Og så med lavt blodsukker.

Lad mig starte dagens indlæg med en advarsel: Hvis du er mand og/eller kender mig perifert, og derfor synes, at det vil være mærkeligt at vide rimeligt private ting om mig, skal du ikke læse videre. Ligeledes er det nok også bedst, at du bare kommer tilbage i morgen, hvis du foretrækker bloggen, når den er sjov og hyggelig.

Jeg mener det.

Sidste advarsel..

Nå. Så er du altså selv ude om det.

I dag skal jeg undersøges for noget, jeg ikke tidligere har skænket en tanke, at jeg kunne skulle forholde mig til. Vi er ikke ude i noget livstruende, men fuldstændig ligesom med HIV og brystkræft, er det ikke noget, jeg tidligere har været bange for at fejle – før nu, hvor jeg skal undersøges for det.

I den forbindelse har min læge henvist mig til en gynækolog. Jeg har en meget høj smertetærskel, og vil betegne mig selv som et rimelig u-hysterisk menneske, men lige præcis den slags undersøgelser har jeg det af 1000 forskellige årsager meget svært med. Når det engang i fremtiden bliver en fitnessdisciplin, som både poledancing og firefighting er blevet det, behersker jeg allerede stillingerne Flitsbuen, Hyperventilatoren og Perspiratoren til perfektion.

Min egen læge kender mig efterhånden, og småsnakker venligt til mit underliv, mens hun engang i mellem lige minder mig om ikke at spænde så meget i inderlårene, at jeg kvæler hende i bøjlerne. Men jeg har aldrig haft Et Forløb hos en gynækolog før – og jeg behøves aldrig at skulle have et igen.

For det første er det meget surrealistisk at sidde i et venteværelse sammen med 4 andre Kvinder, og forsøge at lade som om, at vi ikke alle sammen er på vej ind for at ligge med blottede skræv i ansigtet på en mand, der har valgt det som levevej. God tid til at overveje signalværdien i at have barberet missen og prøve at regne ud om passende påklædning hos en gynækologe er bomuldstrusser eller g-streng.

For det andet er han er både rar og dygtig, men jeg bliver simpelthen så stresset af at skulle tilpasse mit liv til en speciallæge. Man kan ALDRIG komme igennem, når man ringer (og her ser vi helt bort fra at skulle sidde i al offentlighed med en mobiltelefon og sludre om sit underliv og sin cyklus), manden ringer tilbage ca. hver anden gang, han lover det – og rammer hver gang med stor præcision den time, hvor jeg underviser – og udelukkende fra anonymt nummer, så man kan ikke ringe tilbage.

Efter at have leget phone tag i 3 måneder, fik jeg onsdag aften i sidste uge endelig forhandlet/truet mig til en tid i dag.

”Det bliver torsdag formiddag” sagde han.

Hvilket sygeplejersken så i går meddelte mig er kl. 13.15.

Og så sad jeg der og var skidebange, mens jeg forsøgte at lyde som et voksent menneske med tjek på det hele, samtidig med, at jeg var skidegal og ydmyget over, at de pisser på min tid og gør mig til en besværlig medarbejder, der er afhængig af andres hjælp og velvillighed. Samtidig er jeg helt på det rene med, at det er mig, der er 100 % afhængig af dem, og at jeg INTET kan gøre. Hvilket gjorde mig så vred og frustreret, at jeg begyndte at tude og skælde sygeplejersken ud i telefonen, mens jeg sad i kantinen på det uddannelsessted, hvor jeg tolker. Et fint øjeblik. Ikke overraskende kunne hun ’ikke hjælpe’.

Jeg ved godt, at det er ondt og urummeligt, ikke? Men lige dér ønskede jeg inderligt, at hun ville blive ramt af et eller andet, der krævede, at hun selv skulle prøve forcere muren af ligeglade, upåvirkede receptionskrager hos en anden speciallæge.

Jeg skal derop om to timer. Fastende. Prøver at berolige mig selv med, at det er pga. noget narkose og ikke fordi, det gør så ondt, at man risikerer at brække sit maveindhold op på gulvet. Jeg skylder tjenester til højre og venstre, fordi alting skulle ændres i sidste øjeblik, og det hader jeg.

Og nu er jeg kommet til at drikke kaffe, selvom jeg ikke må få vand to timer før undersøgelsen. Pis!

Nå. Det er vel relativt sikkert at antage, at de er et kvarters tid forsinkede.

6 timer senere:

På opturssiden var undersøgelsen ikke så slem som frygtet, takket være solide mængder af narkose, og den ekstra kop kaffe var ikke noget problem efter de 2 timers ekstra ventetid. På nedturssiden kunne jeg godt have undværet at skulle smide tøjet foran 3 sæt kærester på opvågningsstuen, at modtage de dårlige nyheder stående på en kold gang uden opfølgende forklaring, fordi jeg ”nok ikke helt var i stand til at forstå den” pga. føromtalte narkose, og at have cyklet 7 kilometer hjem i mørke og regnvejr.

Så nu har jeg gjort noget, at jeg aldrig har gjort før: Jeg har raided min chokoladekalender i afmagt.

Published by

10 Replies to “Og så med lavt blodsukker.

  1. UPS din stakkel!! Vil nøjes med at kommentere sidste del ; hvor ER det UPROFESSIONELT at give dårlige nyheder på EN GANG – det gør nan sgu da bare ikke!!!! Og heller ikke det med ikke at uddybe, fordi … For f da!
    Kæmpe trøsteknus Mette

  2. Fy for helvede en dag. Hvis jeg boede i nærheden var jeg på vej i modvind og syleregn i mit nattøj med en flaske rødvin under armen.

  3. *Kram* og *aer dig på håret*
    For fanden – det er bare ikke i orden det der!
    Du spiser bare al den chokolade-kalender afmagten kræver – om du så skal købe 5 til!

  4. du får også en omfavnelse herfra. jeg er ked af det på dine vegne.
    hvis jeg boede i nærheden havde jeg siddet bag på Suzy Q med endnu en flaske rødvin.

  5. Øv for fa'en.
    Hvis jeg havde fulgt bedre med og set hvor Suzy Q cyklede hen, havde der været en ny chokoladekalender i posten til dig i morgen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.