Mandag i sidste uge havde jeg besøg af en ung kvinde, som overvejer at få et barn alene, og som derfor havde skrevet og spurgt, om hun måtte komme forbi og snakke lidt. De finder ind i mellem forbi mig, og efterhånden har jeg haft besøg af et par håndfulde af dem, kvinderne. Samtalerne giver altid anledning til at tænke tilbage og til at se hele vores situation i perspektiv, fordi disse kvinder står overfor at tage endegyldigt afsked med drømmen om kernefamilien som den traditionelt ser ud. Ganske som jeg selv gjorde.
Måske er det derfor, jeg for tiden er ekstra opmærksom på, at jeg er selvvalgt alenemor, for normalt er det faktisk ikke noget, der fylder for mig på dén måde. Jeg kan se, at en del af de kvinder, der får børn alene, føler en identitet omkring det; de deler artikler om det på fb og er med i samtlige fora, hvor soloforældreskabet er fællesnævneren.
Sådan har det aldrig rigtig været for mig. Jeg ved ikke hvorfor. For mig er det mere bare et livsvilkår, at jeg er selvvalgt alenemor; lidt ligesom jeg også er kvinde, dansk og tegnsprogstolk.
Men i aftes, da jeg gik i seng klokken 21, var mine øjne så hævede af at tude, at jeg næsten ikke kunne se ud af dem, og i går var en af de dage, hvor jeg ikke kunne se andet end alle de steder, hvor jeg i al min alenehed ikke slog til.
Det startede egentlig udemærket. Jeg var planlagt på en opgave, hvor vi normalt sidder alene hele dagen, men hvor administrationen denne gang har fået det til passe med, at vi splitter den halvvejs, og jeg havde derfor forventet, at det ville føles nemt og overskueligt. Om det var mig eller opgaven ved jeg ikke, men det føltes som at tolke i flydende cement, og jeg var fuldstændig drænet, da jeg fik derfra.
Som jeg kørte fra opgaven, fik jeg en mail fra det nye busselskab, der henter Anton, som bare lige ville meddele, at Anton fra i dag, tirsdag, ville blive hentet kl. 7.
Og jeg ved godt, at de sulter i Afrika, og at vi er heldige, at vi har fået pladsen i taleklassen – men jeg blev simpelthen så stresset og ked af det, fordi jeg ved, at det for Anton er voldsomt at skulle køre Esbjerg tynd i en hel time og samle børn op, *inden* han skal ind og sidde stille en hel dag. Og jeg bliver vanvittig over, at det nærmest kræver, at man søger tabt arbejdsfortjeneste og går på deltid at få det til at hænge sammen, for hvor det for busselskab og skatteborgere er et spørgsmål om økonomi, og om, hvor få busser, man kan løse opgaven med, så er det vores liv og hverdag, der helt konkret bliver påvirket af det. Det kommer til at afgøre, hvordan hver eneste morgen ser ud for os, og det kommer til at betyde, at Frida også skal afleveres tidligt, og jeg kan næsten ikke forlige mig med, at jeg bare skal holde kæft og rette ind.
Men det er, som det er, og om 4 måneder er det slut (prøvede jeg at trøste mig selv med).
Da jeg kørte ud for at hente Frida tidligt, kvitterede hun med at tude af raseri i 20 minutter, fordi hun ville spise frugt i børnehaven. Da vi kørte ind efter Anton, var der omkørsel alle steder, og det, vi skulle bruge i butikken var udsolgt. Anton var skidesur over .. et eller andet, og fra vi kom hjem, var det bare det ene nederlag efter det andet og det trejde og det fjerde. Begge børn skældte ud og svarede igen, ingen gad spise den mad, jeg havde lavet – Anton indtog sine 9 ris med et ansigtsudtryk, man ellers kun ser på den lidende Kristus på korset i kirken, og spicede oplevelsen op med bræklyde – alle skabte sig og skreg over, at de ikke måtte sidde med iPad, og jeg tabte samtlige konfrontationer med dem. Som kirsebærret på toppen har Anton ekstra svært ved at sove i disse uger, hvilket betød, at jeg løb i pendulfart fra stuen til hans værelse 200 gange i omkring 2 timer efter, han var lagt i seng.
