Når afgrunden stirrer tilbage

Jeg kan ikke huske, at jeg har haft et tidspunkt, hvor min krop ikke har fyldt for mig. Mit syn på den, ting, jeg ikke var tilfreds med, steder, hvor den adskilte sig fra andres osv. osv. Det har været trættende og givet anledning til mange tårer og dårlige dage, og derfor har jeg over de sidste 5-6 aktivt arbejdet på at ændre mit mindset. Det er blevet ekstra vigtigt for mig, efter jeg har fået Frida, fordi jeg så gerne vil give hende de redskaber, hun skal bruge for at blive ved med at være glad i og for sin krop. 

Jeg har fundet og følger profiler på diverse sociale medier, der handler om kropsneutralitet og kropspositivisme, jeg har lyttet til en del forskellige podcasts om emnet, og så har jeg meget aktivt fravalgt alt, hvad der kredser om diæt- og slankekultur. Det er bl.a. også derfor, jeg ikke følger de madinspirationsprofiler på Insta, der inkluderer træning og sprogbrug, der tager udgangspunkt i, at målet for alle er at være slanke, og at nogle madvarer derfor er ‘syndige’ og forkerte.

Derfor har jeg fulgt ret intenst med i hele kropsdebatten herhjemme, hvor blandt andre Morten Elsøe er meget aktiv. Jeg tror, det er vigtigere, end vi lige nu forstår, at det begynder at ske noget med retorikken, og at nogen med relevante uddannelser og forståelse for kompleksiteten i vægt, kost, sundhed, spiseforstyrrelser osv, bruger tid på at mene noget på de brede platforme. Og at de gør det sobert, underbygget og med en konstant nysgerrighed efter at lære mere og sætte spørgsmålstegn ved det, mange opfatter som Sandheden. 

Men der har hele tiden været noget, der har naget mig. En mislyd. En fornemmelse af, at der var et hul et sted i argumentationen, som jeg ikke kunne sætte fingeren på.

Før i dag, hvor jeg sad i morgensolen og ventede på grønt, og det pludselig gik op for mig, hvad det er. 

For i al den snak om intuitiv spisning og slankekursmentalitet, som de fleste (i teorien i hvert fald) efterhånden er enige om, at vi skal væk fra, ligger der indlejret en grundtese om, at der er en naturlig balance, man kan vende tilbage til. At et forstyrret spisemønster er et sundt spisemønster, der er blevet ødelagt, men som kan genfindes og genskabes. At vi alle som udgangspunkt er født med evnen til at have et naturligt forhold til mad; at spise, når vi er sultne, og stoppe, når vi ikke længere er.

Men hvad nu, hvis det er forkert? Hvad nu, hvis nogle af os er født med junkie-genet? Det gen, der føles som et hul indeni, som man kan bruge hele livet på at jagte noget at fylde i? På at forsøge at lukke. Og hvor det er arv og miljø, der afgør, om det bliver ting, stoffer, alkohol, mad eller sex, der bliver vores weapon of choice.

For det bliver jeg mere og mere overbevist om er tilfældet – men jeg er bare ikke rigtigt stødt på nogen, der taler om det.

Jeg bakker 1000% op om, at vi skal slankekursmentaliteten til livs, og hele kropsaktivist-bevægelsen er et stort skridt i den rigtige retning. Men hvis der er noget om det her, så efterlader det de mennesker, der lider af den her sygdom/defekt, et ret træls sted, for kan man lære en alkoholiker at drikke intuitivt? Eller en narkoman at stoppe, når abstinenserne er væk, men inden rushet sætter ind?

Eller bliver det bare endnu en mulighed for at fejle, fordi det – igen – er de syge, de ramte, de rastløse, der ikke formår at hjælpe sig selv? Slankekuren er skiftet ud med kravet om at være til stede og mærke efter, men det er stadig den enkelte, der bærer ansvaret for en sygdom, de ikke har valgt, og det er stadig den enkelte, der i  omverdenens øjne fejler, når det ikke lykkes.

Men hvis slankekure og kostregimer forværrer et forstyrret forhold til mad, og normalbalancen ikke findes – hvad gør man så? Så er alle med det her problem reelt fortabte, og det er der ingen penge i. For det tror jeg, kan være ret vigtigt at have i baghovedet: At de, der lever af at undersøge de her ting, for manges vedkommende også lever af at stille de lidende en løsning i udsigt.

Det er en svimlende tanke, for hvor går man hen, hvis ingen kan hjælpe? Hvordan finder man ro, hvis man hele livet skal leve med, at hullet ikke kan fyldes? Men hvor biologien stadig forudsætter, at man hver eneste dag skal stirre ned i dybet og bypasse sin trang til at springe?

Jeg ved det ikke. Måske er løsningen, som ved andre typer af afhængighed og misbrug, at man erstatter én vane med en anden, men jeg kan ikke frigøre mig fra tanken om, at man, uanset, hvilken gift, man vælger, kommer til at bruge sit liv på flugt fra sig selv.

Anbefalingslisterne er opdateret med følgende:

Podcasts:

Do no harm

Jeg ved ikke, om vi kalder det true crime, når det handler om børn og tvangsfjernelse, men denne podcast er centreret om to forældrepar, der pga. hændelige uheld, er meget tæt på at få fjernet deres børn. 

I starten er man sådan lidt ‘Ej, det er da også meget amerikansk’ – men der går ca. 10 minutter, før man begynder at svede lidt, fordi det går op for én, *hvor* lidt, der reelt skal til, før man risikerer at befinde sig på en karussel, man ikke kan komme af. 

Chameleon – The Hollywood Con Queen

Jeg gider normalt ikke scam-historier. Jeg tror, at jeg finder det for deprimerende at opdage, hvor tynd en tråd, vores civilisation i virkeligheden hænger i, og at det kun er vores fælles beslutning om at opretholde et nogenlunde niveau af lov og orden, der afholder snoren fra at knække. 

Men den her historie er bare virkelig godt fortalt. Journalisten har en tør, underspillet humor, og er god til undervejs at sige det, vi alle sammen tænker, så selvom man normalt styrer udenom denne type historier, så synes jeg alligevel, at man skal give den et lyt. 

Serier:

Christiane F – Wir Kinder vom Bahnhof Zoo

Det her er uden sammenligning den bedste serie, jeg har set i årevis. Den bygger på bogen af samme navn, og mange af os er nok i tyskundervisningen blevet trukket igennem originalversionen, som var så østtysk og deprimerende, at man nærmest blev suicidal af at se den.

