Nu tuder hun igen.

Ja, undskyld. Det gik lige så godt med gode bøger og gode
fester – og det gjorde det. Det er bare kun halvdelen af historien. Den anden
halvdel er, at Anton siden han var syg, har været fuldstændig umulig. Han
skriger, skriger, SKRIGER, når han ikke får sin vilje, hvilket jeg kan oplyse,
at man ikke engang som mor kan finde charmen i. Han prøver grænser af hele
tiden ved at gøre alt det, han ikke må, og så sover han ikke. Han har i
forvejen aldrig været et barn, der sov meget, og nu er der skåret yderligere i
puljen.

Formentlig griner flerbørnsmødrene og dem med tvillinger
højt og hånligt lige nu. Men jeg er simpelthen så presset. Min batterier har
ikke nået at lade så meget som en enkelt pind siden opkasthelvedet, hvor vi
heller ikke sov, og jeg er flad med flad på. I nat stillede han sig op i sin
seng og skreg så meget, at det lød som om jeg dolkede ham med en meget sløv
kniv fra kl. 00.30 til kl. 3. Jeg er normalt ret principfast ift. at man her på
matriklen ikke kan tude sig til noget, men efter 2½ times standhaftighed
knækkede jeg, og tog ham ind i min seng.

Når jeg er så træt, ramler det hele. Jeg har lyst til at
brøle ind i ansigtet på dem, der næsten ikke kan være der for gode råd,
at alle børn er forskellige, og at ja, jeg HAR prøvet at gå/at blive/at
synge/at holde kæft og samtlige bøger og deres lorteteknikker, og de virker
ikke en skid på mit barn. Og jeg må gå, for ikke at gribe til vold, når de
grinende spørger, om Anton skal på ferie hos dem en uge, for så skal de
sandelig nok lige lære ham at sove igennem.

Kan de ikke selv høre det?

Men noget skal man jo lave med et barn, der er vågen 11
timer af gangen, så i går tog vi til loppemarked i en lille afkrog af byen, og
det skulle vi aldrig have gjort. Mens jeg i silende regn forsøgte at forhindre Anton
i at rulle sig i vandpytterne, stod jeg og kiggede rundt på 15 boder, der
hver især kunne opbyde to par gummistøvler, en ikeastol og højtlæsningsbøger
med æselører og fedtede fingre, mens lyden af Lars Lilholt væltede ud af
forsamlingshuset, hvor man kunne købe to ristede med brød til 30 kr.

Fornemmelsen af ikke at høre til i den her by var så stærk,
at jeg et kort øjeblik nærmest ikke kunne bevæge mig.

Nu sidder jeg her med sandede post-tude øjne og gruer for
natten. Jeg har åbnet en dåseøl i et afmægtigt forsøg på lokalintegration, og
bestukket naboens trampolinhoppende unger med en is for at få dem til at synge
svensk grand prix-lort på lidt lavere db.

Jeg ved godt, at det er mere synd for dem i Afrika, og at
jeg selv har valgt det her. Men lige nu, ikke? F.M.L.

Published by

36 Replies to “Nu tuder hun igen.

  1. Det må være SÅ hårdt. Jeg har den STØRSTE respekt for enlige mødre og fædre. Og især dem med børn, der sover dårligt! Det er så drænende og opslidende, når man ikke får sin søvn.
    Og når man er træt helt ind til knoglerne, bliver overskuddet forsvindende småt, og så ville jeg heller ikke kunne overskue Esbjerg. Men jeg misunder dig nu, at du og Anton er så tætte på dine forældre!
    Håber du får sovet i nat!
    Ps: Er der ikke nogen, der kan tage ham en enkelt nat, så du kan drikke en halv liter rødvin og sove igennem?

  2. Jeg kunne ha' skrevet det indlæg. Det er så forpulet hårdt, og alverdens velmenende råd er lige til at brække sig over. Som om jeg ikke kender mit eget barn – og som om jeg ikke har prøvet både det ene og det andet. SUK!

    En eller anden dag må det da blive lidt nemmere!

  3. Øvvv hvor ER det træls! For jer begge!! Godt forstå du er ved at tude :-/… Tænker på det første indlæg: mon dine forældre ku tá ham bare een nat? Så du får ro. Og så er her lige en kæmpe trøste-knuser fra Århus!!

