Nå, men det var Himmelbjerget, vi kom fra. I anledningen af ferien blev Tina og jeg enige om, at et par bysbørn som os skulle på tur og have noget naturoplevelse af en slags. Vi kunne jo f.eks…… hmmm…
Efter at have kigget ideforladte på hinanden i et par minutter, kom Himmelbjerget på bordet, (hurra!) og så startede forberedelserne.
Der blev udarbejdet tidsplaner, lavet indkøbssedler, bagt pølsehorn og vasket vattæpper. Der blev aftalt samspisning af morgenmad og gravet køletasker frem fra gemmerne. Solcreme? Tjek. Køkkenrulle? Tjek. Vandmelon? Tjek.
Og derfra gik det lidt ned af bakke, om jeg så må sige. For hvor fanden ligger Himmelbjerget? Altså, sådan helt præcist? De Gule Sider griner dig lige ind i ansigtet, når du forsøger at overtale den til at hoste op med en rutebeskrivelse til destinationen ’Himmelbjerget’, men uden at jeg skal kede jer for meget med detaljerne, kan jeg dog glæde og berolige alle med, at det lykkedes os at fravriste den gule satan en vejledning.
Næste problem: Sko. I min fantasi er jeg en nipsagtig prinsesse på 1.60, der tripper utungt afsted i mine guldsandaler. Virkeligheden byder mere på nogle hævede stykker kød med remme, der forsøger at afskære blodtilførslen.
I hver sit par klip klappere stod vi derfor og kiggede lidt ned.
”Altså… Det er jo ikke sådan ÆGTE vandrestøvler…”
”Nej, men… hvor stejlt er det lige det er? Er det ikke noget med, at det bare er en bule i skovbunden? En slags geografisk joke, nærmest?”
”Skal vi ikke bare sige det? Eller skal vi gå all in, og medbringe isøkser, karabinhager og reb?”
”Fuck it. Det går nok!”
Afsted med os, og selvom vi (nok mest mig, hvis jeg skal være ærlig) efterlod ruteplanen ved siden af computeren, lykkedes det os alligevel at køre næsten lige derhen.
(Kan vi i den anledning snakke om, hvem der navngiver byerne ude på de kanter?? Mit bud er, at det er en kommunal julefrokostscrabble gone wrong. ”Aj, men Bent, for fanden! ’Addit’ er sgu da ikke et ord!” ”Jo-houw! Det er … en … by. Eller… Det bliver det! På min nye lokalplan!” )
Og hvor var der pænt. Og hold nu kæft, hvor vi fnes, da vi havde gået 3,5 minut og stod på ’toppen’. Med pølsehorn, vandmelon, vattæpper, solcreme, vand og sandwiches nok til at holde drengene i Afghanistan kørende et par år. Vi blev enige om, at naturmennesker som os (hvorfor tror man det? Hvorfor??) ikke var kørt så langt for at tage hjem efter at have tilbagelagt 200 meter med en stigning på en kvart procent
.
’Rutebådene?’ Lød lovende. Afsted det gik.
Det var så her, Himmelbjerget lavede sit snappy comeback over vores hånlige kommentarer om, at size does matter, for det kan godt ske, at der ikke var så langt til bådene. Men for ind i FUCK, hvor var det råddent at klatre nedaf i klip klappere i tusind graders varme med jægertroppernes samlede oppakning på ryggen. Og man skulle tro, at det ville være bedre op, ikke? Aber nein. 3 pauser og et sæt lunger senere – og længe efter, at al samtale var forstummet – kunne vi ENDELIG se bilen igen. Tårevædet gensyn.
I dag har jeg så ondt i mine lægmuskler, at jeg vralter som en and i 10. måned.
Naturen er overvurderet.
Ret mig, hvis jeg tager fejl, men hvor mange ville være vilde med at få rejst en statue af sig selv med indskriptionen “Børnevennen” idag?
Det ER pænt, jeg indrømmer det. Men der er fandme længere ned til det vand, end der er til månen!
Bemærk venligst, hvordan vi naturvant har parkeret så langt inde i skyggen, at bilen næsten ligner et dårligt camoufleret dyr, der græsser.
Vi var samme sted i går. Holdt os dog ved "roden" med begejstret 1½-årig. Eftersom jeg nbærmest er vokset op på Himmelbjerget tager jeg hatten af for at i gennemførte i guldsandaler. Det er en bedrift! Fuck Tour de France…
Og nu du er i træning, kommer du så ikke bare til det her: http://undreland.dk/wordpress/?p=2454&cpage=1#comment-2864
Sad du ikke med hovedet ud af soltaget for at kunne være i den bil? 😉
Aj der har jeg oss stået, og ja sikke et letdown at der ikke er en skid bjerg over det.
Ægte naturister.. Nårrh nej, det er jo noget andet. Men så ægte og meget erfarne naturfolk med meget erfaren parkering af meget lækkert køretøj
Man kan sige meget om den lille lyserøde – men gemme sig kan den ikke… Til gengæld vækker den mange smil – OG er nærmest terrængående i bakkerne omkring Silkeborg. ALLE pengene værd, hvis man spørger mig :o)
man siger, man ikke skal gå ned på udstyr – det samme gælder forplejning : – ) Og Tina nej den går jo ikke ligefrem i et med det grønne, men sød DET er den. Og så er den nem at finde!
Godt i slap levende ud af naturen begge to : – )
– Mette
Tak for et underholdende indlæg, som lige fik mig til både at smile og le højlydt midt i alt mit meget kedelige arbejde, som har ligger i bunker efter en dejlig ferie….
Rigtig fin blog, som jeg med glæde vil se mere til! – Det ville også glæde mig, hvis du ville følge min blog eller bare tage et smut forbi og smide en kommentar.
Frejawewerfashion.blogspot.com
Er helt flad af grin over den med bilen, der græsser…
Har selv været på 'bjerget' engang. Ikke det store sus. Men jeres bil… Nice! Ka det passe at den også var på Skærup rasteplads søndag? Der så jeg i hvertfald en magen til…
@ DFO: Jeg tror ikke den lille pink ved hvor Skærup ligger – jeg gør i hvert fald ikke, så med mindre den selv har været ude at lege… :
;o)
@lille t – Skærup ligger mellem Vejle og Fredericia, der hvor tre motorveje mødes… Det er er dejligt, støjsvagt og naturskønt område, hvor Shell har plantet en lille benzinstation for at toppe idyllen. Vi kom fra tyskens land med bil fyldt med bajere, og skulle have mere gas på, da der trillede sådan en lille fin legetøjsbil i lyserød ind. Der var tre unge(?) tøser i, som sponsede ud af bilen og efterlod chaufføren (solbrændt surferagtig type) tilbage in a mans car all alone… Var for pli-agtig til ikke at fotografere det hele, men stærk så han ud bag rattet!