Remaket her er en mere løs fortolkning, og den er VILDT god. SYGT flot filmet, med det PERFEKTE soundtrack, masser af symbolik og bare en æstetisk fornøjelse af de sjældne. I det andet-sidste afsnit er der endda et The sixth sense-øjeblik, hvor man er død indeni, hvis man ikke højt råber: “Nej!?!!”

Jeg spår, at der går meget kort tid, før en amerikansk instruktør forelsker sig hjælpeløst og laver en engelsksproget version. Men uanset cast kommer den ikke til at nå bare op på siden af den her.

Published by

49 Replies to “Når afgrunden stirrer tilbage

  1. Tak for dine tanker, som jeg i høj grad genkender. Og det har netop været mit forbehold overfor Morten Elsøe og co, som jo ellers både er fornuftige og næstekærlige i deres tilgang: Altså, kan ALLE virkelig få et afslappet og intuitivt forhold til mad, som de/han mener? Og skal det ikke være ok at anlægge sig “alt eller intet-tilgangen” til mad, hvis man har erfaret, at den intuitive tilgang bare ikke vil indfinde sig?

    1. Præcis. Og det, jeg synes bliver problemet med det udgangspunkt er, at man taber alle dem, som – tror jeg – ikke kan tilegne sig den intuitive måde at spise på.

      Og så bliver det jo ikke lettere af, at spisning, mad og måltider er derudover også SYLTET ind i sociale konventioner, tusind socio-økonomiske forhold, familieformer, geografi osv. osv.

  2. Jeg ved ikke om du er stødt på “the thrifty gene” begrebet? Basalt set er det en teori om at vi mennesker har nedarvet at lagre fedt samt at spise helt vildt når muligheden byder sig af søde/fede ting. Ganske simpelt fordi man ellers ikke ville overleve i sten alderen. Læg hertil at vores tarm måske ligefrem er for lang fordi den er lavet til at absorbere mad fra meget mere uforarbejdede fødevarer og nu bliver den så badet dagligt i forarbejdet mad og gør dens bedste for at suge al næring ud. Så – som du ganske rigtigt har ret i – det er ikke “bare” nok at være intuitiv. Vi er ofte oppe imod vores egen krop (og hjerne) der desværre kan være en rigtigt skiderik når det kommer til at være sund

    1. Og hvis der så ovenikøbet er nogle, der har et afhængighedsgen, og vi også husker, at nu har mor stået og bagt kage, fordi du skulle komme – så bliver der bare virkelig meget, den enkelte skal navigere i.

  3. Eller rettere sagt når det kommer til at være tynd (sund var nok ikke det rigtige ord at bruge lige før)

  4. Har du hørt den podcast der hedder “Tynd og glad?” i DR’s radioapp? Den kan jeg virkelig anbefale, for den handler om kropsidentitet og alt hvad du skriver om. Bl.a. er der et virkelig spændende afsnit med en fedmeforsker, som har en hypotese om at fedme opstår på grund af frygt. Naturen har sørget for at hvis vi er bange (og oprindeligt var frygt forbundet med overlevelse, især frygten for at mangle mad), øges vores behov for mad. Vi bliver altså mere sultne af at være bange, fordi kroppen tror den er nødt til at øge sit madindtag, fordi der måske lige om lidt mangler mad – så der bliver brug for at øge fedtdepotet så vi har noget at tære på når hungersnøden kommer. Dette kan forklare hvorfor der fx er mange overvægtige mennesker i USA og England – der er ikke noget socialt sikkerhedsnet, og derfor er deres liv konstant utrygt. Virkelig spændende teori! Der er også mange andre spændende afsnit i podcasten, den kan virkelig anbefales!

    1. Det er en super spændende teori – og så har vi jo slet ikke snakket om, at det er de mest forarbejdede og kalorietætte fødevarer, der er billigst, hvilket betyder, at de mennesker, der lever med usikker økonomi eller i bestemte, sociale lag, er ekstra udsatte.

      Jeg gik i sin tid igang med at lytte til ‘Tynd og glad’, men jeg nåede aldrig igennem første afsnit. Jeg synes, den var MEGET P1-agtig:) Men I er flere, der anbefaler den her, og I plejer at være til at stole på, så den får et skud mere.

    2. Frygt-teorien kan måske forklare (nogle af) de såkaldte ‘coronakilo’ som mange har tillagt sig det sidste års tid… Jeg står personligt for plus 10 kg. (Nej, jeg er ikke gravid).

  5. Linda! En vild erkendelse du giver mig lige nu:

    Jeg har et afslappet forhold til min krop og har også et ‘intuitivt’ forhold til mad. Jeg tror mest det skyldes, at min familie generisk er normalvægtige, og at mor ikke fokuserede på sin krop/udseende, kombineret med at vi i mit barndomshjem spiste ok varieret, men uden fokus på mad som sådan.

    Til gengæld er jeg ud af en familie af overtænkere. HOLD.NU.KÆFT hvor kan jeg vende alt i verden 1000 gange i mit hovede, og altid med et op-ad-bakke/æselperspektiv. Sådan er hele den ene gren af familien.

    Og jeg bliver så træt af at læse om at jeg ‘bare’ skal lade være med at tænke, ja faktisk hen til en slags ‘intuitiv tænken’ frem for turbobekymring 24/7. AAARGH! Som om jeg ikke har prøvet det uden held i 40 år?

    Dét der virker for mig er, selvomsorgsfuldt, at holde benhårdt fokus væk fra katastrofetankerne. Det er et arbejde jeg er på HVER dag. Det bliver aldrig intuitivt. For det intuitive for mig er jo at gruble!?

    Og her er erkendelsen, du gav mig: vi har alle vores genetiske/familiære udfordringer, og det intuitive er ikke intuitivt for alle. For nogle er det intuitive netop madfokus eller bekymringsfokus, og det er vilje/gode vaner, der flytter os.

    Jeg kommer ALDRIG hen til ‘intuitivt tankero’. For på grund af arv/miljø er det ikke intuitivt for mig. Ligesom det for andre ikke er intuitivt at lade være med at fokusere på mad og krop. Men med god vaner og fast opmærksomhed, kan vi jo alligevel leve et godt liv, trods vores afsæt. Det bliver bare aldrig ‘intuitivt’ og det er også ok.

    1. Dét der lider jeg også af. Ikke så udpræget som dig, lyder det til, men der er stadig mentale døre, jeg aktivt er nødt til at lade være med at gå ind ad, for hvis jeg gør, så drukner jeg i dødsangst og katastrofescenarier.