  4. Åh, du skal have et kram, for jeg HAR bare været der. Jeg har været ved at kaste op af træthed, fordi min datter ikke ville sove. Og det var så fortvivlende, når hun stortudede, og det eneste jeg bare kunne tænke på, var at nu var der kun 3 timer til vækkeuret ringede. Og jeg vandrede op og ned af gulvet og håbede på at hun ville falde lidt til ro, så naboerne ikke ringede efter børneværnet.. Eller politiet.

    Jeg kan måske give lidt trøst, for lige pludselig, ud af ingenting, holdt hun op igen. Det var en fase. Det var helt umuligt at se en ende, da det stod på, men den var der. Hun har stadig nogle trælse nætter, men det er kun i perioder. Så hold ud, det skal nok blive bedre engang!

    Kæmpekram!

  5. DU ER JORDENS BEDSTE MOR. GLEM DET IKKE OG SÅ ER DET SAGT OG DU ER LORTETRÆT OG LORTE DUM OG LORTEMOR HVIS DU IKKE BARE NYDER DE NANO SEKUNDER LORTEUNGEN HOLDER KÆFT OG SOVER.

    SÅ SLAP DOG AF DEN UNGE ER NORMAL.
    DU SKAL BARE IKKE TRO DU ER NOGET, DET HEDDER DET I TRODSELADEREN OG NOGEN BØRN ER MERE FREMMWELIGE END ANDRE

    SOV GODT.

    kh BEDSTEMORKAREN

  6. Min dybeste medfølelse. Håber også de der bedsteforældre kan overtage, bare nogle timer, så du kan blive ladet lidt op.

  7. Søde Linda! Startede ud med at skrive en laaaaaaaang kommentar, men det lød så åndsvagt og – uden at ville være det – som et velmenende råd. Nå men slettede det hele, for jeg vil bare sige, at jeg orker ingen kampe om natten! Og der bliver ro, så snart Nikolaj får lov at ligge tæt med sin mor – så det gør han!
    Sov godt Anton og Linda!
    Knus Lisbeth H.

  8. Jeg har 4 børn og griner ikke. Kan stadig tude når jeg ikke får min nattesøvn pga natteroderi.
    Det er så hårdt og da særligt når du er alene med din søn.

  9. Det kan godt være du er træt, men for SATAN du skriver godt! Må søvnen snart komme til jer.

  10. Kan han ikke få en henvisning til en børnelæge eller børneafdelingen på det lokale sygehus? Det fik vi, da vores var 22 måneder, og de var himmelfaldne over, at der ikke for længst var sat eksperter på ham. Efter 12 besøg sad han og faldt i søvn på skødet af ergoterapeuten, og har lige siden sovet 11-13 timer hver nat uden at vågne. Han er stadig elendig til konceptet middagslur (som regel kun en halv time), men det griner man jo bare af, når man har fået 12 timers nattesøvn 🙂

  11. Hey! Hvert barn, sine kampe.
    Man skal ikke sammenligne. Kunne skrive du overhovedet ikke har det hårdt, fordi jeg lige har hørt om en gammel nabo, som har fået et barn med Downs og hendes mand er lige faldet og har brækket lårbenet. Det sucks.

    Men det gør det sgu da også at Anton nægter at sove. ALT kan jo drive en til vanvid. Specielt lyd.

    Hvis du kan, så parker ham hos nogle af de der bedrevidende typer en enkelt overnatning, og så tag på noget spa-halløj og få noget massage plus det løse, og få sovet igennem i en lækker hotelseng 🙂

    Varme tanker herfra – har ikke selv prøvet det (kva ingen børn), men kender godt nok en del forældre, som har hængt på randen af sindssyge fordi barnet ikke vil sove, og vælger at skrige igennem i stedet.

