Om krænkede læsere og uheldige ord

Det her indlæg har rumsteret i mit hovede i nogle måneder nu, og jeg har været meget i tvivl om, om jeg skal skrive det. For jeg ved godt, at det er et ømtåleligt emne, og jeg er ikke hævet over at kunne mærke det i maven, når jeg på forhånd ved, at nogen bliver sure på mig.

Men jeg har vejet for og imod, og er nået frem til, at jeg synes, emnet er vigtigt, så her kommer det. Og det bliver langt. 

Jeg kunne nemlig godt tænke mig at tale om, hvor langt man som blogger/influencer/Instragrammer/mediefidus forventes at strække sig for at tage hensyn til sine følgeres følelser.  

Baggrunden er både de kommentarer, jeg ser alle de steder, jeg selv færdes på nettet, men også, at jeg efter 11 års skriverier, de sidste år i stigende grad har fået kommentarer og mails fra mennesker, som føler sig trådt over tæerne af et eller andet jeg har skrevet.

I mine år her på domænet har jeg fået forbløffende få hade-kommentarer, selvom jeg både har fået og får de klassiske “Dø, din klamme so!”-mails, men eftersom de føles cirka ligeså upersonlige som spam, er det ikke noget, der fylder for mig. Og det er ikke dem, jeg taler om her.

Det er heller ikke dem, hvor vi diskuterer et emne, og nogen er uenige, eller hvor de bringer nyt til bordet, som betyder, at jeg ender med at ændre noget i et indlæg. Som f.eks. da jeg havde skrevet, at det var vildt meget billigere at få smertestillende på recept end at købe det i håndkøb, og en kittelklædt læser bød ind med noget faglig baggrundsviden. Jeg elsker, når vi alle sammen smider noget i gryden, og går klogere fra bordet. 

De kommentarer, jeg gerne vil tale om her, er dem fra De Krænkede & Pegepindene.

Dem, jeg selv har fået, går f.eks. på, at jeg ikke kan tillade mig at lave sjov med psykisk sygdom eller præsident Trump. At jeg bør være mere neutral, når jeg skriver indlæg om klima og miljø. Eller forstilt undren over, hvad jeg vælger at bruge penge på, “når nu du skal spare”, eller at jeg vælger at vaske bilen manuelt, fordi “det er meget bedre for miljøet at køre den i vaskehal”.

Men det er ikke kun ift. bloggen her, at jeg synes, det er relevant at tale om; det er generelt for debatkulturen på alle de sociale platforme, vi møder hinanden på.

For selvom kommentarerne er formuleret pænt – og det er de stort set altid – så er der for mig at se stadig tale om, at man går ind i noget, der ikke handler om emnet, når man f.eks. skriver:

“Jeg synes, det er meget uheldigt, at du laver sjov med at bruge vin som copingmekanisme.” 

For det kan godt være, at din far var alkoholiker, og ovenstående derfor er en øm tå for dig. Men en anden læser kæmper med at få børn, og bliver ked af det, når jeg skriver om mine to, mens en tredje er glødende dyreaktivist, og bliver meget vred, når Maren i sine striber tager livet af sine katte. Så det, du griner af, røres af eller finder genkendelse i, trykker på andres knapper – og ville du synes, det var rimeligt, at de fik lov at bortcensurere den del af indholdet, som var svært for dem?

Jeg synes, det er en overset pointe, at man som læser/følger/lytter ikke har RET til at synes, at alt er sjovt eller giver mening for lige præcis én selv. Kreative udtryksformer starter og flyder fra de mennesker, der har dem i hovedet, og fælles for dem alle er, at det er afsenderen, der er epicenteret, mens cirklerne omkring udgøres af dem, som finder udgydelserne meningsfulde eller sjove. Uanset om vi taler om bøger, musik, fotos eller blogs, så er de et tilbud om at lade sig underholde af noget, så længe man føler, det giver mening. Jeg kender INGEN kreative mennesker, som ikke ville foretrække, at dem, som ikke længere henter værdi i det, de/vi skaber, stille og roligt ville søge andre steder hen. Sådan har vi det jo alle sammen. Vi vokser. Vi udvikler os. Vi flytter os. De samme inspirationskilder kan ikke ramme os igennem samtlige af livets forskellige faser, og det er ok. 

Det, jeg gerne vil prøve at opfordre til, er at man gør sig tanker om, om man interesseret i dét, man reelt beder om, når man lægger sådan en kommentar.

For hvis jeg tager udgangspunkt i mig selv, så følger jeg bloggere og andet godtfolk, fordi de giver mig stof til eftertanke, får mig til at grine eller skriver, så sjælen synger. Somme tider maler de billeder med koste, andre gange bruger de et enkelt hår. Men det, der får mig til at blive hængende, er at jeg kan mærke, hvem de er. Ikke forstået på den måde, at jeg tror, jeg kender dem, men at jeg kan mærke, at de er autentiske, uanset i hvilken grad de vælger at åbne deres liv og hjerter op. 

Og hvis vi accepterer, at vi som læsere hver især må begynde fjerne det, der lige præcis trykker på *vores* knapper, så bliver det meget hurtigt en underlig amputeret udgave af disse mennesker, vi kommer til  at sidde tilbage med. 

Hvis vi accepterer, at læserne pludselig må træde helt ind i bloggeres liv og valg, og må gå og prikke til alt med lange spidse pinde, så er en meget naturlig reaktion, at man lynhurtigt blænder dørene af til de rum, hvor det personlige og sårbare ligger, og udelukkende inviterer ind i det kunstigt opstillede showroom, der ikke har noget som helst med virkeligheden at gøre. 

Jeg ved godt, at nogen synes, det er fjollet, at jeg ikke bare ruller om på ryggen og snakker folk efter munden, når nogen lægger ovennævnte typer af kommentarer på bloggen. At jeg hver gang går ind i den, og ikke bare er Den Gode Blogger, der giver læserne ret og “hvor er det godt du siger det!”

Andre skriver igen og igen, at jeg ikke skal tillægge det betydning og i stedet bare fokusere på dem, der godt forstår, hvad jeg mener. 

Men jeg synes sgu, at det her er vigtigt. For det er noget med grænser, der bliver overtrådt, og hvor det føles virkelig mærkeligt, at det nærmest forventes, at man bare glider af og retter ind. Det giver ikke mening for mig. Længere. Ikke når vi taler om et medie, man selv aktivt opsøger.

Og inden den gamle traver om, at det er, hvad man må forvente, når man lægger en del af sit liv til skue, bringes i spil, vil jeg gerne lige spørge: Siger hvem? Andre offentlige personer? Ikke rigtigt, vel? Det er en præmis, som er blevet etableret og vedtaget som sand af de mennesker, der gør den nødvendig.

