Og det må du virkelig gerne❤️

Det her bliver et af de indlæg, hvor jeg starter et andet sted, end der, hvor jeg gerne vil hen. For jeg vil gerne lægge ud med at snakke lidt om Ditte Gieses nye podcast “Ditte Giese er blevet for tyk” som jeg har hørt på mine gåture, de sidste par uger. 

Ditte Giese er journalist og erklæret feminist, og er – efter eget udsagn – blevet ‘lidt for tyk’. Podcasten er hendes afsøgning af, hvad det egentlig vil sige at være sund, om man kan være feminist og stadig gerne ville ændre på sin krop, og hvilken betydning det har at være et menneske, der altid har sat intellektet højere end det (traditionelt) æstetiske.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet af podcasten, men jeg elskede den. For mig var der rigtig meget genkendelse i de overvejelser, Ditte har gjort sig, og det var virkelig rart at høre mine egne tanker og mindfucks komme ud af munden på en kvinde, jeg har utrolig meget respekt for.

Samtidig fik jeg, gennem interviews med forskellige gæster, også nye perspektiver på kendte problemstillinger og alt i alt vil jeg bare gerne opfordre alle til at høre den, uanset køn og BMI.

Men udover fornemmelsen af at blive både spejlet og klogere, så gik det også undervejs op for mig, at der er sket noget med min måde at betragte kroppen på. Ikke kun min egen, men også generelt. Det er, som om, jeg langsomt begynder at bevæge mig væk fra, at der kun er én måde at være pæn på, og det har medført en mere (jeg hader det ord, men) nænsom tilgang til mig selv.

Jeg er en af de mange kvinder, der stort set altid har ligget i åben krig med min krop. Og som – som en slags ekstra sidedish af nedtur – samtidig har foragtet mig selv for at gå op i det, for at ligge under for, hvad samfundet dikterer som pænt, og for at ønske at passe ind.

Undervejs i podcasten, opdagede jeg, at noget har ændret sig. Det handler helt sikkert om, at skønhedsidealet i samfundet langsomt (langsomt!) bliver bredere, men faktisk oplever jeg, at en stor del af mit ændrede syn, hænger sammen med, at jeg er begyndt at følge kvinder, der stiller sig op, som de er, og siger en helt masse kloge ting om, at man gerne må være her, og at man gerne må have det godt og gøre ting, der gør én glad, selvom man objektivt set er overvægtig i forhold til de kasser, vi putter os selv og hinanden ned i idag. 

Når kvinder stiller sig op med al deres sårbarhed og insisterer på retten til at være her, til at lede efter lykken på lige fod med alle mulige andre, og til at gå klædt, som man selv bliver glad af, er der altid i debatten mennesker, der bringer sundhed og ‘men det er jo ikke pænt’ ind i debatten. Det har jeg selv tygget en del på. For det er objektivt set rigtig nok, at det er en større belastning for kroppen at veje mere, end den måske er bygget til at bære. Men egentlig tror jeg, at man er nødt til at skille tingene ad. For på en eller anden måde har vi fået det hele blandet sammen og besluttet, at tykke mennesker har pligt til at blive sunde *før* de må være glade og trygge i det offentlige rum, og at den bedste måde at hjælpe dem til det, er at fatshame dem.

Det er jo helt skævt. Ikke mindst fordi jeg har første gang til gode at se en overvægtig person forsøge at lokke andre til at blive det. Eller høre dem sige, at det er sundt at være tyk. Det er der INGEN af dem, der hverken siger, prøver eller påstår. Men ligesom man gerne må være glad, selvom man ryger, eller mens man prøver at stoppe med at ryge, og man gerne må tage på stranden selvom man har skæve tæer, fregner, eller mangler en finger, så burde det også være en menneskeret at stile efter Det Gode Liv, uanset tallet på badevægten. Det ene har jo ikke noget med det andet at gøre.

Sundhed i den her debat handler om en eller anden version af funktionalitet; at man kan få ondt af at være tyk, at man er i forhøjet risiko for forskellige typer af sygdomme osv., men det er sgu da lidt utroligt, at vi stadig føler så meget ondskabsfuld tryghed i at holde fast i, at det udelukkende er mangel på rygrad og karakter, der gør folk tykke, og hvis de ikke kan styre sig, så har de ikke ret til at have det godt, når de er ude blandt alle (os) andre. 

Og det er det ENESTE sted, hvor vi stadig fordrer fordommen om, at vi er og skal være enige om, hvad ‘pænt’ er. 

Andrea Bak siger i podcasten, da de snakker om tv programmer som ‘the biggest loser’ at man jo kunne prøve at forestille sig et tv-program, hvor 10 anorektikere blev sendt ud på en ø, hvor de skulle sidde helt stille og blev tvunget til at spise, mens coaches råbte dem ind i hovedet, at de skulle tage sig sammen, og det hele blev transmitteret og brugt som underholdning.

Det er et ret vildt billede, ikke?

Men trods alt begynder det at rykke sig, fordi der er kvinder som Lizzo, der acer body positivity og fordi vi begynder at bekræfte hinanden i, at en bikini-krop er en krop i en bikini. 

