Noget om helte – og mangel på samme

Jeg skal ikke på nogen måde foregive, at jeg synes, at det var nemt at være ung. Der var masser af juhuu omkring det, men der var satme også meget tvivl, rod og ondt i både hjerte og sind.

En af de ting, der dog var dejlig nemt, var at finde hverdagsidoler.

I folkeskolen var det geografi, der bestemte, hvem man delte uddannelse med, men da vi ramte de mellemlange, videregående uddannelser, var der allerede sket en form for selektering, så man var omkring nogen, der segmentmæssigt mindede om én selv.

Og i den flok var der altid et par stykker, der stod ud, og som man gerne ville være mere som. (Her må jeg lige indskyde, at det er ret interessant at forlade sin fødeby i 16 år, for så at vende tilbage. Det viser sig, at mange af dem, man synes, var de pæneste/klogeste/sjoveste/sejeste ikke heeeelt er der, hvor man dengang troede, livet ville tage dem hen. Forbløffende få af dem er blevet fotomodeller og statsministre.) Der blev kopieret frisurer og tøjstil, og det blev afgørende for, hvor vi gik i byen, og hvad vi valgte af både fritidsinteresser og valgfag. Selvom vi samtidig udviklede os til relativt hele, unikke mennesker, var det alligevel i høj grad med til at præge i hvert fald mig, og den indledende retning, jeg valgte i livet.

Jeg ved ikke, hvornår det vendte, og jeg kan ikke finde ud af, om det er positivt eller negativt, men jeg har opdaget, at jeg i dag ikke længere har folk, jeg gerne vil være ligesom – jeg har derimod en masse, som jeg gerne *ikke* vil være ligesom.

Måske er det fordi gipsen er størknet så meget i formen, at der kun er plads til små justeringer og finpudsninger, og ikke til helt nye faconer, men jeg tager virkelig ofte mig selv i at tænke, at ”sådan vil jeg aldrig være”.

På den ene side synes jeg, at det er positivt, for vi lever trods alt ikke længe nok til at begå alle fejl selv: Primært forholder jeg mig jo til mennesker, jeg kommer i samme cirkler som, og der kan det fungere som et udmærket wake-up call at se, hvordan det ser ud udefra – og hvordan det påvirker ens børn – hvis ikke man lige får bremset rabiate kostvaner og overdreven træningsmentalitet i tide.

Omvendt synes jeg faktisk ikke, at det er ret charmerende at gå og bemærke andres knap så flatterende sider, uanset om det handler om småting som blogretning og instagramstil, eller de store, tunge som børneopdragelse, begrundelser for valg af mage og prioritering af indhold i livet.

Nogle af områderne ligger lige for, og er nemme at undgå, mens jeg godt kan frygte at andre – primært dem, der ligger langt ude i fremtiden – sniger sig ind på en, uden man opdager det.

F.eks. kender jeg en kvinde, som ikke er meget yngre end min mor. Hun nærmest bor i et fitnesscenter, får med militant præcision lavet en brazillian hver 6. uge, har 3 gifte elskere, og hendes børnebørn skal kalde hende ved navn, fordi hun ikke kan rumme, at de kalder hende mormor. Hun går i byen, som jeg gjorde det, da jeg var 19, og hun taler ofte om, at der ikke er nogle ordentlige mænd i Esbjerg. Hun virker mere hektisk end glad, og jeg tænker tit på, hvor stor kontrasten er til min egen mor. Min mor er bestemt ikke ligeglad med sig selv, men hun kører den traditionelle stil, hvor hun det meste af tiden virker glad i sin krop og sit liv, og gemmer sine ”jeg er tyk!”-kriser til hun skal i pænt tøj og i byen.

Jeg ved godt, hvem af de to, jeg helst vil være, når jeg bliver 60.

Men jeg kan også godt se, hvem mine veninder og jeg er i gang med at udvikle os til.

For hvornår er det, at jeg forestiller mig, at vi bliver ligeglade? Hvornår kommer den morgen, hvor vi konstaterer, at vi er tykke og slappe – og ikke tager os af det? Jeg er 36 og har venner, der er op til 10 år ældre end mig selv. Jeg ser ingen af dem sidde på sofaen og hælde Haribo i skærmen, mens de nyder deres spritnye flaprearme og muffindeller.

