Opfølgning: Om børn, gener og afhængighed

Nu er det en uge siden, jeg postede indlægget om Frida og hendes forhold til mad, og hvor har jeg opdaget meget på de 7 dage, både fordi indlægget og kommentarerne har givet en intensivt fokus, som jeg ikke har i hverdagen, men også fordi I – som altid – er kommet med kvalificerede og betænksomme indspark.

Indlægget har være det, der i mine år som blogger, har givet allerflest mails bagom bloggen fra kvinder og mødre, der kender problemstilligen enten fra sig selv eller deres børn. 

Når jeg skriver indlæg som dette, er det slice of life, og det betyder, at der er meget, der ikke kommer med. Ikke fordi det er hemmeligt, men fordi det bliver for langt og ufokuseret, hvis alle små krøller og vinkler skal med. I er garvede rotter, så det ved I godt, men det er jo også det, der gør, at nogle kommentarer rammer lige ned i det, det handler om, mens andre umiddelbart ser ud til at ramme lidt ved siden af. Men! Jeg vil gerne understrege, at hver eneste kommentar har bidraget med noget værdifuldt, fordi det *også* har været utrolig givende at kunne strege dele af problemstillingen ud, fordi jeg, når jeg læser en kommentar pludselig kan se, at det ikke er dét, der er på spil her. 

Jeg har fået både mails og kommentarer på, at det måske kan være mig selv, det handler om. Alle har været formuleret både kærligt og respektfuldt, og jeg synes, det er fint, at det er blevet sagt højt. Jeg forstår sagtens, hvor tanken kommer fra, men samtidig er det også en vinkel, jeg uden at ryste på hånden lukker af. Jeg har været mine børns mor længe nok til at være 1000% sikker på, at når jeg vurderer, at der er noget – så *er* der noget. Det kan godt være svært at definere, præcis hvor grænsen mellem mine gamle spøgelser og børnenes udfordringer går, og den virkelighed forsøger jeg at være mig meget bevidst, men jeg tror også, at det er voldsomt vigtigt, at man som sine børns mest dedikerede advokat tør stå ved, at selvom man har ting med sig i bagagen, så betyder det ikke, at det man ser, er forkert. 

Så tak for sparring og for muligheden for at dykke ned i noget, som jeg virkelig føler, at jeg er blevet klogere på. 

Jeg har spekuleret på, hvordan pokker jeg sætter det her indlæg op, så det bliver bare nogenlunde overskueligt, og jeg er endt med, at overskrifter for en gangs skyld giver mening. Også fordi jeg gerne vil gøre det brugbart ift. indsnævring for de kvinder, der har skrevet til mig, som står i samme situation.

Så lad os kaste os ud i det

Hvad fungerer:

*Hun spiser, til hun ikke er sulten mere i 8 ud af 10 situationer. 

*Hun spiser normale portionsstørrelser

*Jeg har aldrig oplevet, at hun spiser ukontrolleret eller på fråde/flugtmåden. Aldrig. 

*Hun levner. Dagligt. 

*Hun efterspørger ikke en is mere, når hun har spist én.

*Der er masser af mad, hun ikke vil have.

*Hun vil gerne spise frugt og grønt.

Men hvad er så problemet?

*At hun har *utrolig* meget fokus på muligheden for søde sager, og derfor aldrig misser en mulighed for at få, når der er.

*At hun spørger meget efter det, og derfor også får skabt ekstra muligheder for at få. 

*At hun 2 ud af 10 gange glemmer at mærke efter, om hun er mæt.

*At hun er kræsen, og at vi derfor er endt med mad, der ikke er decideret usundt, men som mætter for lidt, og som hun derfor spiser for meget af. F.eks. brød uden kerner. 

*At manglen på fuldkorn osv. gør hende virkelig oppustet.

*Ovenstående giver et afledt problem i form af for mange snacks. Og selvom de er sunde(-ish), er der stadig mange kalorier i f.eks. tørret frugt og knækbrød med kerner.*

*Jeg har været for dårlig til at afgrænse/hjælpe hende med at træffe gode valg, fordi jeg indtil nu har været meget farvet af, at der i valgmulighederne skal være noget, Anton kan/vil spise.

*At mine skæve arbejdstider har gjort det svært at etablere en rutine med, hvad man må få at spise hvornår. Når vi nogle dage er hjemme kl. 12.30 og andre dage kl. 16.45, er det svært at systematisere mellemmåltider, og så det bliver det noget, der skal forhandles hver eneste gang. 

*Alt ovenstående giver sammenlagt en oplevelse af, at vi snakker om mad h-e-l-e tiden, hvilket er en kilde til mange konflikter og meget frustration. For os begge, faktisk.

