Om likes og haters.

Jeg følger Peter Falktoft på facebook. Egentlig er jeg på alle måder uden for målgruppen; jeg er både for gammel og for høj, og tøjstilen har jeg for længst opgivet at forstå, men jeg synes, at han og Esben Bjerre var fuldstændig forrygende sammen i radioprogrammet Monte Carlo, og derfor hænger jeg på.

Det er efterhånden et par år siden, at MC lukkede ned, og uden at fornærme nogen, kan man vist godt sige, at tv-programmet af samme navn aldrig fik fat på helt samme måde. Tiden er gået, og Peters opslag på fb har stille og roligt ændret karakter; da han lavede MC, var der ret meget, der var ret sjovt, mens det det sidste års tid mest er blevet til selfies og træningsupdates.

For nogle uger siden lagde han et billede op af sit træningsprogram, hvilket af en eller anden grund blev for meget for mange af hans følgere. I hvert fald gik kommentarsporet amok i “Du VED godt, at man kan træne, uden at fortælle hele verden om det?” Som reaktion på dét, lagde han i efterfølgende en lang post op, hvori han langede ud efter dem, der hatede på andres træningsupdates. Og kommentarsporet hértil, synes jeg faktisk var ret interessant. For der fik han sgu tæsk. Og ikke af den sædvanlige slags, hvor folk, der ikke kan stave, bare sviner til, fordi de kan, men fra velformulerende, godt argumenterende mennesker, der – set med mine øjne – faktisk gjorde sig umage for at forklare, hvorfor han fik de reaktioner, han fik, og hvorfor de synes, at det seneste opslag måske var lidt over stregen.

Helt forudsigeligt gik der “hvis man ikke kan lide lugten i bageriet” og “intet bageri uden kunder” i den; den evindelig form for hønen og ægget, der også har floreret i blogland, så længe, jeg kan huske.

Men debatten fik mig alligevel til at tænke. For hvis vi et øjeblik prøver at parkere den med, at folk selvfølgelig må poste præcis dét, de gerne vil på deres egen væg/konto/profil, så handler det måske om, at vi begynder at opholde os så meget i cyberspace, at nogle af de samme mekanismer, som hersker IRL, også begynder at træde i kraft derude. I det virkelige liv spejler vi os i hinanden og adfærdskorrigerer, hvis nogen opfører sig som røvhuller eller bryder det sociale kodex; tænk bare på de gange, du har fået sagt noget virkeligt uheldigt, eller er kommet af sted i det helt forkerte tøj. Det eneste, der får dine ord eller dit outfit til at skille sig ud fra mængden er, at der er en mængde at skille sig ud fra, og at mængden eller de folk, der udgør den, reagerer. Måske uden at sige noget, men du er ikke i tvivl om, at du har ramt ved siden af.

I cyber har vi ikke rigtigt mulighed for at sende signaler med kropssprog eller tonefald. De eneste redskaber, vi kan gøre brug af dér, er enten at klikke “unfollow” eller at skrive direkte til folk, at vi ikke bryder os om det, de laver. Indtil nu har jeg altid argumenteret for, at man jo bare kan gå sin vej, uden at gøre et stort nummer ud af det, for jeg har selv et par gange fået kommentarer fra læsere, der helt eksplicit skriver, at de nu vil holde op med at læse med, fordi “du var meget sjovere før” hvilket – i hvert fald på mig – gør ondt.

Men måske ville nogen af dem, der går, faktisk gerne være blevet hængende? Måske synes de bare, at de efterhånden får noget helt andet, end dét, de signede up for? Jeg tror fx. at det er det, der er blevet et problem for Peter Falktoft; at humoren er forsvundet, hvilket gør den solide selvpromovering en lille smule svær at se på, fordi det, når humoren er væk, bliver selvhøjtideligt i stedet for inspirerende.

Dermed ikke være sagt, at det er læseren, der skal diktere indholdet, for så dør passionen hos den, der skriver, og man vil alligevel aldrig kunne gøre alle tilfredse – men måske er det ok at blive gjort opmærksom på det, hvis dét man siger, ikke længere bliver modtaget, som man tror, det gør?

Ret skal være ret: Det forudsætter, at du som læser har selvindsigt nok til at vurdere, om du er målgruppen for den blog eller konto, du følger. Da Mads & Monopolet kørte på P3, blev jeg virkelig irriteret over alle dem, der på FB skulle kommentere P3’s musikstil. Jeg synes også, at den er røv og nøgler, men det var os over 30, der var på besøg på kanalen, og det forudsætter en form for indexreguleret kærlighed, hvor man tager det, man godt kan lide, og abstraherer fra det, man ikke kan. Det andet svarer til at gå på natklub og brokke sig over, at musikken er for høj, og belysningen for dårlig.