      Det, du skriver, giver 100% mening, men jeg synes, at det, der gør kost og krop ekstra problematisk er, at man som menneske dels indgår i et samfund, der stadig har et meget smalt fokus på, hvad Den Flotte Krop er, og dels, at vi hver eneste dag ved hvert eneste måltid skal tackle noget, der hele tiden er udfordrende, men som bliver ekstra svært at holde fast i, når noget i verden omkring os, er svært. Det betyder, at man er på dobbeltarbejde, og det er opslidende.

      Men jeg tror, vi ville nå et stykke ad vejen, hvis vi, som du skriver, prøvede at italesætte, at løsningen for nogle, måske faktisk er det rigide spisemønster, som vi ellers arbejder ret hårdt på at bevæge os væk fra?

  6. Jeg kan huske programmet, Afhængig af fortiden, hvor Puk Elgård og hendes bror undersøgte, hvorfor deres fælles, traumatiske barndom havde påvirket dem så forskelligt. Afhængighed var et stærkt træk hos flere familiemedlemmer, men Puk var alligevel gået fri. Og der var faktisk forskelle i hjernen på hende og broderen, der gjort Claus langt mere tilbøjelig til at blive afhængig.. Så jeg tror, at du har helt ret. At nogle (mange?) simpelthen er genetisk udstyret med dit omtalte hul.. Og ja, hør helt sikkert podcasten “Tynd og glad?” – så god, informativ og provokerende på den gode måde 😉

    1. Den vil jeg se, om jeg kan grave frem på dr.dk eller YouTube, måske? Den lyder super interessant – tak for tip.

  7. Hvor er det godt skrevet! Det lander lige midt i mine egne tanker om hvorvidt jeg nogensinde selv får et “normalt” forhold til mad. Jeg er tæt på normalvægtig og har aldrig kæmpet med min vægt, men mit forhold til chokolade og søde sager er ret heftigt…
    Jeg har en dreng på 2,5 år, der siden han blev introduceret for mad første gang har spist alt, hvad han kunne komme i nærheden af. Han er tydeligvis ikke født med en naturlig mæthedsfornemmelse og han bliver elektrisk, når der kommer søde sager på bordet. Og det har fået mig til at tænke på om det måske også er en del af min egen udfordring – at jeg simpelthen bare ikke har fået en stop-knap (og at det så gennem min barndom og ungdom er blevet italesat som manglende rygrad osv. har nok ikke hjulpet på mine udfordringer)

    1. Der har også for mig været mange øjenåbnere i at få en datter, der helt fra hun var spæd, har udvist tegn på at have samme forhold til mad, som jeg selv har.

      Der er mange måder at være sund på, og alene det, at vi er begyndt at tale om det, synes jeg er positivt. Men shit, hvor er det svært at navigere i somme tider, fordi man gerne vil hjælpe dem med at få et naturligt forhold til mad (- forudsat det findes…), en krop, de trives i og en grundinteresse i at holde sig nogenlunde sund.

  8. Linda, mega spændende emne, du her berører. Jeg har selv kigget lidt nærmere på emnet omkring afhængighed. Jeg er ikke længere i tvivl om, at jeg er sukker afhængig. På den måde, hvor det ikke bare er et spørgsmål om rygrad. Sukker (derunder også brød) tricker så meget i mig, at jeg ikke bare skal tage mig sammen..jeg skal have værktøjer til at komme ud af det.
    Og med den erkendelse smerter det samtidigt, at trenden nu er alt med måde. Det virker ikke for mig! Og det kommer det aldrig til. Så lige nu afholder jeg mig fra alt, der kan udløse sukker trangen. Men så får man i stedet skudt i skoen at være fanatisk..
    Men den holdning jeg bliver mødt med, må jeg så leve med.. oveni sorgen/erkendelsen af at jeg helst aldrig mere skal spise et stykke kage..
    Det er da noget af en opgave for et menneske. Jeg ville sådan ønske, at der blev mere opmærksomhed overfor det her problem ude blandt professionelle og generelt blandt befolkningen.. så kunne jeg måske slippe for ‘arh, et enkelt stykke skader ikke..’ ville man sige det samme om en øl til en eks alkoholiker??
    Jeg er stadig i starten af processen med at komme ud af afhængigheden, det kan måske også høres på min kommentar.. jeg håber, det med tiden bliver lettere og lettere.

    1. Louise! Alt i din kommentar passer på mig. Det er 100% spot on! Jeg har været sukkerfri siden juleaften 2017 på baggrund af præcis det samme som du beskriver. Det bliver lettere. Mit projekt er stadig under udvikling og jeg tweaker konstant processen, men jeg er sukkerfri, og der er ro indeni. Sorgen over at takke nej til brød og søde sager er ikke længere altoverskyggende, men jeg genkender dine tanker. Jeg hepper på dig <3

    2. Jeg har lyst til at rejse mig op og råbe: AMEN! For JA, jeg ville også ønske, at det her nåede bredere ud. Både for vores skyld, men virkelig, virkelig også for vores børn. Der er en kæmpe kløft mellem “de gamle” diætister/sundhedsplejersker og dem, der trods alt begynder at orientere sig mod noget af den nye forskning, der er tilgængelig.

      Men hvor er du sej, Louise, at du tager livtag med det. For der er så meget, man skal kæmpe imod. Både sin egen afhængighed, sociale konventioner og alle de minder og traditioner, der er bundet op på en bestemt, kostmæssig adfærd.

      Jeg hepper på dig!

      1. TAK, det føltes helt som to virtuelle kram fra jer to.
        Jeg kan i øvrigt anbefale bogen Sockerbomben 3.0
        I Sverige er der lidt mere viden om sukkerets mulige magt over os.