Og det, som jeg så gerne vil have, at man holder sig for øje er, at det for mennesker som mig, påvirker min lyst til at skrive, og hvis det gælder for mig, så gælder det med 110% garanti også for en masse andre mænd og kvinder, der også bruger tid på at producere underholdning. Så det, jeg egentlig gerne vil frem til er, at vi som læsere er med til at bestemme, hvor stort udvalget af underholdning skal være, fordi vi påvirker menneskene bag det med vores respons. Og hvor debat altid er fedt, fordi det vidner om engagement, som gør dét at blogge 100 gange mere interessant, end tomme, døde kommentarfelter, hvor vindheksene blæser ensomt rundt, så er perfide stikkerier og kontekstuafhængige korstog nogenlunde ligeså ønskværdige som mus i køkkenskabet og svamp i underlivet. 

For mit eget vedkommende er mit formål med at blogge at blive klogere på mig selv. Men ligesom mennesker, der spiller musik, fordi de ikke kan lade være, skriver jeg også for at underholde, og det ville ikke for mig være det samme at skrive i en dagbog. 

Jeg skriver også til Anton og Frida, og træder jeg en dag ud foran en bil, er der truffet foranstaltninger, så domænet bliver betalt til de fylder 25 og kan tage stilling til, hvad de vil stille op med siden her. 

Til gengæld betyder det intet for mig, om jeg skriver til 50 eller 500 personer. Jeg er ikke til salg for annoncekroner, men jeg er heller ikke til salg for læsertal og likes. For mig er antallet ikke vigtigt; min proces opstår i det sekund, at jeg ved, at andre øjne skal læse, hvad jeg skriver, og andre hjerner skal forholde sig til indholdet. Om det altid har været sådan, kan jeg ikke længere huske, men faktum er, at sådan er det i dag.

Så inden du lægger en kommentar om, at et bestemt ord støder dig, eller at noget ikke er sjovt, så overvej lige en ekstra gang, om du faktisk er interesseret i, at det bliver modtagerne frem for afsenderen, der får lov at definere indholdet. ALLE modtagerne. Også dem, du synes er nærtagende og uden humor. 

Og hvis du i et kommentarfelt eller under et billede er nødt til at skrive “Det er ikke for at være træls, men..:” eller “Det er ikke for at være en løftet pegefinger, men..:” så synes jeg faktisk, du skal lægge tastaturet og bakke langsomt. For så ved du godt, at du er på vej ud over en grænse, som de færreste er interesseret i at alle de andre får lov at krydse.

Published by

69 Replies to “Om krænkede læsere og uheldige ord

  1. “….så er perfide stikkerier og kontekstuafhængige korstog nogenlunde ligeså ønskværdige som mus i køkkenskabet og svamp i underlivet.” Ahrmen, Linda – could I possibly love you more? ❤️ Jeg kan ikke lade være med at tænke over, at alt det er en del af det (stigende?) behov i samfundet for at have RET i uskøn forening med tendensen til ikke at kunne se en sag fra flere vinkler, og tillægge udsagn forskellige værdier afhængig af konteksten. I min verden bliver verden så fattig, så fattig, når vi låser blikket fast og føler os forurettiget over andres udsagn uden at kunne se længere end det.

    1. Jeg har markeret og kopieret præcis samme uddrag for at skrive en lille hyldest til dig og dit sprog. Maude og jeg er så enige. Det er fabelagtigt skrevet. Og det er resten af dit blogindlæg for øvrigt også. Holder lige lidt mere af dig for hvert ord, jeg læser, fra din hånd.

      (Og som en lille bisætning kan jeg ikke lade være med at komme til at tænke på ordet krænkelsesparat. Vi vil edderbroderne have lov til at føle os krænkede… og resten af verden skal vide det. Og så bliver jeg træt. Meget træt.)

    2. @Maude:
      Jeg tror helt sikkert, at det er noget med den tendens, du snakker om. Og også, at det bliver en selvforstærkende tendens, fordi jo mere vi bliver indignerede over, des flere muligheder for nye områder til indignation åbner sig for vore øjne.

      Og kæmpespejl. Jeg har fniset hele dagen over, at du hader nissen.

      @Marina:
      Tak for pokker <3 Jeg har aldrig hørt udtrykket ‘krænkelsesparat’, men det er allerede en del af mit aktive ordforråd.

  2. HØRT (ja, det er bevidst, at jeg råber 😀).
    Og et ekstra aspekt – hvis vi alle hele tiden skal være sikre på ikke at krænke nogen, så ender vi med slet ikke at kunne udfordre/kritisere nogen, heller ikke magthaverne – gys 😱

    1. Det er virkelig ærgerligt, for noget af umiddelbarheden ryger. Jeg kan ikke huske, hvem det var, men en blogger skrev for nogle år siden, at det, hun så godt kunne lide ved nye bloggere var, at de endnu ikke havde fået slebet kanter af, hvilket gav noget bid, som etablerede blogger mangler. Jeg tror, at netop det her er en stor del af grunden. Man frasorterer ganske enkelt nogle indlæg og emner, fordi man ikke orker bruge tiden på at skulle forsvare og uddybe i én uendelighed.

  3. Well spoken. Nogen gange oplever jeg, at bloggere tager kommentarerne mere fortrydelig op end jeg læser dem. Fx et indlæg om spaltet hårspidser, i kommentar feltet gode råd mod netop det, også et brøl fra bloggeren om ‘at hun ikke efterspurgte gode råd, og tror vi ikke, hun har prøvet alt’ Det fatter jeg ikke. Jeg tror læserne giver rådene af et godt hjerte? Mht dit eksempel; “det er meget bedre for miljøet at køre den i vaskehal”. Aj altså det kunne være mig? Var det mig? For jeg kan huske, at jeg læste det og tænkte om du mon vidste det? Altså bare info ikke pege finger. Hvis det var fra mig. Så beklager jeg – intentionen var den bedste. <3

    1. Det er jeg 100% enig i. Jeg øver mig i at tygge på de kommentarer, der lige i første omgang – ja, apropos – trykker på mine knapper. For når jeg lige har læst dem et par gange, læser jeg dem ofte anderledes, end jeg gjorde første gang.

      Jeg tror, at det, der somme tider går galt er, at læserne føler, de kender bloggeren, fordi de har læst med længe. Og derfor kommenterer de, som de ville gøre, hvis de skulle diskutere med en veninde. Men bloggeren kender sjældent læseren, og derfor kan det være utrolig svært at afgøre, hvordan en bestemt kommentar er tænkt, da den blev sendt afsted.

