Når overtænkning bliver en OL-disciplin er der guld til Danmark

Jeg er kaldt tilbage på arbejde fra i morgen, tirsdag. Det bliver godt, og jeg glæder mig. Meget. Det bliver også endnu en omvæltning i en række, der begynder at føles uendelig, og jeg længes efter det tidspunkt, hvor alle planer og arrangementer ikke bor i en kasse med påskriften ‘Nu må vi se, hvad der sker’. Spejdernes Skt. Hans arrangement blev aflyst forleden, og det blev jeg ægte ked af, fordi det sidste år var så fin en oplevelse, og en af dem, hvor jeg følte et tilhørsforhold til området begynde at spire. Frida har fødselsdag i midten af juni, og jeg har ikke så meget som 23 sekunders ferie tilbage at tage af, så hvordan vi løser børnehaven-hjem-i-haven fejringen aner jeg ikke. Sommerferien er smidt op i luften, og da jeg foreløbigt kun har arbejde frem til 30.06, ved jeg heller ikke, hvad der venter på den anden side.

Jeg talte med en veninde om det forleden; det her med, at det er paradoksalt, at man næsten er mere mentalt presset nu, hvor alting begynder at åbne igen, end man har været de sidste mange uger, men egentlig tror jeg, at det er naturligt nok. For selvom restriktioner og forbud strammer og snærer, så giver de også mulighed for bare at rette ind uden selv at skulle tage stilling til en masse. Nu, hvor vi har ramt puberteten af den her pandemi, skal vi selv til at vurdere, hvad der er rigtigt og forkert, og vi har fået meget mere frihed, som føles lige dele fantastisk og forbandet. Ikke mindst fordi den samtidig er en påmindelse om, at alting stadig ikke er normalt; at der kommer flere omvæltninger og justeringer og nye virkeligheder.

Og så tror jeg, at vi, ligesom efter 11. september, er blevet påført en form for traume som mennesker. Vi har fået en trussel præsenteret, som vi ikke vidste fandtes; det koster kræfter at inkorporere den i vores verdensbillede og finde ud af, hvad vi skal stille op med den og hvor på skalaen, den skal placeres, nu hvor vi pludselig skal leve med visheden om, at den findes.

Økonomisk er jeg også efterhånden der, hvor jeg har lyst til at skrige, men næsten ikke orker det. Efter 3 måneder med markant nedgang i indkomst pga. den seneste konkurs, nåede jeg lige at køre halvanden måned med en nogenlunde indtægt, før vi nu igen er nede og ramme noget, der ikke er til at holde ud. Jeg er nødt til at holde mine tanker i et jerngreb og blive i små 24 timers lommer, for ellers synker jeg sammen under vægten af bekymringer, og det svinger fra dag til dag, hvor meget held jeg har med dét. 

Heldigvis er der med børn altid lige lidt andet at bekymre sig om, og ud over noget, der fylder og stresser en del herude, men som jeg ikke er klar til at skrive om, tænker jeg meget over grænsesætning ift. mine børn. Særlig i forhold til Frida, hvor jeg prøver at vurdere, hvor grænsen går mellem opdragelse, socialisering og retten til at være den, man er.

Jeg oplever det ikke som svært at sætte grænser for børnene hver især; problemet opstår i børnenes samspil med hinanden herhjemme.

Det bliver ekstra tydeligt i disse dage, fordi Anton er begyndt at lege meget med en klassekammerat, som han selv kan gå ned og besøge. Men vennen, som er en utrolig sød dreng, ELSKER at være her, så der går aldrig mere end 20 sekunder fra Anton er gået, til de står her. Og det må de virkelig gerne.

Men. 

Frida er, som jeg tidligere har skrevet lidt om, et meget ekstrovert barn, og hun er fuld af lyd og ord og meninger og vilje. Og hun synes, at mi casa es su casa, og at venner er noget, vi deler. Og her er det så, at vores hus, som jeg ellers elsker meget højt, gør livet svært for os alle. For værelserne er små, hvilket betyder, at der, når vi har legeaftaler, er børn i alle rum – og i haven – hele tiden. Og Antons ven er den mindste i en søskendeflok på 3, så han vil gerne inddrage Frida, formentlig fordi han ved, hvordan det er at være den lille, mens Anton inderligt ville ønske, at Frida ville gå en *lang* tur.

Det er ligesom at stå på bunden af en vulkan, og jeg er ved at blive idiot af at være landflygtig, mens der hele tiden er et barn, der græder/råber/skælder ud/smækker med døre. 

Det handler selvfølgelig om, at det her er nyt for os alle sammen, og at vi lige skal lære, hvordan vi griber det an.

Men shit, altså. For Frida er UMÅDELIG tydelig i sin utilfredshed, og det er jo ikke fordi, jeg ikke forstår det. Det er røv og nøgler at være udenfor. Omvendt skal Anton heller ikke tvinges til at inddrage hende i alt, fordi hun råber sig til det, og han bliver knaldende bims af støj.

Det er heldigvis ikke et generelt problem. Når vi er ude eller hun er i børnehaven, følger hun fint de sociale spilleregler, så hun forstår dem jo i hvert fald godt. Men herhjemme bliver det et problem, som jeg synes er svært at løse, fordi vi alle sammen bor her lige meget. 

En del af det handler om mig og min personlighed. Jeg har en lav tolerancetærskel for støj, jeg er (lidt for) opmærksom på, om folk omkring mig har det godt, og jeg har svært ved at være i ufred og knas. Den del ligger hos mig.

Men jeg er forfærdelig bange for, at hun om 20 år sidder hos en psykolog med ar på sjælen og fortæller om, at hendes mor stækkede hendes vinger, og at det var en værdi i hendes barndomshjem ikke at fylde. 

Omvendt er en del af problemet, når hun bliver koblet af, at hun er så kompromisløs og højlydt, og jeg synes, det er så utrolig svært at vurdere, hvornår jeg hjælper hende ved at give hende værktøjer til at begå sig i relationer, og hvornår jeg brækker afgørende stykker af hendes personligheder af.

Og jeg tænker nok ekstra meget over det, fordi det efterhånden er gået op for mig, at Anton og jeg begge er introverte og meget ens ift. hvad vi trives i og med, mens der er meget mere pang på hendes palet. Derfor fylder det ekstra meget for mig, at jeg giver dem lige meget plads, og ikke forfordeler én fremfor en anden, og derfor føler jeg nok ikke helt, at jeg kan løse det på en god måde. For når jeg i en konflikt dømmer til fordel for Anton, er jeg bange for, at hun føler sig udenfor, mens jeg, når det er hende, der får foræret det længste strå er bange for at skabe en kløft imellem dem. Om føje år har de kun hinanden, og jeg vil så gerne lægge grundstenene til, at de har et bæredygtigt forhold.