Egentlig synes jeg, at ovenstående allerede fungerer fint på IG, hvor der er kontant afregning ved kasse ét, men på den positive måde: Hvis folk kan lide det, de ser, stikker de et like. Hvis ikke, lader de bare være. Og det er da en oplagt mulighed for at blive klogere på, hvor godt modtagerne føler sig underholdt. Fx. postede jeg dagligt et billede af min kæmpe mave sammen med en rasende tekst, da jeg gik længere og længere over tid med Frida. Og det var faktisk ret interessant at se, hvordan antallet af likes faldt fra dag til dag. (Her holder jeg dog muligheden åben for, at det var i sympati; jeg er altid selv i tvivl om, hvad jeg skal gøre, når folk poster sygebilleder. Et like virker ligesom lidt for begejstret). Jeg valgte at gøre det alligevel, fordi det var nemmere end at svare på 1339483943 “har du født??”-sms’er, men det gav et fint fingerpeg om, at mine følgere synes, at det var sjovt første gang, og derefter blev det sgu lidt irriterende at se på.

Det kommer aldrig til blive rart. Jeg kan stadig huske stort set alle de kommentarer, jeg har fået, fra folk, der har kritiseret mig og min blog, og de svier lige meget hver gang, uanset hvor meget jeg prøver at foregive noget andet. Specielt hvis jeg faktisk godt selv kan se, at der kan være noget om det, de skriver. Og selvfølgelig kan man vælge at holde fast i “min bil – mine regler”, og så luge benhårdt ud i, hvem man har med på passagersædet – men det hedder “de sociale medier”: De giver ikke mening, hvis vi er der alene.

Published by

19 Replies to “Om likes og haters.

  1. Hej Linda. Jeg ved ikke om du har været sjovere før (som nogle åbenbart mener, skriver du), men jeg ved at jeg stadigvæk bliver 300% klogere af at læse dine ord. Så bliv endelig ved i samme spor. TAK…

    Og så din kommentar om Mads og Monopolet – spot on (men musikken var fanme rædderlig, når man var passeret 3.0)

    1. Hej Cille.

      Selv tak! Jeg skriver og har altid skrevet om det, der roder rundt i knolden på mig, så det er vist i virkeligheden noget med, at jeg bare skriver, som jeg gør, uden de helt store muligheder for at ændre det, så det er altid – altid! – rart at høre, at andre også kan hente lidt i det.

      Kh
      Linda

  2. Spændende indlæg. Jeg gik ind på Peter Falktofts Facebook og jeg kunne desværre ikke finde det. Er det bare mig, eller er det mon blevet slettet?

  3. Jeg elsker for det meste, at folk forandrer sig. Jeg følger også Peter Falktoft og har undret mig en lille smule over den macho drejning, hans opdateringer har taget. Men han har stadig et touch af humor over det, så jeg hænger på, til han begynder at autoposte Endomondo.
    Hvis nu du var blevet ved med at blogge på den måde, du bloggede på, da du var single og street smart i Århus, ville jeg nok være blevet træt. Vi hænger jo ikke fast med lim i numsen og bliver siddende på den samme sten hele livet. Min egen blog har også taget gevaldige kvantespring. Sammen med mig.
    Så bliv ved. Helt alene bliver du jo aldrig

    1. Hej Helle.

      Jeg synes også selv, at de mest interessante blogge at læse, er dem, der forandrer sig over tid, for det betyder, at der bliver blogget om noget, der betyder noget for den, der skriver.

      Mit ærinde her er nok mere at tygge lidt på de tilbagemeldinger, der kan komme, hvis fx. en blog tager en bestemt drejning. Jeg læser ind i mellem med på en blog, som over det sidste år er blevet ret populær. Bloggeren har undervejs med jævne mellemrum haft sponserede indlæg, men det har været en lille procentdel, og det har været relevante produkter, som det faktisk har været fint at få en anmeldelse af. De sidste par måneder er det imidlertid gået helt amok. Vi taler om, at andelen af sponsorerede indlæg nærmer sig de 50% og der bliver reklameret for de mærkeligste ting. Det har rigtig mange læsere kommenteret på, respektfuldt og ordenligt, og de fleste også med en bemærkning om, at de synes, det er helt ok, at der ind i mellem er reklamer, men at det er blevet ALT for meget. Og det skal de naturligvis ikke bestemme. Men jeg tænker alligevel, at det er synd, at bloggeren ikke formår at se det som et forsøg på at fortælle hende, at hun er ved at smadre dét, som hun har brugt flere år på at bygge op, men tværtimod bare opfatter det som et irriterende forsøg på at diktere bloggens indhold.

      Bare en tanke.

      God aften til dig og dine.