      Og det var ikke dig – den faldt på facebook, og var en del af en længere kommentar, som hele vejen igennem var belærende på den måde, hvor man gerne vil fortælle, at nogen tager fejl, men forsøger at stille sin doceren op som et spørgsmål. Og det bliver sgu lidt irriterende. Jeg tror og håber, at jeg de fleste gange godt kan læse, når folk egentlig bare gerne vil hjælpe – og i de situationer kan jeg sagtens leve med, at kommentaren måske er formuleret anderledes, end jeg selv ville have gjort. For jeg vil jo forfærdeligt gerne interaktionen <3

  4. Jeg ELSKER din måde at skrive på. Du virker så velovervejet og reflekterende! Du skriver når du har noget på hjertet og ikke fordi der skal produceres et vist antal indlæg om ugen for at holde forretningen igang!
    Jeg ville ønsker alle gad at læse din blog og tage den til efterretning!
    Og det var præcis det samme citat som Maude og Marina har fremhævet, som jeg ville have sakset. Jeg var ved at rejse mig og give dig en stående applaus da jeg læste den sætning.
    Jeg kommer i tvivl om, hvor jeg stødte på det, men rådet i en kampagne til de unge er, at hvis det man skal til at skrive, ikke er noget man ville sige til sin mormor, så skal man lade være.

    1. Det var da en skøn kommentar at få – tusind tak skal du have:)

      Og ja tak. Hvis det er uegnet for mormødre og chefer, så er det bedst at lade være.

  5. Hej
    Er lidt (naivt) overrasket over, at det er et problem. Jeg følger nok 8-10 blogs, og læser jeg noget, jeg er uenig i, scroller jeg videre. Sker det mange gange, stopper jeg måske med, at følge den blog.
    Måske er vi blevet vant til, at verden skal indrette sig efter os, og ikke omvendt🤔

    1. Det synes jeg virkelig, virkelig også er den mest oplagte og fornuftige reaktion. For det vil jo ofte være sådan, vi opdager, at vi er vokset fra en blog/forfatter/kunstner; at der pludselig bliver mere og mere, der ikke vækker genklang. Og så synes jeg oprigtigt, at alle parter er bedst tjent med at sige pænt tak for denne gang <3

  6. HØRT – med råbebogstaver.
    Fra en der i bogstavelig forstand har mus i køkkenskabet og fanget 2 i denne uge – og de er TRÆLS

  7. Jeg var ved at skrive, at denne kommentar ikke er skrevet med henblik på at skyde med skarpt eller pege fingre – men ved nærmere eftertanke ville simpelthen være løgn. Jeg vil i virkeligheden skidegerne skyde med alt skarpt, jeg kan komme i nærheden af, og pege med leverpostejindsmurte, fedtede fingre i retning af alle de selvudnævnte dommere, der synes deres krænkede følelser og personlige holdninger til (SELVVALGT) underholdning, er vigtig. At den betyder noget overhovedet (Det. Gør. Den. Ikke.).
    Og ja, jeg er dobbeltmoralsk ad helvede til, for jeg må jo krybe til korset og indrømme at jeg simpelthen føler mig sådan (på den barnlige måde) krænket over, at (for bloggerens holdning irrelevante) personer formaster sig til at sætte min favoritbloggers skrivelyst over styr på den måde. Det sætter nemlig MIN (#minminmin) ellers så frie vej til dine skarpe indlæg over styr – og jeg kan mærke, det gør mig vred. Jeg vil sgu da ha’ dine idéer, historier og meninger så tit og så “rent” som overhovedet muligt, uden at du behøver at svøbe det ind i vatrondeller først. De ødelægger sgu lidt den gode stemning, altså!

    Nåmen jeg takker gud og fædrelandet for at min yndlingsblogger, og vel nok et af de mest velformulerede mennesker, jeg er stødt på, turde tage det her op, og gjorde det på så reflekteret og yndig en måde. TAK!

    1. Haha – jamen frem med de skarpladte våben:-D

      Nej, spøg til side. Jeg kan jo 100% identificere mig med, hvad du skriver, for sådan har jeg det jo med andre bloggere.

      Tak for opbakning og for dine utrolig fine ord <3

  8. Bare lige sige, at jeg er enig i alt hvad du skriver. Og at jeg elsker dig. Eller, du ved. Mener bare…altså, hvad??! Nåhm, det gør jeg. Ok, hej hej.

    1. Jamen, det er sgu da også dig, der er min wcw hver eneste onsdag. Jeg ELSKER, når du skriver, Marie. Uanset om det er på en blog eller på fb <3

  9. Godt brølt, Løve 🙂
    Efter at ha’ holdt afstand fra din blog i ‘mange’ år, fordi jeg ikke brød mig om tonen, din tone, så stor-elsker jeg dit nye jeg (måske er det bare mig, der giver dig et nyt jeg, men noget er helt klart ændret). og det her indlæg får mig 100% til at blive 🙂 Mage til velskrevet “Ikke for noget, men nu skal jeg lige sige et par ting…” skal man lede længe efter. Fortsæt!

    1. Jeg ved sgu ikke helt, hvad man svarer til en kompliment, der starter med en sviner, men .. tak, tror jeg?😄

      1. Jeg brokkede mig da ikke, mens det stod på. Jeg tjekkede bare lige op på Anton en gang imellem. Helt uden at efterlade aftryk 🙂

  10. Det er fuldt forståeligt, alt det du skriver Linda. Vigtigt og godt! Set fra mit synspunkt som læser får det mig til at tænke på, at jeg stort set har forladt alle andre blogs end din, fordi jeg på en eller anden måde blev træt af eller uenig i det indhold der blev serveret. Præcis som du også foreslår, “hvis man ikke kan lide lugten i bageriet…”. Og at jeg her på din blog synes det er ærgerligt når det ellers meget tolerante og diplomatiske og engagerede kommentarfelt bliver fuldt af for megen uenighed. Begge eksempler og dit indlæg får mig til at tænke ekko-kammer, ligesom Facebook-algoritmer der serverer mere af det vi i forvejen kan lide og er enige i. Og jeg må erkende, at jeg nok bedst kan lide lugten i et bageri med ekko 😀
    Egentligt er det jo lidt ærgerligt, at jeg ikke søger at udfordre min horisont mere, men til gengæld kan jeg godt forstå at du som afsender sætter pris på en ordentlig tone. Og jeg synes du håndterer kommentarfeltet eksemplarisk – stor respekt for at du svarer hver kommentar og altid holder en god tone.