Det er givetvis bare en fase, og det fylder selvfølgelig mere lige nu, fordi vi stadig har begrænsede muligheder for at tage ud; det er min oplevelse, at den her form for konflikter ofte fylder mindre, når alle er på udebane, og vi piller den territoriale del ud af ligningen. 

I første omgang venter en form for hverdag fra i morgen, og det er nok meget godt. For jeg tror, vi alle kan være enige om, at min hjerne trænger til lidt at give sig til.

Published by

45 Replies to “Når overtænkning bliver en OL-disciplin er der guld til Danmark

  1. Din beskrivelse af ungernes konflikter er et direkte spejl af, hvordan det var for mig og mine unger (da jeg var alene med dem og de var små). Min yngste søn er også som Frida, jeg selv og min ældste dreng er som dig og Anton. Det er virkelig svært at navigere i. Jeg har ingen løsninger. Jeg havde udfordringer med de legeaftaler helt op til den store gik i 8. klasse. Det blev bedre, da den yngste begyndte i skole og selv fik legeaftaler. Men stadig i dag, hvor ældste snart er 19 år og yngste er 15 år, så slår deres forskelligheder gnister (og de slås stadig fysisk). Jeg tror, at du gør det rigtig godt. Alene at du har så mange refleksioner over det. Håber du finder vej igennem – jeg synes personligt, at det stadig er en udfordring og balancegang… Kh. Birgitte

    1. Jamen, egentlig er det bare rart at høre, at andre kender problemet, og dermed også frustrationen over, at der ikke umiddelbart er nogle oplagte løsninger, der fungerer. Så tak for din tilbagemelding, Birgitte.

      Kh

      Linda

  2. Kære Linda. Jeg har ingen gode råd – og dem bad du da vist heller ikke om, så det er ren refleks, at min hjerne bevæger sig derhen. Jeg vil bare sige, at det oser ud af alt, hvad du skriver, at du er en hamrende god mor, at du er omsorgsfuld og gør dig sindssygt meget umage for at gøre det bedste for din dreng, din pige og dig selv. Så kan ingen forlange mere, og det bør du heller ikke selv gøre. ❤️

  3. Jeg synes, du skal holde fast i at vennen elsker at være hos jer. Han opfatter det altså ikke som noget unormalt.

    Dermed ikke sagt, at jeg ikke godt kan forstå det. Når en af vores drenge, som der jo kun er to år i mellem, har en ven på besøg, slås og skændes mine drenge mere end normalt og ikke sjældent ender det med, at vennen står i midten og prøver at mægle eller leger alene mens mine drenge græder eller er blevet så arrige på hinanden, at de ikke kan være i sig selv. Det er SÅ anstrengende, men ingen af dem er i stand til at lade den anden og legekammeraten være i fred. Jeg prøver ofte at få den ene væk på en legeaftale når den anden har en på besøg. Men det kan ikke altid lade sig gøre, og det bliver ikke nemmere af, at de deler værelse, dvs de ikke kan smide den anden ud, for de har lige meget ret til at være der.

    Jeg prøver så vidt muligt ikke at blande mig i konflikterne, for jeg kan ikke dømme retfærdigt, når jeg ikke har set, hvad der er sket. Så det ender ALTID med at der er en, der bliver rasende på mig, fordi jeg er urimelig og så er vi jo ikke kommet meget længere.

    Jeg kan godt forstå, at de har svært ved det: Når der ikke er venner på besøg leger de jo med hinanden, så hvorfor må man ikke være med fordi der er en anden? Men det fungerer super dårligt – som det jo ofte gør når man er tre i en leg.

    Jeg har ingen gylden løsning og hvis andre har, så vil jeg være evigt taknemmelig. På den anden side, så er det ikke noget, jeg overhovedet kan huske fra min egen barndom. Vi havde masser af venner på besøg, men jeg kan ikke huske én eneste gang hvor jeg har fået lov til at være med i legen, hvis mine søstre havde nogen på besøg eller den anden vej rundt. Om det bare var os, der ikke led af FOMO som mine børn gør i ekstrem grad, eller om vi var bedre til at lege alene og derfor ikke var interesserede, ved jeg ikke.

    Jeg tror ikke, man som forælder er skyld i det, hvis ens børn ikke får et godt forhold til hinanden som voksne, i hvert fald ikke, hvis man er bare nogenlunde velfungerende i sin relation til alle børnene. Der er så meget andet på spil som personlighed, livsvalg, partnere osv, som vi som forældre ikke har indflydelse på.

    1. Jeg tror, at du har ret i, at man som forældre ikke har meget at sige, sådan helt grundlæggende, ift. hvor tætte bånd, søskende knytter. Det kommer nok ned til kemi , ligesom det gør i alle andre relationer.

      Men jeg tror godt, at man kan påvirke betingelserne som relationen er underlagt, og her tror jeg, at man har mulighed for at gøre en forskel. Jeg kommer i flere hjem, hvor alder bliver brugt som argument. “Det er dig, der er den store.. -” (og så et eller andet om, hvorfor barnet forventes at være den eftergivende eller den, der opfører sig pænest), og det synes jeg, helt personligt, er at lægge ansvaret for konflikten over på den førstfødte. Der er INGEN retfærdighed det argument, og bruger man det for tit, tror jeg, at man kan komme til at påvirke relationen negativt.

      Ligeledes er der også en skævhed i, at det ofte er den store, der skal have den lille på slæb og ikke omvendt. Man kan diskutere, om barnet derigennem lærer noget om ansvar osv. men som oftest er det jo ikke ønsket om at lære den dyd fra sig, der ligger bag kommandoen “Du kan godt tage din søster med!”

      Jeg har læst en masse om konflikthåndtering på NOPA’s hjemmeside; jeg synes, de skriver mange gode ting, og ofte giver værktøjer, der er lavpraktiske og let anvendelige. Men lige her er der ikke noget af det, jeg har prøvet, der virker.

      1. Min mor brugte det argument SÅ tit og jeg hadede det så inderligt, at jeg svor, at jeg aldrig selv ville sige det til mine egne børn, hvilket jeg vist har holdt so far. Men det var min mor, jeg blev vred på, ikke mine søskende, så jeg mener ikke, at det har påvirket mit forhold til dem.

        Og ja, der er en skævhed, men det er der vel i mange søskenderelationer? Yngre søskende, der ser op til deres ældre søskende og gerne vil være som dem, ældre søskende, som er misundelige på de opfattede fordele, de oplever, at deres søskende har? Eller yngre søskende, som er misundelige på de ting, oplevelser, what ever, deres ældre søskende får (før dem)? Selvfølgelig skal man være bevidst om de ting, men meget af det kan ikke undgås. Dertil kommer, at børn også er forskellige, så hvis de skal have lige muligheder eller trives lige godt, skal de behandles forskelligt, hvilket også er en udfordring, som du også er inde på her.

