“Jeg har meget respekt for Nik og Jay – de scorer kassen!” sagde Økonomen forleden aften. Sådan havde jeg det slet ikke, kunne jeg mærke. Overhovedet. Hvordan kan evnen til tjene penge på at appellere til laveste fællesnævner udløse respekt? Alfoneser med 13-årige russiske ansatte tjener også bunkevis af penge, og dem er vi da rimelig enige om at hade, er vi ikke?
Jeg bryder mig ikke om Nik og Jay, økonomisk begavede eller ej. Og det hænger lige præcis sammen med respekt og mangel på samme, at jeg har det sådan.
Der findes mange mennesker i denne verden, som jeg har respekt for, og fælles for disse er, at de står ved, hvad de er og gør. Det er ikke givet, at jeg er enige i deres holdninger eller kan lide deres produkt, hvad enten det drejer sig om en sang, en film eller et politisk standpunkt. Men jeg har væsentlig mere respekt for folk, der stiller sig til skue og siger lige ud, hvad de er og vil, end jeg har for dem, som forsøger at få en del af kagen ved at låne andres livsstil og -historier.
Pop bliver – modsat hvad mange bands i 80’erne troede – ikke til rock, fordi man har langt hår. FUBU tøj og store kæder forvandler ikke Vanløse til Bronx, og fordi man en gang har fået en bøde for at køre på cykel uden lys, er man ikke gansta med hele den samlede politistyrke imod sig. De mennesker, som er vokset op, og mod alle odds har brudt den sociale arv ved hjælp af vilje og talent – de har noget at have det i. De mennesker, som har ar på sjæl og krop efter ophold i fængsel eller livet på gaden, og som vælger kreativitet som bearbejdningsproces – de fortjener al den respekt, man overhovedet kan stampe op. De andre, som pynter sig med lånte fjer og copy-past’er alt fra sprog til attitude, fortjener at blive afsløret som det fupnummer de er.
Så når Nik og Jay, Niarn og Jokeren er færdige med at lege klæd-ud, kan de bare ringe. Så skal jeg med glæde fortælle dem, at jeg synes, at de er dygtige håndværkere, som forstår at skrue en ørehænger af et popnummer sammen. Og det har jeg stor respekt for.
Er helt bag dig. Det er heller ikke den store respekt, jeg kan fremmane for de to, hvis største originalitet ligger i at skrive en sang med titlen: Boing Boing.
Come on, altså!!!
De er megagode til selviscenesættelse. Åbenbart er det det, de unge vil ha…
Det skurrer i mine voksne, dopefri ører, når de to pæne drenge forsøger at tale hiphop-slang mens de fejrer en tidlig hvid jul.
Jeg er ligeglad…..de fyrede stadigvæk en af de bedste koncerter af til Skanderborg ’06. Og så er jeg egentlig ligeglad med hvordan de klæ’r sig. Musikere lever af at iscenesætte sig selv – og Nik&Jay er pop…med stort P….og jeg indrømmer gerne at jeg er en popdreng…og politisk ukorrekt.
Der er heller ingen tvivl om at de kan skrue et pop-nummer sammen. De er faktisk vildt dygtige – uagtet at deres tekster ikke når Steffen Brandts til de sorte sokkeholdere.
Og deres iscenesættelse er så tyk og god at man næsten ikke kan se at de har mælkeskæg og kiksekrummer inde under hip-hop-attituden. De pæne drenge.
Kom lige forbi din blog via Lene… måtte simpelhen lige komme med en kommentar
Musik… smag og behag er meget forskellig. Ingen tvivl om det… der skal være plads til alle!
Men måske er det lidt som med mad. Der er den gode økologiske hjemmelavede ret hvor der er tænkt over det hele og med tilbehør sat sammen efter alle kunstens regler. Og derfra går det så ned ad bakken.
Til sidst kommer vi til den industrielle fremstillede dåse hvor det meste består af tilsætningsstoffer. Kunstige tilsætningsstoffer.
Musik kan være godt være godt håndværk. Måske ikke ligefrem det som flytter bjerge, men man kan fornemme og hører at der er tænkt over tingene og at man har gjort sig umage.
Musikken er sikkert noget man har hørt før, men man kan stadig mærke at dette dog er et forsøg på at gøre det lidt bedre.
Kunst er så der hvor det bliver rigtig fedt. Man kan mærke der er et ægte budskab. Håndværket er der måske også samtidig, men hvis kunsten er “stor” nok, så betyder håndværket måske ikke så meget.
Når man kan hører at det her er altså vigtigt – kom ind i min verden og hør hvad jeg vil med min musik. Et andet ord er måske at man kan høre sjælen bag.
Det grimme er så når der hverken er kunst eller håndværk indblandet. D.v.s at det hele synes ligegyldigt og det her drejer sig vist mest om at bare at blive kendt.
Måske kan man endda hører at der besvidst bliver gået efter et bestemt publikum fordi man gerne vil lave noget der sælger mest muligt. Det er ligemeget om man mener noget med det, men
nu skal der sq sælges plader (eller downloads!) Det kommer til at lyde hult og falsk.
Tror på at dette er gældende om man mest er til jazz, rock, kassisk, dance, pop …. u name it. Om musikken er til fest, eftertænksomhed eller bare god underholdning.
Hvor Nik og Jay passer ind, vil jeg ikke udtale mig om, men… de første mange gange jeg hørte dem i radioen var jeg sikker på at de var en del af P3’s satirehold ! Hvem sagde wannabee?