Jeg har gået og vejet for og imod at skrive det her indlæg længe, og jeg er stadig ikke helt sikker på, hvor jeg står ift. at gøre det. For det handler om Frida, og selvom jeg fra tid til anden skriver om mine børn, tænker jeg meget over ikke at lægge noget op, som senere kan blive svært for dem at læse om, eller som de kan blive tvunget til at forholde sig til, hvis mennesker, der kender dem, læser med.
Men fordi jeg både trænger til at tænke højt og virkelig gerne vil have input, skriver jeg det, og så må jeg pille det ned igen, hvis det kommer til at føles for mærkeligt i maven.
Sagen er, at jeg tror, Frida har en form for spiseforstyrrelse, og jeg har simpelthen så svært ved, hvordan jeg skal hjælpe hende. Hun ligger stadig på sin kurve, som hun skal, men hendes fokus er så konstant på søde sager, at jeg godt kan se, hvad der sker, hvis ikke jeg hjælper hende med at finde en måde at tackle det på.
Det har været et issue, siden hun var spæd. Hun kunne være så forstoppet, at hun var som en sten at røre ved, og alligevel var det eneste, hun ville, at ammes. Sundhedsplejerskens forklaring var, at der findes en gruppe af børn, som ikke kan fortolke deres følelser korrekt; de mærker, at der er “noget” med maven, og fortolker det konsekvent som sult.
Jeg har været omkring både læge og diætister, og har hevet i alle, jeg kender, der er noget indenfor branchen, men ingen af dem, jeg har løbet op, har specialiseret sig i forebyggende indsatser til børn. Det eneste, de kan tilbyde, er kalorietabeller og Y-tallerkner, hvilket er til at skrige over. At vi som samfund kan være kloge på så mange ting, og stadig være så forblændede at vores egne fordomme om, at fedme skyldes dovenskab og dumhed, og tror, at problemet kan løses af rygrad og matematik, er mig en gåde.
Min egen fornemmelse er, at det er en form for afhængighed – men en afhængighed, som er medfødt. Jeg aner ikke, hvad teorien siger om misbrug; om man har forsket i, om der er bestemte, genetiske markører, der giver misbrugsadfærd, men fordi jeg, som jeg tidligere har skrevet lidt om, selv har haft et ret problematisk forhold til kost, træning og egen krop, er det noget, jeg har været opmærksom på, fra jeg fik hende.
Jeg har været nærmest hysterisk med ikke at koble følelser med mad (altså, at man ikke får en is, fordi man slår sig, eller at hygge er noget, vi putter i munden), jeg har, helt fra hun var ganske lille, prøvet at hjælpe hende til at skille følelser fra sult ved at spørge hende, om hun er træt, tørstig eller trænger til et kram, hvis hun kommer og beder om mad, og jeg vurderer, at hun ikke kan være sulten, og jeg forsøger i det omfang, det er muligt, at sørge for, at sociale situationer ikke tager udgangspunkt i mad.
Jeg prøver at balancere på kanten af ikke at tabuisere det, men heller ikke at give det konstant fokus, som potentielt kan udløse en spiseforstyrrelse, og jeg er rasende opmærksom på, hvordan vi taler om overvægt herhjemme.
Samtidig er det jo som at bo med et lille spejl. For alt, hvad hun bøvler med, har jeg også kæmpet med. Så længe, jeg kan huske. Og derfor ved jeg jo også, hvad der ikke virker, som f.eks. regler, grænser og restriktioner, som jeg selv – på alle områder i livet – responderer sådan her på:
I min jagt på svar og løsninger faldt jeg sidste år over Overeaters Anonymous, fordi jeg googlede ‘mad afhængighed børn’ og de kom frem som resultat. Jeg snakkede med dem, men da de ikke har erfaring med børn, gravede jeg selv materiale frem på nettet og læste mig ned i det. Det var en øjenåbner ift. mit eget forhold til mad, og dermed også til Fridas, men det løser stadig ikke problemet med, hvordan man hjælper et barn, der stadig er så lille, at hun primært orienterer sig efter reglen ‘det føles godt = det må være rigtigt’.
Herhjemme er det yderligere en udfordring, at Anton er verdens mest intuitive spiser, som samtidig er undervægtig, og derfor virkelig, virkelig gerne må få alle de mellemmåltider, han har lyst til. For jeg kommer til kort, når Frida beder om det samme, som han får, og jeg siger nej. Hvad svarer man på hendes “Hvorfor ikke?”, som ikke er løgn/får hende til at føle sig forkert/underkender hendes egen vurdering af, hvad hun føler ved at sige, at hun ikke er sulten, selvom hun mener, hun er?
Jeg synes virkelig, at det er svært. For hvornår hjælper man, og hvornår får man skabt en selvopfyldende profeti?
Inden jeg runder af, har jeg brug for at skrive, at det ikke handler om æstetik. Det gør det virkelig ikke. For mig er selve overvægten ikke problemet, det er alt det, den fører med sig af stigma, lavt selvværd og udfordringer i sammenhænge, hvor man skal bruge sin krop. I særdeleshed hvis de ekstra kilo kommer af misbrug, fordi det så ikke længere er et valg, man træffer, men en sygdom, man kæmper med.
Heldigvis elsker hun at bevæge sig, så det sørger jeg for, at hun får alle muligheder for, og hun synes, fuldstændig ligesom sin mor, at hun er verdens fineste Frida. Men det er en hård verden derude, og jeg kan tude ved tanken om, at den instinktive glæde hun føler ved både sig selv, sin krop og livet skal lide overlast. GID hun formår at holde fast i den sandhed, der for mig er mejslet i massivt granit: At hun har ret til både sin plads og al kærlighed i verden, uanset hvem hun er, og hvordan hun ser ud.
Kender du Morten Elsøe? Han har noglegange posts om børn og spisning.
Jeg ved ikke om han lige har om denne problemstilling, men det er måske et kig værd?
Ja, ham kender jeg rigtig godt:) Han kunne desværre ikke hjælpe mig videre.
Jeg har absolut ingen gode råd, men vil bare lige sende et kæmpe virtuelt kram!
Vi prøver at opdrage vores 2-årige søn med principper i retning af dine, netop fordi jeg altid har haft rigtig mange følelser forbundet med mad og fordi min storebror har haft bulimi i hvad der føles som hele hans liv. Så selvom min mand ikke har det på samme måde, har han hjulpet med at trække i den retning, fordi vi har et meget tydeligt billede på, hvor vi ikke skal hen.
Men når det så er sagt, så er vi ikke stødt på problemer a la jeres (endnu). Så jeg vil bare sige tusinde tak for dine kloge tanker, der sætter lidt i gang hos mig. Jeg håber I finder en rigtig god løsning og måske nogle gode svar fra de andre kloge hoveder herinde i kommentarfeltet <3
Selv tak, Line. Og hvor er det rart at høre, at det også er noget, der fylder hos andre. Også selvom det ikke pt. er et problem <3
Kender du Ulla Lebahn? Hun arbejder godt nok mest med småt/selektivt spisende børn, men hun kan udarbejde en sanseprofil i forhold til et barns spisning, så måske var det noget..?
https://www.lebahn.dk/
Jeg har også kun hørt gode ting om Ulla.
Tak for at skrive et indlæg som virkelig rammer noget i mig og er så vigtigt, på mange mange punkter
Nej, hende kender jeg ikke, men I er mange, der nævner hende, så det skal jeg klart have læst op på. Tak for tippet, og for roserne, Lykke.
Jeg har ingen tips, men vil bare sige, at jeg synes, du er en beundringsværdigt opmærksom og reflekteret forældre. så jeg sender bare virtuel high five, imens jeg hvisker, at jeg godt ved, hvor hårdt det er, når ens unger bikser med noget, de skal have hjælp til – uden at det bliver for tydeligt, at der er brug for hjælp. Jeg håber, andre læsere har mere brugbare råd!
Tak for det, Trine! Og jeg tænker, at du har ganske ret i, at følelsen af magtesløshed, når man kan se, at noget driller, men er nødt til at give dem plads til selv at finde redskaberne, er den samme, uanset om problemstillingen handler om kost, venskaber eller andet.
Nu har jeg læst dit indlæg to gange og opdager så, at det nok var en lignende ting, som min bror havde som barn. Han spiste altid, hvis han fik lov. Han kunne rejse sig fra aftensmaden og gå ned til underboen. Her sagde han, at han ikke fik mad hjemme og om han måtte spise hos dem (altså, de var venner med mine forældre, så det var ikke fremmede mennesker). Og engang var vi på besøg hos mine bedsteforældre og mine forældre holdt ikke øje med ham. Så han spiste slik, til han kastede op. Fordi han altid var meget fysisk aktiv, så blev han ikke tyk. Men han havde det der med at spise konstant (hvis han fik lov) og meget mad helt fra jeg kan huske. Som barn i 80’erne var der begrænsninger på især kød i vores hjem, så min bror har ofte forladt bordet uden at føle sig mæt (men han har nok været det ift. kapacitet). Og jeg tror ærlig talt aldrig mine forældre har skænket situationen en tanke. Slet ikke på det plan, som du beskriver. Så jeg tror allerede nu, med al dit forarbejde, at du er på rette vej. Samtidig så håber jeg, at du finder nogle gode råd her i kommentarfeltet. Det er ikke rart at føle sig magtesløs overfor et barn.
Fridas udfordring er hendes lyst til at snacke og hendes konstante fokus på, hvad hun skal have, når vi skal i Legoland/besøge mormor/i Skatehouse osv. Det er faktisk det, der har ledt mig ind på tanken om misbrug, for det virker som den rastløse jagt på noget, som man ikke vil have for det, det er, men for det, det gør.
Jeg håber, at vi finder en vej ud af det sammen, så hun får lov at gøre sine egne erfaringer, men ikke skal slide sig til hver eneste af dem.