Og jeg græd og jeg græd og jeg græd, fordi jeg sideløbende var mindst lige så vred på mig selv, som jeg var på børnene, fordi jeg ikke formår at være den mor, jeg gerne ville være. Sådan én, der har sukkerpolitik og skærmtidsholdninger og principper, og som ikke lader sig køre over af terrorister. Sådan en, som godt forstår, at det handler om, at børnene er trætte og skal mødes; også efter de 20 minutter, hvor man uden held har forsøgt at køre dén strategi, og i stedet nu bare er tilskuer til egen film, der knækker. Sådan en, som husker, at alt, hvad de lige nu gør, faktisk er mit ansvar; at jeg ikke skal give efter for Frida, når hun får eftermiddagens 30. raserianfald over ikke at måtte tage en cola med fra mormor og morfar med i bilen, og at hvis jeg gør, så skal jeg ikke skælde ud over det, når hun spilder. I hele bunden af bilen. Mit ansvar.
Hvilket udelukkende bærer til selvhadets frådende flammer.
Jeg prøver normalt at bære over med mig selv ved at huske, at opdragelse af børn og dét at skabe et menneske, er lidt som at bygge et hus: Det ikke bliver skævt eller ubeboeligt, fordi der er enkelte sten hist og pist, som man ikke får lagt, helt som man gerne ville, men i går var sådan en dag, hvor en ækel, lille djævel med min egen stemme hele tiden sad og hviskede i mit øre: “Men du ved jo ikke, hvornår det er en hjørnesten, der er tale om.”
I dag stod vi klar med tornysteret på ryggen kl. 6.59. Og man må gætte én gang, hvad der manglede i billedet? (Hint: Det starter med b og slutter på -ussen.) Og eftersom jeg havde valgt at bytte om på afleveringerne for at være klar til bemeldte tid, sad Frida i bilen, og nu skulle vi pludselig alle 3 ud, og om i SFO’en – hvor chaufføren ringede, lige som vi trådte ind, og meddelte, at han ville være der om 3 minutter. Og selvfølgelig forventer jeg ikke, at den ene af de to pædagoger skal gå med ud til vejen for 3 minutter, så alle mand tilbage til buslommen.
‘3’ viste sig at betyde ‘7’, og de 3 minutter + indmarch i SFO’en, var i forvejen tid, jeg ikke havde, fordi jeg ikke er Chris, der bare kan ringe til min chef på chokoladefabrikken, så da bussen endelig kom, vil jeg gerne rose mig selv for at udtrykke mig meget assertivt, selvom jeg på det tidspunkt tudede af stress og raseri. Da Anton forsigtigt spurgte: “Mor, er du ked af det?” svarede jeg: “Nej. Jeg er vred, og så kommer jeg til at græde, fordi det lige bliver for meget.” Så… keeping it real, trods alt?
Bussen kørte, jeg afleverede Frida og det var så her, jeg opdagede, jeg havde glemt mine telefoner. Tilbage efter dem og afsted. Jeg havde kørt 12 km. da jeg opdagede, at jeg havde glemt mit tolkeskilt (for sent at gøre noget ved) og 20 km. da jeg lige ville tage en tår af min kaffe, og uden helt at forstå, hvordan det skete, hældte 1 dl kogende kaffe ud over benene på mig selv. Hvilket man godt kan se på lyseblåt tøj. Og på huden på mine lår.
Min ja-hat i forhold til den her uge ser på nuværende tidspunkt sådan her ud:
Men jeg har flere gange i dag mindet mig selv om et par kloge sætninger, jeg har læst:
Så. Det er trods alt kun tirsdag. Og i morgen skal jeg til Billund og spise med søde damer, og derefter ind og klappe og huje af verdens bedste Maren Uthaug.
Så du kan stadig nå det, uge 5.
Men word of advice?
Det bli’r bedre. Det bli’r bedre. Det bli’r bedre. Det bli’r bedre. Det bli’r bedre. Det bli’r bedre. Det bli’r bedre. Det bli’r bedre. Det bli’r bedre. Det bli’r bedre. Det bli’r bedre. Det bli’r bedre. Det bli’r bedre. Det bli’r bedre.
Og det kan du ikke bruge til en skidisse lige i momentet, I know. Men det gør det altså. Promise!!