Det er kommet voldsomt bag på mig, hvor meget jeg selv har ændret syn på, hvad der er normalt og hvad der er pænt, fordi jeg er begyndt at følge nogle af de her damer på IG. Det har rystet mig, fordi jeg – hånden på hjertet – troede, at jeg var hævet over den form for påvirkning. Jeg troede, at jeg sagtens kunne sortere i mine egne idealer og skille dem ud fra, hvad modebranchen stopper ned i halsen på mig, men det er simpelthen ikke tilfældet. 

Det er så utrolig befriende at begynde at sænke skuldrene lidt. At kigge i spejlet og tænke, at det måske faktisk er ok, at min krop bare er helt almindelig. At nære håb for, at når Frida og hendes veninder træder ud i verden som kvinder, så er der sket noget med deres syn på både sig selv og hinanden.

Og Dittes podcast har fået mig til at tænke over, at der ville ikke være sket en skid, hvis ikke nogen havde taget det første skridt. Hvis ikke virkelig modige damer havde turde rejse sig og sige: Det her er min krop. Den er, som den er. Og jeg må godt være her.

Skal vi bytte gode IG-profiler af bad ass damer?

Jeg følger: 

aidybryant

lizzobeeating

dittegiesebosslady

ida_kys

det_fordi_jeg_er_tyk

Og så synes jeg også, at man skal lytte til det afsnit af podcasten ‘You’re wrong about’ der hedder ‘The obesity epedemic’ (19.sept. 2018)

Hvem og hvad kan I anbefale?

Published by

43 Replies to “Og det må du virkelig gerne❤️

  1. Yes, dame! Jeg er helt med på Ditte Gieses fantastiske podcast. Den har også bidraget til en lignende bevægelse i min egen (krops)bevidsthed, for hvorfor er det egentlig, at jeg går og drømmer om at komme tilbage på min før-børns-vægt? Hvor kommer den idé fra, at det ikke skal kunne ses på min krop at jeg har fået tre unger? Er vægten et mål i sig selv, eller savner jeg i virkeligheden at føle mig stærk, let og hurtig uanset hvad tallet på vægten viser? Nu har jeg flyttet fokus fra vægten og til, at jeg gerne vil løbe 7 km til et motionsløb i smukke omgivelser til sommer. Det er rigelig udfordring med min tendens til skinnebensbetændelse, men det er en positiv udfordring – jeg skal klare noget – hvis jeg så bliver lidt smallere undervejs, gør det ikke noget, men det er ikke målet i sig selv. Det sværeste i processen har været at indse, at jeg åbenbart også ligger under for de forventninger til kvindekroppens udseende, som jeg egentlig troede, at jeg var immun over for i kraft af min “not giving a fuck”-feministiske selvforståelse. Det var jeg åbenbart heller ikke. Jeg har i øvrigt aldrig ligget i krig med min krop, har aldrig været på kur, men tankerne er kommet snigende sammen med det slappe maveskind.
    I øvrigt skrev du for nylig et rigtig fint, udførligt og inspirerende svar til mit spørgsmål om, hvordan du klarer at gå så meget i en hverdag med børn. Jeg læste det flere gange, men fik aldrig svaret og nu kan jeg ikke finde det. Men tak! Du er en kilde til inspiration på flere plan 🙂

    1. Det er lige lidt off topic her, men jeg vil bare varmt anbefale appen C25K til løbetræningen. Den brugte jeg til at genoptræne efter en bækkenløsning, som efterlod mig ude af stand til at gå mere end 50 meter. Om dagen. Og jeg er også blevet bremset af seneskedehindebetændelse på skinnebenene ufatteligt mange gange, men ikke i forløbet med den der app – eller siden, for øvrigt.

      God fornøjelse og god tur! 🏃🏼‍♀️🏃🏼‍♀️

    2. @Marie: Hvor fedt at høre, at podcasten også har puffet til noget hos dig! Det er sgu værdifuldt, synes jeg. Min egen oplevelse er, at nye tanker fører andre nye tanker med sig, så det er også noget med at man faktisk begynder at få øje på tanker og mønstre hos sig selv, som man aldrig har lagt mærke til før, synes jeg.

      Jeg har også bøvlet helt enormt med skinnebensbetændelse. Tjek evt, at dine sko ikke er for store; hvis mine er bare det mindste til den store side, kommer jeg til at gå og løfte tæerne i skoene, og så får jeg skinnebensbetændelse med det samme. Skulle du alligevel komme til at bøvle med det, har jeg haft virkelig meget glæde af den varmecreme, der hedder Counter Pain. Jeg købte den første gang hos en thai-massør, jeg gik hos, men har siden fundet den på Amazon, hvor den er overraskende billig. Det er den eneste varmecreme, der har effekt på mine skinneben.

      1. @Astrid: Jeg bruger en app, der hedder Couch to 5K, så mon ikke det er nogenlunde det samme. Men selvom jeg følger programmet, kan jeg mærke hvordan det rører på sig i skinnebenene. Fedt at det virkede for dig! Det med 50 meter om dagen kender jeg fra min tvillingegraviditet. Never again!

        @Linda: Det du siger om store sko…får mig til at tænke, at tåboksen (eller hvad det nu hedder) i mine løbesko er temmelig stor, så jeg nemt kommer til at glide lidt rundt. Med halvstore fødder og en forkærlighed for minimalistiske/flade sko er det bare så hammer svært at finde noget i butikkerne, men måske skal jeg på jagt. Cremen googler jeg straks. Tak for tips!