Min første tanke var også Morten Elsøe, men ham har du været omkring, kan jeg forstå. Vores yngste datter har haft en spiseforstyrrelse fra hun var få måneder til hun var omkring 1,5 år gammel. Det skulle man ikke tro var muligt, men de dygtige mennesker på spædbarnspsykriatrisk klinik på Skejby, hjalp os med at få udredt og behandlet vores datter. Det kan lyde voldsomt, og måske er det alt for meget til din Frida, men omvendt har de og deres kolleger i børnepsykriatrien speciale i (også) denne slags udfordringer. Pøj pøj med det – håber det løser sig <3
Jeg har også børne-psyk i baghovedet, men det, der holder mig tilbage er, at Frida er ualmindelig kvik, og fordi hun er 4,5, så kan man ikke længere inddrage hende i noget og spise hende af med den halve historie. Så jeg er simpelthen bange for, om jeg sætter så meget fokus på problemstillingen, at jeg forstærker den, hvis jeg stikker tåen i de vande. Men de er på min mentale måske-liste <3
God idé, at afprøve andre ting først. Jeg hepper på, at det løser sig med de tiltag du beskriver i dit seneste indlæg!
Bonusinfo: vores yngste datter var/er naturligvis for lille til at opfatte, at vi gik på børnepsyk, men vores ældste, der på dét tidspunkt var 3-4 år, var vi meget opmærksomme på, hvordan vi italesatte det. For en knap 4-årig ved (også) godt hvad et hospital m.v. er. Så i daglig tale har vi bare kaldt det spisetræning, og det har både afmystificeret det og gjort forløbet til noget “ufarligt”. Og så var hun med til spisetræning ind i mellem også.
Min pointe er såmænd bare, at du skal ikke være nervøs for at gå i gang med et sådan forløb, hvis det bliver nødvendigt. Det kan godt forklares i børnehøjde og på børnepsyk er de virkeligt dygtige til at tale med barnet og ikke OM barnet.
De gange, jeg er kommet der i arbejdsøjemed har det også været min oplevelse, at de er virkelig gode til at inddrage både barnet og familien omkring på en fin og respektfuld måde. Jeg tror, at mit lille forbehold måske går lidt på, at jeg godt vil være sikker på, hvad jeg ser, inden jeg sætter gang i noget, så Frida ikke får en oplevelse af at blive hevet med til alt muligt, som så ender med ikke at være det rigtige <3
Ulla Lebahn er fantastisk. Hun er så vidt jeg husker uddannet ergoterapeut men har specialiseret sig i børn med spiseforstyrrelser. Jeg mener også ddt mest er småtspisende børn, men eftersom hun har en solid, faglig ballast at trække på fra efteruddannelse i Bl.a USA, ved hun rigtig meget og har en pædagogisk måde at formidle det til både børn og forældre på. Vi havde besøg af hende til vores datter for nogle år siden og det var meget øjenåbnende for os alle.
Jeg skal i hvert fald have læst op på hende, for I er mange, der taler varmt om hende.
Tak for tippet.
Som (meget) overvægtig vil jeg bare sige, at jeg (obviously) ikke har nogle gode løsninger på dit/Fridas problem, men at jeg ville ønske at nogen havde gået så meget op i mit forhold til mad da jeg var lille. På vegne af fremtidens Frida: TAK!
Lene, det er simpelthen så fin en kommentar. Tusind tak for det <3
Hold nu op, det indlæg kommer som kaldet. Fuldstændig spot on min livssituation lige nu og jeg kan heller ikke hjælpe dig eller
mig selv. Denne tråd er virkelig et tydeligt bevis på, hvor kompleks en størrelse diverse spiseforstyrrelser egentlig er.
Min situation er fuldstændig den samme som din.
Min datter har tendens til spiseforstyrrelser, helt sikkert forårsaget af mine egne, og min søn er intuitiv, så det basker. Det er hans far også og præcis dér clasher det, for vores forståelses- og erfaringsramme er fuldstændig modsatrettet hinandens.
Googler jeg overvægtige børn ( som jeg seriøst lige gjorde,) bliver jeg bare så træt af at læse om diverse bivirkninger og komplikationer grundet overvægt.( Og bemærk: garanteret forfattet af personer uden samme problemer, der i øvrigt kan finde på at skrive: Tal med dit barn… )
Ja tak, Sherlock. Som om, det nogensinde har hjulpet noget barn, at blive oplyst om spiseforstyrrede tendenser og bivirkningerne har vi vist fattet, men hvad skal vi konkret gøre ved det. Langt de fleste af os er kloge, kompetente forældre.
Jeg er med på, at der skal tilbydes frugt og grønt også selv om pigen kun seriøst kan lide agurk.
Jeg er med på, at servere spændende varieret og sund mad, selv om pigen kun kan lide hvidt, blødt og sødt.
( Jeg har ALDRIG selv været kræsen og jeg ELSKER alt mad med grøntsager. Vi får masser af grønt dagligt i familien)
Jeg er med på, at jeg skal op fra sofaen og statuere et aktivt liv, selvom jeg har været fysisk aktiv 8 timer dagligt og er i haven hele weekenden.
Jeg er med på det hele, og det gør jeg, det hele. Alligevel ser jeg min datters (vores som forældre) uheldige mønster, som på mange måder virker uløseligt.
Det er super hårdt og frustrerende og fylder desværre mere og mere i min familie men jo også i samfundet generelt og ingen har tilsyneladende de vises sten.
Hvad kan du bruge mit opråb til? Ikke en skid, for jeg kan ikke hjælpe dig, men tak Linda, fordi du bragte et super komplekst problem på banen. Jeg håber, virkelig, virkelig vi finder en løsning.
Ps. Lebahn, kendte jeg ikke til, måske kan denne tråd alligevel hjælpe mig til at hjælpe min dejlige datter. Lad mig høre, hvad du finder på. Jeg lader høre fra mig, hvis jeg kommer først😉.
Det lyder forkert at sige, at jeg er glad for at høre, at andre kender til problemet, men du forstår, hvad jeg mener <3
Min frustration går meget på, at det tilsyneladende ikke er nogen, der tænker i forebyggende baner. Det virker på mig helt utroligt, at vi åbenbart først har noget at tilbyde børnene, når de er klar til julemærkehjem.
I alt det her har jeg tænkt meget over, at det er, som om, alle råd der gives, er lavet til de familier, hvor man kæmper med så mange andre ting, at opmærksomhed på kost og motion står langt nede på listen over fokuspunkter. Men jeg gætter på, at langt over halvdelen af de overvægtige børn, der findes i systemet, er overvægtige pga. noget, der sidder i hovedet og generne, og ikke i maven eller livsstilen. Og så er det problematisk, at det eneste, man har at byde ind med, er one-size-fits-all løsningen.
“Jeg aner ikke, hvad teorien siger om misbrug; om man har forsket i, om der er bestemte, genetiske markører, der giver misbrugsadfærd, …”
Det gør jeg heller ikke, men: var for nyligt på kursus i psykologisk førstehjælp og her nævnte underviser (psykolog) i forbifarten epigener og at de har en rolle i at forældres oplevelser/traumer kan nedarves. Mine egne notater siger “epigener, tror vi på det?” Men altså, desperate times …
Og så iøvrigt: Av, for en problemstilling! Håber at I får den hjælp I har brug for.
Min egen tanke er, at misbrug sidder samme sted i hjernen eller generne, uanset om det er stoffer, alkohol, mænd eller spil, man er afhængig af. Og hvis dét er tilfældet, tænker jeg, at det sagtens kan nedarves. Vi har i den perifære del af familien alkoholikere, så jeg har spekuleret meget på, om det er dét, der er på spil. Jeg aner det ikke, og det er bare gratis gætteri – men tankerne fylder, fordi det har så meget at sige ift. hvordan man forsøger at komme problemet til livs.
Jeg er helt enig mht. misbrug i at en del kommer fra arv og miljø og en del kommer fra generne. Hvad der så ender med at blive drug of choice afhænger af flere faktorer. Jeg har haft stor hjælp af at læse op på misbrugsteori, primært mht. madvarer og især sukker fordi det er dér jeg har haft problemer. Bogen der har hjulpet mig i gang hedder “Sukkerbomben – slip af med din sukkerafhængighed” af Bitten Jonsson & Pia Nordström. Det er så svært at forklare og forstå hvordan hjernen reagerer når man ikke selv sidder i det, for det handler jo for fanden ikke bare om at tilbyde en gulerod når barnet spørger om en is!
Det er så svært at skulle lære et barn at have et normalt forhold til mad når man selv har haft det modsatte siden altid. Men. Jeg bilder mig ind at det er en enorm styrke at Frida har din forståelse. Løsningen har jeg ikke, men med forståelse er hun bedre hjulpet end de fleste.
Jeg glæder mig over kommentarfeltet; det er så fint hvordan plenum byder ind. Jeg har hundrede ting på hjerte men har svært ved at finde ord. Det er så følsomt et emne!
En vigtig pointe, for det er faktisk også en del af problemet; at hun er MEGET selektiv i, hvad hun vil spise. Og jeg tror, at forbud skaber det modsatte af, hvad man ønsker, så vi har is i fryseren, man kan bede om, og nogle dage er jeg også bare ved at blive sindssyg af at sige nejnejnejnejnejnejnejnej til alt, hvad hun beder om. Dertil kommer alt det sociale, alle festerne i børnehaven, legeaftalerne osv. osv. osv. som jo sjældent heller er bygget på rugbrød og gulerødder. Det er sygt svært at navigere i, synes jeg.
