I aftes, da jeg bladrede igennem fb, så jeg, at nogen på en bekendts væg havde skrevet: “I dag sagde vi farvel til vores Lise” – hvilket først fik min hjerne til at gå i stå, for derefter at ræse gennem mulige scenarier, der ikke ville betyde, at Lise var død.
Det var hun. I et færdselsuheld i mandags.
Lise var min venindes veninde. For mig var hun en perifær bekendt, men da vi var studerende, og min veninde og jeg delte lejlighed, kom hun en del på matriklen, og derfor kendte jeg hende måske alligevel en lille, bitte smule bedre end andre af mine veninders veninder.
Jeg blev simpelthen så rystet over, at hun var død, og jeg aldrig kommer til at slutte fred med, at man kan dø i vores alder.
Da Lene døde havde jeg, i ugerne op til, en drøm, hvori det var mig, der skulle på hospice. Jeg skulle pakke min taske, og det, der både i drømmen og siden, næsten vendte vrangen ud på min forstand, var det banale, men fuldstændig absurde spørgsmål: Hvad pakker man, når man ikke kan have noget med videre? Som tankeeksperiment bliver det hurtigt så abstrakt, at man giver op, men når man drømmer, føles det jo som virkelighed, og selvom det snart er 5 år siden, jeg havde den her drøm, kan jeg stadig mærke, hvordan mine tanker slog imod fatteevnens massive mur, da jeg forsøgte at beslutte, hvad jeg skulle have med, og hvordan jeg skulle efterlade mit hjem, når jeg nu aldrig ville vende tilbage til det.
At skrive at påmindelsen om døden sætter tanker i gang om livet, er nærmest banalt. Der er skrevet en million sange om det, og ligesom det føles, som om, man er den, der har opfundet kærligheden hver eneste gang, man møder den, så føles det også som om, man er den eneste, der kan mærke vigtigheden af at bruge den tid, vi får, når man møder døden.
Men visheden om livets skrøbelighed fylder i den alder, vi har nu, synes jeg, og midtlivskrisen har ramt min omgangskreds ret hårdt. Ikke på den ynkelige sportsvognsmåde; den kommer mere til udtryk som en slags overvældet handlingslammelse, hvor vi alle sammen hver især forsøger at kapere, at de valg, vi har truffet, har resulteret i de vilkår, vi på godt og ondt kommer til at leve med resten af vores liv. For første gang er der valg, det er for sent at træffe. Dem, der har valgt at få børn, har stukket en livsbane ud, som ikke kan fraviges. Dem, der har fravalgt det, har ikke længere den teoretiske mulighed. Karriereskift og nye begyndelser under fremmede himmelstrøg er måske ikke umulige, men der er stadig nogle grænser, der er overskredet, og nogle løb, der er kørt.
For mig fylder det rigtig meget, at jeg, hvis jeg pludselig fik sat en udløbsdato på, gerne vil føle, at det gjorde en forskel, at jeg var her. Og det, jeg opdager nu, er, at det faktisk ikke handler om storhedsvanvid. Det er ikke et spørgsmål om at ønske evigt eftermæle eller statuer og hyldestsange. Det handler om at føle, at jeg brugte det til noget, livet. At jeg fik sat mit fingeraftryk, og ikke kom til at bruge al tiden på at vente på at det hele startede, sådan rigtigt.
Det lyder altid som tanker, man kun gør sig om de store valg; hjørnestenene og det primære indhold. Og det er selvfølglige også det vigtigste, for ingen kommer til at ligge på deres dødsleje og fortryde, at de ikke tog en ekstra aftenvagt. Men jeg prøver faktisk også at praktisere det helt ned på dagligdags niveau. Ville jeg fortryde, at jeg ikke gik mere i biografen? At jeg altid spiste det samme? At jeg prioriterede mit eget selskab over Tinder, brunch og julefrokost?
Forleden snakkede jeg med en kær ven, der opgivende sagde: “Jeg er ikke god til at leve, Linda. Jeg er bange for livet, og jeg har ingen drømme.” Det tænkte jeg meget over bagefter, for jeg har faktisk heller ikke ret mange drømme, men jeg har aldrig opfattet det som angst eller manglende tilfredshed. Snarere som et udtryk for, at jeg ikke længes mod at være noget som helst andet sted, end der, hvor jeg er. Eller at foretage mig andet, end det jeg gør. Jeg er sygeligt bevidst om, hvor priviligeret jeg er på et utal af fronter, og den eneste jeg-gad-godt-drøm, jeg har, er at tage mine børn med til USA og rejse rundt, så længe som overhovedet muligt. Og den drøm er jeg i gang med at realisere, et skridt ad gangen, startende med at eliminere min gæld, så jeg kan etablere en opsparing.
Jeg er ikke på nogen måde færdig med at være her, og der er meget, det ville knuse mit hjerte at slippe og gå glip af, men jeg føler, at jeg træffer mine valg ud fra et værdisæt, der er meningsfyldt, uanset hvor lang tid, jeg får lov at være her.