        1. Årh hvor er det træls!! Jeg var en gang hos en idrætsmediciner, som sagde at jeg skulle træne meeeeget langsomt op, så hvis programmet sagde 3xugentlig skulle jeg kun træne 2xugentligt. Hvad jeg vist også gjorde da jeg genoptrænede efter graviditeten. Og 100% enig. Never again!

          Jeg har fået rigtig god vejledning til køb af løbesko og en ekstremt grundig løbestilsanalyse hos Kaisersport i Brønshøj, efter anbefaling fra en idrætskirurg, hvis du skulle være på de kanter. Skoene var ikke overdrevet dyre, jeg tror jeg gav 1400-1500kr, men det er de bedste jeg nogensinde har haft og ved et svineheld kunne jeg siden købe samme model for 500kr da de i mellemtiden var blevet overhalet (høhø) af nyere modeller. Og mine sko er faktisk også ret små i det i fht hvad jeg tidligere har haft – de sidder virkelig til.

          Jeg håber virkelig, du kan få det til st fungere med løb.

        2. Ved ikke helt hvor i tråden denne er smartest at smide men nu bliver det her.
          Jeg er, helt forsigtigt og uden at fortælle det til andre end min kæreste, gået i gang med løbetræning igen. Jeg har, trods virkeligt gode løbesko, tidligere bøvlet med en irriteret sene/muskel/something lige over venstre hæl (måske akillesenen, nu jeg tænker over det) og alle Sofa til 5 km programmer jeg har været omkring er for ambitiøse. Jeg bruger app’en Nike Run Club og husker hele tiden på Anne Gårdmands ord om at det ikke skal gøre ondt at løbetræne (ingen hvisser eller menner). Og de guided runs jeg vælger understøtter dette. Så når det begynder at føles anstrengt sætter jeg farten ned eller går et stykke. Eneste anke er at de antager at man starter i løb. Det ville for mig være den lige vej til skader, så jeg går altid et pænt stykke først.

  2. Det er lige præcis det her Sex og Samfund tager fat i ifm året uge sex. Man kan tilmelde sig Forældredysten og få gode råd til, hvordan man kan tale med sine børn om kroppen.
    Line Jensen har lavet fine illustrationer til. En af dem er simpelthen så sigende. En mor, der belærer sin datter om, at hun ikke skal lade sig påvirke af billeder på Instagram, mens hun i samme nu spørger datteren, om hun ser tyk ud i en bestemt kjole.
    Jeg håber sådan, at jeg kan være det bedste forbillede for mine børn ved at tale pænt om min og andres kroppe, så de bliver rustede til at være kritiske overfor hvad de finder på nettet.

    1. Jeg har tænkt meget over, om det er en generationsting, det der. For jeg tror simpelthen ikke, jeg kender nogen, der kunne finde på at spørge deres børn, om de ser tykke ud i noget bestemt. Eller spørge ægtefællen, mens børnene hører det. Men uanset, så er det også noget, jeg selv er ret bevidst om, og som jeg lige nu løber ind i lidt udfordringer omkring. For jeg vejer mig hver morgen, og det er børnene pludselig blevet opmærksomme på. Og hvad svarer man så, når de spørger, hvorfor jeg gør det? For jeg vil virkelig gerne finde den balance, hvor vi kan tale lidt om, at jeg gerne vil tabe mig, men uden at de kommer til at tænke tilbage på et hjem, hvor slankekure og kropsfokus var omdrejningspunktet.

  3. Sara Bro og Maria Jencel er også seje damer på IG. Og viser kroppe i bikini, men også ‘man kan godt være seriøs/intelligent/fuld af power selvom man viser kavalérgang og glimmernegle’.

  4. Jeg håber, du har ret i at der er sket noget når næste generation kommer ud i verden. Men jeg føler mig ikke altid lige håbefuld, for samtidig reklamerer diverse influencere for brazilian butt lift og alle mulige andre mere eller mindre bizarre kosmetiske operationer til deres tusindvis af unge følgere. Der er budskabet jo så at hvis du er utilfreds med noget, så kan du svinge dankortet og få det fixet. Endda kombineret med en forkælelsesrejse til Tyrkiet. Og så synes jeg sgu ikke vi er kommet ret meget længere end siden jeg plagede min mor om at få permanentkrøller en gang i starten af 80’erne (ja, jeg fik sjovt nok ikke lov, thank god! Min veninde lignede en våd puddel i måneder bagefter).

    Jeg synes det ville være fantastisk, hvis vi kunne nå til en bredere accept af hinanden. Jeg tror det var Ida, som jeg ikke pt kan huske, hvad hedder til efternavn, der i Politiken for nogle år siden skrev, at vildfremmede større børn og voksne råbte af hende på gaden fordi hun er tyk og sagde, at hun skulle dø. Jeg blev inderligt forarget og faktisk virkelig rystet. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at nogen kunne finde på sådan noget. Måske er jeg naiv, men WTF!?! Og hvis jeg nogensinde får nys om at nogen af mine børn kunne finde på at sige sådan noget til nogen som helst, så får de klippet tungen af.