        1. Den synes jeg faktisk, at jeg så anbefalet et andet sted for nyligt? Den vil jeg se, om jeg kan få fingrene i <3

  9. Hej 🙂 Jeg er kandidat i fødevarevidenskab og har læst en hel del ernæring og klinisk ernæringskurser under min uddannelse – lige en disclaimer: jeg beskæftiger mig ikke professionelt med ernæring og har ikke gjort det på noget tidspunkt i mit arbejdsliv, og jeg følger ikke diverse slankebloggere og mad-livsstilsbloggere, så mit udgangspunkt for denne kommentar er evt lidt off i forhold til nuværende ernæringstrends og debatter i det offentlige rum. Jeg kommenterer her ikke på kropsopfattelse og kropsaccept, men på slankekur/sund mad-delen og genetiske faktorer. KU har i mange år forsket i slankekurer, madmisbrug/spiseforstyrrelser og livsstilomlægning ift mad. Hvis vi tager spiseforstyrrelserne ud af ligningen, så er den overvejende konklusion, at hvis man følger sin sunde fornuft (aka vi ved alle godt at slik er usundt og grøntsager er sunde, og alt med måde..), så betyder det ikke så meget hvad man putter på sin tallerken, hvis man følger disse 3 regler: 1) Lad maden stå på komfuret i køkkenet ude af syne, i stedet for at sætte den på bordet, 2) Køb små middagstallerkner, 3) vent 10 minutter efter første portion før du tager den næste. Langt de fleste opnår en normal vægt over tid ved at følge de retningslinjer. MEN så er der lige dem, der har noget biologi i mod sig. Man ved i dag, at tarmflora betyder meget ift. vægt. Kort sagt, så kan man gennem ensidig kost, lange antibiotika-påvirkninger eller andet påvirke balancen i tarmfloraen, så man får en overproduktion af tarmbakterier, som påvirker kostoptagelsen anderledes end den normale tarmflora. Der findes f.eks. tarmbakterier, der stimulerer energioptagelsen fra kosten, så man optager 2-3 gange mere energi fra maden – det gør det selv sagt svært at tabe sig, selv om man følger alle god råd. Biologisk set, så sker der også det, at når vi spiser simple kulhydrater og fedt, så stimulerer vi (lidt forsimplet sagt) dopamin-produktionen og hele neuro-biologien i frontal lappen. Dopamin er det stof, som giver følelsen af lykke og motivation, – dvs. det er stimulationen af dopamin, som kan give den madtrang, der er svær at styre. De fleste mennesker har et naturligt og kontinuert niveau af dopamin i hjernen, som betyder, at selv om det kan være svært at styre, så har man dog en vis kontrol over om og hvor meget mad der ryger indenbords. Men vi er evolutionært kodet til at spise, når der er mad tilgængeligt, så vores frontal-lab er ikke i særlig stor udstrækning udstyret med en stopknap. Og hvis man mangler dopamin er man lidt ilde stedt. Man ved i dag, at langt de fleste misbrugere mangler dopamin, ofte pga. nedarvet genetik, som f.eks. adhd, og derfor er hovedfunktionen af adhd-medicin også stimulation af dopaminproduktionen i hjernen. Hvis man lider af en overdreven mad-trang, ikke taber sig ved slankekure eller mangler impluskontrol ift. mad, så kan man med fordele overveje at snakke med en diætist om genopretning af tarmflora eller med sin læge om om der kan være noget dopaminmangel/forstyrrelse.

    1. Tusind tak for en fin og grundig kommentar, Sofie. Du har masser af meningsfulde pointer, og intet af det, du skriver, modsvarer, hvad jeg også tror er sandt.

      Men jeg tror, at mit indlæg og din kommentar er et fint eksempel på, hvor the missing link er i hele den her debat? For min oplevelse, både som privatperson, som tolk, der sidder med til samtaler hos læger og diætister og som fagperson i fitnessmiljøet, er, at det for forskere og mennesker der arbejder med videnskab og beviser, simpelthen er (for) svært at pille logikken ud af den her ligning. Og allerede der er mennesker, der er udfordrede på spisning og de mennesker, der lige nu er udpeget som dem, der kan hjælpe, trådt et skridt fra hinanden. For hvis 1 + 1 bare altid var 2, så ville de fleste jo selv kunne lave regnestykket og sætte to, pæne streger under.

      Jeg tror, at en stor del af problemet er, at vi i Danmark har en meget snæver definition af spiseforstyrrelser; der er nogle meget specifikke krav, man skal opfylde for, at der klinisk kan tales om en spiseforstyrrelse. Derfor tror jeg, at mange læger, diætister osv. piller den faktor ud af ligningen, for hvis man ikke er spiseforstyrret, så har man vel et normalt forhold til mad, der bare skal justeres tilbage til at være sundt?

      I andre lande fylder det mere og mere i debatten at man skelner mellem ‘spiseforstyrrelse’ og ‘forstyrret spisning’, hvor sidstnævnte kategori er meget bredere og dermed omfatter mange flere. Jeg tror, at nettet er for fintmasket i Danmark, så man på papiret har en meget mindre gruppe af mennesker med et problematisk forhold til kost og krop, end det reelt er tilfældet.

      De 3 råd du sætter op er logiske, fornuftige og efterlév-bare. Der er intet ekstremt ved dem, og den store mellemgruppe, der ikke har det hul indeni, jeg taler om, vil – som du siger – nå en normalvægt over tid. Det er de samme mennesker, som man ville kunne nå, hvis man f.eks. gjorde det umuligt at købe alkohol efter kl. 18, satte begrænsninger på mængden, man kunne købe i Bilka osv. De ville drikke mindre, og de ville ikke skænke det en tanke.

      Men der ville – tror jeg – være en meget større gruppe, end man forventede, der ville arbejde enddog meget hårdt for stadig at skaffe vin, selvom det blev besværliggjort. For når vi taler om alkohol, tror jeg også, at de fleste mener, at der er dem, der har et lavt/normalt forbrug, livsnyderne, der måske lige får et glas for meget i weekenden – og så de hardcore alkoholikere, som er nogle sølle stakler, der er nussede i tøjet og har lilla næser. Jeg tror, det er FULDSTÆNDIG det samme med mad og kost. At den brede opfattelse er, at der er de normaltvægtige/normaltspisende, de decideret spiseforstyrrede, og så dem, med et normalt forhold til mad, der måske lidt for godt kan lide kage – og det er de tre grupper, man altid arbejder ud fra. Hos diætisterne er det stadig Y-tallerkner og kostpyramider, der er på plancherne, og der er INGEN mennesker, der lider af forstyrret spisning, der IKKE kender til begge del. De fleste af dem kan også kalorieindholdet i nærmest alle madvarer, og ved både, at de spiser på følelser og hvornår.

      Det er, som om behandlersystemet rammer 20% skævt af dem, der virkelig har brug for hjælp, og i stedet bare prøver at køre hårdere på med de løsninger, der virker på det små-hedonistiske normal-segment.