    1. Jeg tror, man gør sit eget liv uendelig meget nemmere, hvis man, som du, gør sig overvejelser omkring, hvad det egentlig er, man søger i underholdning, og så går efter dét. Jeg datede engang en litteraturkritiker, som nærmest imploderede af afmagt, når han gik forbi min bogreol, fordi “jeg fatter ikke, hvordan et menneske som dig kan elske Harry Potter og Isabel Allende!” Men det er netop fordi jeg er helt afklaret med, at min hjerne begynder at klø, hvis jeg læser bøger, der er for tunge, og fordi jeg for længst har erkendt, at det ikke er i bøger, jeg sætter pris på at blive provokeret og udfordret. Og mit læseliv har været væsentlig bedre siden dén erkendelse.

      Så al hep i hele verden på selverkendelse i forhold til underholdningspræferencer. Det gør det nemmere for alle involverede parter <3

  11. …Jeg kommer til at tænke på hvad det egentlig er der gør, at de krænkelses-parate føler trang til at indvi andre i deres krænkede følelser. Det er jo meget tydeligt at pegepindene mener at vide bedst på alles vegne og at det skal komme hele verden til gode (jeg tror vi alle fra tid til anden kan lide af den vildfarelse, det er jo egentlig mest et spørgsmål om hvor charmerende (eller slet ikke) man får den skudt ud i verden). Men hvorfor er det at krænkede følelser skal udbasuneres og/eller siges højt til de mennesker man føler sig krænket af? Hvorfor er det ikke længere en privat sag at blive lidt stødt på manchetterne?

    Jeg kæmper lidt med at spørge/reflektere på en måde som ikke bagatelliserer det, for det undrer mig oprigtigt. Er det mediet? Som indlægget henviser til; ubevidsthed om den skæve relation mellem læser og blogger. Er det en tendens i tiden? På den anden side af #metoo? Er det fordi det er så hurtigt og nemt at reagere på sine umiddelbare følelser? Er den en hvermandsudgave af avisernes læserbrev? Er det fordi nu er legitimt overhovedet at have krænkede følelser? Det mener jeg jo egentlig er en god ting, lige indtil man prakker andre sin ubehøvlethed på.

    …Jeg kan så godt lide at komme her, Linda, på din blog. For jeg kommer til at undre mig og reflektere over ting som sådan en helt almindelig tirsdag ellers ikke lige havde lagt i kakkelovnen til.

    1. Jeg tror meget, at det – som du selv siger – skyldes mediet. For 30 år siden skulle man immervæk være vred, hvis man først skulle nedfælde sin arrigskab, lægge den i en kuvert, ud at købe et frimærke, finde en postkasse og vente en uge på, at det blev trykt. Mon ikke mange nåede at køle af eller simpelthen opgav på forhånd?

      Det er nemt idag, og det tror jeg både er styrken og svagheden. Det giver en langt mere levende debat, men der ryger også flere finker af panden (ordsprog ftw), fordi man har mulighed for at reagere, mens man stadig er skidehidsig.

      Hvor bliver jeg glad over dit sidste afsnit. Jeg tror ikke, at man som blogger kan ønske sig mere <3

  12. Kære Linda, din måde at håndtere og engagere dine læsere i dit kommentarfelt (alle læsere!) ret unik. At blive taget alvorligt som læser på den måde er bare rigtig, rigtig rart – især at der er plads til at nuancer og uenigheder, og at kommentarfeltet ikke ender i et gruppekram, hvor vi runde-skulderklapper hinanden og bekræftes i hvor korrekte vores allerede eksisterende holdninger er.

    I de blogs jeg følger, er det desværre også ved at være rigtig, rigtig sjældent der er så livligt et kommentarfelt. Og det kan jeg ærligt talt godt forstå, for hvor må det være hårdt at skulle lægge skuldre til andres uforbeholdne meninger og uvelkomne råd. Jeg forestiller mig det er lidt, som at have fået en virkelig træls bordherre/-dame til en meget lang familiemiddag: i en periode kan man tolerere det, men på et tidspunkt er ens tålmodighed opbrugt.

    1. Kommentarfeltet er også klart det, der er sjovest ved at blogge. Jeg lærer meget om mig selv, når jeg skriver, men det giver virkelig meget, at så mange har lyst til at engagerer sig og give lidt tilbage.

      Da jeg startede med at blogge, fik jeg sjældent svaret på kommentarer, fordi jeg vægtede at skrive indlæg i stedet, men en meget sober kommentar fra en læser derude om, at man faktisk som læser kommer til at føle, at man bliver indbudt til en debat, som bloggeren derefter ikke gider deltage i, fik mig til at ændre fremgangsmåde, og – med tiden – syn på balancen mellem at skrive og at svare på kommentarer. For man får på mange måder, hvad man giver, og i dag mister jeg faktisk selv lysten til at kommentere hos bloggere, der ikke svarer.

      Så man kan sige, at det, at vægte tiden rigtigt måske også er en del af det at skabe et livligt kommentarfelt. At man “ofrer” et indlæg, og i stedet bruger tiden på dialogen. Det giver mening langt det meste af tiden, men fordi man netop bruger virkelig meget tid på det, kommer det nok også til at føles ekstra træls, når man sidder med fornemmelsen af, at man bevidst bliver misforstået.

      1. Jeg har også ofte tænkt på, hvor helt utroligt forbilledligt, du håndterer dit eget kommentarfelt. Det er virkeligt nærværende og derfor altid en fornøjelse både at kommentere selv og at læse andres kommentarer og dine svar. Har ofte undret mig over, hvor mange bloggere, der gang på gang udtrykker, at “det ville ikke være det samme uden Jer læsere”, men 90% af tiden fravælger at besvare kommentarer. Jeg er i tvivl om, hvilket signal, de selv synes, de sender…? (Ja, jeg forventer ikke, at du kender svaret, du har jo aktivt valgt noget andet netop fordi, du opdagede hvordan tavshed kan opfattes.)

        Jeg synes, det er en vildt god tommelfingerregel, det med, om man ville sige det til sin mormor. Dét og så noget andet, jeg hørte et sted: “Is it true, is it kind, is it necessary?” For sådan en som mig, som elsker at høre mig selv tale og gerne giver gode råd videre, fordi jeg bare så gerne vil hjælpe (ja, jeg ved det godt, det er ikke altid heldigt, selvom det kommer af et godt hjerte), så er det virkeligt en god rettesnor.

        1. Det er jeg virkelig glad for, at du synes, Pernille. Og jeg kan heller ikke lade være med i mit stille sind at undre mig over, at man føler, det er nok at spise sine læsere af med et plenums-tak, hvis man virkelig gerne vil dem. Det virker næsten modsat hensigten, ikke?