    Nu har jeg selv tabt mig ret meget det sidste år og er i bedre form end jeg nogensinde har været før. Det er jeg pissestolt af, faktisk. Og jeg føler mig pænere, stærkere og helt ærligt har jeg fået bedre selvtillid af det. Fordi jeg føler, at jeg har fået kontrol over min krop igen efter en hel del år med graviditeter, amning og skørlevned. Og jeg må indrømme, at jeg ikke har det afslappet med hvor meget mine graviditeter har taget på min krop – den der mave med en seriøs rektusdiastase og så mine bryster, som ser HELT anderledes ud end de gjorde før. Jeg er da stolt af, at jeg har båret tre skønne unger, født og ammet dem og jeg kunne ikke drømme om at få implantater eller anden form for kosmetisk kirurgi, men jeg er sgu ikke glad for hverken strækmærker eller hængebryster og ser det heller ikke som vidnesbyrd om en stor kærlighed. Sorry, men der er jeg altså ikke kommet til i min bevidstliggørelse. Jeg ser det mere som en træls, men for mig uundgåelig konsekvens af at have fået børn.

    Så nu vil jeg grave Ditte Giese frem. Hun er klog og jeg har hørt meget godt om den podcast.

    1. Jeg er bestemt heller ikke der, hvor jeg bare knuselsker alt ved min krop, og kan ignorere forfængelighed og erindringer af, hvordan den har set ud, og jeg tror ikke, at vi kommer til at gå fra, hvor vi er i dag, til pludselig, total accept.

      Men jeg ville synes, at det var et godt sted at nå hen, hvis vi kunne frigøre os så meget fra idealet, at vi faktisk fik lov til at selv at vurdere, hvor og hvornår vi har det godt i den krop, vi nu engang har fået udleveret, med det liv, den har levet og de gener, vi fik med. For lige nu tror jeg stadig, at deprimerende mange af os sætter mål, der udspringer af det, vi er flasket op med at se på, når vi skal beslutte, hvor meget, vi skal tabe os/træne/spraytanne/operere på.

      Og jeg er bare selv blevet virkelig overrasket over, hvor meget jeg er påvirket af, hvad jeg gennem medier, blade, film osv. osv. osv, har “lært” er Det Smukke – for det er først efter, at jeg aktivt har valgt at opsøge eksponering af andre typer af kroppe, at det går op for mig, hvor stor betydning den storytelling, der er i alt, hvad vi omgiver os med, har haft.

      Jeg håber, du kan lide podcasten.

  5. Så glad for dit take på emnet her. Der er også sket noget med mig efter Dittes podcast. Pt. er mit fokus helt uden anstrengelse på mit velvære mere end mit udseende. Jeg kan ikke klare at være oppustet eller dehydreret eller binde væske i kroppen, som alt meget gluten og sukker tilsammen gør, og sjovt nok er det en meget bedre motivator for gode kostvalg og mere bevægelse end bukselinningen i 20 år har været.

    Jeg er glad for @katiesturino. Hun tager de konventionelt smukke influencertypers billeder og laver en #supersizethelook på dem, hvor hun iklæder sig det samme tøj og indtager samme pose. Så vi andre dødelige har en form for idé om, hvordan det sagtens kan se flot ud på dødelige også. For mig en god vaccine mod “pfff, sådan noget der kan jeg jo ikke gå i”. Tilmed gør hun det kærligt og uden at være nedladende over for det oprindelige look – en tendens jeg også oplever spire frem for tiden sammen med Lizzo og Tykke Ida: Man behøver ikke være enten tyk og hade de tynde eller omvendt mere. “Hvem gider knalde sådan en cykel der?!” og hvad man ellers har sagt om slanke kvinder i tidens løb. Ingen kroppe har mere ret til at være glade og do their thang end andre.

    1. Ej, hun har en skøn profil; hende har jeg straks trykket følg på.

      Da jeg skrev indlægget havde jeg faktisk et afsnit med, om det her med at man heller ikke skal .. skinnyshame (?) – men jeg valgte, efter en del overvejelse, at slette det igen. For jeg tror, at problemet med, hvordan samfundet ser på og behandler overvægtige, faktisk bør italesættes isoleret, fordi det – i min optik – er langt mere alvorligt end de gener, som tynde mennesker udsættes for. (- som selvfølgelig heller ikke er i orden).

      For tynde mennesker ligger bare væsentligt tættere på det skønhedsideal, vi dyrker som samfund, end tykke mennesker gør, og uagtet at det må være skideirriterende, at andre folk blander sig i, hvad man spiser, så er det mit indtryk, at der også er mange, der beundrer og hylder det tynde, fordi det er et tegn på disciplin og kontrol, som begge er dyder, vi som samfund sætter højt. Modsat overvægt, som er et kontroltab, der bæres uden på kroppen, hvor alle kan se det. Selv blandt spiseforstyrrede hersker et hieraki, hvor anoreksi er finest, fordi den indikerer viljestyrke, mens bulimikere og BED’er af mange betragtes som mennesker, der ikke besidder impulskontrol, og som man ikke kan have respekt for.

      Derudover skal tykke mennesker leve med, at alle har en holdning til dem og deres tallerken, når de spiser, de skal leve med, at rigtig mange omkring dem udelukkende ser overvægten og ikke mennesket bag, de skal leve med tilråb på gaden, at blive frasorterede til jobs, at få “velmenende” råd fra alle mulige, i situationer, som intet har med deres vægt at gøre osv. osv.