  10. Hej
    Jeg har vejet for meget stort set hele mit liv. For ti år siden opdagede jeg madlog. Tabte tyve kg ved at logge kost og motion. Nu er der ligeså stille kommet ti kg på igen. Jeg er fuldt klar over, hvad og hvor meget jeg kan spise og samtidig holde vægten. Men jeg spiser også når jeg keder mig og er ked af det. Jeg er ikke ked af min krop, når jeg vejer for meget, men jeg FØLER mig tung og træt, har oftere mavekneb og er oppustet. Så jeg føler mig mere sund og frisk, når jeg er normalvægtig. Prøver også at lære mine børn, at det er vigtigere at være sund en slank. Er ligeglad med hvordan de ser ud, når bare de rører sig, og spiser nogenlunde sundt.
    Det jeg er kommet frem til er, at jeg aldrig får et normalt forhold til mad. Det er mit misbrug, men jeg ved jeg kan styre det med kontrol. Det er pisse irriterende, men det synes alkoholikeren eller narkomanen nok også.

    1. 100%. Og det er virkelig flot, at du med viljestyrke alene kan opretholde både fornuft og fokus på, hvad der er, du gerne vil give videre <3

  11. Det er så godt beskrevet Linda. For hvordan ved kroppen hvad der er “normalt” hvis man er født med en defekt? Er det arv eller miljø eller begge der tricker et drug of choice? Hvordan mærker man efter når alt i kroppen skriger på mere? Jeg synes betegnelsen “normal” er så svær – sådan helt lavpraktisk. Hvad er en normal portionsstørrelse? Jeg kender ikke svaret men jeg har fundet tricks der virker for mig. Og så glædes jeg (igen) over kommentarfeltet og bredden af svar og tanker om både mad, hjerne og afhængighed.

    1. Det er præcis det, jeg mener.

      Og jeg elsker også, at folk byder så bredt ind. Det er fedt både med egne erfaringer, små kig ind i tanker, det sætter igang og mennesker, der arbejder professionelt med et aspekt inden for emnet.

      Der er mange gode tanker at tage med videre.

      1. Du er sindssygt skarp i dine formuleringer. Igen. Det du skriver ovenfor med “Men jeg tror, vi ville nå et stykke ad vejen, hvis vi, som du skriver, prøvede at italesætte, at løsningen for nogle, måske faktisk er det rigide spisemønster, som vi ellers arbejder ret hårdt på at bevæge os væk fra?” – det er (for mig) præcis dét, der er sagens kerne i en ekstremt rodet madverden. I mangel af “normal” fungerer det ridige mønster helt ekstremt godt for mig, men det er stadig tabubelagt når resten af omgangskredsen ikke har problemer med slikskabe og portionsstørrelser.

  12. Spot on!! Virkelig velskrevet. Og hvor går man så hen og får hjælp når man er fanget i madfængslet?

    1. Lige nu tror jeg desværre, at man er henvist til at banke på væggen og sludre lidt med den indsatte i nabocellen, mens vi venter på, at dem, der driver fængslet, får gravet en nøgle frem:-/

  13. Har du hørt Ditte Gieses podcast “Ditte Giese er blevet for tyk”, her tænker jeg især på sæson 2?

    Det man må erkende er, at vi – i større eller mindre grad – er disponeret til at lagre overskudsenergi til dårlige tider. Det er vist igen og igen og er bl.a. en af grundstenene i DOHaD (developmetal origins of health and disease), at hvad vi (eller vores mødre (!)) bliver udsat for under fostertilværelsen) har betydning for vores epigenetiske sammensætning, altså groft sagt hvilke gener der er tændt eller slukket + vores genetik.

    Så vil det så sige, at hvis man kommer fra en familie hvor alle er tykke, så er man dømt til selv at blive tyk (biologisk determinisme)? Nej, det vil det ikke. Men man skal formentlig kæmpe mere med det end en, der kommer fra en familie, hvor alle er slanke.

    Sammenligningen med stofmisbrug og alkohol holder efter min mening ikke. For alkohol og stoffer kan man “bare” lade være med at indtage, men mad skal man spise (jeg ved godt, at det ikke er “bare”, men you get my point). Hver dag. Flere gange om dagen og man skal nærmest konstant forholde sig til det. Og det gør det super svært. Vi kan som samfund forbyde stoffer og forbyde reklamer for alkohol og forbyde alkohol hvis vi vil (og det vil vi IKKE! 🍷) men vi kan ikke forbyde mad. Jeg tror ikke, alle kan nå en sund vægt med en intuitiv tilgang til mad, og nogle studier har vist, at de der formåede at holde et vægttab var dem, der fik et mekanistisk forhold til mad, altså ikke et nydelsesforhold til det. Det lyder kedeligt, men vi har ikke alle fået tildelt en lige heldig hånd i forhold til vægt, ligesom vi heller ikke alle har fået tildelt et lige godt helbred på andre måder, lige mange iq point eller en lige fed personlighed.

    Jeg er ikke liberalist og tænker at enhver må sejle sin egen sø og jeg støtter op om alt, der kan begrænse mængden af fx tegneseriebrandet slik (Paw Patrol, jeg kigger på jer, små lokkende vovsekræ!) men samtidig er det altså stadig begrænset hvad der er evidens for virker i fht vægttab og/eller forebyggelse af overvægt.

    Jeg ved godt, at Morten Elsøe har en privat butik og dermed en motivation for at komme med en løsning. Og han fylder meget i debatten fordi han stiller op. Men i videnskabelige kredse er der altså mange andre, som ikke har personlige økonomiske interesser. Og hvis man ønsker mere uafhængig forskning, så skal der flere penge til.

    1. Jeg hørte første sæson, men jeg har ikke hørt anden sæson. Jeg har det ikke så godt med cancerberetninger, efter Lene døde. Jeg har forsøgt af flere omgange, men jeg bliver så påvirket og stresset af det, at jeg har været nødt til at erkende, at det kan jeg bare ikke.

      Jeg har måske ikke været helt tydelig nok i indlægget, men mit andetsidste afsnit om, at biologien forudsætter, at man dagligt kigger ned i afgrunden, er netop en kommentar til det, du også skriver med, at man jo er tvunget til at forholde sig til den her problemstilling mange gange dagligt, modsat hvis det var stoffer eller alkohol, man havde et problematisk forhold til. Når jeg alligevel godt kan lide analogien, er det fordi jeg tror, at det for dem, der ikke selv kender til problemet kan være en bedre forklaring på, hvad det er, man er oppe imod. Når man er sin egen værste fjende, kan man ikke slippe væk, og når det omgivende samfund så samtidig er gennemsyret af en konsensus om, at tyk = dum og doven og at det bare er et spørgsmål om at tage sig sammen, bliver der mange stressfaktorer, man skal kæmpe imod.

