….
Det ved jeg ikke lige, hvad jeg skal mene om.
I den del af Århus, hvor jeg bor, har man som et eksperiment valgt at starte grupperne op i den sidste del af graviditeten, hvilket jeg egentlig synes, er en meget god ide. Jeg er i hvert fald meget godt tilfreds med at kunne stille med min relativt normale, udsovede personlighed første gang jeg skal møde 5 fremmede mennesker, med hvem det eneste, jeg som udgangspunkt har tilfælles er, at vi er lidt kvabsede på midten.
Havde frygtet, at jeg var endt i gruppe med 3 spelt-donnaer på 21 og 2 3. gangsfødende, der hele tiden lige vidste alt om alting, men mit førstehåndsindtryk er, at det er en håndfuld meget velbegavede, venlige mennesker, jeg skal udveksle anekdoter om gylp og underliv med, og hvis bryster jeg formentlig kommer til at se næsten ligeså meget som mine egne.
Så langt er jeg positivt overrasket.
Men jeg ved sgu ikke, om det ender med, at der går lidt for meget par i den. Ikke at de andre piger snakkede meget om deres bedre halvdele, men jeg synes, at sundhedsplejersken kredsede en del om emnet. Og det … gider jeg vist ikke så godt. For jeg er inderligt glad for min beslutning om at have valgt lille Anton til, og jeg har ikke på noget tidspunkt undervejs følt mig hverken stakkels eller halv. Men jeg ved ikke, om man helt kan undgå at komme til at føle sig som en, der er blevet forladt af en troløs sømand, hvis man en gang om ugen skal sidde bænket om et bord og høre om partnerens rolle under fødslen og ’fædreklubber uden mor’.
Nå, men det skal i hvert fald have en chance, for pigerne virker søde, og de bor i gåafstand fra mig, hvilket jeg forestiller mig kan komme til at få ret stor betydning, når man skal nå at fixe noget social stimulans på de 20 minutter om dagen, som jeg kan forstå, at jeg skal forvente, jeg har mellem amningerne.
Sundhedsplejersken er der ikke ret meget. Jeg var i mødregruppe med en, som havde valgt at få barnet med sin ekskæreste (og de var ekskærester på det tidspunkt), så det var lidt det samme.
Mændene er faktisk ikke ret interessante i en mødregruppe. Undtagen, når man kan snakke om, at de ikke tager bleerne, og så kan du læne dig tilbage og smile smørret og sige "ja, de kvaler har jeg jo ikke".
Nemlig!! I får så travlt med at dikke dikke og fortælle om jeres lækre ungers store fremskridt at mænd slet ikke kommer på banen 🙂
Mødregrupper er cool.
Sundhedsplejersken er der ikke. Her hvor jeg bor, var hun faktisk kun med den første gang.
Tilbage til de der mødregrupper, hvis ellers de andre moms-to-be er nogenlunde almindelige og hverken har hugtænder eller lysende antenner, så bliver de en livline for dig under barslen. Mændene har vi aldrig gidet snakke om sådan for alvor – tilgengæld har vi fra starten aflyst idealbilledet af livet som spædbarnsmor. Det har været Ok at sige, at man var ved at kyle ungen ud af vinduet efter 3 timers uafbrudt gråd og 14 dage uden sammenhængende søvn.
Jeg ser i øvrigt stadig min mellemste mødegruppe (5 år er gået), hver anden onsdag drikker vi kaffe og knevrer. Stadig ikke ret meget om vores mænd. Og egentlig heller ikke så meget om vores børn – kun når der er bekymringer. Faktisk snakker vi mest om os selv og vores oplevelser/interesser/karrierer.
PS: da jeg opnåede status som 3. gangs mor, havde jeg også opnået så megen indsigt, at jeg godt var klar over, at jeg ikke vidste en skid. Hverken om børn eller noget andet ….
pialouise – fed kommentar.. Det HELE! 😀 Især det sidste! 😉
Og manglende mand.. Well, ja.. Som der bli'r sagt.. Think you're better off alone.. Så slipper du for, at skulle bekymre dig om _to_ mandslinger 🙂 😉
Jeg ville heller ikke have været foruden mine mødregrupper. I den første var vi alle studerende, og vi talte mere om politik og krisen i mellemøsten end bleer og gylp. Det var SÅ stimulerende midt i Det Store Valg mellem Pampers og Libero.
1. gang havde jeg ingen bekendte med børn, og alle veninderne var i den alder, hvor de vendte siden til, hvis jeg tale om problemer med barnet. Der var det rart at have nogen, der kunne relatere sig til netop de problemer, jeg stod med som MOR.