      Faktisk kom jeg i det her til at tænke på de canadiske indfødte (native) kvinder, som er voldsomt overrepræsenterede i statistikken, når det kommer til voldtægt, overgreb, bortførelser og mord. For når vi snakker om meetoo, og at kvinder skal have ret til at færdes på gaden uden at være bange osv, så er vi jo alle sammen enige om, at det bør gælde alle kvinder, og ikke kun de indfødte canadiere. Men fordi de er så overrepræsenterede som ofre, så synes jeg også, at det giver mening at tale særskilt om deres rettigheder og mangel på samme, fordi de ellers forsvinder lidt i en slags utilsigtet whataboutism.

      Jeg synes, at det er lidt af det samme, der er på spil her.

      (Nu røg jeg lidt ud af sidespor, men vil bare lige anbefale den her artikel om the native women: https://www.theguardian.com/us-news/2020/jan/13/a-well-of-grief-the-relatives-of-murdered-native-women-speak-out)

      1. Det er helt sikkert mere stigmatiserende at være tyk end tynd. Og jeg forstår godt hvorfor du ikke skriver om tynde her – dit indlæg står klart og skarpt, og whataboutism er anstrengende. Men jeg vil gerne pippe, som tidligere meget tynd og efter tre børnefødsler meget slank, at folk altså også holder øje med tynde menneskers tallerkener og kommenterer på det – i en grad så jeg ofte har spist mere, end jeg havde lyst til, fordi jeg ikke orkede at høre antydninger om at jeg havde anoreksi (har i øvrigt aldrig været i nærheden af en spisforstyrrelse), at det “altså ikke er pænt at være så tynd”. Og jo folk råber også efter en på gaden – “har du glemt dine bryster derhjemme?” Eller de betror sig: “mænd vil hellere ville en ko end en kvinde med små bryster”/”mænd tænder ikke på tynde kvinder, det gør jo ondt at have sex med dem”. Og hvad jeg ellers er blevet fortalt gennem årene. Det gør ondt, der sætter sig på selvværdet, og selvom min krop er slank så har jeg haft det virkelig svært med at holde af den, for jeg har ikke oplevet, at verden omkring mig har accepteret den som okay. (Jeg har fået det bedre med den efter jeg er begyndt at motionere og har ændret fokus på at føle mig stærk og sund i kroppen).

        1. Jeg håber ikke, at jeg får insinueret, at jeg synes, at tynde mennesker bare skal holde op med at klynke, eller at jeg synes, de har det nemt. For det er på ingen måde tilfældet. Jeg har aldrig selv været tynd-tynd, men jeg har haft et par veninder, der var, og jeg har også hørt, hvad de somme tider må stå model til.

          For mig var det min højde. “Er vejret godt deroppe?” en million øgenavne i folkeskolen, hvoraf struds og giraf var nogle af de pæneste, og mænd, der ligeud har sagt til mig, at de ikke var interesserede, fordi jeg var for høj. En enkelt er gået over i historien i min omgangskreds, fordi han – i ramme alvor – spurgte, om jeg ikke kunne gå lidt ned i knæ, da vi stod på dansegulvet.

          Men jeg har aldrig været ægte ked af min højde. Ikke fordi jeg er gjort af noget specielt, eller fordi mine forældre har indpodet mig ekstra styrke omkring det. Det har jeg bare ikke. Og jeg spekulerer somme tider på, om det ikke er nemmere at “bøvle” med noget, som man trods alt ved, at nogle er misundelige på. At der faktisk er mennesker, der virkelig gerne ville være det, man er.

          Når jeg her forsøger at isolere problemet med, hvordan vi ser på overvægt, så er det fordi jeg tror, at vi ender med at flytte på ingenting, hvis vi hælder tykke, tynde, rødhårede, homoseksuelle, kvinder og venstrehåndede i samme kategori. For det bliver for nemt at affeje hele debatten, fordi det er nemt at være god ved lige præcis den del af gruppen, som man selv har aktier i, fordi bedstevennen er homo eller har en anden farve end man selv har. Det kræver på en eller anden måde for lidt af folk, hvis det hele bare smides i samme bunke. Så er det, vi får mænd, der synes, de er feminister, fordi de har undladt at klappe en kvindelig kollega i røven, og mennesker, der synes, de er tolerante, fordi de har sagt noget pænt om en socialist.

          Jeg håber sådan, at jeg får mig udtrykt rigtigt her, for det er et super følsomt emne, og jeg ville være meget ked af, hvis nogen går herfra og tror, at jeg synes, at alle andre end de tykke bare må klare sig selv <3

          1. Nej nej, det tror jeg ikke, at nogen tænker om dig. Og som sagt: dit indlæg står skarpt, og du har ret i, at man ikke rykker på noget, hvis al verdens problemer skal ind under og italesættes under samme hat. Måske gik der whatabout-ism i min kommentar, og det skulle der ikke. Sorry! Jeg reagerede kun på der med, at folk ikke kommenterer nedsættende på tynde mennesker og deres mad og krop, for det er ikke rigtigt. Det gør de. Og det gør ondt, også selvom man har et lille taljemål. Og den erfaring havde jeg bare lige behov for at dele, fordi – jamen, der er mange gode grunde til at fokusere på overvægt og ikke inkluderer alle kroppe i denne her snak, men lige den grund køber jeg ikke, fordi det er noget jeg og min krop har en vis erfaring med 🙂
            Tak for et godt og stærkt indlæg!