Konkrete tiltag:

*Mad der mætter mere til måltiderne. Det bliver en gradvis overgang, og det bliver helt sikkert også en vej med bump, for der *er* mange ting, hun ikke bryder sig om. Men jeg skal have skilt ad, hvad hun reelt ikke kan lide (hvilket måske kan hænge sammen med konsistens/den sensoriske fornemmelse i munden), og hvad hun bare helst vil slippe for, hvis hun kan. Jeg har købt hvidt fuldkornsmel, som jeg prøver at bage boller med i dag, og jeg har fundet luppen frem til hvert eneste af måltiderne, så jeg er sikker på at få øje på de steder, hvor jeg kan justere. 

*Ovenstående skulle gerne minimere behovet for snacks. De bliver afgrænsede, og hun får tilbud om en rugbrødsmad, hvis hun er mere sulten. 

*Hjælpe hende til at drikke mere i løbet af dagen.

*I forhold til valgmuligheder og afgræsning, skal der findes nogle kompromisser, som begge børn kan leve og trives med, og det er jeg egentlig ret optimistisk omkring.

*Jeg stiller en tallerken med frugt og grønt på bordet, når jeg begynder at lave mad.

*Jeg holder øje med, om der er fællestræk ved de madvarer, hun ikke vil spise, så jeg kan finde ud af, om det er noget med konsistensen/det sansemotoriske.

*Jeg prøver at fjerne de søde sager helt i en periode (den her er jeg selv lidt usikker på, hvad jeg mener om, for vi har kun slikkepinde og sodavandsis herhjemme, og begge dele holder sig kaloriemæssigt under det, man får, hvis man drikker et glas juice, men det får et skud, og så ser vi, hvad der sker)

*Finde en god ‘lukkesætning’ som jeg kan bruge, når hun gerne vil snakke om, hvad hun må få, når vi kommer til legoland/i svømmehallen/i Skate House osv. Den her var et forslag i mailbakken; at afvise at tale om mad, men at fokusere på det, vi er igang med lige nu, og sige hvad jeg *gerne* vil tale om.

*Aflede hende, når hun spørger, og lukke måltidet ned ved fysisk at flytte os fra bordet/der, hvor vi sidder, når hendes fokus bliver uhensigtsmæssigt.

Hvad kan det også handle om:

*Faktisk har mit stirrende blik og intense fokus gjort, at jeg har fået øje på noget, som jeg ikke tror, jeg ville have koblet, hvis ikke jeg havde skrevet dette indlæg. For når jeg har hende med ude at handle, så har hun faktisk en adfærd, der minder om den, hun har ift. søde sager: Hun vil gerne have.. alt. En tube blå maling, en svensknøgle, en pose indisk krydderi, you name it. Hun bliver næsten sådan helt febril, og virkelig ulykkelig, når svaret er Nej. Nej. Nej. Nej. Nej. Det er sgu lidt som om, hun træder ud af sig selv. Og kombineret med det faktum, at hun lader til at falde til ro, når jeg har givet efter, og hun får en is eller en ny drikkedunk, har det fået mig til at tænke over, om det mon i virkeligheden handler om noget helt andet, nemlig grænser?

Hvis hun havde været voksen, ville man jo have hældt til en psykologisk forklaring om, at det handler om et forsøg på at fylde et tomrum, men det tomrum har jeg altid tænkt som noget, der opstår på baggrund af begivenheder, svigt, traumer osv. Eftersom Frida har haft det sådan helt fra hun blev født, spekulerer jeg på, om et sådan hul kan være genetisk betinget, om misbrugsadfærd mon bor i det samme hul, og om der er mere biologi i psykologien, end jeg før har været bevidst om. 

Interessant nok var det noget af det, hende håndlæseren jeg var ved, talte utrolig meget om ift. mig; at jeg har utrolig svært ved at acceptere grænser/begrænsninger, og altid, stillet overfor dem, føler en dyb, instinktiv trang til at udfordre dem. Spejl, much?

Hvad så nu?

*De næste par måneder prøver jeg at holde øje med, om de konkrete ændringer gør en forskel. Hvis ikke, vil jeg i første omgang prøve at tage fat i vores gamle sundhedsplejerske, som vi var virkelig glade for. Hvis det heller ikke gør en forskel, må jeg finde ud af, hvad vi så gør. Om det er Ulla Lebahn, børnepsyk eller noget helt tredje. Den bro må vi krydse, hvis det bliver aktuelt.

Tak for alle jeres kloge tanker. I er de bedste.

*Tjekkede i dag en pose med knækbrødssnacks, da jeg var ude at handle. Der var 180 gram i, hvilket jo ikke ser ud af ret meget – men kalorieindholdet i en pose var 1000 kcal. Altså, ca. et halvt dagsindtag for en voksen…

Published by

31 Replies to “Opfølgning: Om børn, gener og afhængighed

  1. Jeg kommenterede ikke på dit oprindelige indlæg selvom jeg vendte tilbage mange gange og læste kommentarer og flere gange havde skrevet en masse, jeg så slettede igen. Nuvel, her kommer så noget her post festum.