        It ain’t easy, men så længe man gør det så godt man kan, så tror jeg på, at det hele nok skal gå i det lange løb. Og på et eller andet tidspunkt mister Frida formentlig også interessen for Anton og hans legeaftaler i takt med at hun får sine egne, nære relationer. Det er i hvert fald det håb, jeg har for mine egne børn. Og indtil da elsker jeg de familier, som har børn med samme aldersfordeling som vores hvor vi kan udveksle børn og have to legeaftaler i én…

  4. Da jeg var barn handlede det ikke så meget om det enkelte barns personlighed, der handlede det mere om retten til “privatliv”. Ligesom ens søskende havde ret til at sige, man ikke måtte være på deres værelse, så havde man også ret til at sige, de ikke måtte være med i ens legeaftaler. Jeg havde også “ret til” at fortælle mine søskende, jeg ikke gad have dem hængende om benene i frikvarteret, selvom det sikkert havde været trygt for dem.
    Det var vigtigt for min mor at vi havde ret til aldrig at SKULLE inkludere de søskende, som vi jo ligesom ikke havde valgt selv.

    Selvom det mest af alt gik ud over mig i forhold til legeaftaler (det gav sig selv med mine venner, de gad ikke mine små søskende, hvorimod mine små søskendes venner synes det var spændende, hvis jeg blandede mig), så synes jeg egentlig, det er rigtig sundt, at der blev sat grænser for, hvornår vi var familie og hvornår vi var individer, hvis det giver mening. Det er klart en værdi jeg vil give videre, hvis Cilia en dag får søskende (hvilket jeg tvivler på sker).

    Til gengæld tror jeg min mor havde RIGTIG svært ved, jeg i så høj grad gav udtryk for, jeg ville have min identitet for mig selv, da jeg blev teenager. Man kan ikke forbyde lillesøster at købe de samme CDer som storesøster, og jeg tror min mor syntes jeg var meget lidt storsindet, når jeg blev rasende over den slags…

    1. Det lyder som det helt rigtige at gøre, hvilket jeg også tror er hvad mine forældre har gjort, uden at jeg egentlig har opdaget det i sin tid og det er det, jeg arbejder henimod med mine drenge. På et eller andet tidspunkt lykkes det vel, men det er svært at forbyde nogen at være i den fælles trampolin eller på det fælles værelse.

      I weekenden snakkede vi så med dem om at få hvert sit værelse, men der så de på os med tårer i øjnene og syntes, at det var Verdens Dårligste Idé.

      Er det ikke bare normal teenage adfærd at være meget lidt storsindet? Jeg kan huske det samme: Min lillesøster købte også “Tragic Kingdom” af No Doubt, jeg blev sur og min mor syntes det var helt åndssvagt, at vi havde hvert sit eksemplar af den samme CD – hun kunne jo bare låne min. As IF! Åh, der er mange gode ting at se frem til med tre børn i husstanden… 😉

    2. Nadia/Astrid: Din kommentar, Nadia, fik mig til at tænke på, at det nok også har noget at sige, om man selv er store- eller lillesøster, hvor man som forælder står i det her. For jeg er, som dig, Nadia, også storesøster, og derfor har jeg en del sympati for de store børn, når vi i omgangskredsen taler om den her problemstilling. Om det er det, der har gjort det, eller om det er fordi, jeg altid selv har haft et inderligt behov for at kunne lukke døren mellem mig og verden og være alene, ved jeg ikke, men hos os er det også en kerneværdi, at man har ret til at være alene på sit eget værelse.

      Men igen: En stor del af problemet her skyldes husets størrelse og indretning, for der foregår INGEN konflikter her, som jeg ikke er HELT up to speed med indholdet af….:-D

      1. I forhold til det med ens egen plads i søskendeflokken kan jeg i hvert fald se, at herhjemme har min mand – som er storebror – meget lettere ved at forstå vores ældste søn, mens jeg – som er lillesøster – nok er mere tilbøjelig til at kunne sætte mig i den yngstes sted. At de to så også klart har flest personlighedstræk til fælles med den forælder, der er samme nummer i søskendeflokken som dem selv, gør jo bare den slags mere tydeligt.

        1. Ja, jeg tænker nemlig også, at man nok har nemmere ved at forstå de udfordringer, der knytter sig til store/lillesøster rollen, når man selv kan huske dem.

  5. Nu er mine piger 11 og 14 og problemet er nærmes ikke eksisterende nu, men da de var mindre var det især den lille der enormt gerne ville være med, når storesøster havde veninder på besøg. Ofte gik det fint, mens de andre gange ikke gad hænge på en lillesøster. Jeg forsøgte at aflede ved at tilbyde spil/bagning/læsning eller lignende til lillesøster. Altså noget alene-med-mor tid, hvor der var 100 % fokus på hende. det var ikke altid det kunne lade sig gøre, men ofte virkede det fint 🙂

    1. Jeg har tilbudt alt fra ansigtsmaling til Vildkatten (hvilket for mig er noget af et offer..), men lige lidt hjælper det. INTET er sjovt, når der er mulighed for social interaktion med større børn. suk

  6. Her er vores unger er ikke introvert/ekstrovert forskellige men her er lidt samme scenarie. Den yngste vil meget gerne være med når den ældste har legeaftale. For os er det noget logistik. Den store kan have en med hjem fordi de selv kan cykle/gå fra skolen hvor jeg har den yngste bagpå cyklen. Hvis vi er i bil kræver det et ekstra sæde som vi ikke har i versionen til de yngre. Og det er svært for hende og gør lidt ondt i mor-hjertet men her holder vi faktisk på at den store må bestemme om hun vil have den lille med. Man må altid gerne spørge, men det er hende der har gæster. Her spiser vi sammen osv. Og der er gæster og lillesøster med. Og de store skal behandle den lille ordentligt, men måomå gernemgerne legedlege for sig selv. Det samme gør sig gældende for os voksne (altså bortset fra vi ikke leger så meget med vores gæster men vi spiller da spil ind i mellem). Der er forskel på om VI som familie har gæster eller en af os har venner/venninder på besøg. Ved det sidste hilser man, småsnakker lidt og kigger måske ind ind i mellem men giver dem plads til den fortrolighed og fokus der nu er i et venskab. Nogle venner er fælles (eller bliver det efterhånden) men igen er der forskel på om de er på besøg fordi min mand har “brætspil aften” eller fordi de besøger os alle. Tit er det en vlabdinggblanding oguog vi spiser alle sammen og så er der noget “vennetid” f.eks. Og ja. Det er svært at forbyde nogen at være på fælles trampolin, men så må de skiftes som vi ville gøre hvis de var her selv og ikke var enige. Den lille kan godt blive mega ked af det hvis de ikke vil lege, men jeg de oplever det jo også i børnehave osv. Her er den store faktisk rigtig tit sød til at lade hende være med. Eller snakker vi om at sommetider vil man bare godt have lidt tid sammen og når du bliver større så.. for at det netop ikke kommer til at handle om hende som person men vigtigheden af at give andre plads og at alderen har betydning. Det handler ikke om at du ikke må have en legeaftale men når du går i 1.klasse osv. Og så prøver vi faktisk bare at rumme at det er ok at være ked af det og føle sig udenfor men man kan ikke være med i alt og at vi gerne vil være sammen med hende (og vennerne i børnehaven vil osv ) måske ville jeg synes det var anderledes hvis hun ikke havde venner selv.