      Kh

      Linda

  4. Det er en rigtig interessant betragtning, at vi ude i virkeligheden retter ind og tilpasser os hinanden, men at vi synes, vi har ret til at være præcis, som vi vil på sociale medier. Jeg har ikke tænkt det på den måde før, og har måske som du også hældt til, at man da bare kunne smutte et andet sted hen og læse, hvis man var utilfreds. Måske er det fordi, at irettesættelser virker så meget hårdere og direkte på skrift?

    I forhold til dig og din blog har jeg længe tænkt over, at jeg burde kommentere noget mere for at vise, at jeg sætter rigtig meget pris på din blog. Men tit foregår bloglæsning som overspringshandling fra arbejde, og det ville næsten føles dobbelt op, hvis jeg også selv skulle til at formulere noget, andre gad læse. 🙂

    1. Hej Marie.

      Tak for din kommentar, og dine fine ord om bloggen.

      Jeg er meget enig med dig i, at hvis der skal åbnes op for, at vi kan "opdrage" på hinanden på de sociale medier, så forudsætter det en solid portion selvkritik både ift hvordan man formulerer sig, og ift om man reelt forsøger at hjælpe ('hjælpe' er et dumt ord her, men jeg kan simpelthen ikke lige komme på et, der dækker bedre, så jeg håber, du forstår, hvad jeg mener), eller om man bare gerne vil have bestemmepinden. Det er ikke ukompliceret, men jeg synes alligevel, at det er en udvikling, der potentielt kunne komme meget godt ud af.

      God aften, og god weekend.

      Kh

      Linda

  5. Hej Linda
    Meget interessant ræsonnement – som sædvanlig!
    De rigtig gode bloggere, som formår at afstemme egne interesserer med læsernes, er jo også (har jeg lagt mærke til) gode til at stikke en finger i jorden nu og da og spørge læserne, om det er ved at blive for meget nu, og om læserne har særlige interesser til emner osv. Som f.eks. Superheltemor i sidste uge, der beder om inspiration, og Maren, der spørger, om vi synes, hun tegner for meget og skriver for lidt nu om dage. Du har jo selv været der – med din spørgen, om vi fik for meget børnesnak. Det er der, mener jeg, at I adskiller jer fra sådan en som ham Falktoft og masser af andre (måske de fleste?) bloggere, som netop har den der "Find dig i det, eller skrid"-mentalitet. Og det er en af de ting, der (også) gør, at I skiller jer ud. Måske skyldes det, at I i al almindelighed er reflekterede mennesker, hvilket jo også er grunden til, at jeres blogge ALTID er spændende og værd at læse! Men det sidste (eller det hele?) er jo bare min egen fabulering 🙂
    Vh Anne – en stadig stor fan

  6. Tak for at du tager/giver dig tid til at skrive et indlæg som ovenstående, tankevækkende, interessant, velskrevet og mere fra samme skuffe! Vil ikke kommentere, bare virkelig sige tak.
    God aften, mvh Anette

    1. Hej Anette.

      Så vil jeg skynde mig at sige tak til dig, fordi du giver dig tid til at sende den kommentar, i stedet for bare at tænke den (som man jo ofte gør, når det hele lige går lidt stærkt.)

      God dag til dig.

      Kh

      Linda

  7. Måske dette er verdens seneste kommentar, til et indlæg du er way over. Men jeg har alligevel lyst til at dele det med dig.
    For ca fire år siden snusede jeg første gang til blogland, og faldt blandt andet over din. Jeg nød din skrivestil: humoren, overstregningerne, ærligheden og lysten til bare at vise hvad og hvem du var – også når det ikke var yndigt. Du blev en klar favorit og jeg hang ved i lang tid. Ting skete i mit liv, som gjorde at jeg kom væk fra pc' en. Blogland blev en by i Rusland, som jeg svagt erindrede når jeg tilfældigt hørte andre nævne det.
    Her til morges lå jeg og dovnede, fast besluttet på at trække søndagen i langdrag. Facebook og IG var hurtigt igennem. Hvad så? Så kom jeg i tanke om dig! Og fandt igen din blog frem. Halvanden time senere kom jeg op til overfladen igen (fordi yngstesønnen på 18 smed sig i min seng med en portion guldkorn, for at få en reaktion der kunne overbevise ham om at jeg faktisk stadig var i live… ). Jeg nød hvert minut! Det er muligt, at din blog har ændret sig ift at børnelivet fylder mere, men det ændrer ikke min læseoplevelse. Jeg er forsat fornøjeligt underholdt og har nydt at lade tid være tid, mens jeg flød hen i dit univers.

    1. Kære Tyt:)

      Det var dog en ualmindelig fin kommentar – hvor blev jeg glad for den!

      Velkommen tilbage, uanset om det er for en kort eller en lang bemærkning jeg får fornøjelsen af dit selskab, og tak fordi du tog dig tid til at kommentere.

      Kh

      Linda

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.