  12. der var engang en ung, rar kinesisk kejser, der mødte en buddhistisk munk, som han nød en gevaldig hyggelig og opbyggelig eftermiddag sammen med. da de skiltes, forærede munken kejseren en særlig fingerring, af den slags, der kan åbnes. munken bad kejseren altid at bære ringen, men understregede, at han kun måtte åbne den i yderste nødstilfælde.
    kejseren levede nu med ringen på sin finger og var glad. indtil den dag han på sin hest var forfulgt af en hujende, blodtørstig fjende.
    han galopperede udover stepperne med fjenden i hælene og pludseligt kom de til en dyb, stejl bjergskråning.
    kejserens hest styrtede, med de kinesiske sporer i flankerne og den kinesiske kejser på ryggen, durk ned i afgrunden.
    ved et lykketræk fik kejseren 150 meter nede med den ene hånd fat i et lille sejt træ, der voksede på klippesiden og her hang han nu.

    der var helt stille.
    under ham var der 700 meter til bunden af kløften, hvor hesten stadigt var på vej ned. og 170 meter over ham cirklede gribbene forventningsfuldt.
    nu kom kejseren i tanke om ringen og tænkte, at dette måtte kunne kaldes et yderste nødstilfælde.

    med nogen besvær fik han listet ringen af fingeren og fik den åbnet. inden i lå en lille seddel.
    på sedlen stod: også dette vil være ovre.

    de kærligste hilsener til dig og Anton fra mig og Louis på snart 29. vi har været der selv.

  13. Ja manglende nattesøvn er fandeme så hårdt…
    Jeg føler virkeligt med dig, det må være benhårdt at stå med alene, jeg synes natteroderi er hårdt, selv om vi er to og kan skiftes.

    Har en 7 årig der sover vanvittigt dårligt i perioder og altid har gjort det – for tiden igen noget med at blive vækket utallige gange hver nat, og nogle gange vågen i timer.
    Hver gang hun har noget at tumle med: veninder, skift, skole, noget hun har hørt om der var lidt uhyggeligt, så tænker hun ikke over det om dagen og er bare glad – og om natten kommer det hele op og hun bliver utryg.

    Vi kapitulerede for nogle år siden, og installerede hendes seng i soveværelset. Det føles værre at skulle følge barn op i seng på kolde gulve ti gange i træk, end det gør når man kan trøste fra sin egen seng.
    Men fandeme stadig ikke sjovt.

  14. Ups – og mente ikke at skræmme dig med at 7 årige stadig kan være natterodere… Hun er det heller ikke altid, har bare haft en del længere perioder i sit liv, hvor alle tankerne først kom om natten.
    De fleste børn sover vist igennem, på et tidspunkt.
    Har jeg hørt….

    Alle mine børn har haft svært ved at sove der i halvandet års alderen, og det gik over – tror det er en alder hvor der sker så meget i deres små hjerner?

  15. Alberte: Mine forældre skal have prisen som Årets Bedsteforældre, og jeg er sikker på, at hvis jeg spurgte, så ville de sige ja. Men de arbejder stadig begge to, så de skal også op dagen efter. Og samtidig har jeg det også lidt sådan, at når de nu er så søde til at hjælpe med at passe, når jeg skal arbejde længe, til frisør osv., så er barnepigekvoten lidt opbrugt. Forstår du, hvad jeg mener?

    OB: Ja, er vi ikke enige om det??

    Mette: Tak – det varmer.

    Dotlea: Åh, DET var en god historie! Den vil jeg klamre mig til de næste mange nætter. Det skal dog retfærdigvis siges, at han har sovet bedre i nat. Ikke godt. Men bedre. Samtidig har jeg også været inde og læse lidt på netsundhedsplejersken, og det er som om, det også letter lidt at forstå, hvad der ligger bag.

    Bedstemorkaren: Jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om jeg bliver trøstet eller får skæld ud i den her kommentar….?

    Rikke: Takker.

    Ano: Jeg ved ikke, hvor i mit indlæg du læser, at Anton ikke bliver trøstet? Det kunne aldrig falde mig ind at lade mit grædende barn passe sig selv. Men der er forskel på gråd og hysteri. Det sidste har en tendens til at være selvforstærkende og starte helt forfra, hver eneste gang man går ind til dem.