Jeg håber, at Lise følte, hun fik sat sit mærke på livet. At hun var glad i det, hun gjorde, og at den fortrydelse, der måtte være, primært gik på mængde og ikke på indhold.
Jeg håber, hun tog herfra med oplevelsen af, at hun efterlod noget, der kommer til at spire og vokse og gro, og at alt ikke sluttede med hende.
Kære Linda. Jeg håber virkelig, at du ved, at du med alle dine ord her gennem årene har gjort en vild forskel for så mange herude. Det kan ikke måles og vejes, men det er mere end sandt (og jeg ved godt, at det ikke var det, du fiskede efter). Det var bare lige det. Rigtig god søndag til dig og dine, <3
Den kommentar blev jeg simpelthen så rørt og glad og ydmyg over, Karoline. Tusind tak for det! <3
Jeg forstår virkelig godt det du siger og synes, det er godt og sundt at stoppe op en gang i mellem og reflektere over hvad man har gang i.
Problemet for mig er sådan set at jeg får en omgang survivors guilt ud af det – for jeg kunne vel altid lige få lidt mere ud af livet, hvis jeg ikke fx gik kold i min sofa med Netflix og strikketøj hver aften, hvis jeg så mine veninder mere, forskede mere, legede mere med mine børn, lærte at tale spansk osv osv. Jeg hader udtryk som ‘carpe diem’, især fordi jeg tager mig selv i at passivt-aggressivt hvisle ‘carpe fucking diem’ når jeg ordner vasketøj, min hadetjans numero uno – det føles så idiotisk når nu alt tøjet alligevel bliver snavset til igen. Der er fandeme meget, med tre små børn. Anyway. Min pointe er, at det godt kan være, at jeg potentielt kunne få mere ud af livet, men der er også bare ret mange ret dødsyge ting, man bliver nødt til at beskæftige sig med (i hvert fald indtil man bliver rig og får en husholderske). Og hvis jeg reflekterer alt for meget over dén balance brænder jeg lidt sammen nogle gange, for der er meget hverdag, mange madpakker osv. Men måske skulle jeg starte i det små med at gøre noget andet end rutine bare en gang i mellem? Derudover er der også balancen mellem instant gratification og at spare op til fx en længere rejse/gældfrihed/hus osv. Og med mindre man ruller sig i penge, så bliver man pinedød nødt til at vælge noget fra for at vælge noget til. Og der kan det nok være sundt at stoppe op en gang i mellem og overveje om det stadig er den rigtige retning man er på vej i eller om kursen skal justeres for at man ikke kun lever på forventet efterbevilling.
Jeg er helt enig i det med gerne at ville sætte sit aftryk. På den måde er det jo godt at få børn, så sætter man da et genetisk aftryk, om ikke andet. Derudover føler jeg priviligeret og stolt over den forskel jeg gør for mine patienter, både meget håndgribeligt og konkret for de, jeg behandler og for de fremtidige patienter, jeg og det forskerteam jeg er en del af forsøger at hjælpe gennem ny behandling og forståelse af biologiske mekanismer.
Og ikke for at rive dig noget i næsen, men jeg er faktisk på vej hjem fra en rundrejse i USA med min familie (dog kun tre uger) og det har været fantastisk!! Så glæd dig!
Tørretumbler og fyr det ned i skuffer og kasser uden at folde. Kold i røven. Det var bare det. Kh en anden mor til tre små unger.
Now that… Is true wisdom!
Jeg genkender utrolig meget af din beskrivelse fra tiden omkring Lenes død. Jeg ved ikke, om du læste med dengang, men jeg skrev det her indlæg om det:
https://www.blogsbjerg.com/the-beaty-of-small-things/
Det er faktisk først nu, hvor jeg læser din kommentar, at det går op for mig, at jeg ikke er der længere. At jeg har sluttet fred med madpakken (min ultimative hadetjans) og vasketøjet og ikke føler, at jeg burde stræbe højere og gøre noget vildere. Det får mig ikke til at nyde egerne i hamsterhjulet, men jeg tror, jeg har erkendt, at de er der, ligemeget hvilken model, man vælger. Så for mig er det noget med bevidsthed omkring hvordan jeg forholder mig til de valg, der er tilgængelige for mig i det liv, jeg har skabt for mig selv. At der ikke er ting, jeg glemmer at gøre, som jeg kunne have gjort, men bare ikke lige var opmærksom på.
Men jeg vil gerne tilføje, at det bestemt ikke altid føles særlig zen at have det mindset, for med den evige forholden, kommer også den evige reminder om, at vi er her på lånt tid, og det synes jeg simpelthen er så tungt. Måske er det prisen, man betaler for at være et menneske, der aldrig bare konstaterer at noget er, som det er, men altid skal tage det ind og forsøger at forstå eller mærke det.
PS: Jeg forsøger at rumme, at du har været i USA i 3 uger. Jeg vender tilbage, når det går bedre….