Jeg har bestilt bogen og glæder mig til at læse den. Tusind tak for input <3
Bogen er skrevet med henblik på voksne, så jeg ved ikke om den kan hjælpe så meget, men om ikke andet kan den måske forklare hvad der sker i kroppen når man udvikler og lever med et altoverskyggende fokus på noget usundt. Den nævner mange af de ting der ellers er i spil her i kommentarerne. Jeg håber du finder en vej; jeg kan genkende mig selv som barn i det du skriver om Frida.
Kære Linda. Jeg er barn af en alkoholiseret mor, hvis tre søstre alle var alkoholikere. Og der var flere længere ude i familien med samme problem. Mine mostre efterlod sig ingen børn og min mor kun mig – og jeg har et kæmpe problem med mad og sultfølelse og 50 kilos overvægt.
Tror jeg på genetisk indflydelse? Hvordan skulle jeg kunne andet?
Det er en kort kommentar, men der er godt nok meget i den, der river i hjertet. Tak for den, Lisa, og alt det bedste til dig <3
Din kærlighed til dine børn stråler ud af det her indlæg (også), så på den måde tror jeg ikke hun kan blive ked af det. Og så må jeg istemme mig koret af dem, der beundrer hvor reflekteret du er i dit forældreskab. Vi laver utroligt mange fejl ved at glemme at tænke over det herhjemme, og jeg kommer endda til at gentage nogle af de fejl, som har gjort utrolig ondt på mig selv. Ikke med vilje naturligvis, men alligevel.
Jeg kan ikke hjælpe, men som overvægtig ved jeg, at Frida vil komme til at sætte pris på, at du tænkte så meget over, hvordan du kunne hjælpe hende.
Og som mor og læser er jeg endnu engang taknemmelig for, at du sætter tanker i gang, som jeg ikke engang vidste jeg havde brug for at tænke.
Kæmpe tak og opbakning herfra.
Jeg er SÅ taknemmelig over, at det er sådan her, I tager imod indlægget.
Og mit bud er, at vi i alle vores forsøg på at undgå nogle af de fælder, vi selv faldt i, skubber dem ned i andre, vi ikke anede, vi skulle være på udkig efter.
Tusind tak for din kommentar og for dine fine ord <3
Kære Linda,
Tusind tak for dit modige indlæg.
Jeg har et par kommentarer. De er virkelig kærligt ment, jeg håber inderligt, de bliver opfattet ligesådan.
Jeg noterer mig for det første, at Frida holder sine kurver. At hun er glad, stolt af sig selv og elsker at røre sig. I mine ører et super-sundt barn.
Derefter studser jeg over et par af dine formuleringer: “jeg er nærmest hysterisk med ikke at koble følelser med mad”. Min mening: Hysterisk er et stærkt ord. Hvorfor har du valgt at bruge det ord? Personligt synes jeg ikke der er noget galt i at koble mad og følelser sammen. At hygge sig over aftensmaden, nyde maden, kræse lidt ekstra, beslutte sig for at lave noget særligt, fordi det er en særlig dag… alt sammen nydelse, som kan være godt og rart, uden på nogen måde at være usundt.
“hvis hun kommer og beder om mad, og jeg ikke mener, hun er sulten”. Det lyder for mig som om du prøver at kontrollere hendes sult. Hvorfor ikke bare give hende noget sundt, hvis hun er sulten? Børn vokser og bruger så meget energi, at det stort set ikke kan lade sig gøre at blive overvægtig af sund mad, og hvorfor ikke lære, at hvis man er sulten, så tager man noget sundt, får en god mæthedsfornemmelse i maven og dermed stiller sulten på helt almindelig vis. Overvægtige børn får for meget usund mad, ikke for meget sund mad.
“Alt hvad hun bøvler med, har jeg også bøvlet med”. Er du sikker på, at det er hende, der bøvler? Eller er det dine egne problemer, du spejler over i hende? Igen, hun lyder som et sundt, triveligt barn.
Alt ialt, jeg har den dybeste respekt for din blog, din børneopdragelse, de diskussioner, du starter, de pointer du har. Du er et stærkt og modigt menneske.
Netop her tror jeg måske du er på vej ud af et vildspor. Jeg læser allermest dette indlæg som et spejl af de udfordringer, du selv har/har haft. Måske tager jeg fuldstændig fejl. Hvis jeg tager fejl, så er spiseforstyrrelse en alvorlig sag, som skal udredes af læger/sundhedsplejersker, evt. i børnepsykiatrien. Jeg har også hørt godt om Lebahn. Alternativt, så skriver Fie Hørby også nogen gode ting om børn og mad i nogen af hendes bøger.
Ønsker alt det bedste!
Line
Hej Line.
Tak for din kommentar. Den rammer mig selvfølgelig, men jeg er glad for at du skriver den, fordi det giver mig mulighed for at forklare lidt mere i dybden.
Når jeg skriver et indlæg, er der meget, jeg skærer fra. Ellers bliver teksten simpelthen for lang og uskarp, og forgrener sig, så man som læser mister tråden.
Frida er ret god til at regulere sit indtag af mad, når det er måltider, vi taler om. Her oplever jeg, at hun egentlig er god til at mærke, hvornår hun ikke er sulten længere. Jeg har i børnehaven bedt om, at ingen beder hende om at spise op, fordi jeg meget gerne vil understøtte denne evne, og det er også det, der er grunden til, at jeg er meget forsigtig med, hvordan jeg griber det an, og f.eks. ikke har rettet henvendelse til børnepsyk. For noget fungerer som det skal, og det er super positivt.
For hende er det primære problem et konstant fokus på søde sager, og som jeg skriver længere oppe, er det mit indtryk, at det handler mere om det, det gør, end det, det er. Uanset hvad vi planlægger, er hendes første spørgsmål næsten altid, om hun så må få en is/en slikkepind ell. lign., og ved hun, at der er søde sager i udsigt, kan hun næsten ikke abstrahere fra det.
Kombineret med det faktum, at hun over det sidste år har bevæget sig fra midten af kurven og op på den øverste, synes jeg ikke længere, at jeg kan afvente og lade hende prøve at regulere det selv.
Jeg har naturligvis selv tænkt meget over, om det er mine egne spøgelser, jeg projicerer over på hende, og det tror jeg aldrig, at man kan være 100% sikker på, at det ikke er. Det er umuligt at opdrage neutralt, fordi man har rygsækken fuld af levet liv, og det vil påvirke de valg, man som forælder træffer.
Men jeg er ikke ét sekund i tvivl om, at der er noget her, der afviger fra normaladfærden. Både fordi jeg ser, hvad jeg ser, men også fordi jeg har brugt langt tid på at kigge på hendes jævnaldrende og på at sparre med både mine veninder og mine forældre, og alle ser det samme, som mig. Og selvom sult og energi-behov kan variere, så har hun ikke hverken brug for, eller plads i maven til at spise 4 gange så meget som Anton. Det gør hun langt fra hver gang – heldigvis – men at hun gør, giver, sammen med de andre ting, jeg ser, anledning til bekymring.
Vi er ikke på stadiet til en intervention eller til at sy kæber sammen el. lign. Men jeg synes heller ikke, at jeg passer på hende, som jeg skal, hvis jeg lader hende komme så langt ud af en virkelig uhensigtsmæssig tangent, at hun ikke kan komme tilbage igen.
Så det, jeg prøver med dette indlæg, er at finde en løsning, hvor jeg kan nudge og pege redskaber ud, og Frida så med tiden selv kan samle dem op, hun føler, hun har brug for.
Hvor er det fint skrevet, og hvor er Frida heldig at have dig som både opmærksom, givende og ubetinget kærlig mor! ❤️
Jeg har selv kæmpet med mad og vægt i mindre grad gennem hele mit liv, og jeg er bare så lettet over, at mine drenge ikke virker til at have de problemer, hverken fysisk eller psykisk. Nogen gange må man være heldig!
Mit forslag til dig er baseret på viden om voksne, som inspiration, for har du tænkt på at det kan være fysisk i stedet for psykisk/afhængighed? Altså fx at der er en hormonel ubalance, der giver lyst til søde sager? Prøv at søge på Caroline Fibæk og hormonel harmoni. Det handler om at styrke hormonbalance gennem tilpasset kost, og jeg ved det virker både til teenagere og damer i overgangsalderen, så måske der er et særligt hormonspejl for børn? Det kan være vitaminer og mineraler som krom, der giver mindre lyst til søde sager, eller en bestemt slags almindelige fødevarer, som broccoli eller lign. På en måde minder det om Spis efter din blodtype ved at udgangspunktet er at alle er forskellige, og derfor virker slankekure fx ikke.
Og ellers så jeg et engelsk program på DR, der delte overvægtige i tre grunde: forkert tarmflora der forstyrrer mæthedssignal, genetisk præference for fedt og sødt, og psykologisk a la trøstespisning. Måske kan det være tarmflora, som kan rettes med fuldkorn mm, eller genetisk præference som blev løst med 5:2-diæt, for dermed at acceptere tilstanden men kun at skulle stå imod i 2 dage om ugen. Jeg ved det er løsninger til voksne, men hvis du kan finde grunden, kan du søge den rette løsning til børn og særligt til lige netop Frida. Kan også virkelig anbefale bogen Tarme med Charme, virkelig interessant og velskrevet, kan måske også noget her?
Held og lykke, og med den opbakning er jeg sikker på, at Frida bliver ved at være og se sig selv som skøn!
Jeg kan sagtens se, hvad du mener, og jeg synes, at ideen er skidegod. Nogle af tingene har jeg selv vendt med lægen, for det er nok det, jeg her synes er det største problem: At jeg ikke ved nok om det selv, og at det ikke er mig selv, jeg skal eksperimentere på. Derfor er jeg lidt tilbageholdene med at begynde at rode med hormoner osv.