    1. Jeg skelner faktisk også imellem, om VI har gæster, eller om børnene har en legeaftale. Det er noget, der er blevet nødvendigt over det sidste års tid, fordi flere i omgangskredsen har enebørn, som er tættere på Antons alder end på Fridas. Og hvor man her gerne må have sin legeaftale i fred (i det omfang det er praktisk muligt…!), så holder jeg på, at når vi er sammen med andre familier, som vi har kendt “altid”, så skal de store inddrage Frida. Hun har kendt de her mennesker hele sit liv, og savner dem også, når vi ikke ser dem.

      Og jeg synes egentlig selv, at jeg er god til at hjælpe mine børn til at rumme de følelser, der kan være svære. Men lige i de her situationer spidser det til, fordi Anton bliver sur, mens Frida bliver meget højlydt vred/hidsig. Og i et pandekagehus som vores, så kommer det til at suge opmærksomheden og afbryde, hvad der ellers foregår, når vi har en K3-nedsmeltning lige i husets epicenter.

  7. Jamen, det er vel en værdi ikke at fylde… det hele hele tiden. Hensyntagen, konduite og situationsfornemmelse – er det ikke i sidste ende det der kommer ud af at få sine vinger stækket indimellem? I en socialiseringsproces fordi vi alle sammen skal være i samfundet med hinanden… Både dem der har brug for at råbe højt og dem der har brug for at det er stille.

    Dermed ikke sagt at jeg ikke forstår dig. Ligesom de andre ovenfor forsøger vi også at balancere behovet for at få lov til at være alene med sin kammerat og det faktum at der en en lillebror som også bor her. Jeg kan mærke at jeg stejler helt vildt på den der med, at lillebror er god nok at lege med lige indtil der kommer en der er mere spændende. Det synes jeg ikke er okay. Så må de finde ud af at inkludere ham i legen så alle synes det er sjovt – og så vil jeg gerne lidt senere finde på noget med ham den lille så de store får en pause.

    1. Lise jeg synes det er så fin en kommentar den her. Fordi det jo er balancen mellem at man ikke bare kan “råbe dig til ting/andres mennesker selskab” og at man skal have lov at være sig selv.

      Måske er det fordi jeg oplever at vores den store generelt er sød til at have den lille med at jeg ikke oplever det med at den lille er god nok at lege med til der kommer en anden. Men for mig er det slet ikke det det handler om..det er mere hvis man har lavet en aftale med en anden så har man en aftale med en anden og det inkluderer ikke nødvendigvis de andre i husstanden herhjemme. Altså hvis jeg har besøgs handler det ikke om hvorvidt jeg kan lide at være sammen med min mand men at jeg også har andre jeg vil være sammen med. Hensynet må gå begge veje. hvis de insisterer på at sidde i stuen kan de ikke diktere at andre skal være stille osv. Men de skal ikke nødvendigvis inkludere den bette i deres leg. Det er selvfølgelig lidt anderledes hvis det er lidt mere spontane lejeaftaler.

      Og selvom jeg har lagt en anden kommentar: jeg er selv ekstrovert og jeg tror det er virkelig vigtigt at man som ekstrovert også lærer at man dels ikke kan være med i alting selvom man gerne ville (specielt efter man har fået børn rykker noget af det sig) og at man også har brug for at have den indadvendte del med sig. Det er godt at øve sig på også. Vi kan her i Corona tid se hvor vigtige de dage hvor vi ikke skal en skid er og her er vi slemme til at have mange sociale ting i kalenderen. Min store pige elsker også at lege og have aftaler men her er vi nødt til at hjælpe hende med at finde balancen det fordi hun kører på med fuld hammer indtil hun i sin energi der er vendt mod verden har glemt at mærke at hun selv var træt, trængte til at lade op osv.
      På samme måde som man som introvert kan være nødt til at øve sig på at åbne lidt op og deltage i sociale ting i en klasse eller på en arbejdsplads fordi det at skabe relationer jo også er en vigtig del af livet (sådan sat på spidsen). Det handler ikke om at man skal ændre hvem man er, men at man er nødt til at opbygge kompetencer det ikke ligger en helt så naturligt fordi nogle situationer kræver det. Og selvfølgelig skal vi passe på ikke at fortælle dem at de er forkerte for Frida er jo som hun skal være, men det er Anton også og han vil gerne lege lidt selv. Her er det andre ting vi ser forskelle i. Min ældste er fuld af gode ideer og starter alt muligt op..med det resultat at der er halvfærdige ting All over der ikke bliver ryddet op fordi hun er “i gang” (det kender jeg desværre FOR godt fra mig selv) mens lillesøster er mere ordentlig og gerne afslutter tingene..med det resultat at hun er 10000 år om at komme når vi skal spise eller ud af døren osv. Begge dele er helt fint men den store er nødt til at lære at rydde op efter sig og den lille er nødt til at lære at man ikke kan nå både at lege legen færdig, at rydde op men at man så er nødt til at stoppe og få ryddet op når det er tid.det skal vi meget gerne gøre uden at storesøster stopper med at udfolde dine kreative ideer og uden at lillesøster ender med ikke at rydde op for begge dele er fine kvaliteter og en del af dem. De skal bare også lære det andet for at have mulighederne for at gøre begge dele. Så har de et valg.

      1. Helt lavpraktisk så behøver du nok slet ikke stresse over at skulle have Fridas børnehave med hjem til fødselsdag. Her (en børnehave i samme by) er det i hvert fald ikke muligt før tidligst efter sommerferien. De må ikke engang dele noget ud lige nu.

        1. Her i byen må de stadig ikke dele ud, men der blev i sidste uge åbnet for, at de må kommer hjem til fødselsdag i haverne. Jeg havde håbet, at de ville bruge sommerferien som en slags opdeling, så der også blev lagt lidt afstand til de børn, der så sent som for 10 dage siden havde fødselsdag, og som var utrolig kede af, at de ikke kunne får deres små kolleger på besøg, men sådan gik det desværre ikke.

    2. Lise/SKN: Det er præcis det, mit dilemma går ud på. At jeg jo egentlig tænker, at man skal have slebet kanter af, fordi man ikke kan begå sig, hvis man går gennem livet som kaktus. Og jeg er 100% enig i, at man får det nemmere, både med sig selv og med andre, hvis man lærer, hvordan man indgår i relationer med mennesker, der er skruet anderledes sammen, end man selv er.