Jeg er en del af generation, der er mere bange for at blive fed, end for noget som helst andet. Hvis sundhedsstyrelsen virkelig ville have fingrene i os i kampagne- og forebyggelsesøjemed, kunne de spare pengene, de bruger på at oplyse os om, at et glas vin om dagen øger risikoen for brystkræft; de kunne fyre hele afdelingen, der sidder og regner på, hvor mange ekstra skatter, afgifter og advarsler, det vil kræve at få os til at afstå fra cigaretter. Næ du – hæld kulhydrater i det, I gerne vil have os til at undgå, og se os slippe varerne, som var de gloende kul, og sprinte af sted i alle retninger i blind panik. Dem frygter vi mere end halte gazeller på savannen frygter løven.

Vi spejler os i dem, vi omgiver os med, og med hele det fælles fokus på den velholdte krop, og de tynde lår, ved jeg ikke, hvornår jeg forestiller mig, at tidspunktet for Operation Blød Mormor vil indtræffe?

Jeg vil gerne foreslå helten skrevet tilbage i historien. Noget at stræbe imod i stedet for noget at flygte fra. En, der står for noget, vi kan identificere os med, men som samtidig også sætter baren højt nok til, at vi ikke bare læner os mageligt tilbage og forventer, at livet automatisk vil forvandle os til hende.

Hvem skal vi indstille til kandidaturet?

Published by

14 Replies to “Noget om helte – og mangel på samme

  1. Hmmm… Hvis alternativet til flaprearme var ingen arme eller 'krampagtig-se-mig-træne-og-bevise-det-på-instagram'-type, så ved jeg godt hvad jeg ville have lettest ved at være.

    Men for mig er der også stor forskel på at acceptere at være 41 og udstyret med den krop jeg har og så ligefrem at nyde at være 41 udenpå og 28 på indersiden.
    Jeg er godtnok nået dertil hvor jeg træner for at have det godt og ikke (primært) for at stramme armene op. (processen, ikke resultatet)

    Tror vi skal lede efter nogen med en anden slags skønhed og selvrespekt nok til ikke at gå til yderligheder. Desværre er der ikke lige nogen, jeg kan komme i tanke om. M/K. Og hvad sker der for det?

    Måske er det fordi vi leder efter forbilleder, der også er smukke og faste udenpå?

  2. Meget, meget velskrevet og indsigtsfuldt indlæg.
    Jeg kan stille mange kandidater op, men gider I overhovedet være som din mor og os andre i samme aldersklasse, når det kommer til stykket? Eller ville I bare ønske, I kunne være ligeglade og sætte jeres egen standard? Tro mig, det kommer faktisk med alderen 🙂
    Birgitte / grevindenpaatredje.dk

  3. Meget, meget velskrevet og indsigtsfuldt indlæg.
    Jeg kan stille mange kandidater op, men gider I overhovedet være som din mor og os andre i samme aldersklasse, når det kommer til stykket? Eller ville I bare ønske, I kunne være ligeglade og sætte jeres egen standard? Tro mig, det kommer faktisk med alderen 🙂
    Birgitte / grevindenpaatredje.dk

  4. Har ingen bud på kandidater, men vil sygt gerne se din Instragramprofil. I øvrigt er os i tyverne lige så bange for mormorarme, appelsinhud og især en viungemødre-fremtid. Til gengæld glæder jeg mig til, at tvangssammenligningerne og heltinderne fucker af.

  5. Jeg tror alle kvinder har godt af at bevæge sig ind i et offentlig bad mindst et par gange om året. Bade i fitnesscentre er undtaget i denne sammenhæng. En tur i den lokale svømmehal gør mig altid glad for der er kan jeg se virkelige kroppe og tegn på at folk har født, taget på, ar og kroppe der har levet et liv. Dét er det efterhånden meget sjældent at man kan observere andre steder.

  6. Jeg tror alle kvinder har godt af at bevæge sig ind i et offentlig bad mindst et par gange om året. Bade i fitnesscentre er undtaget i denne sammenhæng. En tur i den lokale svømmehal gør mig altid glad for der er kan jeg se virkelige kroppe og tegn på at folk har født, taget på, ar og kroppe der har levet et liv. Dét er det efterhånden meget sjældent at man kan observere andre steder.

  7. Dit indlæg fik mig virkelig til at tænke – det er utroligt spændende ræsonneret. Og helt i tråd med mit eget liv.

    Jeg tænker, det må skyldes, at vi hviler mere i os selv nu. Og det er jo godt. 1-0 til os.