💚
-Men det hjælper stadig at høre. Og du havde ganske ret, for det er det allerede <3
Fuck, altså. Min erfaring siger mig, at man heldigvis altid er allermest vred på sig selv, men jeg ved også godt, at den vrede kan være nådesløs. Og kliché-kliché, I know, men jeg prøver nogle gange at sige til mig selv, at de dårlige dage er til for at gøre de gode bedre. Det er noget jeg har hørt, og det passer faktisk. Og det er ALDRIG hjørnesten, Linda, ikke før der for alvor er dramatisk. Men jeg ved godt at man tænker det mens man står i det. Jeg sagde noget helt igennem forfærdeligt til min mindste i går, og mens jeg har haft bondeanger hele dagen, så har han glemt alt om det. Anton og Frida har en FANTASTISK mor! ❤️
Du er simpelthen så sød. Tak for opmuntring, og for reminderen om, at kontrasten er værdifuld <3
Fårk, vi alle har de der dage, hvor man har gjort sig umage og alligevel folk kommer for sent, ting går i stykker og man bliver helt slap og udmættet over tanken at man skal få ungerne i seng. Og så når man endelig er færdig, fortjener man en medalje, men der er ingen til at klappe en på skulderen eller trøste fortid man har været en dårlig version af sig selv. Man kan bare tilgive sig selv og håbe at den næste dag starter man i bedre stil. Kram herfra
Ja, hvad sker der for de manglende medaljer!? Men du har – selvfølgelig – ret. Frisk halm i træskoene hjælper på det meste. Tak for opmuntring.
Åh, de dage hvor man siger til sig selv: I morgen, i morgen er jeg en bedre mor.. alle har vist sådanne dage, dage hvor det føles som om husstanden har synkront pms. Når jeg læser dine ord, bliver jeg altid blæst bagover af den kærlighed og respekt, du beskriver dine børn med. Der er absolut ingen tvivl om at de har vundet i mor-lotteriet❤️
Nu var jeg også MEGET tyndhudet den dag – men jeg fik faktisk tårer i øjnene af taknemmelighed over din kommentar. Tak! <3
Du er så sej, at du klarer det hele selv, Linda. Jeg har allerede formået at tude så meget af hverdagsafmagt i denne her uge, at min kæreste forsigtigt foreslog, om jeg måske bare nogle gange også kunne læsse lidt af på mine veninder. Super. Fatter slet ikke, at det er fysisk muligt at få et familiecirkus til at køre rundt med minus en voksen i ligningen. Du er en sand superhelt, også selvom kappen nogle gange falder af.
Hvad Louise sagde! Jeg synes det logistiske puslespil er en kælling, og vi er f***ing to voksne i hjemmet. Hvis du vidste hvor tit jeg sender dig en tanke og en truckload af benovelse. Kaffe Linda. Med et dygtigt skvæt Stroh-rom må være på sin plads. Du er en stjerne og en superkvinde af rang <3
Det, som Kristina og Louise siger!!!!!! Selv med to voksne vælter logistik og ikke mindst overskud herhjemme med (alt for) jævne mellemrum. At du klarer det hele (og klarer det godt) er så sindssygt imponerende altså. Hjerter i massevis til dig!! Og tak for ærligheden! Og bloggen i det hele taget!!!
Ej, men you guys!! Det føles sgu som et varmt, tiltrængt kram det der. TAK fordi I giver jer tid til at komme med trøstende ord!
Jeg vil bare gerne slutte mig til koret og forsikre dig om, at dine børn ER vanvittigt heldige, at de har dig som mor. ❤️ Her er baby syg på ottende dag og den treårige blev ringet hjem fra børnehaven, da han også var syg (igen), og jeg synes, det er smadderhårdt, selvom jeg både har kæreste og i disse dage også min mor på besøg. Så du er en superhelt, at du klarer det selv. Losing the battle, but winning the war ❤️❤️❤️
Jeg ELSKER det citat. Det brugte Lene og jeg rigtig meget, når noget drillede, dengang hun levede, så din kommentar føltes en lille smule som en hilsen fra jer begge to <3
Øhm, ingen gode råd, men du må godt få et knus. Tak for citatet med de 10-20 dårlige minutter der ødelægger dagen. Der er nok en sandhed der. Og hvis det er nogen trøst, tudede jeg noget så inderligt i går over at det eneste gåtursmål i en afstand som en toårig kan klare fra hvor vi bor, er en kælkebakke hvorfra man kan se s-toget, og jeg gad sgu godt noget … andet. (Jeg er ikke sikker på kommateringen af den sætning, og muligvis er den heller ikke til megen trøst)
I’ll take it. Og selvtak. Når jeg ikke er fuldstændig kørt over, synes jeg, at det er en ualmindelig god reminder, for det er så nemt at lade sig trække ned af dårlig stemning.