Men vi er fuldstændig på linje ift. at det første og vigtigste skridt ville være, hvis man kunne finde ud af årsagen, fordi man så ville kunne designe en langt mere hensigtsmæssig løsning <3
Bare lige for en god ordens skyld, så mener jeg ikke tilskud af hormoner, men en særlig kost af almindelige fødevarer, der understøtter at hormonerne er i balance. 😊
Jeg kan sagtens følge dig i forskellen mellem at eksperimentere på egen krop eller børnenes, men når det netop bare handler om almindelige, sunde fødevarer, hvor nogle bare skal frem i bussen, så synes jeg det er helt fint for både børn og voksne. Men som sagt ved jeg ikke, om der er retningslinjer ift børn.
Jeg tror, det var mig, der fik mig forkert formuleret, for det forstod jeg 100% ud fra din kommentar:-D Det, jeg tænkte inde i hovedet, men som du ikke kunne se (ja, det er ikke altid nemt,vel?) var, at jeg faktisk selv var igang med at kigge på det her med hormoner for et par år siden, fordi jeg, efter Frida, har bøvlet med alt muligt, som jeg selv vurderede kunne være hormonelt betinget. Dengang havde jeg både fat i lægen og læste, hvad jeg kunne finde, og min oplevelse var, at det var en meget flydende videnskab, hvor der ikke rigtigt var nogle absolutter, men hvor man blev anbefalet at prøve dette og hint, og så selv vurdere, hvad det føltes mest rigtigt. Det var det, jeg tænkte på, da jeg skrev min kommentar:)
Kære Linda. Jeg har ikke guldkorn men jeg har lidt input/reflektioner. Ja der er faktisk gener der gør at man har større risiko for at blive alkoholiker..eller faktisk vende den om. En stor del af dem der er alkoholikere har også nogle bestemte gener. Derfor tænker jeg også der kan være noget om at man arver noget. Der er stadig noget man ikke ved så meget om.
Herhjemme har vi to forskellige typer unger. En som er lille af sin alder og spiser meget intuitivt. Stopper gerne midt i en dessert fordi hun er mæt..og en der altid godt kan spise noget sødt. Hun foretrækker helt klar også fedt og kød. Men der er ikke nogen af os der har mange følelser med i det eller har en baggrund med overvægt og derfor er vores udgangspunktet er andet. Vi prøver at gøre det sådan at vi spiser aftensmad sammen men ind i mellem er en af dem bare mega sulten og så får de lov at spise lidt (sundt). Vi har fokus på at der er noget der giver god energi (som er det sunde) og noget man kan spise bare fordi man synes det smager godt. Men det er vigtigt man får fyldt sin krop med den gode energi fordi det er den kroppen skal bruge til at kunne alt det den skulle. Derudover så øver vi os i at mærke efter om man er sulten eller det bare er fordi maden er der osv. Og det går faktisk ok. Vores den store er også meget aktiv og bruger derfor også mere energi end den lille som hellere sidder stille. Og faktisk tænker jeg det mens de er små er mit ansvar at sikre de ikke har adgang til for meget at det søde, give dem en fornemmelse af om de er sultne eller ej ved at hjælpe dem til at mærke efter. Og så lære dem at skelne mellem hvad der er hvad så de når de bliver større selv kan. Jeg tænker også at man let kan komme til at tolke på det og hvis de siger de er sultne så tror jeg faktisk de er det. Den lille spiser nogle dage nærmest intet og andre dage spiser hun mere end mig. Den store kan være sulten på de mest mærkelige tidspunkter i forhold til os andre men hvis hun reelt er sulten spiser hun gerne noget sundt.hvis hun bare er hyggesulten (mest bare har lyst til noget at sidde og nipse til og ikke rigtig sulten vurderer jeg om det giver mening med nøðer eller andet. Andre gange har hun bare lyst til slik/is eller lign. Og så siger vi bare at det ikke er nu for vi skal have noget ordentligt mad. Vi læser i øvrigt “mig og min hjerne” for den ældste og der er et afsnit om mad og at man naturligt er tiltrukket af sødt/fedt fordi det i tidernes morgen var nødvendigt for overlevelsen. Så måske er det bare noget med at skille det ad? Altså følelder og mad. Men man kan jo let blande det sammen hvis de siger de er sultne og man tilbyder et kram? Herhjemme er vi tilgengæld skyldige i at der kan være hygge i at spise noget lækkert sammen (men måske sammen gør forskellen her. Og så at der også er andre ting der er hyggelige.
Tak for input, Stinne <3 Jeg tror, at forskellen i dit “søde” barn og Frida (som jeg læser din kommentar) ligger i, at dit barn måske har en sød tand – men stadig har fornuften med ombord? Min oplevelse af Frida er, at det for hende nærmest er et instinkt. Det hører med til historien, at hun godt kan stoppe igen; at hun f.eks. beder om en sodavandsis, sidder med den længe og ikke beder om mere, når hun er færdig. Indlægget her har allerede været godt ift. at det også har hjulpet mig til at få øje på nogle af de ting, der fungerer – for det tænker jeg er et godt fundament at bygge videre på.
Jeg håber, at jeg, når hun bliver lidt ældre, kan tale med hende om nogle af de her ting, og kan hjælpe hende med at finde en måde at tackle det på. Men indtil det tidspunkt kommer, skal jeg hjælpe hende med ikke at blive for tyk, og det er nødt til at være i en kombination af at styre, at hun ikke spiser for meget, og at regulere indtaget af snacks. Jeg har vejet meget for og imod at have søde sager i huset, men fordi grænser for mig i sig selv har en trigger-effekt, har jeg valgt, at vi kører moderat tilgængelighed, så det ikke bliver spændende alene fordi det er forbudt. Vi har sodavandsis og slikkepinde, og man må godt få en, selvom det ikke er fredag. Madpakken er en udfordring, fordi hun hader nærmest alle former for pålæg, og jeg derfor har meget, meget svært ved at få hende til at spise rugbrød. Næste skud på forsøgsstammen er små rugbrød, som jeg håber kan være et gatewaydrug til the real thing:)
Hej Linda – jeg kan ikke lade være med at kommentere her. Du må endelig ikke tage det ilde op, for det er helt sikkert ikke et quickfix for hele situationen omkring mad, men har du overvejet at prøve at fjerne alle jeres søde sager i en periode for at se, om Fridas fokus på det flytter sig?
Jeg har en dreng på samme alder, som er en meget smal model og til tider spiser meget lidt. Han kan imidlertid blive fuldstændig besat af søde sager og faste en hel dag, hvis han ved at der f.eks. er is i eftermiddag. Han rører simpelthen ikke rigtig mad, hvis der kan falde lidt slik/kage/is/whatever af i løbet af en dag. Når det har taget overhånd, har jeg kureret hans besættelse ved at fjerne alt sødt i huset. Det bliver han vildt frustreret over i et par dage, men holder så op med at spørge og spiser mere normalt. Jeg har i øvrigt også selv meget mere ro på min egen sukkertrang, når der er ingenting eller max en plade mørk chokolade i huset; hvis der er is i fryseren eller chips i skabet skal det spises NU! Hvad nu hvis Frida fungerer ligesom min søn eller mig, og ikke kan slappe af med “moderat tilgængelighed”? Det var i hvert fald min tanke og den er kun godt ment 🙂
@Marie: Jeg forstår 100%, hvad du mener:)
Jeg tror egentlig, nu jeg tænker over det, at det er en del af problemet, at hun også er meget selektiv i, hvad hun spiser. For vi har faktisk kun sodavandsis og slikkepinde, hvis vi skal snakke sådan ægte søde sager; andet køber vi ikke, fordi jeg har det på samme måde som dig:-D
Men det, jeg nu begynder at spekulere på er, at det nok er en del af problemet, at den mad hun spiser, ligger et sted mellem sund og usund. At brødet er lidt for hvidt og at de små saltkiks er lidt for mange. Her løber det hele sammen i et sammensurium, jeg ikke selv kan gennemskue, for her er det helt sikkert også Antons madvaner, det, at jeg i forvejen laver særlig mad til ham (fordi han, som flere nævner, har udfordringer med øget sensitivitet i munden) og mig selv (som prøver at undgå for mange kulhydrater) og jeg derfor somme tider løber tør for tid og bare giver hende, hvad han får osv. osv.
Hmm.. Det er meget at tænke over. Tak for din kommentar – den satte gode tanker igang:)
Jeg har lidt samme oplevelse som Marie med vores datter, altså at slik og is godt kan blive lidt en besættelse, når hun ved, at det er i huset, og at der af og til bliver sagt ja. Som fx sodavandsis om sommeren, Hun spørger om det flere gange dagligt, når vi har det i huset, mens det aldrig er noget, hun beder om om vinteren (for der har vi det typisk ikke). Ud over “besættelsesperioderne” oplever jeg ellers, at hun er god til at appetitregulere og når hun får slik/is (uanset om der er en craving eller ej), voldspiser hun det heller ikke eller bliver ved med at bede om mere. Så vi har løst det på samme måde som Marie, at vi i perioder ikke har slik/is i huset indtil cravingen er forsvundet. Vores datter fungerer heller ikke altid særlig godt med “moderat tilgængelighed”.
Vores datter er slet ikke tyk, men jeg kan godt se det på hende, hvis vi i en periode har været lidt for large med juice/saftevand/kiks mv., og så tager vi en pause fra det også. Så jeg genkender, som du også skriver, at det kan være summen af det hele, der giver lidt ekstra på sidebenene. Held og lykke med forhåbentligt at komme en løsning på Fridas udfordring lidt nærmere!
Min frygt er nok lidt, at hun så vil flytte sit ønske om noget sødt over på noget andet, som er mere kalorietungt. For som jeg også skrev til Marie, så har vi kun sodavandsis og sådan nogle små slikkepinde; begge dele holder sig under 50 kcal pr. stk. Men jeg tænker, at jeg lader børnene spise det vi har, og så prøver vi en periode og ser, hvad der sker.