    Dog har jeg stadig nogle få helte, f.eks. i forhold til at være en mere tålmodig mor og en mere velformuleret skribent. Den sidste vinder du i øvrigt 😉

    Vh Anne

  8. Det har jeg også tænkt! Jeg har ikke tænkt det så velformuleret som dig, men dog tænkt det 🙂

    Min mor bliver snart 70 og hun kæmper med at blive tilfreds med sin krop. Er det mit forbillede?

    Min mormor kæmpede med sin vægt (eller med glæden ved den skønne krop hun havde) til hun døde som 74 årig.

    Jeg er 36 og er vist født med mormorarme?! På en måde er de der bare, men det ramte alligevel noget, da min søn på 5 for nogle dage siden fniste og sagde jeg havde mormorarme. Ja, samtidig med det var pisse sjovt, men altså, det sad alligevel.

    Og jeg vil jo ikke sidde som 80 årig og tænke på, hvor meget tid jeg brugte på at ærgrer mig over de arme eller lår eller whatever.

    Og når der så dukker en helt op, som faktisk er cool med sig selv, så tror jeg alligevel ikke helt på det vel…for jeg er jo vokset op med noget helt andet.

  9. Nu har jeg jo sagt det før og jeg siger det så igen.

    Kvinder peaker fysisk når de er 17. Derfra er det så kun ned ad bakke.

    Mentalt går det den anden vej, de bliver klogere og smukkere for hvert år der går.

    aigght?

  10. Skyggesiden: Nu blev det lige fitnessmomse, der blev eksemplet på, hvordan vi (og med vi mener jeg nok i virkeligheden jeg) somme tider har en farlig masse planer og principper, og alligevel ikke rigtigt formår at ændre på den retning, vi er på vej i. For jeg er helt enig med dig i, at vi ikke skal kvalificere vores helte ud fra fysisk form og fasthed. Men jeg blev sgu også lidt træt, da jeg ikke lige kunne komme på nogle landsdækkende helte. Alle, jeg tænker på, er – i forhold til, hvad jeg gerne vil med mit liv – for ekstreme. Hip hurra for vores kvindelige statsminister, men det er for langt ude over ambitionssidelinjen til at være noget, jeg oprigtigt ønsker. Forstår du, hvad jeg mener? Vi må i boks.

    Alternativt selv stille op.

    BB: Jeg tror, at det jeg savner, er noget der ligger mellem ligeglad og hyperopmærksom. For jeg synes faktisk ikke, at min mors generation virker ligeglade (ikke at jeg tror, at det er det, du mener) men når jeg kigger på jeres generation og vores generation, så forekommer det mig virkelig, at der er en kløft, som virker for bred at træde over. Mange af jer har noget, som jeg virkelig, virkelig håber kommer til mig og mine; jeg synes bare, at udsigterne virker lidt deprimerende.

    NAFB: Jeg hedder – opfindsomt nok – blogsbjerg. Kig forbi:)

    Astrid: Her vil jeg godt kvittere med et ”Amen!”

    Anne: Mange, mange tak for de pæne ord. Dem er jeg meget glad for. Og jeg vil godt give 200 kr. for opskriften på ”Hviler i sig selv”. Nej? 300 så?

    Rikkeprikke: Det er tankevækkende hvor meget, vi er påvirkede af det, vi ser, når vi vokser op. Men hvad fanden gør vi? Venter på, at det indfinder sig af sig selv? Opfordrer AMU til at lave kurser til os? (Hvis der er mavedans eller zumba kommer jeg ikke. Jeg siger det bare.) Argh! Gode dyr er rådne, du.

    UR: Roger that:)

  11. Jeg tror i hvert fald, dit indlæg har inspireret mig til at kigge mig omkring efter en helt af en slags. Og jeg siger tror, fordi jeg har det med at glemme den slags, men jeg vil gøre et ihærdigt forsøg, og jeg vender tilbage, hvis jeg finder den rigtige helt 😉

  12. På mit nye fantastiske arbejde er der en gang om året en awardsceremoni, hvor man kan vinde i nogle afgrænsede kategorier: Bedste hår, Bedste kravsstiller (jo jo), bedste kagebager og bedste kollega. Man er indehaver af prisen hele året og er vel så et forbillede for andre, der gerne vil nuppe prisen året efter.

    Så hvis man kan afgrænse kategorien 'helt' eller 'forbillede' lidt mere?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.