PS: Dengang jeg lige flyttede til Esbjerg havde jeg en dag, hvor jeg græd halvanden time over, at man ikke kan opdrive frisk løvstikke i Esbjerg, så ikke så meget som ét øjenbryn løftet herfra.
Altså jeg er kun solomor til een, og han er væsentligt yngre end dine, men på dage som de her messer jeg for mig selv (og barnet..) “jeg gør det så godt som jeg kan, jeg gør det så godt som jeg kan, jeg gør det så godt som jeg kan”. Jeg blir nødt til at tro på, at det hele også af og til fucker op i hjem med to forældre. Og du gør det så godt som du kan. Alle dage. Og det ER godt nok. Du er fucking sej og en seriøs inspiration for mig. Uge fem bliver bedre og uge seks skylder lidt overskud!
Men det værste med de der dage er jo netop tanken om at jeg ikke gør så godt jeg kan. At jeg burde have talt mere til 10 og haft mere tålmodighed. Hilsen hende der kom til at klemme sin 3-åriges finger i døren i dag.
Præcis. Det er som om, at de dage, hvor det HELE vælter, der føles det netop også som om, at man burde kunne gøre det bedre, hvilket bare bidrager til den onde spiral. Det er. så. svært. at løfte sig op af, når først man sidder fast i mismodet.
Men hvor blev jeg glad og stolt over din kommentar, Anette. Tusind tak for tiltroen.
Og til dig, Astrid, så har jeg engang tyret en sten lige i face på Anton, fordi jeg lige skulle slå smut, og ikke havde set, at han var gået ind foran mig. (Ses på statsforvaltningen).
Shit en lorte start på ugen!
Men du er pisse sej og dine børn er heldige.
TAK, Anne!! <3
Shjiiiit Linda, sikke en morgen! Det er morgener som den, der virkelig skiller fårene fra superwoman-i-fåreklæder. Har du allerede en superwoman kappe eller skal jeg bestille en til dig på Amazon? Du er jo så sej! Og det er jeg sikker på, at dine unger også synes.
Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men det hjælper virkelig overraskende meget at blive mødt af søstersolidariet og trøst, så kæmpe tusind tak!! Bestil to kapper, nu du er igang, så der også er en til dig, du kan tage på, når du kommer ynkelige mødrevrag til undsætning.
Hej Linda
Jeg har aldrig kommenteret på din blog før, men jeg har smuglæst den de seneste par måneder, fordi jeg selv går og overvejer at blive solomor. Eller faktisk er beslutningen truffet, og jeg er ved at skide grønne grise over det hele og panikker ofte over, om det mon virkelig er den rigtige beslutning, og om jeg ikke lige har sagt ja til verdens ensomste liv.
Men nu var det egentlig ikke min egen historie, jeg ville fortælle her. Jeg ville sådan set bare rose dig for din ærlighed. Jeg elsker det indlæg, du lige har skrevet, fordi det er så fuldstændig hudløst ærligt. Og her kunne man måske ellers tro, at det netop ville være den slags indlæg, der kunne skræmme en solomor in spe væk fra projektet, men det gør det virkelig ikke.
Jeg er fan af dine indlæg, fordi de er ærlige. De viser, at livet er dejligt, og at børn er skønne og samtidig sindssygt frustrerende, og at man nogle gange bare har lyst til at lægge sig under dynen og vente på, at livet går over. Ærlighed og sårbarhed er uvurderligt.
Jeg hepper på dig. Og takker for dine indlæg. Både de glade, overskudsagtige og de sårbare og ærlige. I virkeligheden nok mest de sidste 🙂
Tusind, tusind tak. Det er virkelig en kommentar, jeg kan mærke.