Der er kommet så mange gode ideer ind, at jeg lige skal have tid til at tænke igennem, hvad jeg tror vil fungere, og hvordan vi lavpraktisk griber det an. Jeg giver en update:)
Det tror jeg du har ret i, men min ‘søde’ datter er også lidt ældre. Og næste søde ting væsentlig senere i dit liv end den lille har gjort (sådan er det at være nr. 2. Der er heller ikke fokus på om vi så må få en is eller lign. Hvis vi skal noget så på den måde er madfokus helt sikkert anderledes.
Jeg hepper på du finder en god løsning. Mht. Rugbrød kan det som en skriver nedenfor være noget om konsistens vi har en i familien som da han var yngre stort set intet ville spise og faktisk havde toastbrød med pålæg chokolade med i børnehave (efter aftalt) fordi han så i det mindste fik lidt ned. Det fik de hjælp til og jeg mener det var noget med konsistensen bl.a. om ikke andet spiser han meget mere almindeligt i dag (jeg har ikke lige spist rugbrød med ham men alm. Aftensmad kører fint ned modsat tidligere.
Mvh. Stinne
Det er præcis det, Anton bøvler med. Det tog mig lang tid at forstå, fordi jeg aldrig har hørt om det før, men heldigvis havde vores ressourcepædagog tidligere arbejdet med for tidligt fødte børn, og hun vidste, at øget sensibilitet over for teksturer også er noget, man kan have i munden. Det var en øjenåbner for mig, og det giver meget mening. Også fordi jeg kan se, at det er en kurve, der er faldende, fuldstændig ligesom, at han idag også er langt mere tolerant ift. underlag, tøj osv.
Hej Linda. Mht til madpakker så blev min søn også træt af rugbrød (og jeg synes faktisk også selv, at flade rugbrødsmadder hurtigt bliver meget kedeligt). Jeg er begyndt at give ham pastasalat med, og nu glæder han sig nærmest til madpakken. Der er jo uendelige muligheder for, hvad man kan putte i en pastasalat, og af og til putter jeg en smule af en ny ting i for at teste, om han kan lide det. Indtil videre har jeg bl.a. fundet ud af, at blomkålsris ikke dur, men spidskål og grønne bønner (fra frost) er helt fint. Det næste, jeg vil teste, er edamame-bønner. Jeg bruger fuldkornspasta, og putter som regel lidt stegt kyllingebryst i – koger pasta og steger kylling til flere dage ad gangen. Måske dur det slet ikke til Frida – eller til din madpakke-rutine, men for mig har det gjort det lidt hyggeligere at “smøre” madpakke.
Jeg har forsøgt mig med det i det små, men det er ved at være længe siden, så måske det skulle have et nyt forsøg.
Tak for reminderen:)
Kære Linda.
Sikke et fantastisk indlæg, der virkelig har sat nogle tanker i gang hos mig.
Jeg har en søn på 9 år, der som lille var forstoppet i flere år og fik store doser Movicol hver dag.
Han har altid haft et anstrengt forhold til mad og vi arbejder meget med at lære ham at spise mere varieret. Det er en lang og sej kamp, men det går langsomt fremad.
Men de søde sager. Dem kan han altid spise og mange af dem. Når vi er ude, og der er slik/kage tilgængeligt oplever vi at han spiser meget mere end andre børn, og vi er altid nødt til at stoppe ham, selvom jeg kvier mig ved det, da jeg endelig ikke vil ydmyge ham.
Jeg ved ikke ikke hvorfor han gør som han gør, og heller ikke hvorfor Frida gør som hun gør, så jeg har ingen gode råd.
Men det er bare så svært, når der er noget der er svært for ens børn, og der hjælper det altid mig at vide, at jeg ikke kæmper alene, så derfor skriver jeg til dig.
Til sidst vil bare sige kæmpe tak for din blog. Jeg bliver altid klogere af at læse med. Hvad enten det handler om forbrug, børn, eller andet. Jeg har læst mange blogs helt fra den spæde start, men hvor de fleste er gået fuld tid og dermed fyldt med reklamer, kan jeg mærke at jeg ikke kan bruge blog-mediet mere på samme måde og jeg får ofte en smule bræksmag i munden, når noget jeg troede var et personligt indlæg, ender ud i en eller anden random reklame. Men ikke her! Og det sætter jeg kæmpe pris på.
Kærlig hilsen Maria.
Det var virkelig en dejlig kommentar at få, Maria – tusind tak for det!
Jeg laver et opsamlingsindlæg i næste uge; måske er der noget, du tænker, ville give mening at prøve hjemme hos jer <3
Kh
Linda
Hej. Nu kender jeg jo slet ikke dig og dit barn, men jeg vil alligevel fortælle dig om min mand. Han er overvægtig, har altid været det, og jeg har mistænkt misbrug af samme årsager som du beskriver. Han har forsøgt alt muligt uden held. Mange mellemregninger senere, og pga af flere småting, fandt vi for 2 år siden ud af, at han har ADD. Når man har ADD, så mangler man dopamin i hjernen, og dopamin er vores naturlige belønningsmiddel og det der hjælpe med at drive processer, organisere, tage initiativer osv.. Når man mangler det, så har man altså brug for en udefra kommende kunstig stimulering af dopaminproduktionen. Det er derfor mange med ADHD/ADD har misbrug. Min mand brugte altså mad som dopamin-stimulator. ADD er en spektrumdiagnose, og piger er notorisk underdiagnosticeret, fordi de som regel er velfungerende og gode til at tilpasse sig. Det er super-svært at vurdere om en mild ADD/ADHD kan være årsagen til madmisbrug, især fordi lidelsen ser forskellig ud fra person til person. Der er visse fællestræk, men som udgangspunkt er lidelsens udtryk hos den enkelte afhængig af personlighed og personlige egenskaber, miljø og rammer, hvor på spektrum man befinder sig osv. Især piger bliver ikke spottet, fordi de feks ofte er super gode til at strukturere og organisere, hvilket ikke passer ind i den ‘oprindelige’ opfattelse af ADHD (som er beskrevet på baggrund af observationer af drenge).
Jeg håber du finder svar og løsninger for Frida.
Det er en SUPER spændende betragtning! Det skal jeg klart have gravet noget mere i. Tusind tak for dén vinkel.
Kh
Linda
Jeg er så glad for at se der var en, der nævnte ADHD. Jeg sad og vred mig på stolen, men blev ved med at tænke at var for voldsomt eller “krænkende” at skrive. Og det er jo helt tosset, for der bliver jo Ikke et mindre tabu eller stigma af at sidde og putte med det.
Jeg er kvinde og har ADHD, og tænker på “sødt” konstant. Det giver mig enten lykkefølelse eller ro at spise det, tankerne kredser simpelthen om det hele tiden. Jeg kender en del andre med samme diagnose, og de har det på stort set samme måde.
Fra jeg fik fast føde spist meget store portioner, men var normalvægtig som barn, endda til den lette side.
Jeg var voksen før det blev diagnosticeret, fordi det, som Sofie siger, ikke bliver set og opdaget lige så nemt hos piger.
Jeg siger selvfølgelig slet ikke at det er dét, der er gældende i jeres tilfælde, det ved kun en læge, men jeg vil komme med en forsigtig opfordring til at have det på radaren.
Jeg kan anbefale additudemag.com og youtubekanalen “how to adhd”.
Nej, det er så fint <3 Problemer og udfordringer går jo ikke væk, fordi man undlader at benævne dem.
Jeg er heller ikke læge, så jeg er ej heller kvalificeret til at vurdere, om der er noget om snakken. Men min umiddelbare fornemmelse er, at det ikke er det, der er på spil her. Den sidste lille uge har indlægget her giver anledning til en ekstra intens opmærksomhed på, hvad Frida både gør og ikke gør, og jeg kan se, at hun faktisk det meste af tiden er god til at stoppe med at spise, når hun ikke længere er sulten. Derudover er hun ret god til at holde fokus og koncentration, hun falder nemt i søvn om aftenen osv. Jeg prøver at sammefatte og uddybe det, jeg har tænkt over i et indlæg, der kommer op i løbet af næste uge (jeg har fødselsdag i morgen, så der går lidt lagkage og gæster i den i denne weekend:)) – men du skal vide, at jeg er glad for din kommentar <3
Kh
Linda
Kære Linda. Så fint du skriver om din datter. Ingen gode svar herfra, men blot en ‘og det kender jeg’-kommentar. Min ældste var den eneste, som den (fantastiske!) børnehave madregulerede. De stoppede ham simpelthen ham i at spise, fordi han kunne køre 6 nybagte boller ind, hvis de ikke stoppede. Omvendt er min yngste dreng udstyret med ‘naturlig’ stopklods. Den yngste er meget tynd, mens den ældste er kompakt, men ikke tyk. Og ja, det er drøn svært at have at prøve at hælde føde i den ene og samtidig bremse den anden. Men en god løsning, den får du desværre ikke herfra. Måske kun, at det faktisk bliver lettere, når man kan tale med dem om det uden det bare blive forbud eller overvægt, men de faktisk forstår nogle af nuancerne. Kh Line
Tak for kommentaren, Line. Med indlæg som dette, er det værste faktisk tavshed i kommentarfeltet, fordi man så ikke er sikker på, at ordene er modtaget, som de er tænkt og afsendt, så din kommentar er rar at få, også selvom den ikke indeholder løsningEN.
Kh
Linda
Kære Linda, hvor er det et modigt indlæg om noget, der i andre sammenhænge kan trigge input af næsten fanatisk karakter. Og hvor er det derfor også inspirerende at læse de mange fine og følsomme kommentarer.
Som en der selv har et livslangt besværligt forhold til mad, men som ikke rigtig har et forhold til en evt. afhængighedsproblematik, vil jeg lige smide en brik fra et måske andet puslespil med i puljen (tænker du bare sorterer den fra, hvis den ikke har relevans).
