilgengæld for man god betjening og et smil med på vejen.

  7. Det lyder da som en rigtig træls type. Jeg stemmer også for Sofies forældre, det er et rigtigt dejligt sted.
    Jeg kan godt finde på at besøge dem uden barn, bare fordi stemningen er så afslappet og usnobbet (når man bare har fået nok af stuck-up caféerne ved åen..)

  8. Jeg er både rystet og forarget over, at man kan finde på at opføre sig sådan over for nogen som helst og når det så endda er en kunde og man har valgt at være ansat i servicebranchen, jamen så er jeg rent faktisk direkte målløs.Men hurra for at jeg nu aldrig vil komme det sted og at mine veninder fremover ej heller kommer til at sætte deres ben eller barnevogne der. Pinligt, pinligt, pinligt for strikhuen.

  9. Hej Linda, har fulgt din fantastiske blog fra sidelinjen i lang tid men melder mig nu på banen med et andet Århus-baby tip: Cafeen i Kunstbygningen i J.M. Mørchs gade. Der er meget plads, et stort udvalg af legetøj og tæpper samt pusleplads. Det kan anbefales som alternativ til Sofie's, som jeg ellers også er glad for…

  10. Måske er han mest til flagrende bryster og noget mindre til brysternes påhæng og vedhæng?
    Sku' man måske ha' tænkt over, inden man åbnede en barselscafe!!

  11. Wow, det lyder da som et overmåde dårligt sted.
    Det behøver jo ikke være 'kunden har altid ret', men det må jo godt være bare lidt som om, de er glade for, man er der…. idioter.

  12. HOLD DA K… øhh op! det var da helt ufatteligt! Har aldrig været der og skal aldrig derind nu…
    Har aldrig været på Sofies Forældre men hørt meget om dem – og smagte faktisk deres utroligt lækre sandwich i går mums (OG de tjeneren kom og leverede dem by hand til et arrangement jeg var til lidt længere henne af Frederiksgade!!)

  13. Hvor er det godt gået af dig, at du formår, på en pæn måde, at forsøge at ændre på den velkomst. Det kræver da et vist overskud!

  14. Det er det fantastiske ved denne slags man får kun den sure dames version af historien. Jeg gider ikke synke så lavt men vil da bare lige gøre opmærksom på at vi ikke er hverken børnecafe eller ammecafe. Vi er bare en cafe hvor alle mennesker er velkomne også forældre med spædbørn (hvilket bare er en service) Så måske er der nogen som har nogle forkerte forventninger til hvad vi er. Man skal selvfølgelig tale pænt til hinanden men du glemmer lige at nævne du nærmest flyttede blomsterkummer for at møve dig ind på et område hvor din barnevogn IKKE skulle stå. Vi har besøg af mange mødre og mødregrupper og de er velkomne men man skal selvfølgelig følge vores regler.

  15. Nicolas: men hvis du læser alle kommentarer herunder, bliver det tydeligt at I vist ikke gør jeres arbejde helt godt nok … Måske skulle I bare give udtryk for at I ikke ønsker spædbørnsforældre i cafeen i stedet. Det er jo fair nok, og så slipper du for at stå og råbe trætte mødre ind i hovedet.
    Mvh. Lene

  16. Nu skal jeg da lige sige at det ikke er mig som er "strikhuen". Og jeg er HELT enig i at man skal sige tingene på en ordentlig måde. Som jeg også tydeligt skriver så er ALLE mennesker velkomne på cafeen så det drejer sig ikke om at i ikke er velkomne. Vi har puslebord i kælderen og vi syntes selv vi er meget venlige over for mødre og børn. Jeg har hver eneste dag masser af glade og tilfredse mødre på besøg. Det eneste jeg vil pointere er at når vi har sat blomsterkummerne så tæt at det umuligt kan lade sig gøre at få en barnevogn ind og der samtidig er et skilt så burde man respektere den regel. Det har nok frustreret ham så meget at han har fået sagt det på en "dårlig" måde og det er ikke ok på det punkt er vi helt enige. Jeg ville også meget gerne have snakket med hende som har lavet denne blog men hun har sendt mig linket i et "falskt" navn og med falskt nummer.

  17. Jeg forstår det heller ikke. Er helt enig med Nicolas i at cafeen er rigtig hyggelig, og god til børnefamilier samt alle de andre kunder der kommer der. Jeg kommer jævnligt, og det bliver jeg ved med:)

  18. Ohlalala…right back at you! Fedt!

    Det er så røvrøvrøvirriterende med cafebetjening nogle steder. Jeg tager hatten af for at du gider prøve at fortælle Strikhuen om hvordan du oplevede situationen.
    Det orker jeg nemlig ikke selv altid. Går bare og finder et andet sted.

