Når påskefreden sænker sig

Sikke dog en herlig påske, det har været. Anton og jeg har kørt på batterisparemode, og har kun lige kunne svinge os op til at bage boller og gå i biografen. Vejret har været fantastisk, og vi har labbet rigelige mængder af forår i os, både i mormor og morfars have og på legepladsen. Det var tiltrængt. Ikke mindst for Anton, der – da jeg forleden bad ham sætte tallerkenen over på køkkenbordet efter aftensmaden – slog ud med armene og udbrød: “Jeg arbejder hele dagen! Det kan ikke passe!!”

Det er hårdt at vokse op som slave.

Sidste uge bød også på et besøg af min sundhedsplejerske. Jeg ved ikke, hvordan det er andre steder i landet, men jeg fik tilbudt et graviditetsbesøg, fordi jeg har bedt om at blive holdt lidt ekstra øje med ift. fødselsdepression. Dels har jeg et par stykker af den almindelige slags i bagagen, og dels er man i forhøjet risiko for at få dem, når man får børn alene. Og når man tænker på, hvordan der skal spares alle andre steder i det offentlige system, var jeg virkelig benovet over den nærmest ødsle omgang med tiden her: To timers samtale fik jeg bevilliget. Sgu alligevel imponerende nok, synes jeg.

Og hun er god. Som i: Virkelig god. Hun sagde mange kloge ting, men jeg bed særlig mærke i én af hendes kommentarer, nemlig at hvis vi skal have en anden og mindre kaotisk start, når Frida kommer, end da jeg fik Anton, så er det vigtigt, at jeg allerede nu begynder at drosle ned, så jeg har tid og overskud til at forberede mig, både psykisk og på det helt lavpraktiske plan.

Jeg ved godt, at det lyder så logisk, at man næsten får tandpine over banaliteten i det, men for mig var det bare et af de øjeblikke, hvor noget blev sagt af det rigtige menneske på det rigtige tidspunkt, lige præcis da jeg var klar til at høre det.

Vi var omkring Angsten, og det, at man er virkelig bagud mentalt ift at kapere det faktum, at der kommer et barn lige om lidt, når man har brugt det første halve år af sin graviditet på at stirre stift ud i luften, og forsøge at undgå at forholde sig til fremtiden, fordi man ikke er sikker på, om kroppen kan holde fast på det lille væsen, og hun var sød at lade som om, det er normalt, at man 17 gange har måtte forlade børnetøjsafdelingen med uforettet sag; officielt fordi det stadig er vintertøj, der er fremme, reelt fordi man låser fuldstændig oveni hovedet, når man ikke er med.

Så jeg har fulgt hendes forslag og brugt noget af påsken på at afslutte ting og sager, og på at forberede nogle af de praktiske ting. Umiddelbart føles det, som om det virker. Kan mærke, at en tiltrængt ro begynder at brede sig i hovedet, og jeg flirter endda med tanken om, hvordan det vil være at holde barsel, hvor der rent faktisk er mulighed for at holde lidt fri, i stedet for at stæse rundt med to-do-lister så lange, som onde år.

Midt i det hele måtte jeg lige omkring fødegangen til et ekstra tjek. Synes pludselig, at der blev moslet mere, end der blev sparket derinde, og kombineret med det faktum, at jeg flere gange pludselig har haft det, som om jeg gik på et meget vippende skib, ringede jeg ind for at høre, om det var noget, der skulle kigges på. Det var det, men alt så fint ud, og for mig er det en enorm lettelse at vide, at jeg stadig ikke har udviklet svangerskabsforgiftning. Man kan få det fra 20. uge, og selvom der er mange prematurbørn, der kommer sig fuldstændigt, er der også en del, der får følgevirkninger af forskellig slags senere hen i livet, så det, at jeg nu er i 32. uge, stadig er rask, og at hun er estimeret til små 2 kg. gør, at jeg ikke længere er så bange for at blive syg.

Den Lamme Arm er stadig lam. Det lille svin. Jeg har fået ret intensiv akupunktur (må jeg i den forbindelse have lov at hade de punkter, der sidder i knoerne og mellem tæerne?), hvilket tager toppen af generne, men jeg får til gengæld brølende hovedpine af det, så er nået frem til, at jeg bedre kan leve med en vissen gren på siden af kroppen, end et hoved, der føles som om, det er forsøgt kløvet med en økse.

Endelig har jeg givet besked til chefen i fitnesscenteret om, at jeg forventer at undervise april ud, og derefter går jeg på barsel. Så er jeg fri for at sidde på sygehuset med veer og pludselig komme i tanke om, at jeg lige skal have sendt et heads up til vikaren.

Så en god og på én gang produktiv og afstressende påske her i sildecity.

Jeg håber, at den også har været god ved jer.

Published by

5 Replies to “Når påskefreden sænker sig

  1. Jamen det lyder så dejligt det hele.

    Det der med at fornægte en graviditet ind til barnet er nogenlunde klar til at komme ud. Det har jeg altså også gjort til en af mine kernekompentencer. Hvis du spøger mig føles graviditeter som en lang nedtælling med punkter som -1. scanning: hjertet slår, fosteret sidder rigtig, -2. scanning: ingen synderlig risiko for downs, -3.scanning: fint blodlow og så 24. uge: vi overlever nok en fødsel nu, 32 uge: vi overlever nok uden alvorlige mén, 36 uge: vi er så store nu at en fødsel ikke bliver stoppet, termin: nu kan vi godt føde. Fødsel: Endelig er vi hele ude.
    Jeg kan virkelig godt forstå at du er gået væk fra børnetøjsafdelingen igen uden tøj, det andet er for farligt.

    Vi glæder os i Forstaden til Frida er ude.

  2. Da jeg var gravid, turde jeg heller ikke købe noget til babyen, før jeg var 26-27 uger henne, og vi begge havde klaret os gennem en blindtarmsoperation. Så turde jeg tro på, at han blev derinde.

    Første gang jeg tog i Babysam, måtte jeg gå derfra igen tomhændet og med åndenød. Jeg kunne slet ikke overskue alle de muligheder, og hvad nu hvis det ikke gik.

    Super med en klog sundhedsplejerske. Dem har vi heldigvis en del af i den her by.

  3. Det hele skal nok gå – det er jeg sikker på.

    Jeg fik selv en før-fødsel samtale med min sundhedsplejerske, da jeg selv var i højrisiko-zonen for en fødselsdepression. Jeg gjorde det klart, at jeg netop her havde brug for en jeg kendte for at kunne betro mig til hende, hvis noget gik galt i hovedet på mig. Men siden den samtale har jeg ikke set hende. Vi har istedet haft 5 forskellige rendende, og på nuværende tidspunkt aner jeg ikke hvad den næste der kommer hedder – eller om jeg har set hende før.

    Jeg har selvfølgelig også en galoperende depression igang, og jeg kunne godt have brugt en fagperson, der kender os, som kan fortælle om jeg gør det godt nok med mit barn, og at de dumme tanker i mit hoved om at jeg forsømmer ham, ikke passer. Men hvem kan det, ærligt, når de ikke ved hvem jeg er?

    Jeg håber du slipper udenom fødselsdepressionens klør. Jeg har selv tidligere været deprimeret, men intet, INTET, er ligeså slemt, som at se sit barn smile og være ligeglad – nærmest irriteret – istedet for lykkelig.

  4. Du har altid slået mig som ukuelig. Det er altså en imponerende bedrift at være i stand til at se, hvor der er behov for hjælp og få bedt om det i tide. Jeg håber, at de sidste måneder bliver fine. Eller i hvert fald bedre. Også for den lille husslave.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.