Det drejer sig bare om, hvorvidt der også kan være en konsistensfølsomhed ift til madvarer indblandet? Som særlig sensitiv (shit, hvor jeg synes den betegnelse er anstrengende og prætentiøs) så kan det ligesom problemer med syninger i tøj, for stramme elastikker osv godt være en af de skalaer man er sensitiv på så at sige (for nogen som mig selv forstærkes problemet af, at jeg har en lugtesans som er alt for fintfølende, og det betyder at kraftige, bitre dufte ikke er appetitvækkende på nogen måde, tværtimod).
Konsistensfølsomheden gør fx rugbrød til noget der kan føles som at spise enten klæg eller tør pap iblandet en håndfuld sand og grus… (kerner er stærkt opreklameret jeg siger det bare) eller en appelsin trods verdens bedste duft til en modbydelig oplevelse fordi det at bide hul på en båd bare er den underligste fornemmelse i munden.
Det er helt sikkert arveligt med denne form for sensitivitet og giver en del udfordringer i forhold til mad ( i mit eget tilfældet iblandet andre udfordringer også).
Da jeg læste din kommentar, var det første, der faldt mig ind, hvorfor jeg dog ikke selv har tænkt, at det også kunne være et element. For Anton har det præcis som du beskriver. Underlag, tøj, teksturer i mad osv. har været en udfordring for ham, siden jeg fik ham, og fordi jeg derfor har forholdt mig til det hver dag i 9 år, er jeg virkelig forundret over, at jeg ikke har skænket en tanke, om det også er sådan noget, der er på spil her. Jeg tror bare, at jeg altid har forbundet hans oversensitive sanseapparat med, at han er for tidligt født, men selvfølgelig kan det være genetisk. Tak for dén øjenåbner. Jeg vil prøve at holde øje med, hvad hun fravælger, og så simpelthen bede hende sætte lidt flere ord på, for hun er så dygtig sproglig, at hun vil kunne forklare mig nok til, at jeg kan spore mig ind på, om det her også er en del af problemet.
Tak for input! <3
Jeg synes dit bud, hvorfor en for dig så kendt problemstilling ikke lige er faldet dig ind lyder spot on. Og tænker også at med dine børns mange forskelligheder, så du bare vildt trænet i IKKE at sammenligne. Det sjove for mig som læser er faktisk, at jeg egentligt tidligere havde bidt mærke dine udfordringer med at finde en skridttæller og tænkt, at du måske selv havde en snert af lignende følsomhed i forhold til tøj fx, men også tænkt, at det måske bare var mig, der som læser spejler mig i dig.
Du er sikkert fyldt op med forslag nu, men så springer du bare resten over 😉
I forhold til evt. afprøvning af grænser, så lader jeg ofte min 4,5 årige vælge mellem de søde sager. Hun får ofte en bolle med et stykke pålægschokolade og hvis hun så også efterspørger et stykke slik, en småkage, en kiks eller den slags, så er det på bekostning af pålægschokoladen. Kommer efterspørgslen bagefter er det bare nej, fordi hun allerede har fået chokoladen. Og hos os virker det godt at det er enten eller og egen beslutning.
Tænker også at vi nærmer os en alder, hvor man snart kan afprøve om det mindsker plagerier, hvis de får en ration til flere dage, som de selv skal administrere, fx små salte kiks i passende antal til 3-4 dage og så må man selv bestemme, om de bliver spist på en dag eller fordelt, men indtil deadline er der så ikke ny opfyldning…
Selvom man til dels kan vokse fra en sød tand så er det væsentlige for mig egentlig at lære min datter selv at kunne vælge en ting til, nøjes med lidt ad gangen eller kunne springe over, hvis rationen er spist, så det hverken er forbudt eller problematisk, men noget godt med måde. Men det er bare lettere sagt end gjort. Trøster mig dog, at når hun ugens løb har leget restaurant med os herhjemme, så har vi ikke fået lov til kun at bestille dessert, for som hun siger: Det kan I først få, når I har fået rigtig mad 🙂
Der er ingen tvivl om, at Anton (og måske Frida?) har noget af den lidt.. ekstraudviklede sensitivitet fra mig. Jeg bliver helt paf, hver gang jeg ser en kvinde løbe med håret løst; jeg ville hellere flække begge skinneben på langs, end at løbe med mit hår i fri dressur. Jeg er også meget lydfølsom, særligt, når jeg bliver træt og sådan kunne jeg blive ved.
Det et meget afslørende at få børn:)
Kære Linda. Som mange andre har skrevet: Sikke refleksionen, kærligheden og ønsket om at gøre det bedste for dine børn LYSER ud af dit indlæg her. Tak for det.
Jeg har desværre ikke løsningen på dit problem, men sad med et par spørgsmål og tanker efter at have læst dit indlæg og de mange gode kommentarer. Dem kan du måske bruge til noget – eller sortere dem fra, som du nu har lyst (nogle gange bliver man jo også klogere af at kunne indsnævre feltet). Det er en rodet omgang, der ikke hænger egentligt sammen, så du får det simpelthen lige i punktform 🙂
Jeg kan ikke ud fra dit indlæg læse mig frem til, om problemet først og fremmest er Fridas fokus på søde sager, når de er i sigte – eller om det er en manglende stopklods, når hun rent faktisk står med de søde sager i hænderne? Som tidligere spiseforstyrret (fra jeg var 14-15 år ti år frem) har jeg erfaringer med både anoreksi og overspisning/bulimi og jeg tillader mig lige at lave en helt personlig og anekdotisk kobling til de to forskellige afarter af forstyrret spisning. For mig handlede anoreksi om kontrol kontrol kontrol og jeg kunne bruge 70% af min vågne tid på at tænke over, hvad jeg skulle spise og hvornår – og jeg ville hele tiden gerne vide, hvad der var i udsigt, så jeg kunne planlægge. Med overspisning og bulimi handlede det tværtimod om en flugt fra kontrol (og præstation osv). Når jeg (over)spiste søde, fede ting, gik jeg ind i boble, som var en midlertidig flugt og et helle fra virkeligheden.
Den pointe jeg prøver at lave er, at lidt afhængig af, hvor Fridas udfordringer ligger, kan det måske både handle om et øget forsøg på kontrol og overblik eller det modsatte – den virkelighedsflugt, ro og tryghed der kan være forbundet med at spise sødt. Og de to ting skal nok håndteres lidt forskelligt.
(Sidenote, der er jo forskere, der mener, at vi genetisk er disponerede for at forbinde sødt med tryghed, fordi modermælk er sødt.)
Du skriver om udfordringen i, at Anton og Frida er forskellige i deres spisemønstre, og at du synes det er svært at sige ja til ham og nej til hende. Det kan jeg 100% følge. Men måske er der andre områder i jeres fælles liv, hvor du netop behandler dem forskelligt (fordi de er forskellige!!!), og hvor de er helt bevidste om, at det er sådan det er, og accepterer det helt fint? Hvis det er tilfældet, kan du måske låne lidt af din egen indstilling og de redskaber du har til at behandle dem forskelligt på en måde, de forstår det, også når det kommer til mad? Det er nok nemmere sagt end gjort.. Men, du ved, ligesom i folkeskolen – det handler ikke om at behandle alle børnene helt ens, men kigge på, hvem de hver især er og handle derefter for at give dem lige muligheder og forudsætninger for at trives.
Jeg ønsker jer alle tre alt det bedste!
Kære Emilie.
Tusind tak for din fine kommentar, og for at bringe dig selv i spil <3
Jeg har det seneste døgn fået virkelig meget brugbar input og sparring, og har tænkt langt mere intensivt over problemstillingen, end jeg gør i hverdagen, når det ene dag tager den anden. Der er mange ting, jeg er blevet klogere på, og noget af det, jeg i forlængelse af din kommentar har tænkt over er, at Fridas … udfordring måske ikke så meget er en spiseforstyrrelse, som den er en kombination af flere andre ting. For når jeg læser det, du skriver, tænker jeg, at hun faktisk ikke falder i nogen af kategorierne. Hun er selvfølgelig også lille, men jeg oplever ikke, at hun bruger de søde ting til at flygte, og når jeg lige tænker over det, tror jeg faktisk aldrig, jeg har oplevet hende bede om en is mere, når hun har spist den, hun har fået. Det har fået mig til at tænke på, om det måske mere handler om grænser? At hun hele tiden skal se, hvor grænsen går? For lige nu er hun prøver hun grænser af i mange andre sammenhænge, og det kunne godt være noget der, der også er på spil her.
Når det er sagt, så er der stadig et fokus på de søde sager, som jeg ikke har oplevet hos andre børn, men som jeg, både her og i min indbakke, kan høre, at der trods alt sidder andre derude, der kender til. En sød pædagog skrev til mig, at det også kunne handle om alder; at børn i 3-5 års alderen er meget optaget af ikke at blive snydt for noget, og måske er der også en flig af det her.
Alle jeres kommentarer og mails og beskeder har givet mig masser af ny inspiration, og har også puffet mig andre steder hen i problemstillingen, hvor jeg pludselig ser nogle ting, som jeg ikke tidligere har fået øje på.
I er sgu bare gaven, der bliver ved med at give.
TAK for din kommentar! <3
Hvor er der mange fine kommentarer til det her indlæg og hvor er du bare skarp på at handle på dine børn.
Jeg bed mærke i, at du skrev at Frida kunne være vældig forstoppet som spæd og reagerede med at ville ammes. Giver det måske mening at se på hendes afføringsmønster nu?