    Der er i øvrigt lige lavet en stor undersøgelse af børn og deres putteritualer, hvor man har kigget på, om der reelt er hold i, at børn tager skade af at græde, når de bliver puttet. Det viste sig, at det gjorde de ikke. Faktisk var der flere indikatorer af, at det var værre for børnene, at man sad hos dem, til de faldt i søvn, fordi de så ikke kunne forstå, hvor man var henne, når de vågnede i løbet af natten. Min løsning ligger midt i mellem. Jeg sidder hos ham, til han falder til ro, venter 5 minutter, og går så inden han sover helt. Det afstedkommer selvfølgelig somme tider noget utilfredshed, men jeg tror ikke på, at børn skal lære, at hvis de skiger højt nok (og altså IKKE græder), så får de deres vilje.

    Kugledynen er prøvet uden resultat.

    Lisbeth: Tak for den fine kommentar. Glæder mig sådan til at se dig om 14 dage.

    Vov: Tak for forståelsen.

    Ano: Det var sødt sagt – mange tak for det.

    Kristine: Det er da en overvejelse værd, hvis det fortsætter. Og 12 timers nattesøvn!? *savle*

    CG: Det er fandme en god ide med at tage typerne op på deres ord! Uden sammenhæng i øvrigt så jeg en helt fantastisk titel på en bog forleden ”Barn nummer to – hvornår må JEG skrige?”

    Regitze: Du har ret. Og hvor er det fint, at du har skrevet en lille godnathistorie til os:)

    Shm: Du har ret. Jeg tjekkede netsundhedsplejersken, og det gav lidt en aha-oplevelse. Så jeg har besluttet, at det er en fase (som forhåbentlig ikke varer 7 år…)

    AL: Takker.

    Klejs: Kender fornemmelsen. Har du husket at bestille en model, der sover i gennem fra starten denne gang?

  16. Sidder og hænger i bilen, ungerne er afleveret, jeg skal ind og træne inden en opgave. Læser dit indlæg og er fuld af sympati. Har selv sovet 4 timer i nat afbrudt af natteskrigeri fra ham på 21 måneder og en 5-årig, der var ulykkelig over endnu en nat med tis i sengen… Jeg ryster indeni af træthed og kan slet ikke overskue dagen. Min ellers hjælpsomme mand står op kl 5 og kører på arbejde, så selvom han gerne vil tage sin tørn, har han jo også brug for søvn. Synes det er så helt og aldeles synd for dig, at du ikke snart får en ordentlig nattesøvn! Og ligenu synes jeg også det er synd for mig. Undskyld, det var vist bare lort med lort på… Håber alt bliver bedre snart og at solen må skinne over Esbjerg igen!

    Knus Anne F

  17. Ved du hvad allerbedste Linda, selvfølgelig får du trøst i mit indlæg. Prøv at læs det igen, jeg starter med at skrive du er verdens bedste mor…ja og så var jeg måske igang med at være morsom….for resten af pengene, det var jeg så ikke så heldig med….sorry. Når man står med ryggen mod muren skal man jo ikke have dumme vittigheder, men en ordentlig krammmer og MAAAANGE knuz, så det giver jeg dig af mit ganske hjerte. KH bedstemorkaren

  18. Åh, har også været der. Det er det værste sted. Efter to år uden søvn opgav jeg alt og tog ham med i seng og så sov vi endelig. Da han var fire kom han tilbage i egen seng – uden de store problemer.

    Håber I snart får noget søvn.

    Knus L

  19. Kunne da ikke drømme om at grine eller komme med dumme vittigheder. Selv om jeg har tre store børn. Det er jo rædselsfuldt hvad du gennemgår lige nu. Kan egentlig kun sige at barnet jo prøver grænser og det kan også være en lidt forsinket reaktion på at begynde i vuggestue. Nogen gange kan det komme senere. Samt en reaktion på at have været så syg og på hospitalet – er måske superangst for at blive forladt. Jeg tror at du må finde den måde du kan stå inde for – dvs. sætte de grænser du ikke kan leve uden og ellers lade stå til på de områder hvor du føler at du kan leve med konsekvensen. Hvis nu han feks. kan falde til ro ved at sove hos dig i en periode, så kan han sikkert vænnes til at sove for sig selv når han bliver lidt større. En klog person har sagt at man skal vælge sine krige – lade være med at kæmpe dem alle og vælge de der er rigtig vigtige. Vælg du dine krige og lad stå lidt til med de ting der kan leves med. Når der kommer lidt ro over noget, smitter det gerne af på hele situationen. Håber det lykkes for dig at få lidt ro over feltet!