      Men jeg synes, at det er svært, når det man skal adfærdskorrigere på er en del af personligheden og ikke af opførslen, forstår I, hvad jeg mener? Det minder mig lidt om de situationer, hvor jeg har tolkepraktikanter med i marken; helt overordnet er alt, hvad jeg giver af feed back og kritik tænkt som værktøjer, der skal løfte deres niveau og gøre dem til bedre tolke. Men der er stor forskel på at give feed back på tegn, de bruger/udtaler forkert og på deres mimik. For hvor tegnene jo bare er en slags ordbog i hænderne, så er mimikken en del af din personlighed, og uagtet at jeg som gammel rotte kan se, at de kommer til at spænde ben for sig selv med den mimik, de bruger her og nu, så er det noget meget personligt både at give og modtage kritik på.

  8. Ja, hvis det bliver præsenteret sådan der, så kan de andre lige så godt blive hjemme den dag 😀

    Hvis du “bare” lufter ud i hovedet så spring resten af kommentaren over.

    Men inden da: jeg hepper på jer.

    Ellers: Hvis du har ork så kig lige på https://sensitiv.dk/
    Jeg hørte psykolog Lise August i 4. afsnit af podcasten Bevidst Introvert af Camilla Lærkesen. Lise specialiserer i sensitive børn (men tænker også meget i introvert og ekstrovert i det arbejde, synes jeg at det lød til).
    Jeg har ikke nærstuderet siden men har indtryk af at der også ligger nogle gratis værktøjer …

    1. Fedt, Rikke – tak! Beskrivelsen af afsnittet omtaler netop det her med, om det er etisk forsvarligt at skulle lave om på sig selv, hvilket jo egentlig er kernen i mit dilemma. Den glæder jeg mig til at sætte ørerne i:)

  9. Måske handler et lillebitte hjørne af problematikken også om at hun er lillesøster og du og Anton er storesøskende? Jeg kan sagtens se at det egentlige problem handler om søskendes ret til egne venner/privatliv (og at det er en meget almindelig problemstilling, kan vi jo se her i kommentarfeltet :)). Jeg har uden tvivl opført mig som Frida da jeg var på hendes alder – jeg husker tydeligt at mine søskende syntes jeg var den mest irriterende møgunge i hele verden – i hvert fald nogle gange 😉

    Men, når jeg læser dit indlæg, får jeg også en lille fornemmelse af at det er Fridas reaktion, når hun bliver irettesat/holdt tilbage, der bekymrer dig? At hun er umulig at trænge igennem til? Og måske pænt urimelig i sin reaktion i forhold til problemets størrelse og/eller i forhold til hendes evne til ellers at forstå acceptere andre sociale spilleregler eller situationer hvor midlertidig tilsidesættelse af egne behov er nødvendigt? Eller måske er det bare mine egne barndoms-komplekser der kommer op i mig. I så fald er hele indlægget skudt helt ved siden af, but here goes.

    Jeg havde også et eksplosivt temperament (jeg skriver “også” uden at vide om det tilfældet for Frida, overhovedet, eller om hun “bare” er stædig), hvilket som oftest kom bag på folk, da jeg ellers var et relativt stille og lydigt (og introvert) barn. Men når min lunte først var tændt var det meget svært for omverdenen at trænge igennem med fornuft. En af de ting, der især kunne få mig til at gå i baglås som barn var når de voksne forsøgte bruge “jeg ved godt hvordan det føles at være dig lige nu, men….” i situationer hvor den voksne tydeligvis (eller tydeligt for mig) overhovedet ikke kunne forstå hvordan det var at være mig.

    Du skriver at det aldrig er rart at være udenfor. Det er det bestemt heller ikke, og måske er det det Frida siger at det handler om, når hun ikke må være med? Men, måske, et lille forsigtigt måske, kunne det også handle om nogle andre følelser, der handler om at være den lille i en familie, men som kan være lidt svært at sætte ord på?

    For mig handlede det primært om to-tre følelser. Det ene er følelsen af at ønske noget for sig selv, som alle andre omkring dig kan eller har uden at have en håndgribelig/troværdig plan for hvordan det skal komme til at ske – en længsel uden udsigt til forløsning, med andre ord. Den følelse kan de fleste nok spejle sig i, da de fleste voksne har prøvet at være den lille/nye/uerfarne i en eller anden sammenhæng hvor vejen til målet har virket komplet uoverskueligt. Eller har været ufrivilligt barnløs(e), mens alle omkring en får/har fået børn. Eller har følt sig alene i en verden af par. Bare et par eksempler, der for mig udløser samme følelse som den jeg fik når jeg ikke måtte være med til Scrabble fordi jeg ikke kunne læse (hvordan skulle jeg lære at læse? Hvornår ville det ske? Hvorfor var det noget alle andre kunne og jeg ikke kunne? Var der noget galt med mig? Hvad nu, hvis jeg aldrig lærer at læse?). Det er en meget ensom følelse. Og det var en følelse jeg havde rigtigt tit som den yngste – der var altid noget, jeg ikke kunne/måtte/havde, som mine søskende kunne/måtte/havde uden at det var gennemskueligt for mig hvad vejen eller kriteriet for at kunne/måtte/have det var – ofte havde jeg aldrig oplevet at de ikke kunne/måtte/havde det, fordi jeg er så meget yngre end mine søskende (5 år til den nærmeste). Det er en følelse, der var stærk da jeg var yngre, men som falmede meget med alderen, i takt med at sammenhængen mellem at blive ældre og at have flere færdigheder og privilegier blev klarere for mig…men klart en følelse der fyldte meget, da jeg var 5.