      På mange af de udenlandske profiler, jeg følger, linkes der jævnligt til forskning og undersøgelser ift. hvad forebyggelse af spiseforstyrrelser og overvægt. Jeg skal nok lige prøve at tagge dig ind, hvis jeg ser noget relevant. Men når der ikke foreligger ret meget evidens for, hvad der virker, så tror jeg ikke, det handler om, at der ikke er noget, der virker. Jeg tror bare ikke, at man stiller de rigtige spørgsmål, fordi synet på overvægt først nu er ved at ændre sig. Det sundhedsfaglige personale, jeg de seneste år har mødt gennem mit arbejde, taler stadig logik og matematik, og det ligger nok bare udenfor min fatteevne, at man ikke i dét system er længere, end at man tror, at folk er overvægtige, fordi de ikke forstår, at cola feder.

      Men jeg håber, at vi står på tærsklen til, at det her bliver noget, der kommer til at fylde i den offentlige debat på en anden måde, end det gør nu. For jeg tror faktisk, at der er mange kloge mennesker, der har noget fornuftigt at sige, som kunne gøre livet lettere for mange. Både i konkret og i overført betydning.

      1. Servicemeddelelse: Sæson 2 af ‘Ditte Giese er blevet for tyk’ som nævnes her, er ikke den der handler om hendes sygdomsforløb. Den ‘ægte’ sæson 2, som bliver udgivet nu, er en fortsættelse af temaet om sundhed og overvægt. Og afsnit 1 er netop med en professor og fedmeforsker (og Morten Elsøe i øvrigt).

  14. Interessant indlæg. Jeg priser mig nogle gange lykkelig for, at jeg efter gymnasiet stiftede bekendtskab med den franske spise-kultur: Tre daglige hovedmåltider efter devisen “alt er tilladt, og lidt men godt” og hvor frokost er størst, en “gouter” om eftermiddagen med en smule sødt, gode råvarer, ingen (!) snacks uden for hovedmåltiderne og måltiderne er sociale i den forstand, at de i videst mulig omfang indtages med andre. Det er svært at blive rigtig overvægtig hvis man er blevet skolet i, at det bare er “sådan man gør”. Om der så er andre ulemper, ved jeg ikke. Men fraværet af overvægt dernede er i hvert fald kendt vidt og bredt som “The French Paradox” – de spiser jo gode sager. Men måske blot ikke for meget af det.

    1. Anonyme Overspisere arbejder faktisk også med 3 hovedmåltider og ikke andet. Tesen der er, at det frigiver en masse energi, fordi man begrænser antallet af gange, man dagligt skal kæmpe mod sin afhængighed.

      Det er simpelthen sådan et interessant emne, fordi der er så mange faktorer, der spiller ind.

  15. Det giver virkelig god mening! Jeg tænkte lidt på samme overførsel af afhængighed af forskellige ting, da jeg så dokumentaren på DR om de to søstre, der var afhængige af stoffer. Hvor sindssygt motiverede de var for at stoppe, og alligevel formåede de det ikke, fordi kroppen modarbejdede. At det også kan være sådan med vægt og mad og spisning, og så er det da klart at det er dødsvært.

    Alligevel har jeg nok ikke rigtigt forstået det, for har netop de seneste år (hvor jeg er gået fra “kunne da være fint nok at tabe fem kilo” til “jeg er træt af min krops form og sundhed og det må jeg ændre”) haft den selvbebrejdelse du nævner i kommentarerne. At når nu jeg er så motiveret, og jeg ved nærmest alt om krop og kost og psyke og forskelle på mennesker – så burde jeg da kunne lande det intuitive sted, og være både sund og glad og livsnyder (og en str. 40, nej 38!). Men nej, måske er det netop det rigide der virker for mig, og det er bare dobbelt surt at erkende!

  16. Jeg tror virkelig også der er noget genetik der spiller ind udover tarmbakterier, sociale normer og alt muligt andet vi ikke ved endnu. Jeg har to døtre. Den største er større end sin alder (højere og drøjde men det følges ad) og den yngste er som jeg lille af statur.
    De har to helt forskellige forhold til mad. Den ældste ELSKER mad. hun spiser meget og hurtigt men er tilgengæld også naturligt aktiv (indtil nu hvor hun er blevet større og skole osv. Forlanger mere “Sid ned”). Her er vi nødt til at hjælpe lidt med at få spurgt om portionen er fordi hun er sulten eller fordi hun synes det smager godt. Hun levner meget sjældent og hvis hun gør er det ofte fordi der er en bestemt ting hun ikke bryder sig om. Hun minder siger hendes farmor, og hende (altså farmoderen) som skal have meget selvdisciplin for at holde vægten. Den yngste spiser ikke så meget. Er glad for søde sager osv. Men slet ikke i samme grad. Hun spiser virkelig virkelig langsomt og levner tit. Hun kan modsat sin søster godt stoppe midt i en dessert og konstatere at nu er hun mæt. Det er svært at navigere i som forælder synes jeg. Så vi prøver faktisk at holde fokus på sundheden. At kroppen har brug for god energi og sunde ting for at trives og at det er vigtigst. MEN så ender vi jo også med at det kan være ok at spise lidt andet sommetider..fordi de støder på det hele tiden. Og det kan jo godt være det i virkeligheden er sværere for vores den store pige end et forbud ville være. Men indtil nu er vores tilgang at i hverdagen er relativt fri for søde sager og snacks.

    1. Det er fuldstændig samme historie her, bortset fra, at Anton er undervægtig, og derfor stort set skal spise, hvad han har lyst til. Fordi han ikke er helt som andre børn, har det været noget, jeg har talt med både lægen og sundhedsplejersken om, for jeg ville forfærdelig gerne, at han spiste noget, der kostmæssigt var en smule mere lødigt. Men problemet her er, at hvis han får noget, han ikke bryder sig om smag eller tekstur af, så undlader han bare at spise. Jeg har været indlagt med ham et par gange under sygdom, fordi han intet har at give af, og det derfor hurtigt bliver lidt kritisk, hvis han taber sig.

      Men det giver mig så utrolig mange hovedbrud, for hvordan forklarer jeg Frida, hvorfor Anton må få franskbrød med i madpakken, når hun ikke må? For jeg er ikke interesseret i, at nogle af dem udvikler en spiseforstyrrelse, og alle svar indeholder et element af, hvad Den Rigtige Krop er. Jeg prøver også at fokusere på sundhed, men kommer til kort, når hun så spørger, hvorfor det ikke er vigtigt, at Anton er sund?

