De første par dage efter, at jeg havde født, havde jeg ikke fantasi til at forestille mig, hvordan jeg nogensinde skulle blive i stand til at købe ind igen, for jeg fik angstkløe i ganen, når jeg forsøgte at overskue tanken om at få både afkommet og mig selv klar på bare nogenlunde samme tid, OG få barnevognen op af kælderen.
Den første uge gik, og jeg var lige ved ikke at være ked af, da vi fik forbud mod at gå ud, for så havde jeg en undskyldning for ikke at give mig i kast med projektet.
Efter 3 uger blev bommen løftet. På det tidspunkt havde jeg fået så meget inde-spat, at det overskyggede Klargøringsangsten, og selvom det var med mere vilje end elegance, kom vi ud.
Så begyndte jeg at stresssvede ved tanken om at skulle i mødregruppe, for hvordan fanden skulle jeg være i stand til at gennemgå hele ovenstående cirkus for så at gentage det med modsat fortegn og publikum et vilkårligt sted i Århus?
Efter 5 uger mødtes vi første gang, og alle ungerne snorksov sig gennem seancen.
Hver eneste gang jeg begynder at have fod på noget af alt det her mor-halløj, udløser det lige præcis overskud nok til at begynde at frygte det næste projekt, uanset om det er offentlig amning, (hvad nu hvis mælken er skredet i blufærdighed?) det lovpligtige møde på arbejdspladsen senest 8 uger efter man har født, (hvad nu hvis han bare skriger og skriger og skriger?) eller at bevæge sig væk fra de sikre pusle/amme-zoner, hvor man kan søge dækning, hvis ungen går i flitsbue, når man er ude (hvad nu hvis han går i stykker af sult eller ulykkelighed, når jeg står på en mark 10 km uden for Århus?).
Men jeg har lovet mig selv, at vi skal prøve det hele, mens jeg er på barsel, og der er tid til at ringe efter en spændetrøje og røde indlæggelsespapirer, så en efter en æder jeg mig som en lille angst, men stædig Pacman gennem forhindringerne.
Så i morgen skal vi ud og køre med tog. Langt! Og jeg er på forhånd ved at skide en hel koloni af snemænd. Jeg har ALDRIG skænket en tanke, at det kunne være første gang, nogle af de mange mødre med barnevogne, jeg har set på perronen, skulle med tog, men lige pludselig melder en mur af spørgsmål og forhindringer sig. Hvordan kommer vi i det hele taget ned på perronen? Hvor fanden er elevatoren? Og hvordan, åh kære Gud hvordan, skal vi få 20 kilo vogn, 5,5 kg. barn og dobbelt op på bagage løftet ind i toget? Hvem spørger man? Og hvad hvis de siger nej? Eller spørger mig, hvor de skal tage ved? Ved jeg sgu da ikke, mand! Har aldrig løftet dyret før. Så kan man stå dér og ligne en nybagt idiot.
Og så er vi ikke engang nået til hele hvad-gør-vi-med-ren røv/surt barn/amningsproblematikkerne.
*suk*
Hvis det er rigtigt, at mod er at være bange og gøre det alligevel, vil jeg gerne indstilles til en heltemedalje af en slags.
Gad altså have haft din bolg og læse den gang for over 14 år siden, da jeg var første gangs mor, og følte mig som en totalt idiot over jeg ikke turde tage med bussen…
Fordi … tænk hvis nu ingen ville hjælpe mig + vogn op og ned af trappen… Den gang var der nemlig trapper ned i busserne.
Men første gang jeg tog mig sammen , sprang hele 2 ud af bussen for at hjælpe, og ja… sådan er folk i dk åbenbart bare. Har også prøvet et par gange at være alene i bussen tilsidst og skulle af, hvor chafføren har hjulpet.
Så fat mod, der er en dejlig verden der ude , som bare venter på Dig og Anton !
Hyggehygge
Marianne
Træk vejret dybt og vid at togene er gentlemandens sidste bastion. Jeg har kørt i tog en del gange alene, og hver gang er der mindst to herre der uden opfordring har tilbudt mig hjælp, som regel er der et par ekstra der kaster sig ind i kampen.