    Den anden-til-tredje følelse blev ikke særligt meget mindre i løbet af barndommen. Det var følelsen af konstant at have (i mit tilfælde) 5 forældre til at kritisere en, samt at deres kritik blev givet på et totalt uretfærdigt grundlag (også når det objektivt set ikke gjorde). At forældre nogle gange er uretfærdige er nok noget de fleste børn kan blive enige om. De af mine venner der er den ældste i søskendeflokken har det med at beklage sig over hvor strenge deres forældre har været overfor dem og hvor blødsødne deres forældre har været overfor deres yngre søskende. Men de glemmer (eller ved måske slet ikke) hvor meget kritik man modtager gennem tiden som den yngste – af alle. Jeg fornægter ikke at man også bliver mere forkælet og sommetider får virkeligt meget ufortjent ros, men man er konstant bagud på point i forhold til de andre i familien. Og det kan nogle gange føles ret meget som et angreb når alle de store dyr i familien er enige om at du er dum/umulig/skal tage dig sammen lige nu. Det kan godt få adrenalinen til at pumpe og lysten til at bide efter struben op i en…
    Hvis man trækker paralleler til arbejdslivet, så synes jeg at det er meget mere stressende når begge mine chefer er utilfredse med mit arbejde, end når det kun er én af dem…Mere end to gange så meget! I de situationer fanger jeg tit migselv i at synes at det hele er hamrende uretfærdigt (også når det er virkeligt berettiget kritik, som det jo oftest er på mit arbejde, eller fordi mine chefer ikke er klar over at jeg mangler ressourcer), og lige i de momenter er jeg mentalt hjemme ved min barndoms middagsbord igen hvor jeg bliver kaldt klodset af de 5 andre, fordi jeg igen har væltet mit glas. Som barn var jeg overbevist om at mine søskende havde været mindst lige så klodsede, da de var på min alder, men at jeg jo bare ikke havde været der til at se det og kommentere på det! Det er jo ikke sikkert at de var det, muligvis var jeg et ekstraordinært klodset barn, men jeg har altid syntes at det var unfair hold når der skulle laves sammenligninger mellem os, for jeg vil jo altid være yngst og dermed (i hvert fald i barndommen), per definition dårligere til alting – inklusive at opføre mig som at barn på min alder. Så det er sådan en blandet følelse af at være under angreb og dårligere til alt end alle andre i rummet.

    Det var min lange fortælling. Den retfærdiggør overhovedet ikke hvilken lille skid jeg har været, eller giver begrundelse for at jeg ikke skulle lære at begå mig – ude såvel som hjemme – men det var sådan jeg følte/tænkte, dengang jeg var den lille. Måske var det bare mig.

    1. Jeg håber virkelig, at du arbejder med mennesker og kommunikation, Lærke, for hvor er det bare en en fin og indsigtsfuld kommentar <3

      Det er SÅDAN nogle fine pointer, du har, og du har fuldstændig ret i, at det er reaktionens voldsomhed, der sætter mig lidt til vægs. Jeg tror også, at det er derfor, jeg bliver i tvivl om, hvordan det er mest hensigtsmæssig, at jeg tackler det, for reaktionens voldsomhed får det (for mig) til at se ud som noget, der er virkelig vigtigt for hende. Og derfor vil jeg forfærdelig gerne løse det på en måde, hvor hun ikke føler sin afmagt og frustration negligeret, men hvor Anton samtidig også får lov at stå på sin ret.

      Jeg vil prøve at lægge mærke til det andet du skriver, det med, om det er livets abstrakthed, der somme tider bliver svært for hende. Det har jeg aldrig tænkt på før, men det giver 100% mening. Også ift. hvordan jeg selv er designet:)

      Jeg er meget sensitiv ift. det med, hvem der må rette på mine børn. Jeg har oplevet, at fordi jeg er alene med dem, så virker det mere legalt at ‘medopdrage’ når vi er nogle steder; altså, at andre beder dem sidde pænt eller holde sig ind over. Den tager jeg, for jeg vil ikke have, at mine børn skal føle sig underlagt et helt hold voksne, mens de børn, der har begge forældre med, får lov at være i fred. Herhjemme beder jeg dem altid om at blande sig udenom (altså, i mere pædagogiske vendinger, ikke), når jeg har en konflikt med én af børnene, netop fordi 3 er et sårbart antal ift. at komme til at stå alene.

      Tak for gode, kloge og kærlige ord <3

    2. Det var super spændende at læse dit perspektiv! Både jeg selv og min mand er storesøskende, og selv om vi går op i, at man “passer sin egen butik” ved konflikter, så kan det ikke undgås at der er flere øjne på den yngste (af tre). Interessant at høre hvordan det også kan opleves at være den lille. Tak for at sætte nogle tanker igang!

  10. Jeg er enebarn, så kan på ingen måde komme med tanker og paralleller til ens placering i en søskendeflok. Men jeg var kunne blive vanvittig sur som lille (her taler vi børnehavebarn).
    Mine forældre har været uenige om meget, men én ting var de meget enige om: børneopdragelse.
    De har altid kørt en stil, hvor der var tydelig sammenhæng mellem handling og konsekvens. Til en grad, hvor det vist også har overrasket/chokeret venner og bekendte dengang i 80’erne. (Her taler vi altså håndhævning af revselsretten! Også dengang kunne man være konsekvent uden at slå sone børn).

    Men: jeg brændte fuldstændig af, blev jeg sendt ind på min værelse ‘og køle af’. I den lille forstadsbunkalow, jeg voksede op i, må man også have kunne høre mig over det hele!
    Så sad jeg pligtskyldigt på mit værelse og skreg mig hæs i arrighed. Når luften var gået af ballonen, kaldte jeg på den ene af mine forældre og sagde, at nu var jeg god igen. Også var dén ged barberet.

    Nu griner vi ret meget af det. Mest fordi jeg simpelthen er så imponeret over, at mine forældre kunne sidde i stuen/køkkenet og holde fast i børneopdragelsens navn. Det kan bare ikke have været nemt at lade sit skrigende hysteriske barn være. (En enkelt gang brændte jeg endda sammen, mens der var gæster. Det må have været er utroligt hyggeligt middagsselskab…).

    Jeg er ikke i tvivl om, at mine forældre ville mig det bedste (også som 4-årig hystade). Og jeg er dem dybt taknemmelig for, hvordan de gjorde mig klar til verden, andre mennesker og lærte mig de sociale spilleregler. Så i min verden hænger en konsekvent opdragelse (og nok en lidt hårdere version end flertallet dengang praktiserede) ikke på nogen måde sammen med et dårligt forhold til forældrene som voksen.

    1. Hahaha – vi skulle sgu da have haft et sæt walkier; så kunne vi have talt sammen, det ene sure barn til det andet:)

      Jeg tror at det, der har overrasket mig mest ift. børn og opdragelse er, hvor mange grænser man skal sætte og hævdholde – samtidig. Jøsses, mand. Og det er der, de somme tider slider dig ned, for man kan blive så utrolig træt af at høre sig selv sige nej, og skulle aflede og se-en-måge i én effing uendelighed.

      Det er sådan, de får os, Henriette:)

      1. Jep! Børn er helt utroligt vedholdende. Det er næsten ærgerligt at dén del ofte forsvinder lidt med alderen…

        Og kan i øvrigt se i min kommentar, at jeg fik slettet et ret vigtigt ikke. Som i at mine forældre IKKE gjorde brug af Revselsretten. Meget er jeg blevet budt livet igennem, men aldrig fysisk afstraffelse!

