Re: Are Wii interested?

Det er sjældent, at jeg er en af de forbrugere, der klager. (I hvert fald højt og til nogen, der rent faktisk kan gøre noget ved det, klagen drejer sig om.) Dels har jeg en forventning om, at de fleste firmaer har en virtuel sliske fra indbakken til skraldespanden, og dels gider jeg ikke, at de tror, at jeg er en af dem, der skriver for at få noget. Her i huset tigger vi ikke.

Men efter to gange at have fået gennemvædet tasken med olie, fordi flasken med D-vitamin dråber, jeg har købt til Anton, er gået op, blev forleden jeg arrig nok til at sætte mig ved tastaturet og skrive til producenten.

Som meget høfligt skrev tilbage, at de aldrig havde hørt om problemet før, men at de på grund af min klage havde haft flasken testet på teknisk afdeling, og de kunne godt se, at jeg havde ret.

??

*Hvad-skal-jeg--gøre-af-mine-fordomme-smiley*

Og så ville de i øvrigt gerne have lov at give mig et gavekort til Hjem-is, som plaster på såret. (Alligevel ikke for noget, vel? Men ville man ikke have forventet et gavekort til Aarstiderne fra et vitaminpillefirma?) Så nu ville de gå i gang med at kigge på, om problemet kunne løses ved at gøre gevindet kortere.

Måske har jeg misset mit virkelige kald som produktudvikler af en slags? Jeg ærgrer mig f.eks. stadig over, at jeg ikke i 90’erne henvendte mig til Japan med min fremragende ide til videreudvikling af Pacman-spillet: Wall Street Pacman, som i stedet for den traditionelle ost, der spiste prikker og blev forfulgt af spøgelser, skulle være et jakkesæt, der sniffede coke og blev forfulgt af paranoia. 3 gange hurtigere end originaludgaven, selvfølgelig. Ville fandme være blevet kæmpestort i yuppie-segmentet.

Konceptet holder faktisk stadig, nu jeg sidder og tænker over det. Skulle måske prøve at henvende mig til Nintendo?

Wii Blow.

Ville formentlig få Colombias BNP til at stige med 4.000 %. Det må sgu da også være noget værd?

Håber så bare ikke, at de belønner efter samme princip som Multi-Tabs, for jeg står ikke lige og mangler et gavekort til Betty Ford.

Published by

10 Replies to “Re: Are Wii interested?

  1. Der kunne med lidt god vilje, være en kobling mellem D-vitamin og hjem-is….altså hvis tanken var at I skulle sætte jer i solen og nyde en is fra hjemis-bilen, så kunne man forstille sig, at I kunne fange lidt af det D-vitamin, der ellers gik tabt i din taske forleden.

    /Heidi

  2. Hvis du sender mig gavekortet, kvitterer jeg gerne med en pose økokartofler og en krydderurt. 😉 Det er da skønt, at de sender et gavekort til is. Alternativet var sikkert et års forbrug af vitaminpiller, og det er der da ikke meget fest over.

  3. Multitabs har også givet olielæk her i huset… Jeg har så bare ikke fået sagt det til dem, æv egentlig, – jeg kan nemlig godt lide is!

    Anne F.

  4. Ja, det er en meget mærkelig lille flaske! Det er som om man ikke kan skrue låget helt på, uden det forsøger at afmontere sig selv med det samme. Godt du gjorde dem opmæksomme på det, så der er håb om at det bliver rettet. Især nu hvor dråberne skal gives til barnet er 2 år. (Måske jeg så skal skrive til dem og spørge om de ikke vil rette dét på pakken. Nu står der 0-1 år og de er sikkert ikke kede af at få lov til at sælge endnu mere af det fedtede stads).

  5. Okay, så det er ikke kun hos os det sker. Jeg gav ellers kæresten skylden for ikke at have skruet låget ordenligt på, og da jeg så tog fat i den, væltede der d-dråber ud og hele bordet. Da jeg selv skulle skrue låget på igen, måtte jeg pænt sige undskyld til kæresten, ku' da godt se at det jo ikke var hans skyld…..det ku være jeg også skulle sende en klage til multi tabs…ku' da godt bruge lidt is 😉

  6. Nej et gavekort til Betty Ford kan du nok ikke bruge til noget.

    Men hvis du gerne vil have chancen for at modtage et gavekort til Aarstiderne, skulle du hellere tage det skidtet videre og få udviklet "Klidmoster-Pacman". Spillet, hvor en fedtfattig økologisk ost samler bio-dynamiske prikker på flugt fra hvedemels- og toxinbefængte spøgelser.

    Kan nu ellers godt lide tanken om jakkesættet på flugt fra paranoia…

  7. @ Uden Relevans: De læser sikkert med på bloggen (who doesn't) og ved, at man bør høre efter, hvad Linda siger. Altid.

    Man man egentlig ikke altid bruge et gavekort til noget rekonvalscens? En time-out hvor nogen sørger for éen?

  8. Ja mon ikke firmaerne begynder at sende varer ligesom til Maren Uthaug så Linda kan give lidt gratis reklame?

    Det ville jeg gøre hvis jeg var firmaejer, tvivler dog på om Linda ville falde i 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.