          Jeg er selv en af dem, der også BARE gerne vil råbe alle mine gode råd ind i hovedet af sagesløse mennesker, men jeg øver mig i at huske, at de fleste faktisk selv inviterer til det, når de er klar. Hvis de ikke gør, så er det mit behov og ikke deres, jeg dækker, når jeg kommer galoperende med alle mine gode råd.

          Men din lille remse er mere poetisk, og den vil jeg tage med mig.

          Tak fordi du melder ind <3

  13. “ at jeg ikke bare ruller om på ryggen og snakker folk efter munden,”..
    Så længe jeg har kendt dig har du ca ALDRIG gjort det – derfor er du i mine øjne autentisk og derfor er du den eneste blog jeg læser fast i dag – og fordi dine indlæg rammer, giver stof til eftertanke og får mig til grine…og IKKE er neutrale.
    For mig er Neutral er noget man vasker tøj i – ikke blogindlæg

    1. Jeg har tænkt mig at tyvstjæle den catchfrase – bare så du lige ved det:-D

      Tak for de fine ord, og fordi du hænger på <3

  14. Jeg kan virkelig godt forstå, at du ikke gider løftede pegefingre, moralprædiken eller spørgsmål til livsvalg. Men jeg sidder helt og kommer i tvivl, om det også er læsere som mig, der får dig til at have den følelse? (det behøver du slet ikke svare på, det er bare en refleksion). Jeg ser nu ikke mig selv som krænkelsesparat og afskyer virkelig den tendens i tiden, der gør at man kan blive krænket over hvad som helst (CBS, jeg tænker på dig). Men jeg kommenterer klart mest, når jeg synes, jeg har en vinkel at byde ind med, som ikke står i det, du har skrevet, eller hvis jeg er uenig i noget ift. et emne, du har bragt op. Fordi noget af det, jeg virkelig synes godt om ift. din blog, ud over din fabelagtige måde at skrive på, er diskussionerne i kommentarfeltet. Jeg er sjældent flink til at bakke op, hvis jeg er enig, måske mest fordi jeg ofte først ser dine indlæg, når de første mange kommentarer er faldet, og det virker lidt fladt bare at skrive “fedt, er også 100% enig” som nummer 20 – selvom jeg sagtens ved nærmere eftertanke kan se, at det nok føles anderledes for dig. Og der er vi nok lidt tilbage til problemet ved det skrevne – for havde det været et middagsselskab, havde vi nok bakket hinanden op i 80% af emnerne og haft en god diskussion om de sidste 20% – og den vekselvirkning kommer ikke her, hvis man som jeg kun kommenterer på udvalgte indlæg, og så kan det måske godt føles, som om læserne sidder og leder efter hullerne i osten? Det gør jeg i hvert fald ikke, og vil prøve at være bedre til at huske at kommentere, når jeg bare kan vinge af, at jeg er enig 🙂

    1. Selvom jeg godt ved, at det ikke er det, du fisker efter, vil jeg gerne lige starte med at fastslå, at det ikke er læsere som dig, jeg har i tankerne. Min oplevelse af dig er, at du altid er meget sober og ordentlig, og jeg ville være meget ked af et kommentarfelt, hvor jeg bare bliver snakket efter munden. Det er jo netop de gode diskussioner og de tilførte pointer, som jeg enten ikke selv har tænkt over, eller som jeg har skåret fra for at indlægget ikke bliver for langt, som gør det interessant fortsat at gruble over et emne.

      Men der er noget meget rigtigt i det, du skriver. Da jeg genoptog mine M2019 indlæg, var jeg oprigtigt overrasket over, hvor styrtende god feed back, jeg fik på det, fordi det netop ikke er indlæg, der typisk genererer meget respons. Ej heller er det dem, der trækker flest kommentarer osv. på FB, bloglovin osv. Så det er helt sikkert en valid pointe, at hvis man kan lide noget, så skal man også huske at sige dét, så dem, der sidder på den anden side af skærmen ikke fejltolker den manglende respons som ligegyldighed eller manglende interesse.

      Endelig tænker jeg også, at det for mig har noget at sige, at jeg efterhånden “kender” dig. I er 20-30 stykker, der jævnligt kommenterer, hvilket betyder, at jeg kommer til at få lidt mere fornemmelse af, hvem I er, og hvad jeres værdier er. Det giver mig en kontekst at læse kommentarerne ind i, og det giver en anden forståelse af, hvad der formentlig er ment, da de blev skrevet:)

  15. Hej Linda! Jeg kan virkelig godt lide din blog, dine læsere og dit kommentarfelt. Du skriver skønt og er stopfuld af perspektiv – men jeg synes det er et kompliceret emne, det her.

    For lige først at adressere de røvbananer, der blander sig i, hvordan du vasker bil eller bruger dine penge – de skal stoppe i forgårs. Men omvendt studsede jeg lidt over eksemplet med bilvasken, fordi jeg egentlig synes det er interessant viden, som man så kan bruge eller smide væk. Jeg tror din blog er en af de eneste, hvor jeg læser hele kommentarfeltet – særligt til minimalisme-indlæggene, som for mig er en lille opslagstavle af gode tips, jeg ikke får andre steder. Og helt selvoptaget som jeg er, så læser jeg kommentarerne på de indlæg som henvendt lige så meget til mig, som til dig. Jeg oplever det altså som læser som et af de få steder, hvor gode råd, man ikke havde bedt om, ikke nødvendigvis er uvelkomne – så jeg ville ikke have studset over at få den information serveret der (ordentligt pakket ind, og ment som oplysning til folket og ikke en løftet pegefinder til dig). Men det er jo min oplevelse af det forum specifikt – og jeg aner ikke hvad din oplevelse som afsender er, for jeg har givetvis lettere ved at smide (for mig) ligegyldig info væk. Og på bundlinjen er jeg helt enig i, at det er dit forum, og din oplevelse helt klart trumfer min. Jeg får en masse lækkert indhold gratis – hurra for det.

    Så er der alle dem, der føler sig trådt over tæerne, og det synes jeg egentlig bare er endnu sværere at finde rundt i. Langt hen ad vejen er jeg også enig i, at man skal gå til det bageri der dufter dejligst for den specifikke næse, man nu har – og gå igen, hvis det så skulle ændre sig. Jeg kan også godt krumme tæer, når folk bliver krænkede over dette og hint. Omvendt synes jeg der er ret stor forskel på, hvornår noget bare ikke er min smag, og hvornår jeg synes noget er helt urimeligt og bør påtales – på internettet som i virkeligheden. Jeg synes for eksempel det er strålende, at vi som samfund efterhånden er nogenlunde enige om ikke at sige neger, og at det er uncool at lave voldtægtsjokes – og der er vi jo kun nået til, fordi nogen engang startede med at sige fra. Men jeg aner ikke, hvor grænsen går – eller hvordan i alverden vi skal finde den, uden at give køb på individualitet, humoristiske særpræg og fællesnævnere, der også kan være de skæveste frem for de laveste. Og jeg tænker i virkeligheden, det er det, der er problemet – at vi hver især har vores egen grænse, som vi i svagere øjeblikke tror er objektivt den bedste (udover mig, jeg har rent faktisk altid ret).