        1. Heldigvis fremgik det af sammenhængen, at vi ikke skulle have fat i kommunen med tilbagevirkende kraft:-D

  11. Jeg har ingen børn og taler derfor kun ud fra egne barndomsminder som den ældste af fire, med små søskende der altid ville være med og med veninder, der synes, at det måtte de da gerne. Jeg har smækket en dør i hovedet på mine søskende 10.000 gange og synes fortsat, at det er helt ok. Jeg har ageret barnepige for mine søskende og blevet sat i venteposition for dem utallige gange – fordi man som forælder jo ligesom ikke har 40 arme og derfor må prioritere de mest akutte behov først. Selvfølgelig! Og sådan SKAL det være. Men vennerne er ikke nødvendigvis fælleseje og jeg var blevet splintrende rasende, hvis min mor havde insisteret på, at mine venner også var mine søskendes. Kæmpe nej! Mine venner – ligegyldigt hvor meget min søster skreg i baggrunden.

    1. Det er præcis det, jeg prøver at give Anton. Og måske også mere, end hvad jeg ville have gjort, hvis han havde været den lille og Frida den store, for han bliver somme tider stadig sat til vægs af sprog, lyde og for komplekse sammenhænge. Derfor er jeg nok mere plankeværk for ham, fordi den lille tromler ham, hvis hun får lov.

  12. Det her er ét af de indlæg, man skal læse flere gange, fordi det sætter så mange tanker i gang. Hos mig er det især det her med at acceptere sit barns personlighed, der sætter tanker i gang. Min datter er EKSTREMT genert, og det spænder i flere sammenhænge ben for hende. Jeg har to modsatrettede stemmer inde i hovedet: “Du er god nok, som du er” og “Vær nu lidt mere på en anden måde”. Hvordan løser man det?

    1. Jeg ved det simpelthen ikke, for det er præcis den samme udfordring og indre dialog, jeg har. Én del af mig tænker ‘Åh, det ville være nemmere for dig at få lov at være med/få det, du gerne ville have, hvis du lige skruede to tænder ned’ mens en anden del af mig løber sejrsrunder med t-shirten hevet af over, at hun ikke bøvler med mindreværd og hensynsbetændelse. Og så synes jeg, at det er SÅ svært at hive sig selv ud af det, man ser; at finde ud af, hvor meget, der handler om egne erfaringer og egen personlighed.

  13. Allerførst vil jeg gerne give en lille blandet pose med sindsro og tyrker tro til alle jer med små og yngre børn: jeres børn kan holde til det mest utrolige, så længe i på bundlinjen handler i kærlighed. Og langt de fleste børn udsætter ikke sig selv for større følelsesmæssige udsving, end de faktisk godt kan holde til. Sagt som mor til to harmoniske unge mænd, som ikke har nævneværdige traumer, af en ellers noget festlig barndom, når jeg tænker tilbage på, hvor højt bølgerne kunne gå, da de var små… Og som pædagog med 25 års erfaring lige der, hvor små mennesker øver sig på at blive større.
    Og så er der så afgjort noget med det der søskende-positions-halløj:
    Havde en fantastisk oplevelse på min uddannelse for 700 år siden, hvor vi i Psykologi skulle arbejde med minder, helt konkret finde et minde om en situation, hvor vi som børn havde oplevet os uretfærdigt behandlet. Frem kom 26 hjerteskærende, bloddryppende, traumatiske historier fra mine klassekammerater, den en mere pinefuld end den anden.
    Alle lyttede andægtigt til hinanden, der blev nikket og sukket og følt for hver lille, smertefulde historie. Og først da vi var færdige, blev vi gjort opmærksomme på, at der egentlig kun var 2 tema’er i samtlige 26 minder: ENTEN en “lillesøster(bror) historie, om ikke at måtte være med til storesøsters disco-fest/indsæt andet spændende. ELLER en “storesøster” historie, om at skulle tage den lille med til disko-dans på hotellet (MIN! Aarrghh….) selvom det ødelagde HELE oplevelsen!!!
    Og da det gik op for os, at vi kun havde hørt på 2 forskellige vinkler, gik det også op for os, at ALLE “de store” havde nikket og følt for “storesøster”-historierne, men ikke helt kunne føle det samme for “de små”s historier…
    Barndommen sætter spor. Og det skal den nok også..?

    1. Ja, der er ingen, der slipper pletfri igennem barndommen:-D

      Jeg tror, at en del af.. ikke problemet, men måske snarere den overvældelse af forældrerollen, som jeg og mange af mine jævnaldrende undertiden kæmper med, handler om, at vi er den første generation, der er vokset op med psykologi. Det lyder fjollet, når man siger det, men fra tekstanalyserne i dansk over reelle fag og undervisning i psykologi til bevidsthed om og fokus på, hvad der påvirker børn; alt det har vi hørt og lært fra vi selv var børn, og nu, hvor vi så selv har fået børn, så skal vi opdrage med visheden om, hvad vi reelt har ansvaret for. Jeg tror, det er lidt som at lære at cykle eller stå på ski, når man er voksen: Det er meget sværere, fordi man ved, hvor galt, det kan gå. Og angst er en forfærdelig dårlig følgesvend, når man skal have noget gjort.

  14. Uha undskyld for måske på forhånd at ødelægge den gode stemning i kommentarfeltet her. Men jeg er altså totalt Team Frida. Here goes:

    Anton har en ven, han vil lege med uden Fridas medvirken. Helt fair.

    Anton kan lege uforstyrret med sin ven hos sin ven. Men de vil hellere lege hos Anton. Ok, men der bor Frida også, så de vælger altså selv at gå tættere på Frida.

    Anton har sit eget værelse og kan lege på sit eget værelse med lukket dør. Det er retten til privatliv. Det må Frida respektere, måske med hjælp.

    Men Anton vil lege i hele huset, hvor Frida også bor og er, uden at Frida må være med. Altså WTF?😆 Forstå mig ret, men jeg kan sgu godt forstå at Frida bliver gal. Det var jeg også blevet.

    Og pardon my french, men alle kommentarerne om, at Frida skal lære at respektere og have slebet hjørner af osv? Måske Anton skulle respektere, at hvis han har særbehov i legeaftaler, så har han fine muligheder for at følge de behov og lege uden Frida enten hos vennen eller med lukket dør? No?

    Jeg har også to børn på dines alder, og her er reglen, at hvis man vil lege på fællesarealer, så må alle være med. Det kræver nogen gange facilitering, men jeg tænker, at den vigtigste jeg prøver at lære dem er, at man må gerne have sine behov for privatliv, men ikke på bekostning af andre.

    Jeg tænker, at du nok har præcis det samme motto for dine unger – og har derfor svært ved at se, hvorfor Frida gøres til problemet? Er der en mellemregning jeg bare ikke fatter?

    1. Jeg tænker i hvert fald, at der er noget, jeg enten ikke har forklaret godt nok, mangler at få med, eller som du læser hen over.

