Om 6 uger fylder Anton 1 år, og jeg er i den forbindelse naturligvis på forkant med panik over manglende gaveideer.
Eller… Det var jeg.
Det er mig nemlig en stor glæde at kunne meddele, at jeg idag i mit nye klubhus Vagtlægens Venteværelse har løst problemet.
Han får en rustning.
Åh nej for pokker! Hjernerystelse – hvordan? Stakkels Anton… Og stakkels dig!
Actionbaby – nu må du altså tage en slapper! Ellers får du nok også et klippekort til skadestuen i fødselsdagsgave.
Rigtig god bedring!
Eller en meget stor rulle bobleplast. God bedring med ham. (Og hvordan går det egentligt med kravebenet?)
Åh nej altså!!! Stakkels Anton og stakkels mor Linda, som nu endnu engang skal forsøge at holde Anton i ro! Han har mod på livet den bette!!
Årh lille mus dog. God bedring og sådan. Og held og lykke med rustningen. Og så i øvrigt – WHAT et helt år!? You gotta be kidding… der er jo overhovedet ikke gået ét år endnu!
Gad vide, hvor han får al den energi fra? Hans mor er jo sådan en stille type, der sidder og hækler dagen lang.
Åh, måske Anton kan lege med Albert? Han går i øjeblikket rundt med sådan et stort Frankensteins Monster-knold, fordi han har fået to store buler i hver side og en hudafskrabning midt på panden efter et styrt ud af barnevognen. Han er ellers sådan en yndig dreng (derinde bagved….), men det er lidt svært at bilde folk ind lige for tiden…. Albert er 1 år og 1 mdr, og jeg er bange for, at han vil te sig tovligt i et par dage endnu…. Knus til Anton.
Kh C.
UR klasse iagttagelse 🙂
Tak! 🙂
Påskehare: Kravebenet er heldigvis helet pænt op igen. Det er fint nok, at den ene skade lige når at vokse sammen, før han pådrager sig en ny, synes jeg…
UR: Nogen gange skulle man tro, du kendte mig IRL:)
LL: Tror du ikke, at det er noget med at holde de to krudtuger 3-4.000 km fra hinanden? Selvom jeg er sikker på, at de begge ville elske at møde en lidelsesfælle udi frygtløshed.