    Fordi vores ældstebarn spiste meget lidt, da han var lille og også var meget tynd og lav, havde vi overdrevet meget fokus på mad og benyttede os skamløst af belønningspædagogik (spis 8 pastaskruer, så får du dessert), hvilket sådan set ikke hjalp ret meget. Så fik vi lillebror, som honestly var smællerfed som lille. Det gav jo lidt en udfordring, da vi ikke kunne sige “du må ikke få dessert, for du er tyk, men det må din storebror godt, for han er (for) tynd”. Hello, lavt selvværd. Med tiden, og da vi fandt ud af at storebror ikke fejlede noget, men bare er lille, løste det lidt sig selv. I perioder spiser han som en voksen mand og vokser og i andre perioder spiser han som en anorektisk teenager. Han følger sin egen, beskedne kurve, og så sætter jeg min lid til, at han tager et gevaldigt hop, når han en gang får testosteronproduktion. Vi afskaffede hverdagsdessert fra den ene dag til den anden og det gav nogle meget dramatiske episoder i starten, men det kom vi også over. Der er ikke mange børn, som har et fysiologisk behov for raffineret sukker, tænkte vi, så det klarer de sig nok uden. Hvad de også gør. Lillebror voksede ind i sin vægt; den har stået stille i 1-2 år mens han er vokset i længden (han er 6 år), men som sin far og hele hans familie vil han skulle være bevidst om sin kost og aktivitetsniveau hele livet igennem. Der ligner vores ældste nok mig mere, som ikke på samme måde er disponeret for overvægt. Lillebror har klart en tendens til at overspise, hvis der er slik, sodavand, chips el lign ad libitum til fest og der går jeg stadig aktivt ind og begrænser mængden, for han har et par gange proppet sig så meget, at han har kastet op. Det synes jeg er synd og jeg forklarer ham stille og roligt, at det er fordi han ellers får ondt i maven. Det kan han godt forstå og accepterer det også uden de store sværdslag.

    Dels for at undgå plageri og dels fordi jeg har det med slik som en narkoman har det med rygeheroin, har vi ikke slik i huset fraset i weekenden (og jeg skal nok sørge for at udrydde eventuelle rester søndag aften…) og der er i hovedreglen intet brød ud over rugbrød og knækbrød (det kedelige Rågi knækbrød).

    Og det fungerer. Der er ingen grund til at blive ved med at plage, når der ikke er noget at få og man kan heller ikke komme til at give efter, når der vitterlig ikke er noget at give af. En gang i mellem kan jeg finde på at købe nogle (fuldkorns)krydderboller, men det er hvis jeg har lyst til at forkæle dem eller nogen er syge*, det er ikke fordi de plager sig til det.

    Mht det med at “få noget” når man er ude at handle, så har vi også været der. MANGE gange, og i en periode så meget, at mit blodtryk steg faretruende allerede når vi nærmede os. Jeg synes det hjalp at tage snakken INDEN vi gik ind. Og så at lade dem hjælpe med at finde tingene og komme dem i kurven/vognen, for så fik jeg dem afledt. For ja, de blev glade, når de fik et eller andet, men max 30 minutter efter var det der “noget” glemt igen.

    Lillebror er også voldsomt kræsen og det resulterer i en hel del aftensmåltider, hvor han stort set ikke spiser noget. Fordi de nu er så store, at de ikke tager skade af at springe et måltid over, er der ikke længere mulighed for at få noget andet, hvis man ikke kan lide det, der bliver serveret, med mindre vi på forhånd ved, at det ikke kommer til at gå (fx salade nicoise el lign). Deres lillesøster, som helt generelt ikke kan lide aftensmad, undtagen crème fraiche og hummus (!!) hopper selv ned fra bordet og siger tak for mad, når hun har skubbet lidt rundt med det på tallerkenen. Så tænker jeg, at hun ikke er voldsomt sulten, og hun sover også hele natten (og spiser en imponerede stor morgenmad). Vi laver altså helt almindelig, sund(-ish) mad, så jeg synes ikke, det er urimelige krav vi stiller til dem.

    Når jeg læser det jeg har skrevet lyder det som om vi kører en ret stram stil, men sådan oplever jeg det faktisk ikke. Vi har bare ret faste rammer og det trives vi alle sammen med. For os giver det færre konflikter, og for børnene giver det færre frustrationer, oplever jeg.

    *Hvis man er syg, må man få ALT. Sodavand, hvidt brød, is, you name it.