God togtur.
Hvis du kan klare et råd mere, så tvangs-am ungen ca. 25 min inden i skal af, så du ikke risikerer en megasulten skrigballon på turens sidste etape. Det er meget sværere at amme i bus eller bil.
Bare forestil dig, at du har 2-3 børn med… Noget med at det rent psykologisk så er peace of cake, det du har kastet dig udi. God tur. Andres erfaring hjælper sikkert ikke en skid, men glæd dig til stoltheden, du helt sikkert kommer i besiddelse af, når du når godt frem!
Hilsen Caroline
Det er godt nok mere end sjældent, at jeg har oplevet ikke at få hjælp…og de par gange det er sket, har jeg spurgt…og fået den.
Men der er som regel altid én der selv tilbyder sin hjælp. Ofte en anden Mor, der er nået over barnevognsstadiet 😉
Og selvom min egen knægt snart er 9 år nu, så husker jeg godt hvordan det var….og tilbyder derfor også altid selv at hjælpe.
"Der findes et særligt sted i helvede…." 😉
Bare husk, at når vognen løftes, skal det være med håndtaget ind først. Altså så den højeste ende af vognen kommer ind i toget først. Dét har jeg lært på den dårlige måde af en – måske – førstegangsrejsende dame i toget… vognen fik vi nu ind, men det HAVDE været nemmere 'den rigtige vej'.
Go right ahead!
Jeg har ingen erfaringer med barnevognstogture, men kan supplere med, at du ikke skal møde op til noget møde med arbejdsgiver senest 8 uger efter fødslen, blot give besked om hvornår arbejdet (det ikke babyrelaterede) forventes genoptages. Jeg sendte en mail, men stadig stresssvedende pga. kolikbarn på armen.
Heltemedalje coming up! 😉
Du er så hardcore; det skal nok gå alt sammen, jeg lover!
Kh
Lene K
Jeg kan godt forstå dig. Var nemlig også ved at dø af skræk, da vi skulle med toget til Berlin med 3½ mdr. gammel baby. Men det gik fantastisk. Og man kan faktisk godt amme på en iskold metrostation mens togene suser forbi. Og så bliver man så stolt, når alle forudsete strabadser overleves uden nævneværdige problemer. På Århus Banegård er elevatoren lige midt imellem rulletrapperne ned til perronen. Og så er jeg ret sikker på, at der må være et klap-ud puslebord på toilettet. Go' tur!
Uha ja, det lyder frygtelig bekendt og det er vist et normalt fænomen. I hvert fald for fem år siden da jeg med bankende hjerte, spritny baby i spritny Babybjorn og fire gigantiske skjolder på blusen (to under armene og to på vulkanerne) glemte at klippe billet i metroen. Og der kom kontrollør. Og jeg kiggede på ham med våde øjn. Og han lod mig køre videre. Uden billet. Det sker ellers ikke i Kbh…
det kommer til at gå super : – )
og June har ret – der er næsten altid en (mor), der hjælper eller gerne gør det, hvis man spørger. Efter selv at have prøvet turen med barnevogn holder jeg altid døren i forretninger for barnevogne og deres mødre og spørger også, om de har brug for en hånd i bussen og så´n.. tror det kommer til en automatisk, når man har stået og måtte spørge efter hjælp. For det er SÅ meget rarere, når folk tilbyder hjælpen af sig selv…
Heltemedalje hermed givet!
Og hør så lige her: det der med tog, det er suverænt den bedste måde at rejse med spædbørn på. Du er tilgængelig hele tiden, der er plads, du kan amme, du kan skifte i vognen (det er rimelig vakkelvornt ude på de der klamme lokummer). Ind og ud af toget, der er altid nogen, man kan appellere til. Bare husk at vende håndtaget på barnevognen IND mod toget. Så falder dit barn ikke ud. Rimelig smart!
God tur!
Hvor stiger du på og af? Så kommer jeg og giver et nap!
Kat og lbs kommer med en vigtig detalje. Når du skal ind i toget skal håndtaget på vognen først ind, og når du skal ud af toget skal håndtaget på vognen sidst ud.