      At blive Fridas mor har for mig været den største øjenåbner ift. hvor meget, vi kommer med, når vi bliver født. Hun har fokus på søde sager HELE tiden, og for hende er sociale arrangementer ofte bundet op på glæden over, at der bliver serveret noget sødt. Heldigvis er hun god til at stoppe med at spise, når hun ikke længere er sulten, men der skal ingenting til, for at hun glemmer at mærke efter. En spændende samtale eller en tegnefilm i baggrunden jeg har glemt at slukke for, er nok til, at hun bliver distraheret.

      Oveni kommer at jeg faktisk somme tider bliver oprigtigt i tvivl, når jeg taler med hende om kost, om det er hende eller mig selv, jeg taler til.

      Jeg tror egentlig bare, at jeg skal bede om, at der snart kommer en voksen og udreder hele det her område og stikker mig en løsning, tak:)

      1. Jeg ved ikke, om det er et malplaceret spørgsmål, men er der nogen grund til, at hun ikke må få et lille stykke franskbrød med i madpakken? For ernæringsmæssigt er det jo fint nok, så længe helheden stadig er okay? Så kunne hun få en smagsprøve, og Anton kunne få mere (fordi han har brug for mere).

        Jeg ved ikke, om du kan bruge det til noget som helst, men i min måde at snakke med mine to børn om mad, snakker vi aldrig om at en bestemt fødevare er sund eller usund, alting er sundt i de rette mængder, og alting kan blive usundt i de forkerte mængder. For meget slik er dårligt, men det er for mange æbler også… Og så er det mig, der har ansvaret for at de sammenlagt over uger, måneder og år, spiser ‘sundt’, det skal de ikke tænke for meget over. Jeg synes ikke, de skal skubbes i retning af at tænke over om man er sund eller usund, før de bliver meget, meget ældre (nu er den ældste 6). Jeg tænker i hvert fald at alle regler, systemer, kategorier, opdelinger af mad i forskellige kasser etc. behøver de ikke at tænke i foreløbigt (forhåbentlig aldrig).
        Alle spørgsmål som ‘mor, er fløde egentlig sundt’, besvares med et ‘det kommer an på hvor meget man spiser af det’. Så snakker vi om at man kan blive stærkere og hurtigere og klogere af at spise en masse forskellige ting, men aldrig om man bliver tyk eller tynd. Mere sådan ‘kroppen har godt af…’ Hvis de må få noget forskelligt (fx må den ene spise banan, men det må den anden ikke pga forstoppelse) siger jeg ‘nej, det må du desværre ikke få for tiden, det har din mave ikke godt af’. Så reagerer han med et ‘æv, det er snyd’, hvortil jeg svarer ‘øv, ja, det kan jeg godt forstå du synes, men sådan er det, vil du have æble/pære/appelsin/etc i stedet?’

        Hvis der så bliver plaget mere og kommer kæmpe konflikt ud af det, har jeg ikke nogen velafprøvede tips, for det problem har vi heldigvis ikke med mad. Men med et andet tema, hvor meget tegnefilm man må se, er der altid ballade, og her er min anekdotiske erfaring, at jo bedre og mere fagligt velfunderede mine forklaringer bliver, jo mindre virker det. Hvad der virker her er at sige, at sådan er det fordi jeg siger det, slut. Ellers kommer der bare en uendelig strøm af modargumenter. Og på en måde tænker jeg at selv om det kan føles hårdt, kunne det også være en pædagogik at indføre på madområdet, i stedet for at komme med forklaringer, som måske giver uhensigtsmæssige tankemønstre. I stedet for at snakke om ernæringsindhold, sundhed, vægt etc, kan man prøve at se om det virker at være dumme mor, som er urimelig?

        1. Jeg er kæmpe tilhænger af slut-med-forbudt tankegangen, så jeg forstår sagtens, hvor du kommer fra, ligesom jeg også efterhånden må være dansk mester i alternative forslag i stil med ‘vil du have et æble i stedet?’:)

          Men jeg tror, at det her er en af dem, der er svære at forklare, hvis man ikke har prøvet at stå med børn, der har så ernæringsmæssigt forskellige behov, og hvor den ene er født som intuitiv spiser, mens den anden har .. ja, junkiegenet, som jeg kalder det, selvom det lyder skrækkeligt. Jeg oplever egentlig, at det er lidt som med Anton, der altid har bøvlet med at sove. At jeg, når jeg taler med forældre til børn med normale sovemønstre, kan have svært ved at forklare, hvorfor det her ikke løser problemet at slukke for iPaden/lufte ud/køre faste rutiner osv. Jeg øver mig meget i at huske, at når andre forældre fortæller om noget, de kæmper med, så kan det også der være noget, som ikke bare er almindelig svært – og hvor de råd, der virker på mine børn, ikke umiddelbart kan overføres. Men man vil bare så gerne hjælpe, ikke? <3

          En underrubrik til udfordringen her er, at Frida er KVIK. Og hun er et barn, som har brug for forklaringer, der giver mening for hende. Jeg er med på, at jeg som mor kan beslutte, at det her må række som forklaring, slut, men min frygt er, at det bare er en anden måde at gøre mad uforståeligt på. At der er ting, man ikke “må” spise – men uden at man forstår hvorfor. Når man har hendes forhold til mad, tror jeg måske, at det er ligeså skadeligt, som at noget er forbudt, fordi det er usundt? Man får jo stadig delt maden i et rødt og et grønt hold.

          Og så er hun samtidig også bare milimeterdemokrat, fordi hun er lillesøster, og derfor er mængden ligeså vigtigt som indholdet, når der sammenlignes:)

          Jeg sætter kæmpe pris på din kommentar under alle omstændigheder, og selvom jeg måske ikke er så heldig, at jeg kan overføre den til os, så er det med garanti andre, der læser med, der kan have udbytte af den.

          1. Jeg er 100% med på det umulige i at give råd til børn(/familier) man ikke kender, og jeg har selv en, der aldrig sover og forstår præcis hvad du mener på den front.

            Men til eventuelle andre, der læser med, vil jeg lige tilføje, at jeg er alligevel ikke helt enig i, at man deler maden op i samme slags grønt hold og rødt hold, hvis man snakker mængder/tidspunkter/sammenhænge i stedet for at klassificere specifikke madvarer som sunde og andre som usunde. For mange seksårige virker det alligevel abstrakt og uforståeligt at forholde sig til at franskbrød skulle være usundt, men rugbrød sundt, og at den ene gerne må få det usunde og den anden må ikke. Så et kæmpe patchwork af regler behøver ikke være mere uforståeligt.
            Men hvis man skal have en hverdag til at fungere, er man selvfølgelig oppe imod de børnekarakterer og de forældreprincipper man nu har at gøre med. Og fordi det er sådan en kæmpestor kæphest for mig, det her med sundt og usundt, fordi jeg har lært det fra jeg var lillebitte og så gerne vil give det videre, gør jeg det med alle mulige kneb som virker her og måske ikke ville virke andre steder, det er klart.