    PS: Nyere forskning tyder på, at misbrugsadfærd i høj grad er genetisk bestemt. Efterhånden som jeg sætter mig mere og mere ind i genetisk forskning går det op for mig, at det der med fri vilje og psykologi i bedste fald er en sandhed med modifikationer og at såkaldte livsstilssygdomme har en betydelig biologisk komponent. Jeg er ikke fan af biologisk determinisme: “Bare” fordi man er genetisk disponeret til at begynde at ryge eller have svært ved at holde op igen eller at blive tyk betyder det i min optik ikke, at man så skal bruge det som en undskyldning for ikke at arbejde i mod det og dér tror jeg, at vi som forældre kan gøre rigtig meget for at give vores børn redskaber, som gør at de er bedre rustet til at håndtere lige netop det sæt udfordringer, de er udstyret med. Genetikken kan vi ikke ændre på (endnu i hvert fald), men vi kan gøre noget ved hvordan vi håndterer det. Der er helt klart en verden til forskel mellem et barn på 4,5 og et på 8 – 12 – 15 eller 18 og hvilke redskaber, man skal tage i brug. For os har det indtil videre handlet mest om ikke at have fristelser i nærheden (en ryger har heller ikke en pakke smøger i skabet, når han skal stoppe) og nu taler vi efterhånden mere og mere om hvorfor man gerne vil have et eller andet og hvad man så kan gøre for at aflede sin opmærksomhed fra det, man har en craving for lige i det øjeblik.

    1. Jeg læste et sted, at alle cravings – som i: ALLE – går over efter max. 20 minutter. Det synes jeg somme tider hjælper at tænke på, fordi det giver en bagkant ift. hvor længe, man skal aflede.

      Vi navigerer alle sammen i den virkelighed, vi nu engang har fået udleveret, og herhjemme er det en faktor, at Anton bare undlader at spise, hvis han ikke vil/kan spise det, jeg giver ham. Jeg er tilhænger af ret faste rammer omkring opdragelse, men fordi det for ham er noget sansemotorisk, og fordi vi 2 gange har været indlagt i forbindelse med ellers ret harmløs sygdom, fordi han taber sig og i forvejen er undervægtig, er der ikke så meget at gøre: Der er nødt til at være noget af det, han gerne vil spise i huset. Men indenfor de rammer, er der selvfølgelig knapper at skrue på. Anton ville leve af chips, hvis han fik lov, så det har vi aldrig herhjemme. Til gengæld har vi (indtil nu) haft brød med deprimerende få kerner. Men jeg prøver (og har altid prøvet) at skubbe ham lidt med meget jævne mellemrum. At bage/købe brød med lidt flere kerner, at lægge nye typer af frugt og grønt på tallerknen osv. Lige så stille flytter han sig, og dette er endnu en anledning til at prøve nye tiltag af.

      Ift. at handle kom jeg, efter jeg havde skrevet indlægget, til at tænke på, om det mon har noget at sige, at de faktisk sjældent får lov at komme med. Simpelthen fordi jeg ikke synes, at det er konflikterne værd. Men en gang hver 5. – 6. uge prøver vi igen (og taler meget og længe om, at børn, der plager får klippet armene af med verdens største saks), og er det same-same (som det har været indtil nu) er der ny karensperiode. Men måske er det derfor, det så går lidt over gevind? Fordi det er alt for nyt og spændende hver gang? Det skal jeg lige tænke lidt mere over, kan jeg mærke.

  2. Aah jeg føler selv at jeg lige bliver sådan lidt pushy om min egen dagsorden her, og det er altså slet ikke meningen, men efter at jeg læser dit opslag i dag, får jeg alligevel behov for at uddybe min kommentar til dit sidste opslag – det var mig der skrev om min mand, der er sendiagnosticeret med adhd. Det har haft SÅ stor positiv betydning for os alle sammen at han fik den diagnose, og han ville sådan ønske at det var blevet spottet tidligt i livet. Men man skal selvfølgelig passe på med at overføre det behov til andre :-).
    Det der lige fanger mig i dag i dit opslag, er beskrivelsen af shoppe-situationen og beskrivelsen af fokus på de søde sager. Det du beskriver, er fuldstændig typisk i adhd-sammenhæng – men kan med garanti også skyldes alt mulig andet. Hvis man har adhd, så er man impulsstyret, behovstyret, spontan, mangler filter, har speed-tankegang og mangler evnen til konsekvensberegning. Her skal man igen huske, at det er en spektrum-diagnose, så alt det her kan befinde sig på forskellige niveauer, og nogle har lettere et ene eller svære ved det andet.

    Hvis du har adhd, og kommer ind i en butik, så ser du ALT hvad der er på hylderne, og der er ikke noget filter, der hjælper dig med at sortere i indtryk og fokusere. Samtidig vil det behov- og implusstyrende element gøre, at du pludselig føler at du har behov for alt muligt. Dårlig omstillingsparathed gør, at det føles virkelig grænseoverskridende, når nogen kommer og ændre din plan om at købe blå maling, og at man slet ikke kan overskue, at et nej ikke er jordens undergang, fordi man allerede inde i sit hoved har skabt det smukke maleri som den blå maling skulle bruges til og foræret det til mormor. Pga. dårlig impulskontrol, så kan du heller ikke lige i det sekund huske, at du måske allerede har en blå maling derhjemme, og den manglende konsekvensberegning gør, at du ikke får standset det følelsesmæssige udbrud ovenpå at få et “nej”, for du får ikke lige i farten husket/erkendt/regnet dig frem til, at mor bliver sur, når du skaber dig i Føtex.