Jeg er vild med det her indlæg. Din Lise-del er smuk og varm og din Linda-del er vidunderlig livsbekræftende og opløftende. Man er heldig når man har det som dig (og heldigvis også mig) at have det fuldstændig aldeles aller bedst lige præcist det hvor man er, og i det man- sammen med en masse tilfældigheder, held og uheld-selv har skabt. Du må aldrig stoppe med at skrive.
Du er simpelthen det bedste og mest trofaste heppe-kor, Line. Tak!!! <3
Line siger det simpelthen så fint, så jeg vil undlade at tilføje andet end, at jeg håber, at du får en rigtig dejlig mandag. Kulde og decembermørke til trods (selvom det nu også kan noget).
Kærligst,
Marina
Tusind tak for det. Og i øvrigt ganske enig: Kulde og decembermørke danner det perfekte baggrundstæppe for lyskæder og gløgg <3
Jeg fik tårer i øjenene af dit fine indlæg, man mister desværre for mange jo ældre man bliver, men det minder også en om at livet skal leves her og nu. Der skal hygges hver dag, der skal kysses på dem man holder af ……. hverdagene skal være gode, det er dem, der er flest af. Dog ved man aldrig hvor lang tid man får på denne jord, tid er vores mest dyrebare resource, der bliver aldrig mere af den.
Så sandt, som det er sagt <3
Smukke ord og jeg kondolerer.
At dø i så ung en alder er altid uretfærdigt.
Har ikke flere ord.
Jeg sender i tankerne din smukke hilsen videre til de mennsker, der var tæt på hende.
Kærlig hilsen
Linda
Jeg elsker indlæg som disse! Du skriver så nuanceret, meningsfyldt, relaterbart, ophøjet og samtidigt jordnært – hvis det giver mening. Tak for dig!
Ej, men tak for dig og din kommentar!! Hvor er det fantastisk at høre, at det er sådan, det for nogle opleves ude på den anden side af skærmen. Tak <3
Jeg har meget svært ved at fortælle dig, sådan helt nøjagtigt, hvor vanvittigt dygtig, jeg synes, du er til at have en tanke (eller femhundrede) og så sætte dig ned og beskrive det med ord, så man nærmest selv kan smage dem på tungen og faktisk helt ind i nervesystemet. Selvom jeg virkelig nyder de andre former for indlæg, du skriver, må jeg sige at jeg sluger de her rå, eksistentielle og dybe indlæg på en helt anden, enormt sjælden måde. Måske er det fordi du er så god og ærlig, og deler så meget ud af dig selv, at man nærmest føler man kender dig, men jeg bliver sjældent bevæget på samme måde nogen andre steder. Selv nogle af de mest gribende bøger, jeg har læst, favner ikke mit følelsesregister på samme måde, som du er i stand til. Jeg har fulgt dig i mange år, og har tusindvis af gange haft lyst til at skrive noget til dig, jeg har bare været for fyldt med (eller tom for) ord, til rigtigt at vide hvad. Nu ved jeg det: bare tak. Sådan helt inde fra det der nervesystem.
Jeg ved ikke, om det er månen eller årstiden, men jeg fik simpelthen sådan tårer i øjnene over din kommentar. Tænk at have været så heldig at få lov at facilitere noget, der rammer andre på den måde, du der beskriver. Tak, tak, TAK for at bruge tiden på at skrive det til mig. Det betyder langt mere, end du tror <3
Jeg tænker over det virkeligt tit. En jævnaldrende bekendt døde, da vi var 22, og det var et kæmpe chok. På samme tid var jeg lige kommet i behandling for en spiseforstyrrelse, som lige så godt kunne have slået mig ihjel, så alting blev sat i relief. Hun fik ikke en chance, det gjorde jeg.
Det er snart 10 år siden, men det slipper mig aldrig nogensinde.
Jeg er nået frem til, at jeg simpelthen er nødt til hele tiden at have en hverdag, der giver mening – pt med små børn, men der er en ro i at beslutte, at så giver vasketøj og madpakker jo mening, for det er fundamentet for deres barndom. Til gengæld vælger vi også ting fra, som ikke giver mening (egentlig apropos juletræsfesterne fra forrige indlæg). Der hvor vi er i livet lige nu (lige omkring 30) er det sindssygt nemt at lade sig rive med af nye køkkener og alle de “korrekte” måder at være børnefamilie på, og jeg oplever et voksende behov for at stoppe op og minde mig selv om, hvad der er vigtigt. Og også at turde tage nogle valg, der er anderledes end det gængse, og stå på mål for dem. For mig er det en balance mellem, at leve forsvarligt overfor fremtiden, men også have indrettet os, så tanken om at blive ramt af en bil i morgen ikke medfører en masse fortrydelser.
Og så vil jeg lige istemme koret: din blog gør en forskel for mig<3
Noget af det allerfineste, der er sket over det sidste år er, at jeg har fået mange flere læsere, der kommenterer oftere. Jeg ved ikke, om det lyder gak, men det er virkelig rart at have en fornemmelse af, hvem det er, jeg skriver til, og at jeg begynder at kunne sætte lidt virale ansigter på.
Så tak for at dele lidt af dig selv her. Det gør en forskel for mig <3