  6. Jeg kan anbefale at følge den engelske kampagne This Girl Can, det har fokus på bevægelsesglæde og positivt kropsbillede. Og med inspiration derfra er vi på mit arbejde igang med at lave en dansk kampagne, som bliver testet fra august. Bl.a. på sociale medier og i samarbejde med aarhusianske idrætsforeninger, der bl.a. er inviteret til KvindeEvent 29. Februar med oplæg fra Katrine Gisiger, som jeg også kan anbefale at følge.
    Kampagnen er hemmelig endnu, men når den bliver lanceret kan jeg sende den til dig, for det er lige vand på din og min mølle! 😊

  7. Bodyposipanda – Megan fra England og en af de store fortalere for det. Og så er hun fan af Lizzo.

    Neoqlassicalart – Jeg begyndte at følge hende, da jeg så, at hun lavede Disney prinsesser om til at have mere fylde på sig, for at bryde op med hele den tynde forestilling, vi har skabt.

  8. Celeste Barber og Challenge accepted var noget af det første, der ruskede lidt i min tænkning om skønhedsidealet
    (autocorrect foretrækker skønhedsidealer i flertal – det kan jeg godt lide den for).

    1. Det er en af de få gange, hvor vi faktisk må rose AC:-D

      Hun er også virkelig sjov. Og det bliver så tydeligt, hvor absurd, underholdningsbranchen somme tider er, når man ser et helt almindeligt menneske sat ind i den kontekst. Mere af hende!

  9. Note to self: Ikke tjekke blogsbjerg lige før “nå-op-på-dagens-skridt-gåtur” (i øvrigt, tak for inspiration til at påspænde skridttæller og parkere længst væk fra indgangen. Når man arbejder på kontor og kører 1 milliard km hver dag, bliver det der med at få gået lidt en udfordring) … Godt at jeg havde pitchet ideen til bedre halvdel allerede.

    Jeg har kun hørt et enkelt nøje udvalgt afsnit af den podcast (troede lidt at jeg ville blive gnaven af resten), men med din anbefaling i ryggen får det øvrige et skud også.

    Jeg havde egentligt sluttet fred med min vægt og syntes at jeg så dejlig ud (efter mange år i krig med kroppen, ligesom dig og mange andre). Og havde den meget udtalte holdning at folk der mente noget om min vægt, skulle finde et andet sted end min nærhed at mene det i.

    Desværre fik jeg sidste år konstateret skyhøjt blodtryk så jeg har mere eller mindre fået lægeordineret vægttab. Og det er fint nok, jeg har tabt 9 kg so far og har ca. 8 igen inden jeg ligger komfortabelt i den grønne BMI-zone. Og det har ikke været rigtigt svært. Det har krævet masser af mentalt arbejde, men jeg har fundet de redskaber der virker for mig, og jeg føler ikke at jeg går glip af noget (og er som noget helt nyt i det der vægttabsgame, ikke umådeholdent sulten hele tiden). Og jeg er glad for at jeg målbart bliver sundere (lavere blodttryk), for det er min primære drivkraft i det her.

    Men helt ærligt? Jeg synes at jeg var pænere før, især mit ansigt (det bliver sgu så kantet). Og samtidigt har jeg fået et uklædeligt fokus på netop vægttabet og målet og på at min mave bliver mindre og at jeg går tøjstørrelser ned. WTF!?! Jeg er inkluderende kropspositivist, blev der sagt!

    Og jeg følger ellers en pæn portion #jegmågodtværeher profiler (min eneste tilføjelse til din liste er @wobblybits Og @trixyworld har vel egentligt også en snert af det, men mindre, hm, udtalt). Så jeg burde være nogenlunde vaccineret mod tynd = pæn, men det kommer bare så hurtigt springende ind på scenen igen.

    Så mit mål er at igen at lande i en tilfredshed med mig selv, som ikke er drevet af min vægt. Håber at jeg får mig arbejdet derhen en dag.

    1. Det er en skideinteressant problemstilling; at man faktisk også kan skulle arbejde for at acceptere en krop, der er tyndere, fordi man har fået den “påtvunget”. Spændende!

      Jeg er jo også igang med et vægttab, og gør mig mange tanker om, at de her to .. bevægelser jo egentlig er lidt modsatrettede. At jeg forsøger at ændre min krop, samtidig med, at jeg arbejder på at føle større accept. Men det, jeg stille og roligt kan mærke er, at der sker noget med mine tanker. De opfører sig anderledes, når jeg kigger mig i spejlet, og de registrerer, hvad jeg tænker, når jeg ser overvægtige mennesker i gadebilledet. Og det gør sgu mange gode ting for mig.

      Jeg tror ikke, at jeg kan nå til det punkt, hvor jeg synes, at min krop 40+ er pænere, end den var, da jeg var 25 og trænede en million timer om ugen, og ikke havde født to børn – men jeg ville sgu gerne nå til det punkt, hvor den ikke fylder negativt. For det synes jeg faktisk, at den har fortjent <3

      Hurra for, at du også har fået en skridttæller. Er det ikke crazy, hvor meget det betyder??!

      1. Det har den nemlig fortjent, din seje krop <3

        Og det er nok det jeg er mest træt af i det her; at jeg pludselig igen skal arbejde for at være nænsom og selvkærlig. Med vægttabet er fuldt vrissen af min mave som jeg nu synes ser tyk ud, selvom den objektivt er fladere end den har været i 10 år. Og det fortæller mig også noget om hvor skrøbelig vores balancerede syn på ting er, hvor let vi falder tilbage i de bias vi er født ind i/opdraget med.