    Hvis det er det her der på spil, så skal du passe på med at tænke, at du skal sætte grænser. I stedet for, så skal du fokusere på forberedelse, forventningsafstemning og stukturering a la: I dag skal vi handle, vi skal købe disse ting, i dag skal vi ikke købe andet en dette og derfor må du gerne se på legetøjet, men vi skal ikke købe det, når vi skal handle igen på lørdag må du få en lille ting, så det kan du tænke på imens vi handler i dag, når vi kommer hjem får du en tallerken med frugt…”
    Hvis hun på nogen måde (igen i et adhd-perspektiv) er træt og sulten når i er ude og handle, så kan du dog glemme alt om, at begrænse impulserne.

    Adhd adfærd kan ikke opdrages væk, men det kan “motiveres/styres/kontrolleres” ved at kende mekanismerne bag og samarbejde med dem. Adhd hjerner kan faktisk klare det meste, hvis de er motiverede, for når du er motiveret genererer du dopamin i hjernen. Så det handler om at finde nøglen til motivation for den enkelte og arbejde med det. Ind i mellem er der selvfølgelig situationer hvor du ikke kan finde motivationen, men her handler det om at skabe en “kunstig” motivation – altså en gulerod ude i enden af den opgave man ikke er motiveret for. Det skal derfor ikke ses som bestikkelse men som dopamin-stimulation, når adhd-forældre lover et stykke kage eller 30 minutters computertid efter matematik-lektierne.

    ift. sukker/mad problematikken set med adhd-briller, så er har adhd-børn typisk en overfølsomhed i sansesystemet, som gør at de er lidt kræsne og har svært ved visse teksture, men fælles er, at mad – men sukker især – virker som en dopamin-stimulator, og at sukker for hende derfor kan føles som en væsentlig (hjerne)energikilde. Hun kan simpelthen have følelsen af, at hjernen fungerer bedre efter indtag af sukker.
    Og hvis du føler hun spørger meget efter det/opsøger det, på trods af at hun ved hun får et nej, kan det igen være manglende impulskontrol – dvs. hun får impuls-tanken, og får spurgt efter det uden at tænke sig om/overveje om det er realistisk at få et ja.
    Da min mand begyndte på adhd-medicin tabte han 10 kg på ganske kort tid, fordi impulsen om hele tiden at opsøge mad forsvandt.
    Igen, jeg ved godt at der kan være mange andre forklaringer, og i det hele taget, så er der ikke noget af det, som folk med adhd lever med, som vi andre ikke også kender til. Alle adhd symptomer oplever alle mennesker i ny og næ – almindelige mennesker oplever det bare kun når de er trætte, stressede, pressede el.lign. Vi bliver alle sammen mere motiverede hvis vi ved at der er kage i den anden ende. Det handler om, om symptomerne i øvrigt er tilstede på daglig basis. Og det er svært at se udefra, men efter min mand er blevet diagnosticeret (og min søn helt sikkert skal udredes også), så kan jeg pludselig se et mønster der er genkendeligt, og det er det jeg reagerer lidt på her ift. din Frida. Igen vil jeg dog gerne understrege, at jeg jo ikke er psykolog, og at man jo i bund og grund ikke kan vurdere noget som helst udfra en relativ kort skriftlig beskrivelse. Som du selv skriver, så er du som hendes mor i stand til at vurdere og sortere i input, og jeg er jo bare en kvinde, der har fået en kæmpe åbenbaring der gjorde at diverse mønstre i familien pludselig gav mening :-). Med dig som mor, så er jeg sikker på at Frida nok skal klare sig fint.

    1. Hej Sofie.

      Tak for din uddybning – jeg forstår sagtens, hvorfor dine tanker går i den retning, de gør.

      Jeg har skrevet på min mentale liste, at det er noget, jeg skal være opmærksom på, men min instinktive fornemmelse er, at det ikke er det, der er tale om her. For min oplevelse er ikke, at Frida generelt er impulsstyret/behovstyret, at hun er spontan, mangler filter, har speed-tankegang eller mangler evnen til at forudsige konsekvenser. For mig at se er “problemadfærden” meget bundet op på ordet ‘nej’:) Hun er god til at snakke om, hvad der sker, hvis den eller den gør dette eller hint, hun kan sagtens koncentrere sig, når hun sidder med noget, hun falder nemt i søvn om aftenen og sover roligt om natten og min oplevelse er, at hendes tanker arbejder i et roligt og logisk mønster.