      Jeg er Team Begge-Mine-Børn. Med lige præcis de to, jeg har, som på mange måder er som dag og nat, betyder det, at jeg ikke giver dem samme betingelser ved at behandle dem ens. Frida er langt, LANGT mere fremme i de sociale sko, end Anton er, og der er MANGE flere ord i hende. Fordi Anton er støjsensitiv, har hun luret, at hun somme tider kan få ham til at give sig ved at skrue op for volumen – og det er ikke rimeligt. For mig er det ikke at hun reagerer, der er problemet; det er måden, hun reagerer på. Fordi det er voldsomt.

      Forskellige hjem har forskellige regler, som jo tit og ofte hænger sammen med værdier, men som også somme tider bunder i noget helt lavpraktisk. Hos os er børnenes værelser på de oprindelige plantegninger lavet som ét rum, men dem, der flyttede ind i det, da det var nybygget, fik sat en mur op igennem det største af værelserne. Det betyder, at værelserne er fine, når man er alene, og har brug for privatliv – og det er begge børn gode til at respektere. Men når de har legeaftaler, så bliver det simpelthen for småt til den type lege, som de aldersgrupper, de tilhører nu, gerne vil lege. Derfor er reglen hos os, at man gerne må lege på fællesarealerne, når man har gæster – men gør man det, må man acceptere, at den anden søskende (og hans/hendes eventuelle legeaftale) samt jeg også er der. Men ligesom min venindes mand godt kan være hjemme, når jeg besøger hende, uden at det betyder, at han skal sidde i sofaen sammen med os, så kan børnene også godt være tilstede i samme rum, uden nødvendigvis at skulle tvinges til at inddrage hinanden i det, de er igang med. Anton er god til at sidde og dimse med beyblades eller lego, selvom Frida har legeaftaler, og jeg arbejder hen imod at lære Frida det samme.

      Endelig synes jeg, at det har noget at sige, at det faktisk er vennen, der gerne vil ned til os – ikke Anton. Men fordi han først startede på skolen i starten af dette skoleår, er det her den første rigtige ven i lokalområdet, han har, og det skal han lige finde ud af. Jeg snakker med ham om, at hvis de gerne vil lege uden Frida, så kan det være en god ide, at de bliver hos vennen, men tingene sker ikke fra den ene dag til den anden, og i mellemtiden har det her så kastet lys på noget, som jeg gerne vil gribe rigtigt an.

      1. Sådan er det også her. Jeg tænker som Mette skriver hensyn skal gå flere veje når man bor sammen. Derfor gør vi som I Linda at man gerne må lege i stuen, men ikke kan bestemme at andre ikke må være der. Man behøver ikke have de andre med med arealet er fælles.

  15. Jeg synes det er en fin uddybning du kommer med. Jeg synes det i den udstrækning det nu kan lade sig gøre at det skal respekteres, at Anton siger fra. For der er jo to sider at dette. Hvad betyder det for Frida, at hun må indordne sig under en situation, hvor hun ikke er tilfreds kontra hvad betyder det for Anton, at det ikke bliver respekteret når han siger fra? Det kan man da også tage skade af.

    Til sidst så vil jeg gerne påpege, at det er altså ikke sikkert, at det er en mulighed at lege nede hos vennen. Det kan være en af grundene til, at de går retur til jer. Der kan være fyldt op af legekammerater til de andre børn, der kan være gang i rengøring eller 1000 andre ting, som gør at det bare ikke lige passer ind. Som en helt generel ting og ikke møntet på dig Linda, så synes jeg det måske er lige frisk nok at gå ud fra, at de sagtens kan lege hos vennen uden det er aftalt mellem de voksne. Jeg har kendt familier, hvor det at sende børn på besøg hos andre var en måde at få pasning på. Med tre børn i vennens familie, så kunne de jo være stødt ind i det fænomen og så kan det være en måde at regulere det på at sende børnene den anden vej. Jeg har ikke ladet mine børn tage initiativ til en legeaftale uden at det kunne være hos os.

    1. Jeg er 100% enig, og har faktisk skrevet et helt indlæg om lige præcis det her:

      https://www.blogsbjerg.com/om-foedselsdage-og-introverte-foraeldre/

      Jeg ved godt, at du skriver med de bedste intentioner, men jeg kan mærke, at de sidste par kommentarer til det her indlæg rammer noget, som jeg har brug for lige at knytte et par ord til.

      For somme tider beder jeg i mine indlæg om råd eller sparring, mens jeg andre gange bare skriver om observationer eller tanker, jeg går og gør mig. Og lige det her indlæg falder faktisk i sidstnævnte kategori. Derfor kan jeg mærke, at jeg reagerer, når vi går fra hver især at bidrage med egne erfaringer og snakke overordnet og generelt, til specifikt at kommentere på mine valg og mine børn. At ‘Det må Frida respektere’, ‘Måske Anton skulle respektere..’ og at ‘Det er lige vel frisk, at..’

      Jeg ved godt, at du i din kommentar disclaimer, at den ikke (kun) er møntet på mig, men i og med at den går helt konkret på noget, jeg skriver om at gøre i indlægget, er den også møntet på mig.

      Men sagen er, at der er 100 detaljer, jeg ikke har med i det her indlæg, fordi det så ville blive 7000 km. langt. For jeg har ikke skrevet, at vennen den sidste måned er kommet her forbi mindst 7 gange, uden forudgående aftale mellem hverken ham og Anton, eller mig og hans forældre. Men det er han. Eller at jeg faktisk forinden har skrevet til vennens mor, om Anton måtte kigge ned. For det havde jeg.

      Jeg gør mig ret store anstrengelser for, at det her kommentarfelt er et safe space, hvor vi kan snakke om alt mellem himmel og jord; også om det, der er svært. Men hvor I ‘kender’ mig gennem bloggen her, så er mange af jer fuldstændig fremmede for mig, og det betyder, at jeg ikke har en holdnings-kontekst at sætte jer ind i. Derfor kommer det til at føles ret grænseoverskridende, når I skriver, som I ville tale til et menneske, I kender rigtig godt.

      Skriftsprog kræver at man gør sig umage, hvis man gerne vil dialogen. Det gør jeg, og jeg har brug for, at I gør det samme, for ellers mister jeg lysten til at tage fat i de emner, der er kød på; det bliver for sårbart at lægge dem frem, hvis jeg hver gang skal forberede mig mentalt på, at der sidder læsere derude og prikker til dem med spidse, kritiske pinde.

      1. Hej Linda,
        Jeg syntes dét her er så fint formuleret. Tak for det – og tak for den enorme indstats du lægger i administrere og vedligeholde Internettets Bedste Kommentarfelt.
        Skriftlig kommunikation er en svær størrelse, der er vanskelig at mestre. Men jeg bliver personligt bedre til den slags af at følge din blog og dine skriverier (og ikke mindst kommentarfeltet). Så også tak for det. Og god fredag!

  16. Jeg vil gerne anbefale den her bog om hvordan man hjælper søskende til At etablere et sundt forhold : “Siblings without rivalry” af Faber og Mazlish.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.