        Jeg har f.eks. tænkt at Morten Elsøe, hvor god og velmenende og sej han ellers er (ja, det er hans redskaber jeg anvender og jeg lytter trofast til Detox Din Hjerne) ligger under for et (muligvis for ham selv ubevidst) bias om at ingen frivilligt er tykke eller glade og tykke samtidig og at alle gerne ville være slanke hvis de kunne. Og dermed er han, for mig at se, allerede med til at bidrage til det stigma han gerne vil fjerne. Så vi har også brug for, folk som, Sofie Hagen (som jeg ellers har holdt pause fra fordi jeg syntes at hun var lige i overkanten) som insisterer på retten til at være tyk og glad helt uden hvisser og menner. Og det er superduper nødvendigt med en bred repræsentation af os allesammen. Både i billeder, tekst og tale.
        Så tak for inspiration også fra de andre læsere til flere seje mennesker i alle former (@katiesturino er genial 🙂 )

        Skridttæller er sådan lidt ambivalent for mig. Når du beskriver dit forhold til grænser og autoriteter føler jeg tit at jeg sidder og vinker til et spejl. Og min overordnede holdning er at en skridttæller skal i hvert fald ikke fortælle mig hvor langt jeg skal gå (apropos mindfucks og mild kognitiv dissonans …). Men jeg håber at få en bedre fornemmelse af hvor meget bestemte typer af dage bidrager til bevægelse og så kunne navigere efter det i fremtiden.

        1. Jeg har aldrig skænket det med Morten Elsøe en tanke, men det har du da fuldstændig ret i. Og måske er det også dét, jeg synes, at hele det her flyttede fokus kan: At man begynder at få øje på, hvor mange steder, man bliver påvirket, fuldstændig uden at være klar over det.

          Og den der med at forestille sig The biggest loser, bare med anoreksi-ramte satte virkelig, VIRKELIG også nogle tanker igang hos mig.

          I forhold til det med skridttælleren, spekulerede jeg, efter at have læst din kommentar over, hvorfor det virker så godt for mig, og jeg er nået frem til, at det er fordi der nu pludselig er et “Nok”-mål. For at gå en omvej eller parkere en bil længere væk fra indgangen, føles ikke som noget, der batter, hvis det bare er, når man lige husker det, at man praktiserer det. Men nu, hvor jeg kan se, hvornår jeg faktisk har nået det, jeg skal, så bliver jeg pludselig motiveret, fordi hver eneste lille indsats bringer mig tættere på et på forhånd fastsat mål. (Giver det mening? Jeg er hjernedødt træt idag, og mine tanker er klæge som kold havregrød, så håber, at jeg får mig formuleret bare nogenlunde:-/)

          1. Jeg elsker det her indlæg og alle tankerne vi allesammen deler lidt mere end jeg elsker dine andre indlæg (så jeg elsker det højt).
            Det er et emne jeg har brugt ret meget tid på i en periode og alligevel går jeg endnu mere reflekteret herfra bloggen hver gang.

            Jo, det giver fint mening med skridttælleren. Tror også at det er den del der vinder mig over når jeg bruger den og f.eks. liiiige render ud med skraldet for at nå det sidste.

            Og ja, omvendt The Biggest Loser: helt gal altså.

            Til allersidst: TAK for Ditte Giese er blevet for tyk. Den er jo fantastisk selskab på de mange mia ugentlige km!

  10. Dejligt, at få lidt flere seje mennesker i mit insta-feed og podcast-feed. Det er så skønt at det lige så stille rykker lidt, at der kommer flere nuancer på vægt og sundhed. Hvis den her bevægelse gør, at vi kan komme væk fra devalueringen af tykke mennesker som rigtige mennesker + at vi kan komme væk fra den alt for forsimplede ligning, der hedder tyk = usund og tynd = sund ville jeg blive ret lykkelig.

    Som semi tykt menneske (ikke så tyk at alle opfatter mig som tyk, er aldrig blevet råbt ad, men kan passe cirka en kvart procent af tøjet i Zara) er det de seneste par år gået op for mig, hvor meget tid jeg har brugt på at være ked af min krop og forsøge at gøre min krop til noget andet end den er. Gennem nedenstående bøger, inspirerende insta-profiler og en masse podcasts går det lige så stille op for mig, at min krop er helt fin og at mit mål i livet ikke skal være at ændre den. Min vægt er ikke et udtryk for at jeg er sund. Det handler i stedet om, om jeg er glad, om jeg bevæger mig og om jeg generelt spiser nogenlunde varieret. Og da jeg kan sige ja til alle tre ting, så opfatter jeg mig selv som sund (hvis man må det, når man er tyk…)

    Nogle af mine personlige inspirations-favoritter er:
    – bodyposipanda på instagram (Megan Jayne Crabbe), som også er nævnt ovenfor. Hun er en utroligt dygtig formidler. Hun har også skrevet en god bog, Body Positive Power, som vist kan lyttes til på mofibo eller saxo. For mig var den en øjenåbner i forhold til at skille sundhed, diætkultur og tykfobi fra hinanden.
    Hun har også været med i Russel Brands podcast Under The Skin her:https://www.russellbrand.com/podcast/065-beauty-fat-and-capitalist-pigs-with-megan-jayne-crabbe/