    Jeg håber ikke den her kommentar føles som en hævet, forurettet pegefinger – sådan er den ikke ment. Jeg har tænkt over dit indlæg og vendt tilbage til det flere gange i dag, så om ikke andet skal du vide, at det har sat tanker i gang – det er desværre sværere end som så at få dem foldet helt #konmari-korrekt ned på skrift. Det er derfor, det er dig, der er bloggeren, og jeg bare læser med 😉

  16. Åh jeg synes det er en spændende diskussion men også en svær en. Jeg oplever i virkeligheden både der er mange der let bliver krænket men også den anden side..som er “jeg har lov at sige hvad jeg vil uanset konsekvenserne”. De sidste er typisk også af typen der mener de har ret og de andre tager fejl og ikke at man kan blive klogere af en fornuftig diskussion. Det er ikke her jeg oplever det men jeg deltager stort set aldrig i diskussioner på nettet fordi de ofte når et niveau der er så lavt man ikke orker..hvor det bliver personer angreb og ikke sagligt. Eller i hvert tilfælde underliggende “du er en idiot” kommentarer.

    Derudover tror jeg der ligger noget i det skrevne ord. Det er sværere at afkode folks intentioner så det kan godt misforståes. Uanset om det som en skriver ovenfor er bloggere der “ikke har bedt om et godt råd” eller en kommentator der gemmer sin kritik bag fine ord. Og der tænker jeg f.eks. jeg læser nogle kommentarer anderledes end du fordi det er dig de personligt er rettet til og måske også fordi du modtager Laila osv. Vi som læsere ikke ser som sætter en anden kontekst til kommentaren. Jeg oplever ind i mellem på nogle blogs at en kommentator bliver “skammer ud” og ind i mellem tænker jeg at kommentaren for mig at se slet ikke skulle forstås negativt men hvis først folkedomstolen der går i gang har personen heller ikke en chance for at forklare sig. For hun/han ER dømt.

  17. @Maya/SKN:

    Jeg tillader mig lige at svare jer samlet, fordi jeres fine kommentarer peger på lidt af det samme.

    Jeg forstår 100% hvad I mener: Der er virkelig nogle bloggere, som ville have gavn af at trække vejret, inden de farer i blækhuset ift. kommentarer, der måske ikke er udelukkende positive eller som indeholder gode råd.

    Min egen oplevelse er, at den reaktion er mest udbredt på mode/livsstilsblogs, og jeg spekulerer på, om det skyldes, at mange af de bloggere mere har fans end læsere? At de simpelthen ikke er vante til diskussioner – og måske heller ikke er specielt interesserede i dem – men mere bare plejer at få kommentarer om, at de er pæne og hvor er blusen fra? Det er ikke for at være nedladende, for vi har jo alle sammen nogen, vi beundrer for noget, der måske ikke først og fremmest har med deres personlighed at gøre – min pointe er bare, om man måske går i en pelsforretning efter en bikini, når man prøver at starte en diskussion her? For det er også typisk her, folkedomstolen er hårdest – og måske handler det netop om, at det er et ideal, der bliver angrebet, og ikke en person, som man fuldt ud tiltror evnen til selv at forsvare/forklare sig?

    Ift. de gode råd kommer det for mig fuldstændig an på, hvordan de bliver serveret. For de mange gode råd i f.eks. M2018/9 indlæggene ville jeg aldrig have undværet, og jeg synes simpelthen, at folk er så ordentlige og inspirerende. Den med vaskehallen er jo et skidegodt råd – men dels blev den serveret i slutningen af en lang kommentar, hvor der flere gange var skrevet “det undrer mig meget” og så en masse udråbstegn, og dels havde jeg 16 gange over de sidste par uger skrevet om, at det for mig lige her var et spørgsmål om at spare penge. Så bliver jeg, hånden på hjertet, lidt irriteret over at skulle bruge tid på at forklare noget, som jeg har skrevet virkelig mange gange. At det forventes af mig, at jeg hver gang stiller op til uddybelse, men ikke forventes af læseren, at de lige sætter sig bare minimalt ind i baggrunden, inden de kommenterer. Og jeg tror somme tider, at det bliver det, der sker. At man får det samme gode råd 600 gange, og 600 gange har svaret pænt og ordentligt på, hvorfor det ikke lige er brugbart for én – og når det så kommer gang nummer 601, så brænder sikringen over. Man kan også somme tider, helt inde bagved, mærke tanken “Hvis det var så nemt, så havde jeg jo for helvede gjort det. Jeg er jo ikke idiot!”. Sådan havde jeg det selv, da jeg for 20. gang fik forslaget om at hænge en stofble på Antons barnevogn, når jeg udtrykte min frustration over, at barnet stort set ikke sov.

    Jeg tænker også, at en del af problemet er, at vi ikke selv bestemmer, hvornår vi modtager kommentarerne. Når jeg poster et indlæg, som jeg har en formodning om kan give leben i kommentarfeltet, så poster jeg det altid midt på dagen eller fra morgenstunden, fordi jeg ved, at jeg ikke læser kommentarer på samme måde, når jeg er skidetræt, køkkenet ligner en slagmark, og ingen af børnene vil sove, som jeg gør, når jeg stadig er frisk. Men kommentarerne kommer, når de kommer, og dermed også på tidspunkter, hvor vi måske tager dem ind på en anden måde, end vi ville have gjort, hvis vi havde været fulde af overskud?

    I forhold til det med, at der jo er ting, som nogen skal være de første, der reagerer på, er jeg sådan set enig. Racistiske og sexistiske udsagn er bare ikke sjove, heller ikke selvom vi pakker dem ind i tø-hø, og det er fuldstændig rigtigt, at det jo skal starte et sted.

    Men jeg tror, vi ville nå langt, hvis vi gemte indignationen til, når folk var idioter. Hvis jeg f.eks. skrev “Folk med depressioner er svage og skal bare tage sig sammen” så vil jeg da håbe, at mit kommentarfelt selvantændte. Men hvis jeg skriver, at noget er så træls, at det sgu da nærmest udløser en depression, er det SLET ikke det, jeg siger. Så er det i min optik ikke et udtryk for et bestemt syn på mennesker, der lider af noget meget, meget svært, men bare en måde at overdrive så meget på, at det – forhåbentlig – giver lidt sproglig farve.