Jeg er pædagog og har arbejdet i daginstitution de sidste 20 år. Jeg har ingen evidens bag, kun min egne iagttagelser som jeg vil bidrage med. Børn reagerer så forskelligt på afførings-udfordringer. Nogle forstoppede børn bliver småtspisende og så er der nogle der reagerer helt omvendt; med at “fylde op/ud”. Det pudsige er at jeg synes at jeg kan se et mønster i hvilke fødevarer de fylder ud med. Det er ofte brød og gerne det hvideste hvide af slagsen. Nogle topper det endda op med ikke at drikke særlig meget. Jeg har min egen hjemmebiksede teori om at de enten simpelthen er vant til den forstoppede følelse så meget at de forveksler sult med den udstoppede følelse og har brug for den for at føle velbehag. Eller at den følelse store mængder bastant mad trods alt giver ( at noget “skubbes” i tarmene) hjælper dem. Det er som sagt fuldstændig uden andet belæg end mine egne iagttagelser og det er bestemt ikke svar på noget som helst. Men jeg har set børn gennem tiden ændre spisevaner efter fx en movicol kur (kan være et langvarigt projekt og skal aftales grundigt med læge). Mht de søde sager har jeg intet at bidrage med.
Har du evt talt med jeres sundhedsplejerske? – de er ofte godt informeret om kommunale tilbud og har ofte et helhedssyn på barnet i stedet for lægerne der kan have tendens til at glemme mennesket inde i kroppen. Hvis du ikke har været glad for den sundhedsplejerske du oprindeligt blev tildelt, kan du evt ringe til centeret og spørge efter en der specifikt kan noget med kost eller Fridas aldersgruppe.
Til sidst vil jeg bare heppe på dig. Du er så mega reflekteret og det er så benhårdt at bøvle med sådan noget som krydser så mange komplekse og følsomme ting som dette. Jeg håber at du finder en tryg vej at færdes videre af herfra.
Det her giver også rigtig god mening. Jeg bøvler lidt med, at de i børnehaven ikke er ret gode til at hjælpe børnene til at drikke, men man kunne godt prøve at finde en måde at lokke hende til at drikke mere herhjemme. Det skal jeg lige finde ud af, hvordan jeg gør, for det er klart et forsøg værd, og en meget lavthængende frugt.
Vores sundhedsplejerske hernede var jeg super glad for, og det kunne godt være en mulighed at ringe til hende. Jeg er lidt modløs ift. det etablerede system, kan jeg mærke, fordi jeg virkelig er blevet overrasket over, hvor lidt fokus der er på forebyggelse. At den indsats primært retter sig imod de familier, der måske har en anden socio-økonomisk baggrund end vores, og dermed kæmper med nogle andre typer af problemstillinger. Jeg bliver helt træt ved tanken om igen at få at vide, at jeg skal tilbyde frugt og grønt og sørge for, at hun bevæger sig….:-/ MEN! Jette har før været en helt, og hun bliver skrevet på ide-listen.
Tak for god og kvalificeret input <3
Din blog er det bedste sted på internettet.
❤️❤️❤️
HØRT 🙋🏻♀️❣️
💜
Kære Linda, tusind tak for at dele ❤
Ingen løsning fra mig, men en stor hepper på jer.
Og så vil jeg bare lige tilføje at jeg blev ramt da du skrev, at du håbede at Frida altid vil have det godt med sig selv, da det også er en bekymring jeg har i forhold til mine børn. Allerførst er jeg sikker på at Frida altid vil føle sig helt fantastisk præcis som hun er, blandt andet på grund af en fantastisk omsorgsfuld mor, men også fordi der heldigvis er ved at ske rigtig meget i forhold til kropsopfattelse. Jeg har en dreng på 14 og en pige på 9, og jeg bliver så glad i maven når jeg kan høre, se og opleve på dem, hvordan hverken kropsform, køn, kort hår, påklædning etc er noget der har betydning når de er sammen med andre. Der er heldigvis ved at ske et generationsskifte – det er så skønt og mere af det!
Jeg kunne mærke, at jeg blev helt håbefuld, da jeg læste din kommentar, Lene. For det er noget af det, jeg også somme tider prøver at minde mig selv om – i alle mulige sammenhænge. At der heldigvis også sker positive skred i nogle af de ting, vi selv bøvlede med som børn.
Tak for din fine kommentar <3
Jeg tror måske, at du har ret i det også kan handle lidt om vaner og grænser.
Da mine børn var mindre (3 stk) og var sultne uden for måltiderne, så kunne man altid slå mig for: 1 gulerod, 1 banan, 1 æble eller en rugbrødsklapsammen med smør (intet pålæg). Ingen behøvede at gå sultne 1 time før aftensmad eller sultne i seng, men der var aldrig andet end det.
Er det særligt om eftermiddagen hun er sulten? Jeg spørger fordi jeg altid har fundet det nødvendigt at give et mellemmåltid lige efter de er blevet hentet fra institution (ca 15.30), hvor det jo ikke er så længe efter de har fået eftermiddagsmad. Vi spiste da de var mindre kl 18. Mellemmåltidet var altid frugt/grønt/en halv bolle/bananmuffin (se nedenfor) etc.
Har du prøvet med melon som sødt? Honningmelon og vandmelon indeholder ca halvdelen af kalorierne fra fx vindruer. Jeg skærer ofte en melon op og har i køleskabet til en hurtig snack. Tilsvarende med gulerødder hvor jeg skræller et kg på en gang og har på køl.
Mht. slik og søde sager så har de altid været vant til at få en afmålt mængde i en skål. Det var det man fik om det var spist på 3 min eller tog hele aftenen. Det har vi også praktiseret ude af huset hos familie/nære venner. Da de blev lidt større, så har de selv været med til at vælge indholdet til fredagsslik. Mest fordi de kunne lide forskelligt slik. Så fik de en skål hver, hvor de så selv valgte indholdet og jeg mængden (som jeg godt kunne differentiere lidt mellem børnene). Det bedste var, at ingen var misundelig over de andres skål for de havde jo selv valgt lige det de bedst kunne lide. Min mellemste var (er) meget frugtglad, så for ham kunne fredagsslik godt være to terninger chokolade, 1 slikkepind og en håndfuld bær/vindruer.
Et tip når Frida helst ikke vil have kerner i brød. Havregrød i bolledejen giver lyse boller uden fornemmelse af kerner. Jeg har tilmed kunne snyde min gamle far :o) Samtidig så kan man også få brugt rester af kold havregrød. Jeg laver det altid på slump, men ca en 1/3 del grød i forhold til mel går fint.
En lidt sundere kage kunne være bananmuffins med havregryn i: 50 g smeltet smør + 1 dl sukker piskes sammen. 1 æg piskes i. 1 most/blendet banan, 2 dl mel, 1 dl havregryn, 2 tsk bagepulver, 2 tsk vanillesukker samt 1 dl mælk røres i. Bages ca 15-20 min ved 175C. Giver 10-12 muffins, som også fryser ok.
Tak for en dejlig konkret kommentar, som fik mig til at tænke på, at en del af problemet måske også er, at jeg i al den tid, jeg har haft Frida, har arbejdet som vinden blæser. Én dag er jeg hjemme kl. 12. Næste dag er jeg hjemme kl. 16. Det gør det svært at bevare overblikket over, hvad man egentlig skaber af vaner, fordi ingen dage er ens. Det fungerer fint med et barn som Anton, der kun beder om mad og snacks, hvis han er ægte sulten, men ikke med en lille pige som Frida. Det ville være virkelig fint, hvis mit næste job bød på faste arbejdstider, så vi kunne få sat tingene lidt i system.
Vi er STORforbrugere af melon, da det er noget af det eneste, begge børn spiser. Men shit, jeg synes også, at de er dyre. Børnene kan snildt spise en melon om dagen, og så løber det op.
Vi kører med fredagsslik, hvor man må vælge 5 forskellige ting, som jeg så fisker op, så der er lidt hånd i hanke med mængden. Det er også klart min oplevelse, at det er det, der fungerer bedst.
Tak for opskrift på muffins. Tror du, at man kan bage dem med æblemos og kanel i stedet? Anton er nemlig ikke ret glad for banan.
Kh
Linda
Kære Linda
Der er ikke meget, der er mere anstrengende, end når folk med normale erfaringer på baggrund af det negligerer ens ualmindelige erfaringer og ikke mindst ens dømmekraft i fht. hvad det er, man oplever.
Bare for at sige, at det er ikke det, jeg gør her. Men jeg har en datter på 12 år, der elsker snacks og altid har lyst til “noget lækkert”.
Hun var fire dage i Prag med sin moster i efteråret og når jeg efterfølgende spurgte indtil turen, fik jeg dette svar: “jeg kunne bedst lide det, når vi spiste ting”. Alle hendes oplevelsesønsker på forhånd var knyttet til noget spiseligt. I hendes dækning af turen på Snapchat var der flere billeder af snacks end af Prag plus en detaljeret beskrivelse af en lækker aftensmad hun havde fået.
Hun er meget slank og for hende er det ikke en trang. Jeg oplever det mere som en kærlighed jeg selvfølgelig håber hun kan styre i fremtiden.
Igen: jeg er klar over, at det langt fra er det du beskriver med Frida, men nu hvor du får så mange forskelligartede input, vil jeg lige byde ind med, at jeg kender til, at det der spises kan være en stor del af den samlede oplevelse.
Held og lykke med vejen frem <3
Det er faktisk en rigtig rar kommentar at få, for det kommer man (= jeg) hurtigt til at glemme i alt det her kaloriesnak; nemlig at mad faktisk også kan være et regulært interesseområde. Efter at have tænkt så intensivt over det, som indlægget her har givet anledning til, kan jeg i hvert fald se, at der kan være mange forskellige faktorer, der spiller ind, og det er egentlig en lettelse, fordi der så også er flere knapper at skrue på.
Tak for dit input <3
Jeg skrev det, fordi det måske ikke er så almindeligt for børn. Det ved jeg ikke?