Og jeg kan faktisk huske lidt af det samme fra min egen proces; at det næsten føltes lidt beroligende at høre, hvordan det kunne være, når det var allermest uoverskueligt. For dem, der kun tegnede pastelfarvede glansbilleder, havde jeg altid lyst til at trække til side og spørge: “Men hvad er det, du ikke fortæller?!” For tænkt, hvis det var noget, der var så slemt, at jeg ikke kunne klare det?
Det betyder virkelig meget for mig, at det også kan bruges til noget, når jeg bare græder opgivende tårer ned i mit tastatur, så tak for din tilbagemelding.
Kæreste Linda. Vi er godtnok 2 hos os, men mig der står mest med tøserne. Og kan ikke tælle hvor mange gange jeg har tudet i afmagt og vrede på mig selv over hvor svært det nogengange er. Og hvordan de 2 kan køre mig helt derud, hvor tæl til 10 eller 20 bare ikke duer. Og hvor man klandre sig selv over man ikke var bedre til at løse konflikterne, være overbærende, “den voksne” med styr på det…. jeg plejer at sige, når jeg er faldet til ro, jeg er “kun” et menneske og jeg gør mit bedste. Og i morgen ved jeg at det faktisk også errigtig godt det jeg gør, for jeg har 2 skønne velfungerende piger. Ved du også gør det rigtig godt 🙂
Og det er fuldstændig rigtigt. Alene det, at man er i tvivl om, om man gør det godt nok, er vel et godt tegn, tænker jeg:) Jeg ville bare sådan ønske, at jeg kunne mærke den tanke, når jeg står midt i det; at jeg kunne få fat i min ellers ret klippefaste tro på, at jeg gør det så godt, jeg kan, og at det er godt nok. Men det er en glat lille satan, som bliver ved med at smutte på dage som den her.
Hold nu kæft! Stakkels dig, det lyder bare så skrækkeligt, fantastisk at du kom igennem den dag. Jeg er dybt imponeret, du er så sej og dine børn er så heldige at have dig. Din evne til at se både dig selv, situationen og dine børn udefra er utrolig. Jeg ville ønske, at jeg kunne sende dig en nemmere dag i dag ❤️
Altså, bare den kommentar hjalp. Så det gjorde du på en måde <3 Tak for hep og trøstende ord <3
Kære LInda. Vi gør det så godt, vi kan, og nogle gange er det bare ikke godt nok. Så må vi tude og sige undskyld og prøve igen. Udover Anne fra Grønnebakkens ‘tomorrow’s always fresh with no mistakes in it’, som jeg har sendt til dig før, tror jeg, så er jeg også meget glad for en forlængst afdød svensk digter, Lina Sandell, der bla. skrev sangen ‘Kun en dag, et øjeblik af gangen’. Bare den sætning hjælper mig i den grad. Knus herfra.
Åh Jette. Du siger så mange gode ting. Du er virkelig en af mine yndlingsvoksne <3
Du er så sej, Linda, selv under hverdagspres med uretfærdighed og konflikter på! Jeg kender så godt følelsen, men som kender må jeg også sige, at det lyder til at du klarer det i utrolig god stil! Guldmedalje til dig og os alle i kommentarfeltet! Tak fordi du deler, det gør oplevelsen mindre ensom og mindre slem…
Mit mantra i den type situationer er “kærlighed er også vævet af snot” – frit fortolket efter en klog dame, der engang skrev:
“Jeg tror, at det er kombinationen af kærlighed og kaos, der er med til gøre båndet mellem forældre og børn så ubrydeligt stærkt; at det er vævet af tråde af natteroderi, fedtede kys, opkast, bekymringer og øjeblikke, hvor man mærker kærligheden til dem så stærkt at man ikke kan få vejret.”
https://www.blogsbjerg.com/i-spoerger-jeg-svarer-om-traethed-og-logistik/
Lone, når du skriver sådan noget, så hyler jeg. Jamen, det gør jeg! TAK for pokker! For at sige det rigtige og for at sende opmuntring på det helt rigtige tidspunkt <3
Kære Linda
Må jeg spørge, hvorfor du ikke bare dropper den bustur for Anton og afleverer ham selv? På den måde får du større frihed, Anton bliver mindre træt og I kan sige farvel på skolen, så I begge kan komme ordentligt ud af døren. Jeg har selv en lettere autistisk søn, der gik i specialtilbud i de første år af skoletiden. Det gik bare slet ikke med den bus og taxa, som altid kom for sent, kørte en million omveje og som gjorde min hverdag megastresset med en datter, der skulle afleveres et ander sted. Min mand døde da børnene var lille, så jeg var også alene 24-7. Jeg droppede den offentlige kørsel og ordnede det selv. Det gjorde det hele meget lettere. Bare et godt råd eller en overvejelse værd.