      Du må love mig, at du ikke opfatter min kommentar som et forsøg på at feje dig af, for det er den absolut ikke tænkt som. Jeg er GLAD for, at du har budt ind, både fordi jeg selv kan holde øje med, hvordan tingene udvikler sig, og fordi der er mange andre, der kan have glæde af din erfaring <3

  3. Spændende tiltag. Jeg følger selv kids.eat.in.color på Instagram, som bruger en lidt modsat strategi. Jeg kan godt lide det, fordi jeg selv har det mest afslappede forhold til mad, når jeg bruger den samme strategi overfor mig selv 😉 Simpelthen at spise en lille smule sødt sammen med aftensmaden hver/hver anden dag. Altså bare én dumle, 5 m&m’s eller et par vingummibamser. På den måde sætter man ikke begrænsninger for sig selv og kan bruge sin tankevirksomhed på andet end det forbud man har fået/lavet for sig selv om ikke at spise slik. Jeg bliver selv helt besat af mad/slik, når jeg er på kur eller forsøger at udelukke bestemte fødevarer fra min kost. Og i og med at Frida egentlig er tilfreds med én is fx, kunne det måske være værd at prøve?

    Man kommer også uden om plageriet ved selv at tilbyde de søde sager.

    1. Det er en virkelig interessant pointe. Den skriver jeg mig lige bag øret, for det kunne bestemt være en mulighed at teste. Tak for input:)

    2. Jeg vil gerne lige komme med et indspark til det med plageri når man er ude at handle. Min datter på nu 10 år lyder nøjagtig som din Frida på alle punkter nærmest. Hun var også i den alder HELT umulig at have med ude at handle, fordi hun ville have ALT og flegnede helt skråt når der blev sagt nej. Men så læste jeg Fie Hørbys bog om børneopdragelse, og den bog har seriøst ændret mit liv – og min tilgang til børn. Måske kender du den allerede? Men et konkret fif fra bogen ift plageri: Giv barnet hvad det vil have “i drømmene” – altså spørg ind til hvilken is de allerhelst ville have hvis de selv kunne vælge, hvad der smager bedst ved den, og snak også om hvilken man selv ville have hvis man skulle have den nu. På den måde føler de anerkendelse af deres behov, man får en samtale ud af det og oftest er det faktisk nok – fordi behovet egentlig ikke nødvendigvis er en is, men at snakke med sin mor eller far om hvor dejligt det er at spise is. Jeg ved godt det lyder sygt hippie-træls, men det virker! Efter jeg begyndte med det, har min datter ikke plaget og konflikterne i supermarkedet er blevet minimeret. Pøjpøj med arbejdet, sejt at du reflekterer sådan, hvor er Frida heldig at hun har dig som mor!

      1. Det giver faktisk virkelig god mening. Jeg har fluks skrevet mig op til bogen på biblioteket – hvor ville det være dejligt, hvis den også kunne hjælpe her. Jeg bliver så ærgerlig over, at alle de gode samtaler drukner i konflikter, der – for mig – virker helt unødvendige <3

    3. C: så det hedder minidessert hver dag? Forsøger lige nu desperat at huske om vi havde mindre plageri efter slik i december, da der var et stykke slik i julekalenderen hver dag… min lille datter ser nemlig helt hysterisk frem til sit fredagsslik hver dag og bryder tit sammen over at det heller ikke er fredag i dag. Eller at der heller ikke er mælkesnitter i dag. Jeg synes også hendes fokus på søde sager er overdrevet, hvilket måske så trækker mig over i modsatte grøft. Hun er fire og gider næsten aldrig spise til måltiderne, men også gerne mange mange sukkersnacks og jeg ved stadig ikke om hun bare ikke er sulten, er kræsen, nægter at spise for at gøre oprør. Jeg bliver bims af at skændes til hver aftenmad…

    4. Men men men: hvordan forhindrer du dig selv i at spise alt det, der er tilovers, når børnene er gået i seng? Spurgte hende, der har lige præcis 0% rygrad med hensyn til slik. Jeg kan godt se ræsonnementet og ideen bag, men jeg ville selv ende med at æde 3/4 af en pose dumle hver dag. 😳 Ja, jeg ved godt, at jeg ikke lyder mega voksen her, men hvad angår slik er jeg vist heller ikke meget mere moden end Frida. 😉

    5. Lige nøjagtig der tip omtaler Rikke fra forældresparring.dk faktisk i dag i nyhedsbrevet.

      Altså der med ar give i fantasien (og andre strategier til afledning ved større børn) . Vi har god erfaring med det herhjemme i perioder.
      Det virker bedst fra cirka 4 års alderen. Men den er frida jo også nået til.

      1. Jeg har skrevet mig op til begge bøger, for det er helt klart noget, jeg vil dykke ned i. Tak for tippet.

  4. Jeg har læst med, både på dette indlæg og det første og jeg vil bare rose både læsere og dig, Linda, for at skrive så fint og pænt til hinanden om et emne som kan være så følsomt, som det nu engang er når det handler om ens børn.