2. gang kom jeg i gruppe med 5 2.-gangs mødre, der bare var så alternativt tænkende, at vi nåede ind i sindets mest usle og sorte steder, når vi mødtes til kaffe. Det var lige så befriende, humor på højt plan og højere til loftet, end jeg har oplevet i den lille akademikerverden, jeg er vant til at færdes i.
Begge gange italesatte vi (ordet er latterligt, men velvalgt her) forventningspresset mht. speltboller, 3 slags hjemmelavet marmelade og levende lys, og det var rigtig godt! Nogen gange flød hjemmet over, når damerne kom, og vi hjalp hinanden med at få lavet kaffe. I den sidste mødregruppe uddelegerede vi opgaven med at tage brød med – det var lettere for dem, der alligevel skulle på gaden, end hende, der lagde hus til.
Og så stillede jeg krav til de andre: De skulle selv tage deres børns bleer med ud til skraldespanden – er du klar over, hvor ULÆKKERT andre børns bæ og tis lugter??
Hvis damerne synes rare, så gå med på legen. De kan blive din livline til verden, der i en periode bliver helt plim; og så er det fedt at kende nogen, der har det lidt som dig.
Jeg tror, du bliver rigtig glad for, at I kendte hinanden som "før-vi-fik-børn". Jeg har i hvert fald nemmere ved at snakke og være FULDSTÆNDIGT åben med dem, jeg både har gået til fødselsforberedelse og efterfødsel med end mødregruppen, som jeg kun har kendt som nybagt mor!
Jeg kommer sådan til at kaste lidt op i munden når jeg læser om mødregrupper.
Det er nok fordi jeg er en mandeblogger med masser af testosteron.
Først @morfar: Nogle gange skal du huske at tie stille. Hvis du havde så meget testosteron ville den strategi falde dig helt naturligt 🙂
Og så til det andet: Jeg kan ikke forstå, hvordan fædrenes rolle og fædregrupper uden mor på nogen måde burde være relevante i en mødregruppe. Det er vel ikke officielt at man bagtaler mænd når de ikke er der og … det kan vel heller ikke være 'mors' rolle at sørge for at far får dannet en klub? Eller hvad?
Just my fifty cents…
Ved ikke rigtigt…altså mændende er der jo lissom også, for dem der har sådan en. Lissom en lesbisk partner ville være. Det er år og dag siden jeg har siddet i mødregrupper, men der var jo lige den med: Hvornår går man i gang med sex igen? Og hvordan håndterer man sin egen nybagte rolle i forhold til sit parforhold? (Mindre væsentligt i anden ombæring, men ret meget på tapetet første gang). Det er da fint, at man i dag tænker fædrene ind. Det gjorde man da ikke annu dazumal, da jeg var nybagt.
Og når det så er sagt, så har du jo taget din beslutning og har gjort det på din måde. Det gæls vel også, sku' jeg mene.
@ Lene Nah jeg vil hellere provokere end at stå i flokken og sige mæh.
UR – hvis du får kvalme, så zap dog over på en anden kanal… Sidst jeg tjekkede var der ingen læsetvang?
Jeg er glad for min. Rigtig glad. vi ses stadig. Nu handler snakken mest om den fu****** hverdag. Om hvordan man får det hele til at hænge sammen og hvor lidt sex man EGENTLIG får. Det er befriende at vide, at de er andre som har det på samme måde. Og de har set dig med sorte rander og mælk over alt – De ved det hele.
Jeg var også skeptisk i starten, men det er alle vist. de gode at have når det hele er nyt og brand-svært (udover at du jo så også har os;))
Er i gang med min 2. mødregruppe med barn nr. 2. Ahhh – kan sq godt følge dig. Personligt tager jeg det som et tilbud, og kommer derfor IKKE hver eneste gang. Synes at det er lige i overkanten at skulle bonde med 5 nye mennesker – også selvom de er søde og alt-det-der. Det er lidt svært at lære alle 5 at kende rigtig godt.
Første gang jeg var i mødregruppe løste "problemet" sig af sig selv idet at gruppen blev halveret efter 3 mdr. da 3 faldt fra (pga manglende tid og stress!!). Så var vi 3 tilbage. Meget nemmere.
Så – tag en dyb indåndning og duk op. Det handler ikke så meget om mænd (faktisk slet ikke, synes jeg) – og mændene gider det heller ikke (selvom der altid er en mor eller to, som synes at der skal holdes par-møde til jul eller sommergrill…). Pøj-pøj…