Kære Anita.
Når børnene går i taleklasse, er tilbuddet på selve klassedelen; de bliver tilknyttet SFO’en i lokalområdet, fordi taletilbuddet kun går til og med 2. klasse, og man derfor gerne vil skabe tilknytning til den klasse, de skal tilbage til. Det betyder, at Anton ikke kan afleveres tidligere end kl 7.45 på taleskolen, og i og med at jeg tolker i Skjern, Kolding, Svendborg osv. skal jeg køre inden da.
Desuden ligger skolen 20 minutter i den forkerte retning, forstået på den måde, at det ville betyde, at vi skal ud af døren i hvert fald 45 minutter inden jeg egentlig skal køre, hvilket i givet fald ville betyde, at Frida ville blive afleveret voldsomt tidligt alle dage.
Mine arbejdstider svinger meget; somme tider møder jeg tidligt, og har så også tidligere fri, mens jeg andre gange møder sent og til gengæld også har senere fri. De dage, jeg skal møde sent, kører jeg selv ind med ham, og jeg elsker det, men det er desværre ikke mange dage, hvor jeg først skal køre efter 7.45. Så jeg er fuldstændig enig med dig; det giver mere ro. Det kan desværre bare ikke lade sig gøre for os.
Mvh
Linda
Jeg tror ikke, at jeg kan tilføje så meget. Det er en fase. Den går over, der kommer en ny fase, som man heller ikke kan gennemskue. Men hvor er du kommet langt, siden du stod med Anton i barnevognen på Aarhus banegård og ventede på mormor. Og du er den sejeste og mest empatiske mor. Det er nok også derfor, at Anton har overskud til at spørge til dig, når du får våde øjne af stress og raseri. High five til dig! Og et kram – det kan alle vi mødre også have brug for 😊
Det ER en fase. Og endnu mere end det: Det var en dag i en fase. Og det er nok egentlig det, jeg skal prøve at huske, når jeg føler, det hele vælter. At det bare lige er dén dag, selvom det ikke altid føles sådan.
Din kommentar fik mig til at smile indeni, for ja. Er du bims, der er sket noget. Vi vokser heldigvis med opgaven, ikke? <3
Jeg vil gerne knytte et par kommentarer til det du skriver om buskørsel og tabt arbejdsfortjeneste(TAF). Jeg er en af de mødre, du tidligere har beskrevet, som dem “med rigtige problemer”. Jeg har et barn med autisme og epilepsi – med alle de mange udfordringer, det giver. Jeg mødes ofte med en forventning fra andre om, at vi får den hjælp, vi har brug for fra velfærdsdanmark. Derfor føles det for mig virkelig uheldigt, at du skriver, at du nærmest må søge TAF, for at få hverdagen til at hænge sammen, for sandheden er, at selvom du søgte det, så ville du ikke få det. Heller ikke selvom det ville presse dig helt ud over kanten at beholde Anton i den skole samtidig med, at du passede dit job. I perioder har mit barn været så dårligt, at han har haft et skolefravær på over 65%, og det har kostet mig min karriere, min dengang solide økonomi er blevet skrøbelig, og min pensionsordning er til grin. Men TAF kan jeg ikke få. Når jeg ser ud over min nye handikap-bekendtskabskreds, så er det jo også gældende for de andre. Jeg er godt klar over, at du på ingen måde har skrevet det for at støde nogen – og det har du naturligvis heller ikke. Du er min all-time-yndlingsblogger. Men der er mange, der læser med hos dig, og som måske får et fejlagtigt billede af den offentlige støtte, man kan få, hvis man har et særligt barn, og det fik jeg lyst til at nuancere.
Det er så fint at få nuancer fra det virkelige liv med – omend jeg ikke tror, at nogen opfatter ordlyden i indlægget som om, at man bare kan trække TAF i en automat:)
Jeg føler med dig ift. at få hverdagen til at hænge sammen; det er utaknemmeligt at være underlagt andres regler, når man har nok at kæmpe med som det er <3