Når gode dyr er rådne

Nå, men jeg har været på kaninjagt i dag. Hvad har I lavet?

Det startede med, at vi kom over til mine forældre, Anton og jeg. ”Prøv lige at komme og se” siger min mor og viser mig en kanin, der sidder og forsøger sig som statue i baghaven.

”Hvor fanden kommer den fra??”

”Aner det ikke, men den har været her et par dage.”

Mine forældre er nogle rare mennesker, som i den slags situationer øjeblikkeligt ser små, kaninløse piger med rottehaler stå ved det tomme bur og græde hjerteskærende for sig, så de havde naturligvis været i gang med at tjekke lokalaviser og har haft ringet til både Falck og dyrlæger. Uden held.

”Jamen, vi kan sgu da ikke lade den sidde derude” sagde jeg. ”Tænk
hvis den .. ja, blæser væk, eller sådan noget?”

”Tror du, at vi kan fange den?”

”Ja da!” (Øh, baseret på hvad, om jeg må spørge? Din lange
karriere med at løbe dyr op på prærien?)

Bevæbnet med min fars fiskenet og en transportkasse, entrerede Storvildtsjæger I & II haven, hvor jeg opførte mig, som om jeg var en del af politiets gidselforhandlingsteam og skulle forsøge at overbevise modstanderen om det fornuftige i at overgive sig.

”Hør nu, lille fyr. Det begynder at blæse MEGET slemt i morgen. Og hvad vil du så gøre? Kom du nu her. Vi gør ingenting. (Titlen på den vigtigste bog i pensum på øksemorderstudiet). Kom! Så finder vi din mor og far.”

Forsøgte mig med denne form for retorik, og argumenter, der bl.a. indeholdte ord som ”hø” og ”gulerødder” i 10 minutter, hvorefter jeg råbte ”FUCK DET!!” og satte efter den.

Så spænede vi rundt om huset 400 gange, mens min mor skiftevis heppede og råbte ”DER! Der er den!!” På et tidspunkt syntes min far (der har brækket en tå, og derfor sad over på bænken), at Anton skulle ud og være med, (but why!?), så pludselig løb der 90 cm. begejstret barn rundt og råbte ”NIIN! NIIN!” alt imens jeg lokke-råbte ”VI PRØVER BARE AT HJÆLPE DIG” og det hele mindede mest af alt om en slags Cirkusrevy-version af Hunger Games.

Men jeg fik den. HaHA!

Så vi pakkede den ind, aede den, og kørte den til dyrelægen, hvor jeg fik et akut anfald af tvangsomsorg og seperationsangst. ”I afliver den ikke, vel? Nu finder I vel dem, der ejer den, ikke? Jeg tror lige, at I skal undersøge den – den har en lille rift på snuden. Nu skal du se, lille ven – nu kommer mor snart og henter dig.”

Har nærmest lyst til lige at cykle forbi i morgen og tjekke, at den ikke sidder som en uafhentet pakke tilbage på hylden.

– hvilket med al ønskelig tydelighed illustrerer, hvorfor Anton aldrig får lov at få dyr; det ville i givet fald blive mig, der smed mig dramatisk hen af græsplænen, opløst i snot og tårer, og skulle trøstes af ham, når vi engang skulle begrave hans spidsmus.

Fremover kan I bare kalde mig Ace Ventura.