  20. Kan alt få godt kende til dit natteroderi, havde herhjemme en vinter fra helvet hvor jeg ingen søvn fik….min søn har efterfølgende fået konstateret børneastma og er nu under behandling så søvnen fungerer bedre. I perioder sover han hos mig hele/halve nat. Så vi kan få noget søvn køre det lidt efter mit overskud.
    Kram til dig
    Elsker mine 2 unger som jeg er
    selvalgt enlig mor, elsker mine forældres hjælp.

  21. Jeg har været der!! For 18 år siden- og jeg glemmer det fanme ALDRIG!! Jeg kan ingen smarte tricks eller genveje, men overlevede de ÅR det tog, og kan kun sige at der i dag sidder et ungt helstøbt menneske, som kan sove TUNGT hvor som helst. Hun har tilsyneladende ikke taget skade af de gange jeg knækkede og vitterligt råbte det arme barn lige ind i ansigtet….
    Og de der kollegaer/naboer/venner som tilbyder at lære barnet at sove igennem………må deres røv klø og deres arme være for korte.
    Jeg føler med dig!! Og jeg LOVER at det får en ende.
    PS. Skulle jeg gøre noget om, ville jeg nok have slækket på principperne og taget hende med ind i min seng, man bliver sågu så kold i natoutfit ved siden af den tremmeseng.

  22. Jeg forstår godt, hvad du mener! Men jeg jo synes bare du fortjener lidt søvn (og en medalje!) – så hvad med lidt venindehjælp? Ellers må du droppe forbi med ham her næste gang du er i Århus, så skal vi nok tage ham (for det er jo det man vil – aflevere sit barn ved nogle fremmede…)

  23. Ps Linda det der blir sagt med hospitalet er måske ikke helt skævt? Også selvom du var der

  24. Når man er skidetræt og løbet tør for gode ideer, er det bare sådan. At vi andre kender følelsen, nogle kommer med gode råd, og garanteret 1 mio. mennesker har oplevet det før, gør ingen forskel, for det er KUN dig, der reelt ved hvordan du har det, og så er andres ord noget bras (sagde hun og skrev videre). Det stinker bare helt vildt, og det ER synd. Det er ok, og tak for at du deler.

  25. Ja jeg har gået og tænkt lidt over dit indlæg og siger så noget igen. Også fordi jeg er sygeplejerske. Hvis vi som voksne har været dødssyge, indlagt og med drop i armen – så er det jo næsten en nærdøds oplevelse. Og meget skræmmende. Måske Anton er lidt traumatiseret af det hospitalsophold, men staklen kan jo ikke kommunikere sine tanker. Det er der ingen der kan gøre for, du skal bare have noget hjælp til at komme igennem den periode – for det går jo over igen. Og den hjælp er måske at slække lidt på nogen ting til han er tryg og rolig igen – samt at aflevere ham lidt hos venner eller familie der kan tage en tørn så du ikke går i spåner.

  26. Søde Linda.

    Jeg kender dig ikke, men jeg føler ikke mindre med dig af den grund. Min lille 2-årige sover ligesom din, og jeg ved ikke, hvordan jeg havde klaret det uden min mand. Kæmpe kollosal respekt for dig – all over!!!

    Hun er nr. 2. Med Nr.1 sov stort set aldrig i vores seng, og vi var meget principfaste. Det var også ret nemt, for hun sov rigtig godt om natten. Men hende her… hun har et KÆMPE behov for tryghed. Og skreg, skreg og skreg hver nat fra hun var 1½. Så snart jeg imødekom hendes behov for tryghed og tog hende ind i seng – hver nat ved 4-tiden, somme tider hele natten – begyndte hun at sove igennem. Hun ligger med armen om mig og er lykkelig. Nu 1 år efter er der efterhånden mange nætter, hvor hun bliver i sin egen seng og slet ikke kommer ind. Det har hun selv valgt – vi har valgt ikke at kæmpe kampen, men at lade hendes bestemme denne her. Jeg tror, det er en periode. Måske har din Anton også brug for ekstra tryghed lige nu – det er en periode (hospitalsophold, 1½ år og verden åbner sig og skræmmer, mor kan forsvinde osv.), som formentlig går over af sig selv igen, hvorefter han så får lyst til at sove alene igen.

