Nok mest ”Eller noget”.

Som når det f.eks. er længe siden, man har været rigtigt i
byen, og derfor genkalder sig tømmermænd som noget hyggeligt; noget, der
berettiger til 24 timers ophold på langs i selskab med dårligt tv, kun afbrudt
af ture til lokationer, der kan opbyde et vulgært udvalg af tomme kulhydrater
og fedt. Som man selvsagt bare må gå lodret bananas i, fordi man jo har
tømmermænd og dermed befinder sig i fysiologisk og ernæringsmæssig
undtagelsestilstand.

Eller når radioen pludselig spiller Summerrain, og man i et sug bliver trukket nogle år tilbage i tiden, hvor man en varm, varm sommerdag kom hjem ved 13-tiden, efter en voldsom vild fest, hvor man
var endt hos en mand, der var skarp, sjov og smuk – men som ikke var Ham. Kan
så tydeligt huske, hvordan jeg sad på gulvet i min stue, lænet op af væggen,
med hår og tanker strittende i alle mulige retninger, og drak en iskold cola,
mens jeg spekulerede på, hvad fanden det var, jeg lavede. Jeg kan huske den
røde top, jeg havde på, et par stædige sandkorn mellem tæerne, og de sko, som
jeg faktisk hadede, fordi de altid faldt af, men som havde reddet mig aftenen
før, fordi festen pludselig var blevet flyttet til stranden, hvor stiletterne,
jeg ellers havde planlagt at tage på, ikke rigtigt var gangbare. Jeg kan huske
det kaos, jeg skabte i mit liv, de vilde ture op og ned, de mennesker, jeg
sårede og dem, der greb mig. Alt det sad jeg lige midt i, den sommerdag, hvor
Summerrain blev det sidste, jeg hørte, inden jeg væltede i seng og sov solen
væk, og jeg VED, at jeg havde det ad helvede til, og ikke (kun) på grund af
alkoholen. Men når jeg tænker tilbage nu, er hele elendigheden omgærdet af et romantisk
skær, og jeg kan tage mig selv i nærmest at savne dramaet, fordi det så fint
fjerner fokus fra resten af virkeligheden.