  19. Nu bliver vi nødt til tænke på at kunden altid har ret. Og at denne episode er set med en kundes øjne. Og det mindste man kunne have gjort, var at servere en undskyldning!

  20. Nicolas, I har virkelig fået det der med kunder og service galt i halsen. En lille smule ydmyghed ville få jeres forretning til at se en hel del bedre ud lige nu.

    Og jeg tvivler i øvrigt meget på, at "den sure dame" har sendt dig et link med et falsk navn og et falsk nummer. Jeg kender Linda, og hun står ved det, hun siger og skriver. Der er jo den mulighed, at det er en anden, der har sendt dig linket.

    Hilsen endnu en århusianer, som aldrig kommer til at give jeres café en chance. Jeg synes ærligt talt, at du og din strikhuede kollega opfører jer tåkrummende pinligt.

  21. Nicolas: Du er naturligvis lige så velkommen som alle mulige andre til at lægge kommentarer til dette indlæg. Du skal så bare holde dig til sandheden. Jeg har ikke sendt dig noget som helst, og dermed hverken adresse eller telefonnummer. Hvis du kigger på bloggen, står der en mailadresse, som du er mere end velkommen til at bruge.

    Hvis ikke du kan finde den, skal jeg gerne gentage den her:

    blogsbjerg@gmail.com

    Værsgo. Det hedder service, og det kunne I lære noget af.

  22. Jeg havde modtaget en mail med linket og gik ud fra det var dig, beklager meget.´Jeg tror jeg springer fra jeres lille debat her. Efter at have læst de forskellige indslag ville jeg bare gøre opmærksom på at vi ikke er hverken børnecafe eller ammecafe som alle tydeligvis har indtrykket af. Vi er bare en cafe med plads til alle, det var det eneste jeg ville fortælle, og ja så selvfølgelig at jeg er enig i at man skal snakke pænt til sine gæ-ster.

  23. Linda er det ikke bare fedt at du nu er "Den sure dame"?
    Den gode tone og betjening af kunderne fortsætter!
    Fantastisk sted, det må jeg virkelig besøge næste gang jeg er i Århus!

  24. Nicolas: Det fede ved DIT indlæg er, at man kun får den sure mands version af historien – og så af en, som slet ikke var der.
    Hvis man "nærmest" flyttede blomsterkummer, betyder det vel, at man ikke flyttede dem. Og når man parkerer foran et forbudsskilt, betyder det vel, at man ikke havde set det!
    Jeg synes faktisk dit indlæg viser, at "den sure dame" har ret i, at I ikke har forstået det der med kundeservice.
    En undskyldning havde derimod været på sin plads – også selvom I måske også havde lidt ret. For det er jer der skal yde servce!

  25. Skoleeksempel på negativ branding, med de cirka 500 læsere om dagen, plus alle dem der nu vil linke hertil fra større blogs, med flere læsere vil det i løbet af kort tid have bredt sig til flere tusinde mennesker, der allesammen ikke vil besøge denne cafe – flytning af blomsterkummer eller ej.

    Flot arbejde med at skyde jer selv i foden Nicolas.

    I det her tilfælde er der kun en ting du kunne have gjort – sige undskyld, berettet eller ej.

  26. …. Jeg arbejder selv i servicebranchen, og ja det kan da være drøn irriterende at sige de samme ting 1000 gange, men hvis man ikke kan finde ud af at sige tingene på en ordentlig måde nr 1001 gang, så skal man finde sig et andet job!!

  27. Alt er vist sagt som kommentar til dén café.
    Jeg vil blot komme med et godt tips til, når din dreng er så stor, at han skal i biografen for første gang..om nogle år….så kan jeg anbefale Malling Bio. Den ligger godtnok et stykke fra Århus, men længe leve Oddergrisen.
    I biografen er der ingen reklamer og få forfilm..læs: ens barn skal ikke først sidde stille til 45 minutters gejl, hvorefter filmen starter…nej, det er som oftest lige på og så med et skønt, behageligt lydniveau..og hvis det er lidt for højt, går man bare ud til flinke bif-Per, der så skruder lidt ned…se, dét er service !!!!!

  28. Puhh… Jeg har selv arbejdet på Slabberas i 1 år og dengang jeg var der var hverken mine kollegaer eller jeg sårn! men jeg har godt hørt at det er begyndt at gå dårligt for dem. os fordi de gik fra at være en nærmest børne cafe til ikke at ville det mere, men self. hænger det stadig ved. det eneste jeg kan sige er at jeg hvertfald ik var sårn dengang jeg arbejdede der og det var de 3-4 mennesker jeg arbejdede sammen med heller ik 🙂

  29. Der er masser plads og god betjening på castenskiold!
    De har en hel gårdhave med plads til 20 barnevogne og i kælderener der et dejligt stort toilet. Den latte jeg fik sidst fejlede ihvertfald ikke noget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.