    <3

    1. Jeg vil bare gerne sige at jeg synes det samme som Katrine 😊 Din blog er fantastisk, Linda, og kommentarfelterne ligeså. Respekt, omsorg, overskud til andre, vilje til at dele erfaringer og hjælpe. Fra alle læserne, sgu. Det er altså et virkelig særligt sted i blogland du har her!

    2. @Kathrine & Rikke: Jeg er umådelig taknemmelig over det lille community vi ved fælles hjælp har fået skabt her. Det er ikke mange steder på nettet, man er så ordentlige og .. jamen, omsorgsfulde, faktisk, overfor hinanden <3

  5. Jeg har ikke rigtig noget konstruktivt at byde ind med andet end at …. altså, jeg forstår Frida SÅ godt. Når først chancen for “noget godt” (altså kage eller cafékaffe …) har budt sig, kan jeg ikke tænke på andet. Det MÅ ikke glippe!!! Den anden dag var jeg vært for et kulturelt arrangement hvor vi delte romkugler ud til deltagerne (dont ask, sammenhængen var lidt søgt …), og fra jeg på min chefs opfordring smagte en til vi var færdige med at stable stole, tænkte jeg ikke på noget andet end at få fat i en til. Det er ikke et problem som sådan ( jeg er vist nærmest undervægtig), men noget jeg sådan i det stille arbejder lidt med. Egentlig har jeg altid tilskrevet det noget psykologisk (drenge-søskende der var bedre til at råbe op, travle forældre, et totalt fravær af butikker og generel underholdning hvor jeg voksede op så man måtte holde sig til når der blev delt ud!), men det kan også være lidt dybere, en grundlæggende pessimisme måske hvor man ikke helt tror på at gode ting bliver ved med at være tilgængelige. For lad os være ærlige, med min løn og mit stofskifte KAN jeg jo bare købe romkugler når som helst jeg vil … Anyhoo, jeg må hellere slutte dette indlæggets mindst videnskabelige kommentar 😉

    1. Nej, det tror jeg giver rigtig god mening. Jeg hørte en super interessant podcast om epo-genetik forleden, hvor de forklarede om børn født af forældre umiddelbart efter 2. verdenskrig. Det interessante var faktisk ikke de her børn – men deres børn, hvor en overraskende høj procentdel var overvægtige, og man mente, at det var fordi de havde arvet deres bedsteforældre (og generationen efter: Oldeforældres) mindset med at gøre netop det, du beskriver der. Så jeg tror bestemt, at der kan være noget om snakken. Og med epigenetik er du måske faktisk den, der byder ind med et af indlæggets mest videnskabelige kommentarer;-)

      1. Her bliver jeg lige nødt til at kommentere. Det er ikke et mindset, de har arvet epigenetisk. Det er en “thrifty phenotype”, altså en øget tendens til at ophobe næring, og det er især beskrevet i Holland, hvor tyskerne i vinteren 44-45 udsultede befolkningen – voksne var rationeret til 400 kalorier om dagen, altså mindre end 1/4 af en almindelig voksens behov. Fordi det er et lille område og en skarpt afgrænset hungerperiode, hvor der både før og efter var en rimelig ernæringstilstand og ikke mindst rigtig gode muligheder for opfølgning har man kunnet lave nogle fænomenalt gode langtidsstudier, også transgenerationelle; the Dutch Famine Birth Cohort i Amsterdam. Musestudier understøtter, at morens ernæring i den helt tidlige graviditet har stor betydning, det er også det, der kaldes Barker hypotesen, eller DOHaD, “Developmental Origin of Health and Disease”, men det skal også nævnes, at der ikke videnskabeligt er enighed om hvor meget eksponering i det tidlige liv (indenfor og udenfor livmoderen) reelt betyder. Det er et enormt spændende forskningsfelt, men som altid bliver det hele mere mudret og uklart jo mere man rører i substansen. 😉

        1. Det kan SAGTENS være mig, der bare propper det ind i en ramme, jeg kan forstå, eller også havde podcasten oversimplificeret det, så vi alle sammen kan være med:-D Under alle omstændigheder synes jeg, at det var rasende interessant.