En anden gang jeg lagde mærke til det var hun tre dage i København inkl. Tivoli, som hun elsker.
På SoMe: 0 billeder fra København. 4 nærbilleder af en rigtig lækker omgang ris med sovs hun fik på færgen 😅❤️
Jeg tror, at din datter og Frida kunne blive utrolig gode venner:-D
Det er mig med bananmuffins. Er ikke sikker på kommentaren lander det rigtige sted, men jeg kan ikke vælge andet på min IPad.
Jeg har ikke prøvet med æblemos istedet for banan, men jeg tænker det kunne være ok. Mon ikke 1-1.5 dl æblemos vil passe med en banan?
Hvis de kan spise en hel melon tilsammen om dagen, så forstår jeg godt du synes det bliver dyrt i længden, men der ville jeg så rationere lidt fx de kan dele en halv melon og i talesætte a la “vi gemmer resten til i morgen”. På samme måde har jeg også ofte sagt 1 glas juice/mælk/saft og vand for resten.
Mængdemæssigt lyder det, som om det passer. De får et skud:)
Ikke nok med at jeg elsker din blog, så elsker jeg også dit kommentarfelt. Jeg går tilbage og læser samme blogindlæg flere gange, for at se hvad dine læsere har skrevet.
Det er mig med en søn på 9 år der også elsker søde sager – jeg kunne bare ikke finde ud af at svare dig der 😊
Jeg glæder mig til at læse dit indlæg hvor du følger op.
Kh. Maria
Det er SÅ berigende. Folk er bare generelt optur<3
Så fint et indlæg, du har skrevet, og hvor er du bare den bedste og mest reflekterede forælder, ever. Dine børn er super heldige at have dig! Og så er det er dejligt at se det outpour af hjælp og råd, indlægget har udløst. Kram herfra
Det har virkelig på alle måder været en rørende oplevelse at skrive indlægget <3 TAK!
Kære Linda.
Tak. Jeg har ved gud heller ikke de vises sten i denne sag, men hvor bliver jeg varm om hjertet af at læse både dit indlæg og kommentarerne. Du kan se, du har virkelig rørt mange mennesker her!
Også mig. Jeg er 45 og har bøvlet med overvægt siden jeg var ca i Fridas alder. Jeg er SÅ glad for at læse hvor opmærksom du er på hende og hendes velbefindende. Jeg har i forbindelse med min egen overvægt altid følt mig helt enormt skyldig og skamfuld og forkert. Det lærte jeg af mine forældre og af verden omkring mig. Mine forældre er hverken onde eller dumme; de forsøgte tværtimod at beskytte mig mod mobning. Men de var uformående og selv præget af dårligt selvværd og en følelse af ikke at måtte være i verden som de var.
Så resultatet er, at jeg indtil for få år siden har følt mig forkert, og at jeg ikke RIGTIGT må være i verden, når nu jeg er så tyk. Og skyld, skyld, skyld.
Min pointe er, og jeg kan se, at den har du allerede helt fat i: Det er så helt ufatteligt vigtigt at Frida føler sig RIGTIG. Og elskelig, og elsket. Og at hun må fylde sin egen plads i verden, og at det er perfekt som det er.
Jeg føler mig helt sikker på at du finder en vej i det, for du er virkelig ét af de klogeste og mest reflekterede og indsigtsfulde mennesker jeg nogensinde har ‘mødt’, og jeg ved at dine børn er meget heldige med at have dig som mor.
Det glæder mig sådan at Frida har dig, så hun forhåbentlig kan slippe for at kæmpe så meget i livet, som både du og jeg, og tydeligvis også mange af dine læsere, har gjort.
Der er håb! Tak.
Kh Lene
Søde Lene. Tak for en fin og rørende kommentar <3
Jeg synes – heldigvis! – at der begynder at ske noget med omverdenens syn på overvægt. Det er stadig lang, LANG vej igen, men fordi nogle modige mænd og kvinder er begyndt at snakke om det her med, at din vægt ikke på nogen måde skal have noget at sige ift. din værdi som menneske, begynder der at ske lidt. Følger du Ida_kys eller det_fordi_jeg_er_tyk på IG? Jeg synes virkelig, at de har mange fine ting på hjerte, og de er kvinder, der også giver én lidt at tænke over.
I øvrigt hørte jeg forlede podcasten ‘You’re wrong about’ som har lavet et afsnit om “overvægts-epidemien” som de kalder den. Den gav også mig nogle nye ting at tænke over.
Tak fordi du melder tilbage. Det har, særligt i forhold til det her indlæg, gjort en kæmpe forskel, at I derude responderer, og gør det så fint og omsorgsfuldt <3
Linda, jeg elsker dig for (altid) at være så skide reflekterende. Jeg håber du finder hjælp til næste skridt. Og heldigvis, så har dine børn et trygt og støttende bagland.
Jeg kan se noget af mig selv i det (særligt som barn) og måske også lidt se det i mine børn. Det skræmmende er, at jeg først rigtig tænker over det nu. Vi står (7-9-13) ikke med et reelt problem, men det er rart at være opmærksom på, om alt bliver målt i sukker og kage. Og om det afviger fra normen hos jævnaldrende børn, selvfølgelig.
Vi har fokus på at gaver ikke skal være styrende, for jeg/vi vil gerne have at de fx opbygger en god relation til bedsteforældrene for den kærlighed de giver og for dem som personer, ikke fordi de får gaver hver gang de ser dem. For begge parters skyld.
Det er ikke en sammenligning, og så alligevel lidt. For hvordan hjælper vi bedst vores børn til at mærke efter hvad de drives af? Og hvordan hjælper man dem videre, hvis man kan se at de er på afveje?
Det er en fin sammenligning, for i begge problemstillinger ligger også et element af, at den adfærd, børn naturligt har, skal aflæres, fordi de skal lære at sætte flere faktorer ind i ligningen i takt med, at de vokser. Det er svært. Men det er virkelig rart at snakke om, fordi man bliver klogere på mange vinkler, som man aldrig ville kunne belyse alene <3
Kære Linda,
Det er et enormt spændende og frustrerende emne du har bragt på banen. Og med mange fantastiske og reflekterende kommentarer.
Min store pige, minder på mange måder om din Frida. Hvis hun fik lov at bestemme ville der kun blve spist hvidt brød, paste og slik samt kager. En gang i mellem tænker jeg på hvad katten hun vokser af, i det hun ikke får lov at få de søde sager dagligt, og så i stedet nærmest intet spiser. Jeg har egentlig ikke tænkt så forfærdeligt meget over det – nok fordi hun holder sig på sin kurve, og det dermed ikke fylder helt så meget (og at hun minder om sin mor der kun spiste slik til frokodt i hele sin gymnasie tid fordi jeg havde penge til at “købe frokost” for!!!).
Omvendt så er jeg også en af dem du møder i sundhedssystemet. Og jeg forstår din frustration over, at forebyggelse. Jeg oplever ofte at sidde med børn og forældre, hvor vægtkurven giver anledning til bekymring, hvor jeg tænker at det her skal vi have prøvet at ændre på… men jeg har ikke de redskaber der skal til for at hjælpe andre videre. Hvorfor opsøger jeg dem så ikke? Tja, fordi der er mit overskud ikke. Der er tusinder af andre faglige ting der skal opdateres som får lov at fylde mere. Og så fordi opdatering ikke er nemt tilgængeligt (som du allerede har fundet ud af).
Vedr. væske – så har jeg sørme også haft glæder af forstoppede børn og Movicol herhjemme. Jeg valgte et fokus på glæden ved at indtage væske. Og derfor fik mine børn lov at drikke saft herhjemme (uden sukker). Vand i børnehaven og sidenhen skolen, og så saft herhjemme for ellers var det en evig kamp at få dem til at drikke, som endte i “jeg vil aldrig have noget at drikke” boldgaden i stedet. I dag drikker de to store mest vand, uden at der har været fokus på at de skulle skifte saften ud. Den lille (der nu er den eneste på Movicol) får vand i børnehaven og saft når hun kommer hjem. Og på den måde fungerer maverne alligevel. Måske kan tankegangen bruges? Måske ikke….
Men som nævnt mange gange før – tak for reflektorisk indlæg der har sat tankerne i gang 🙂
Det er egentlig helt rart at høre fra en på “indersiden” at det ikke kun er min subjektive oplevelse, at der er et hul her. Det første skridt på vejen er jo i hvert fald, at vi begynder at tale om det, både med hinanden og med dem, vi møder, der kunne have andre veje ind i emnet, end de traditionelle.
Jeg vil have kigget nærmere på det med en Movicol-kur (sammen med lægen, selvfølgelig), for jeg hører godt nok fra mange, at de har haft positive resultater med det. Men i første omgang er mit fokus på at få Frida til at spise rigtig mad til hovedmåltiderne – min erfaring er, at det er en god ide at skrue på en enkelt knap eller to ad gangen, så man ved, hvad det er, der (ikke) virker:)
Åh mand! Emma er 17 mdr. lige knap og det er helt det samme scenarie her. Hun snacker hele tiden og konstance. Jeg forsøger at lave frugt og grønt, men hun er som sådan en lille sukkerhungrende maskine. Hun kan ikke tale endnu, så det foregår i raseri, at hun ikke får noget sødt fra “skuffen” (og ja, vi har selvfølgelig flyttet skuffENs indhold et andet sted hen…)
Det starter i det sekund, hun kommer hjem fra dagpleje (hvor hun lige akkurat har spist!)
Og det er til at blive vanvittig af, fordi man, som en anden skriver længere oppe, gør ALLE de ting, som bøgerne (og egen fornuft) foreskriver. Det er virkelig svært. Jeg håber, at lille Ems vokser fra det, eller at nogle kloge typer finder en måde at hjælpe de lidt ekstra-søde børn på <3