Selektiv autodidakt.

Jeg har fået fingrene i et rockersejt mixerprogram, der musikmæssigt kommer til at forvandle mine spinningtimer til én uendelig række af juleaftener. Det er super brugervenligt, og lige til at springe ombord i. Det udregner automatisk beats pr. minute (farvel stop-ur), og laver selv lækre, flydende overgange mellem sangene, hvor det endda også justerer eventuelle forskelle i tempi, så der hverken er hak eller pauser til at ødelægge kadencen.

”Men hvad er så problemet?” hører jeg folk mumle, mens de puffer til hinanden og strækker hals. Det er sådan set ikke programmet. Det er iTunes. Lortemøgfuckingspasser iTunes. Som ALTID! De sange, man har købt og betalt for, kan ikke flyttes over, hvorimod de sange, man har STJÅLET (inden det blev så besværligt, at man ikke gad mere – hvilket stadig gør ondt i min autonome, autoritetsallergiske sjæl) kan flyttes over uden problemer. Med andre ord: Den nye Depeche Mode og Kun For Mig kan ikke mixes. Sandstorm, Insomnia og Ecuador kan.

Åh, jeg gad godt være vildt sej til IT! Jeg orker bare ikke lige at sætte mig ind i det. Virker urimeligt omfattende. Som det ser ud lige nu, er jeg derfor henvist til at prøve at løse problemet på følgende måder:

– At klikke hårdere med musen. Det virker på fjernbetjeningen.
– At forsøge at snyde programmet ved at brænde sangene
over på en cd, og trække dem derfra.
– At prøve at gøredetsåhurtigtatprogrammetikkeopdager
detførdeterforsent!
– At råbe/true/heppe sangene over.

Resultaterne so far er nedslående.

Hver gang jeg sidder foran skærmen med knyttede næver og hovedanspændningspine, er jeg sikker på, at løsningen ligger liiiige udenfor min fatteevnes rækkevidde. Hver gang tænker jeg, at jeg for fanden skal se at få lært noget mere om computere og deres indmad og personligheder. Det virker bare desværre som om, at jeg KUN kan lære det, JEG har brug for, LIGE når jeg har brug for det.

Jeg skal nok ikke holde vejret, mens jeg venter på at AOF opretter dét kursus.

Published by

4 Replies to “Selektiv autodidakt.

  1. Hvis du har brændt dem på en CD som en almindelig musik-CD, så er du home free. Så kan du rippe dem fra CD’en, og så kan du bruge dem. Jeg tager naturligvis afstand for enhver form for ulovligheder, du foretager dig med denne fremgangsmetode …

    Det er dog besværligt. En anden mulighed er at bruge et program som TuneBite, selvom det nok kræver lidt indsats af brugeren.

  2. åhh ja jeg føler med dig Linda – jeg kan heller ikke finde ud af det… men altså Sandstorm! DEN kan vi li´: – )
    – Mette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.