    1. Tak for link; det er det, jeg satser på at prøve kræfter med. Jeg bagte i går en stak boller, hvor jeg erstattede halvdelen af melet med groft hvedemel, og dem spiser Frida med største fornøjelse. Beruset af min succes har jeg netop smurt én og lagt i Antons madkasse til i morgen. Så må vi se, om den er med hjem igen…:-)

  6. Tak for virkelig gode og reflekterende indlæg. Det er meget interessant læsning, når man selv har ét meget kræsent/småtspisende barn og ét altædende barn. Så jeg balancerer også mellem at ville give den ene, alt hvad han måtte have lyst til, og begrænse den anden i det samme.
    Jeg er ikke ekspert og skal ikke kloge mig på, hvad der vil fungere for dig og Frida, men det lyder som nogle rigtig gode tiltag, du sætter i værk – high five!
    Jeg har et meget konkret tip ift. at udvide det kræsne barns cirkler, som jeg gerne vil give videre. En måned herhjemme satte jeg et A3-ark op i køkkenet og skrev en overskift “Vi smager på nye ting” og så vores alle fires navne nedenunder. Hver aften serverede vi én ny madvare, og hvis man smagte, måtte man sætte et klistermærke ud for sit navn. De “nye” madvarer var jo ikke decideret nye, bare noget barn 1 hidtil havde afvist at smage på, som fx græskar eller edamamebønner. Det virkede supergodt af flere årsager.
    – Der var ikke fokus på, at det kræsne barn skulle smage. Vi gjorde det alle sammen.
    – Det gjorde det SJOVT at smage. Der var ingen tvang, men alle børn gjorde det alligevel frivilligt.
    – Man måtte selv vælge sit eget klistermærke, der var både nogle med Spiderman og nogle emojis osv. Ældstebarnet kunne udvælge sit TIMER før vi skulle spise, og så sidde og glæææde sig til, at han skulle smage på ærtepuré (!). Yngstebarnet er 2 og fattede ikke rigtig hvad der foregik..
    Ud af de 30 dage vi smagte på nye madvarer, er der 5 han godt kunne lide og som er inkorporeret i vores faste hverdags-retter. Det lyder måske ikke af meget, men fra at have et barn der NÆGTEDE at spise selv de mest basale ting (såsom kylling), til at have dreng, der 30 dage i træk smagte på nyt, var i min verden banebrydende.
    Metoden er inspireret af nudging-teknikken, der hedder don’t brake the chain.
    Det var bare lige det pip, tak for god blog 🙂

    1. Hvor er det en fin ide! Og jeg elsker, at fokus er flyttet fra det ene barn til hele familien. I det små har jeg praktiseret det med Frida ift. Anton; at jeg serverer noget for hende og mig, som han så somme tider bliver så nysgerrig på, at han vover at smage på det. Men vejen til succes er jo, som alle forældre ved, belagt med klistermærker, så din model vil jeg prøve, om ikke jeg kan inkorporere herhjemme, når vi lige er lidt længere i forløbet:)

    2. Sikke en genial ide med familie-smage-konceptet. Vi har talt om mad-modighed, men det giver et negativt bagslag i at være en mad-kylling(?!)
      Vi har forsøgt os med veganerudfordringen, på den meget loose ægge- og osteelskende måde – til min store overraskelse spiste ungerne bønnesupper og alt grønt fra skuffen, så længe det blev blendet og serveret som ketchup. Jeg oplever at ungerne ser plantemad som mere “enkelt” fordi man kan finde et billede af planten/bønnen man spiser.

  7. Jeg er simpelthen så vild med dit kommentarfelt, Linda.
    Jeg har kun en lille bitte baby, så jeg har bare læst dine skriv af nysgerrighed. Til gengæld har jeg en mand med ADHD, og selvom jeg ved noget, er det bare så dejligt at få lidt “undervisning” her. 1000 tak for det Sofie, det er rart at jeg lidt bedre kan forstå (og også hjælpe) min mand, på baggrund af det du lige har oplyst mig om.

    1. Jeg er også vild med hendes kommentarfelter.

      Lindas blog og Zetland har det til fælles at kommentarerne er lige så inspirerende som artiklen/indlægget <3

    2. Det er så utrolig fint, at så mange mennesker både byder bredspektret ind, og også læser alt, hvad der skrives. For det er helt vildt selvforstærkende: Når man ved, at det man skriver bliver læst, så får man også lyst til at skrive mere – og byde ind med alternative vinkler.

      Man kan ikke som blogger ønske sig mere <3

      1. Det er altså også fordi du tager dig tid til at svare og endda grundigt på alle kommentarer. De bloggere, som ikke svarer på kommentarer holder jeg i hvert fald hurtigt op med at kommentere hos.

        1. Enig. Og fordi man føerdet betyder noget for dig og evt. Andre at man svarer. Og at man ikke her er bange for at blive misforstået helt håbløst så man bliver haglet ned selvom man egentlig bare ville hjælpe.

  8. Hej. Læser først dette indlæg i dag, så måske har andre skrevet dette til dig: jeg kan virkelig anbefale at lytte til podcasten Detox din hjerne med Morten Elsøe og Anne Gaardmand fra Livstilhuset i Aarhus. Den giver virkelig stof til eftertanke og har vendt meget rundt for mig ift mine tanker og holdninger om mad og min datter. Jeg tror måske at deres tilgang kunne hjælpe dig med Frida. De er også ved at skrive en bog om børn og mad.

Skriv et svar til Astrid Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.