    Sofie Hagens Happy Fat, som netop er udkommet på dansk. Den ligger vist også som engelsk lydbog på Mofibo. Jeg har ikke fået læst det hele endnu, men det jeg har læst er virkelig velformidlet og giver noget skarpe pointer, som rykker lidt ved min opfattelse af verden.
    Shooglet er en anden insta-profil, som tager kunstneriske billeder af tykke kroppe. Meget smukke og meget fascinerende.
    drjoshuawolrich på instagram er en britisk læge, der laver meget indhold, der beskæftiger sig med, hvad der er sundt. Han gæstede for nyligt Sofie Hagens podcast Made of Human.
    Frances Cannon på instagram laver de fineste tegninger, som ikke nødvendigvis passer 100 % i forhold til vægt, men bare en god reminder om at mennesker kan være skønne og smukke i mange former.

    1. Din kommentar fik mig til at tænke på, hvor meget af vores kropsopfattelse, der mon hænger sammen med udvalget i tøjbutikkerne? Jeg kan ikke lige se i din kommentar, om du har hørt Ditte Gieses podcast, men hvis ikke, skulle du høre i hvert fald det afsnit, hvor hun taler med Chris et-eller-andet fra modebranchen. Den var SYGT interessant, syntes jeg, fordi han var virkelig god til at fortælle om moden og hvordan elementet af eksklusion faktisk er hele grundlaget, branchen hviler på.

      Tak for nogle rigtig fine anbefalinger. Jeg har trykket ‘følg’ og ‘bestil’ på rub og stub:)

      1. Spændende! den må jeg for hørt.
        Og der er helt sikkert en forbindelse mellem kropsopfattelse og udvalget i tøjbutikkerne. Som mennesker vil vi gerne passe ind, være end del af samfundet og føle, at vi har værdi. Og som tyk er tøjudvalget bare endnu et sted, hvor vi ikke har værdi. Hvor vi ikke må være med, fordi vi er tykke.

        Med online-shopping er der heldigvis kommet meget bedre muligheder for at købe tøj, som passer og som er en ordentlig kvalitet. For plus-size tøj har, og er i en vis grad fortsat, ofte præget af at være billigt og dårlig kvalitet.

        Det er stadig et problem, at der er så lille udvalg for tykke mennesker i de fysiske butikker,, men jeg tager gerne det win det er, at jeg rent faktisk kan finde tøj, der sidder godt og er i en ordentlig kvalitet.

  11. Tak for virkeligt fint indlæg og podcast-anbefaling. Den ryger på listen! Vi har udsigt til problematikken med kropstype kontra samfundsidealet fra begge sider hjemme. Jeg er perma-tynd(fed …), mens min kæreste har været lettere overvægtig hele sit voksne liv. Jeg har allehånde skavanker og en muskelstyrke der er til at græde over, mens han er bomstærk, sund og i imponerende form uden den store indsats. Alligevel får han … det der lille overbærende smil, fordi det jo ikke er helt godt nok. Dt der virkelig satte det uhensigtsmæssige ved det der ureflekterede ideal på spidsen, var min graviditet, hvor jeg ikke rigtig tog på. Og selv om jeg virkelig intet havde ydet og spiste løs, var det SÅ flot og VIRKELIG imponerende og det helt store samtaleemne (det var forfærdeligt …). Og først da jeg mødte hende den unge usikre vikar-jordemoder der ikke turde andet end at tilkalde en overordnet, fandt man ud af at moderkagen havde sat ud, fostervandet var væk, babyen ikke var vokset i en måned og jeg skulle sættes i gang dagen efter. Det kunne jo være gået helt galt, fordi alle var så forblændede af at jeg kunne passe et par skinny jeans.

    1. SHIT, hvor skrækkeligt, mand! Og virkelig, virkelig tankevækkende.

      Lige præcis det med, hvad “sund” egentlig er for en størrelse er noget af det, som både behandles i Ditte’s podcast, men som jeg også synes bliver virkelig fint belyst i ‘You’re wrong about’. Den skulle du/I også give et lyt, hvis I har tiden til det <3

  12. Enig! har også lyttet til Ditte med stor glæde! Prøv også Sizewise.nu (to danske kvinder, de er både på podcast og instagram). Og så følger jeg curvy_kandi, _chubbhydane og fatfrontfilm.

    1. Kære Ditte.

      Her er det – virkelig – mig, der takker for en ualmindelig fin og modig podcast. Jeg glæder mig til 2. sæson, uanset hvad den kommer til at handle om ❤️

  13. Sofie Hagen! Hun er pisse sej og den der fået mig til at indse hvor mange fordomme jeg ubevidst, som ikke-tyk, gik rundt og havde og hvor skadelig de er. Det er nemlig absurd at tro udskamning er godt for noret som helst, men ikke desto mindre en præmis så meget ‘oplysning’ og almindelig omgang mellem mennesker tager afsæt i…

  14. Nonairbrushedme – giver også gode links og inspiration til andre man kan følge.
    Thehotbedcollective – hmm altså jo egentlig ikke et sted der har som sådan har fokus på kroppen men så alligevel. Jeg er ude af stand til at beskrive den uden at det kommer til at lyde sjofelt (mangler tydeligvis et ordforråd der lyder mere dannet indenfor dette emne!!!). Tag et kig 😊

Skriv et svar til C. Stubbe Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.