    Jeg har det stramt med, når folk gør sig til uopfordrede talsmænd for en gruppe. For jeg har f.eks. selv haft svære, behandlingskrævende depressioner 3 gange – og jeg synes gerne, man må bruge udtrykket for sjov. Så hvem har ret til at definere, hvad man må og ikke må, når vi taler om noget, der ikke er undertrykkelse eller overgreb, og hvor der ikke er en samlet gruppe af ofre, der mener det samme?

    I mit fag møder jeg ofte mennesker, der refererer til døve som ‘døvstumme’. Det er der ikke længere noget, der hedder, og det bliver i døvekredse af de fleste opfattet som nedladende og som udtryk for et gammeldags syn på døve. Når en avis f.eks. skriver “Døvstum pige får arbejde som pilot” så synes jeg, at det giver mening, at man opponerer, fordi det er etableret medie, der er med til at sætte en sproglig dagsorden. Men jeg retter ikke på alle jeg møder, der kommer til at sige det; der synes jeg, at det er meget situationsafhængigt, om det giver mening at informere. For hvis det kan siges på en ordentlig måde, som ikke får folk til at føle sig dumme, så er det fint. Men hvis det gør andre mennsker bange for ord, fordi alle nye emner og minoriteter pludselig er minefelter af ord og udtryk, man ikke kan gennemskue om er fornærmende, så synes jeg, man smadrer mere, end man opbygger.

    Så for mig er det intentionen i det sagte, der er afgørende, og derfor bliver jeg sur og træt, når jeg oplever mennesker, som med vilje misforstår og nærmest lader til at nyde krænkelsen – som i parentes bemærket ofte er på andres vegne. Og det er dét fænomen, jeg prøver at prikke lidt til med dette indlæg:)

    Tak for nogle gode kommentarer, som jeg på ingen måde opfatter negativt eller stikkende, men udelukkende som gode inputs til at nuancere diskussionen:)

    Kh

    Linda

    1. Jeg er fuldstændig enig. Jeg oplever det også mest på modeblogs (og der er nok derfor jeg enten er stoppet med at kigge med eller aldrig kommenterer).
      Jeg kan se der sneg sig en skør fejl ind i mit første indlæg for jeg ville egentlig skrive at du modtager mails men den har lavet det om til Laila. Jeg mente egentlig bare at det sommetider jo ikke er den enkelte kommentar der i sig selv stikker ud men fordi du får det på mails eller f.eks. har skrevet det mange gange før.
      Og netop det med at intentionen er vigtig synes jeg er essentiel. Men jo også der der let kan misforståes fordi man jo ikke kan se kropssprog som bare er en undervurderet del af sproget (altså det virker lidt dumtdat skrive til en tegnsprogstolk) .
      Tak for en skøn blog!

      1. Det her er et fint eksempel på, at man bare selv fylder hullerne ud, når man “kender” dem, der kommenterer, for min hjerne havde bare besluttet, at du mente, at jeg fik kommentarerne fra “Laila” (altså, fra flere læsere og ikke bare én) så jeg har ikke engang studset over det:-D

        Selv tak – og tak fordi du bidrager så aktivt.

    2. Sikken en god refleksion over manglende diskussionslyst i livsstilsbloggeres kommentarfelter. Jeg har tit undret mig, når en læser har fået høvl for en lille kritik af et enigt kommentarfelt – men har aldrig tænkt nærmere over grunden til det. Bare konstateret, at det er lidt for tandløst til min smag.

  18. Jeg synes i virkeligheden, at mange burde komme lidt mere i bagerier, der ikke helt lugter som de er vant til. Alle har godt af at udvide deres horisont lidt og sætte sig ned og tænke over, hvorfor vores holdninger er forskellige. Det gælder selvfølgelig ikke, hvis nogen er direkte hadefulde eller nedladende, men jeg bliver altså kun skarpere af at have en rødglødende politisk diskussion med min meget liberale svigerfar, eller tale om hvordan vi skal lede med den gamle, forstokkede kontorchefkollega. Hvis jeg kun taler med, eller læser blogs hos, andre der fuldstændigt ligner mig, bliver jeg da endnu mere indsnævret i mit livssyn, end jeg allerede er.

    Du skriver fantastisk Linda, og bortset fra at vi er jævnaldrende og begge har to børn, ligner vores livssituationer hinanden meget lidt faktisk – og netop derfor bliver jeg både klogere og bedre menneske af at læse med her hos dig.

    Skriv noget mere, hvad som helst – også det jeg ikke umiddelbart gider læse om, for det gør min horisont videre og den kan hurtigt blive så smal, når man er 40 og har alt hvad man har brug for inden for rækkevidde.

    1. De snakkede faktisk om noget af det samme i Mads og Monopolet i søndags; det her med, at det er ret gratis at bryste sig af frisind, hvis det kun omfatter dem, der mener det samme som én selv.

      Jeg bliver så glad, når jeg får positiv feed back fra læsere, der er et andet sted i livet eller har andre livsvilkår end mig, og som stadig føler, at de får noget ud af at læse med. Så tak fordi du skriver det.

      Kh

      Linda

  19. Linda, jeg er så glad for at læse din blog, den giver mig en god vinkel på det at være mor, yngre kvinde og et tænkende menneske. Desuden får jeg nye impulser fra en generation, der er yngre end mig selv. Fatter ikke at der er nogen, som ikke har fundet deres ‘PYT’ knap, når de læser noget, de vælger at blive forarget over ! Man kan jo heller ikke diskutere med det, man ser på TV eller det man læser i bøger, og ligesom på alle andre medier, kan man jo ‘bladre’ videre, hvis man ikke er enig. Jeg læser med på en del blogs og giver jævnligt nye en chance, men hvis jeg ikke bryder mig om indholdet, tonen eller holdningerne, så stopper jeg bare ? Men det kan aldrig være min opgave som læser at ændre holdningerne hos bloggeren.

    ps er selv katteejer og Marens katte jokes er da bare så sjove !

    1. Sikke en dejlig kommentar, Lise. Tak for det. Og jeg er rørende enig; alles liv ville blive lettere, hvis vi slap de mennesker og bloggere, som vi af den ene eller anden grund er nået til vejs ende med.