    Blot lidt 2'ertanker herfra 🙂

    Kæmpekram og positive tanker
    Anne

  27. Linda, måtte lige kommentere denne her. Har læst din blog længe, men der er åbenbart noget som nattesøvn der kan få en masse læsere til at respondere;)

    Har været der!!! Min søn sov stort set ikke det første halvandet år af sit liv- vågnede ca en gang i timen om natten og sov max 45 min om dagen. Han var overtræt, pjevset og sur og jeg sikkert ligeså. Vi prøvede alt (kugledyne, fys, kranisakral und so weiter). Jeg kan stadig mærke den kvalmende træthed. Men ved du hvad- det går over;)!! Pludselig begyndte han at sove igennem og med nattesøvnen kom de længere lure også. Jeg tænker modenhed måske?

    Vil bare sige at det er møghamrende hårdt og man har lov til at være sur og træt og bitter, men mest af alt så pas på dig selv. Forkæl dig når du kan og vælg de nemme løsninger- det med opdragelsen kan man sgu tage senere;). Det handler om overlevelse nu og her og du kender dit barn bedst. Det skal nok blive nemmere. Promise;)

  28. Sender masser af tanker! Kan slet ikke forestille mig, hvor hårdt det må være med så lidt søvn!

    Min datter på 1½ vågner også en del gange om natten, men holder aldrig nattefest. Hun vil bare have hjælp til at finde sutten igen og mærke min hånd. Når jeg er træt af at pendulere fra soveværelse til børneværelse, skraber jeg barn, dyne og pude op og tager hende med ind i sengen, som er købt ekstra bred, så vi alle tre kan være i den, når det er nødvendigt.
    Tidligere eller senere på natten vågner min søn på knapt 6 måske og kalder. Hver eneste gang spørger han "Mor, må jeg ikke sove i din seng?" og hver gang siger jeg (halvt sovende) "jo, kom bare". Og så sover han inderst, lilletøsen i midten og jeg inderst, indtil det er morgen uden mere uro. Når jeg en gang hver anden uge vågner om morgenen uden nogen af mine to børn i sengen, kan jeg blive helt forvirret et øjeblik. Men faktisk sover den store stadig oftere hele natten i sin egen seng. Og snart vil det nok kun være undtagne mareridt, der driver ham ind i min seng midt om natten.
    Jeg led selv af natteanst og en livlig fantasi som lille, men var ikke velkommen i mine forældres seng, og kunne til nød få en madras på gulvet. Jeg har lovet mig selv aldrig at sige nej til at give mine børn tryghed for natten i min seng.
    Det er med andre ord ikke svaghed i min bog, at tage sit barn med ind i sin seng. Jeg aner ikke, om det hjælper for Anton. Under alle omstændigheder håber jeg, at I finder en løsning, der fungerer for jer begge, så I kan få sovet lidt mere.
    pøj pøj!

  29. Mange kram og tanker herfra..

    Din overskrift og lidt af teksten fik mig sådan til, at tænke på historien om lillesøster kanin, aka den fede nattergal, med et smil på læben. For selvom det absolut ikke er sjovt, så lyder det til, at du klarer det her super godt, og på et tidspunkt står man igen på den anden side, og opdager at man overlevede. Det gik…

    Du klarer den, og du klarer det flot!

    Varme midsommer hilsner

    Katharina

    http://Www.husmoranno2010.dk

  30. Sender masser varme tanker Linda. Jeg vil dog fortælle, at du ikke er den eneste. Det er som at høre om min "nevø" Oliver om igen. Jeg kan godt forstå du føler dig som en fladmast pandekage, fladere end flad, men ærlig talt, ved jeg, at du ikke er den eneste 🙂
    Det er trist at høre, at du slet ikke føler et virkeligt tilhørsforhold hertil – men mon ikke det er en afmagtsfølelse lige nu?

    Herudover vil jeg nu stadig rose dig for at være standhaftig og tage chancen som du har gjort med dig og Anton. Thumbs up! Jeg synes virkelig du fortjener credit for det, du er en beundringsværdig mor. Alles baggerier kan køre flade nu og da 🙂

    God weekend 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.