Da jeg havde ammehjerne fattede jeg aldrig den detalje, og når ikke lige min mand var der til at få den vendt rigtig, kom jeg ud i nogle meget bøvlede situationer.
Og alt det de andre siger er også rigtigt, toget er genialt at køre med babyer i, jeg har en gang bedt en sød dame holde min baby fordi jeg altså bare skulle tisse og ikke kunne have ham på armen imens, og en anden gang har togdamen holdt ham for mig, og når jeg skal pusle spørger jeg somregel en eller anden om han/hun vil holde øje med mine ting imens. Hvis du ovenikøbt sætter dig i familiekupeen er der heller ingen ballade selvom han skulle finde på at græde den unge Anton.
Rigtig god tur.
Jeps, må give de andre ret: tog er piece of cake.
For det meste.
Du skal bare lige overleve den første tur, vil du sidde og grine af dit indlæg når du læser det igen. (Håber jeg)
Husk nu det med håndtaget. Det lyder måske lidt tåbeligt, men det er virkelig vigtigt.
Til sidst vil jeg lige kommentere på det der med at togene er gentlemanden sidste bastion… Pft, siger jeg bare.
De mange gange jeg har kørt med tog, har folk mere travlt med at hytte sit eget skind, og komme hurtigt ud af toget. Det er faktisk helt utroligt så vigtige folk kan se ud lige pludselig.
Men sørg for at få øjenkontakt, fasthold den, og se samtidig lidt
ynkelig ud, så kan de ikke slippe væk.
Jeg har flere gange måtte bede kontrolløren hjælpe mig fordi folk var smuttet !
(Siger det så mest om mig? Det håber jeg fandme ikke 😉
Held og lykke med din første togtur med barnevogn og baby. Glæder mig meget til at høre om den.
Vil også lige sige, at jeg har gruet meget for den med at-komme-op-i-tog-i-hel-tilstand, men hver eneste gang har der vist sig en venlig sjæl, som lige tog fat.
(Du vender barnevognen omvendt – altså dig bakke op ad trappen med styret først, og evt. øjenkontakt med barn, og den venlige sjæl tager fat foran, og løfter op, mens han/hun går forlæns op ad trappen).
Held og lykke 🙂
Første togtur er altid den værste. Men det skal nok gå. Du klarer den. Min første togtur med Kasper skreg han hele vejen fra Taastrup til Middelfart. Det var en herlig måde at starte for resten af turene blev en ren lise. Jeg timer altid mine togture med lur-tid. Og jeg vælger den sikre, aftenluren. Så jeg starter altid om aftenen. Det er mørkt og de bliver naturligt lullet i søvn. Og husk at bestil plads til dig og Anton tæt på barnevognen så du ikke skal rende op og ned af gangene når du har glemt noget.
You'll be fine Super Mor! For du ER en super mor. 😉
Ej så ses vi ikke lørdag? ØV – Lisbeth H.
P.S. Ha' en dejlig togtur!
Åh jeg er ikke mor, og har ikke planer om at blive inden for de næste par år (selvom billeder af lille anton overbeviser mit indre ur om noget andet) men jeg forstår ikke hvorfor man skal gå modsat ind i toget? er der ikke nogen der vil forklare det?
Selvom jeg nu altid tilbyder at hjælpe mødre ind med barnevogne, så er sådan et blogindlæg godt til at minde én om at man bør springe op MED DET SAMME… Tænkte bare altid at mødre er professionelle påstigning-med-barnevogn-folk… Tænkte ikke at det jo kunne være første gang.
Jeg har også været dér, hvor turen ned i Netto krævede virkelig seriøs planlægning!
Og så fik jeg barn nummer to og sad og ammede i vejkanten.
Så fat mod, det bliver bedre anden eller tredje eller fjerde gang 😉
Very nice and also really impressed when its about the new purple colour.
Nåmn, hvodden gik det så? 🙂
Var det den transsibirske jernbane du skulle reise med, eller var det ingen som hjalp deg av toget…? 😉