      Og jeg ELSKER Marens katte. Og bøger. Og alt, hvad hun laver. Hun er virkelig en ener <3

  20. Linda, du er min absolutte yndlings-blogger!!!! (Blandt mange årsager fordi du aldrig ville skrive ynglings-noget, med mindre du havde erhvervet dig en spændstig ungersvend)…
    Og som sædvanlig er du spot on. Ville bare hyle med i koret; endnu en, der er pjattet med dine ord…

    Kh Lene

    1. Haha – det er også en af dem, jeg bliver helt vanvittig over, når jeg ser brugt forkert i aviser og dagblade:-D

      TAK!! For pokker! Jeg bliver virkelig bare så glad over det, du skriver <3

  21. Jeg kan godt finde på at påtale det, hvis jeg en sjælden gang skulle føle mig krænket over noget, en blogger har skrevet, men kun – selvfølgelig – hvis jeg mener, der er et konstruktivt formål med at stille spørgsmålstegn ved noget. Hvis jeg derimod skulle have fået den idé, at vedkommende blogger alligevel er komplet uden for pædagogisk rækkevidde, så ryger vedkommende af min liste af bagerier.

    1. Selvfølgelig kan det være berettiget at gøre. Og gjort på en ordentlig måde, kan der jo også komme en fin og sober debat ud af det, som alle bliver klogere af.

  22. Jeg bliver simpelthen så træt, så træt over den krænkelses parathed der har bredt sig som en pest. Det er som om, at nogle mennesker bare har det lige en tand bedre, hvis de har en ligtorn der trykker. Så kan man rigtig sidde der og blive forarget på andres eller egne veje. Lige pludselig er det ikke kun tante Åse der sidder og bitcher til en julefrokost, over alt det der er for dårligt(og pudsigt nok, er det altid noget de andre mener/har gjort) Det er fanden fisme også ude i samfundet, på flere platforme, Åse spirer frem.

  23. Nu er jeg gået frem og tilbage til det her indlæg flere gange og har været ved at kommentere flere gange også. Og nu tror jeg endelig, at jeg er nået frem til det, der nager mig lidt og kommer altså ret sent til kommentarfesten. Og det kan godt være, at jeg skyder forbi målet og snakker om noget andet end det du egentlig mener her.

    Jeg er grundlæggende enig i, at bloggeren selv bestemmer, hvad der skal skrives om og hvordan, og hvis man ikke kan lide det, kan man bare skride et andet sted hen på internettet. Sådan lidt hårdt sagt.

    Men! Jeg synes også, man som blogger bør tænke sig en lille smule om før man fx skriver indlæg, hvor budskabet modtages som at alle småbørnsforældre, der arbejde på fuld tid er nogle ravnemødre og at hjemmepasning bare er et spørgsmål om prioritering. Dels fordi det oser af privilegieblindhed og især fordi der ligger en fordømmelse af andre i det. Og ja, jeg kan bare gå et andet sted hen, og det har jeg også gjort (i virkeligheden ved jeg ikke, hvorfor jeg nogensinde har læst med på bemeldte blog, for det gjorde mig pissesur), men hvis man gerne vil skrive om, at man har fundet den eneste rigtige måde at være forælder på, så må man også overveje, hvad man indirekte skriver om alle andre.

    For mig er det ikke det samme som, at du fx skriver, at du bruger vin som copingmekanisme. For det første fordi 1) det tror vi jo ikke rigtig på, at du gør i virkeligheden og 2) du fordømmer ikke andre med udsagnet. Men det kan også være fordi, jeg kan relatere mig til det du skriver og kender til det (nej, jeg er ikke alkoholiker. Jeg har bare tre børn).

    Så jeg synes, at både bloggere og læsere en gang i mellem lige skal bakke væk fra tastaturet og tænke en lille smule over hvordan budskabet modtages. Mormor testen eller venindetesten kan bruges i begge situationer. Ville jeg sige “dø, din fede so” til min veninde? Nej, det ville jeg ikke, men i den hypotetiske situation hvor jeg gik hjemme med mit yngste barn og hun arbejdede på fuld tid, ville jeg heller ikke sidde og sige til hende, at hendes unger ville få angst af at gå i vuggestue.

    Giver det mening?

    1. Man må komme lige så sent til kommentarfesten, som man har lyst til; her er åbent 24-7 til jorden går under:-D

      Og jeg kan sagtens se, hvad du mener. Jeg kan somme tider næsten heller ikke være i min krop over udsagn eller hele indlæg, som bliver fremsat i en eller form for parallel virkelighed, hvor reglerne åbenbart er nogle helt andre, end dem, jeg hidtil er stødt på.

      Men jeg synes faktisk, at den afgørende forskel er, at det er læseren, der er den aktivt opsøgende part, når vi taler om blogs. For mig er det lidt at sidestille med kirken (og tag hvilken som helst af trosretningerne); de fleste af dem er åbne for offentligheden, men det betyder ikke, at vi går derind og begynder at spørge præst og menighed, om ikke de selv kan se, at der er nogle grundlæggende og ret mistænkelige huller i historien om jomfru Maria, eller beder dem redegøre for, hvordan de kan støtte en institution, der har så lang og grum en historie med misbrug og overgreb.

      Kommer repræsentanterne derimod og ringer på vores dør, og spørger, om vi har et øjeblik til at snakke om Jesus, frelseren, så synes jeg, at situationen er anderledes, for så er det dem, der har opsøgt os. Lidt at sidestille med, når vi deltager i debatter på offentlige fora, hvor alle er til stede på lige vilkår. Forstår du, hvad jeg mener?

      Men det er en udfordring, at vi ikke stilles personligt til regnskab for de ting, vi skriver, når vi kan gemme os bag skærme og pseudonymer. Både som afsendere og modtagere.

      1. Ja, det kan jeg godt se og det er en god pointe – og en helt utroligt god analogi! 😂

        Jeg vil tage det til efterretning og bare holde mig væk fra dem, der ikke giver mig noget godt på internettet. Ligesom jeg heller ikke køber selvhjælpsbøger og dameblade. 😆

        Kommer iø til at tænke på denne her:

        https://xkcd.com/386/

        😉

    1. Shit😳 Jeg fangede SLET ikke, hvad der havde sat ild til folk, så måtte trawle kommentarerne for svar.

      Men lige præcis race-debatten synes jeg er uhyggelig svær, og meget nem at få berøringsangst over. For hvor jeg selv har direkte erfaring med psykiske udfordringer, at være kvinde, at kende mennesker med afhængighedsproblematikker osv, så har jeg bare kun siddet på den elfenbenshvide, højpriviligerede side af bordet i dén debat, og derfor aner jeg simpelthen ikke, hvad der rammer ømme tæer hvornår. Og hvornår min holdning er min egen og hvornår den er nedarvet gennem generationer.

      Det er svært, men voldsomt interessant. Tak for link❤️

Skriv et svar til tina b Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.