  17. Helt vildt spændende diskussion. Tak for at starte den. Og seje følgere der er på denne her blog. Fedt at følge med i kommentarfeltet.
    Bare tak 🙂

  18. Jeg har også en “Anton” og en “Frida”, og jo ældre de bliver, jo sværere er det at navigere i. Min “Anton” kan få en tallerkenen med alverdens lækkerier, og når han er mæt, så stopper han med at spise, også selvom han fx ser tv.
    Min “Frida” rydder tallerkenen og spørger, om hun må få mere…
    Hun er heldigvis stadig lidt selektiv, så der er madvarer, som storebror kan få, fordi hun mener, at hun ikke kan lide. På den måde kan jeg nogle gange få lidt mere nærig i ham end hende. Men det er en stakket frist, og jeg ved ikke, hvordan jeg gør det rigtige.

    Så tak for at dele tanker og oplevelser.

  19. Dit indlæg sætter en del tanker i gang for mig. Nok mest fordi det tricker mig i min egen kamp for at blive ok med, hvordan jeg spiser og er tyk.

    Min første tanke, var, hvad det er du er bange for, der sker? Hvis folk med den her ‘defekt’, som du beskriver, ikke begrænser sig?
    Og det skal her siges, at min datter er 4 måneder gammel, så jeg er så uerfaren i forælderskabet at min kommentar udelukkende er baseret på oplevelsen af at være (tidligere skamfuld) overspiser siden den tidlige teenagetid.

    Min anden tanke var, at jeg ikke oplever i samme grad at den intuitive tilgang udelukkende er noget der pålægges individet. Jeg er fuldkommen enig i at der er mange faldgruber omkring intuitiv spisning og at det altid er et problem når noget hyldes som LØSNINGEN™, men jeg synes netop at der er mange aktivister, der også gør op med de strukturelle problematikker, der er i diætkulturen. Og at det i høj grad indebærer en erkendelse af at den strukturelle stress, der gør at mennesker ikke handler velovervejet og som det rationelle menneske (der ikke findes). Men det er måske bare i den lille boble på internettet, som jeg har lavet til mig selv at dette er tilfældet.

    Jeg har som nævnt selv overspist i mange år og følt at jeg manglede en stopknap. Men jeg tror at følelsen af manglen på stopknap udsprang af skammen over den der manglende stopknap. Og af at søde ting altid har været italesat som syndigt/usundt i det hjem jeg voksede op i. Generelt har jeg haft store problemer med meget skam omkring det, dårligt selvværd fordi jeg var tyk etc.

    Gennem de seneste 3ish år har jeg gjort et arbejde for at smide den skam. I høj grad inspireret af Megan Crabbes, Sofie Hagens og Laura Thomas’ bøger samt flere insta-folk som Pixie Turner og lign. Det har været en god rejse og jeg føler mig helt ærligt befriet for en spændetrøje. Sidste år blev jeg gravid og kunne mærke en frygt for at blive større. Det trickede et eller andet i mig, noget jeg ikke anede stadig lå og boltrede sig i min underbevidsthed. Så jeg tog fat i Inger Bols, en diætist med en vægtneutral tilgang, hvilket jeg kun kan anbefale. For jeg vil egentlig gerne insistere på at det ikke er en katastrofe, at jeg spiser en del slik, is eller chokolade. Og hvis jeg i en periode overspiser, så er det ikke maden, der skal angribes. Det er hvordan jeg har det. Nogen gange er det fordi jeg ikke har overskud til at lave mad, så jeg ikke får spist nok i løbet af dagen og så ender jeg med at spise lige hvad der er ved hånden. Andre gange er det fordi jeg er ked af det.

    Og som en eller anden disclaimer skal det lige siges at jeg 1) har en nogenlunde stabil vægt inkl. De overspisninger der nu engang er og det faktum at jeg nok spiser mere sukker end gennemsnittet og 2) Er tyk i kategorien “small-fat” så jeg er den der størrelse, hvor andre ikke nødvendigvis opfatter mig som tyk, men jeg kan sjældent finde tøj i high-street butikkerne og min BMI blev noteret som en ting i min journal under min graviditet.

    1. Hej Heidi.

      Det vil jeg gerne prøve at svare på.

      Jeg er ikke helt sikker på, at jeg synes ‘bange’ er det rigtige ord at bruge for de tanker, jeg gør mig. Men det, jeg synes er problematisk ved ikke at have den her vinkel med i debatten er dels, at der er nogle børn, som man ikke få hjulpet på den rigtige måde, og dels at der er en gruppe af mennesker, der der kommer til at leve med en ekstra høj grad af frustration over, at de ikke “bare” kan løse deres eget problem.

      Hvis mennesker, der led af depressioner (hvilket fx. er mig) blev pålagt af samfundet at helbrede sig selv ved at mærke efter, ville man oveni at skulle kæmpe med et livsvilkår, som virkelig er op ad bakke, skulle kæmpe med, at det er selvforskyldt. At det er noget, man selv kunne løse, hvis man bare mærkede efter/tog sig sammen/prøvede lidt mere. Og fordi netop forstyrret spisning ofte bliver forværret af stress og pres, er det, set med mine øjne, ekstra uhensigtsmæssigt, at der er så få mennesker, både ude i verden og i det etablerede system, der interesserer sig for nuancerne i det her problem.

      Ift. børnene synes jeg, at problemet er, at de ikke kender til konsekvenserne af deres handlinger. Man kan argumentere for, at man som forældre kan være madpoliti, og kun tillade de gode madvarer – men lige netop med de her børn, så bliver den tilgang NETOP problematisk, fordi den skaber forbudte fødevarer. Det ville et barn med et normalt forhold til mad ikke bemærke – men det gør de her børn. Og hvor man som voksen jo godt – i hvert fald intellektuelt – forstår konsekvenserne af de valg, man træffer, så er det ikke tilfældet med børn. Og der er så mange udfordringer forbundet med at være for tyk, som intet har med æstetik at gøre, som jeg tror, at de fleste forældre ville ønske at hjælpe deres børn med at styre udenom den livsbane, hvis de kunne.

      Jeg tænker, at du, med de eksempler, du giver ift. dig selv, ikke falder i den gruppe, jeg prøver at beskrive her; jeg tror bestemt ikke, at din rejse har været nem eller uden bump, men du havde faktisk gavn af intuitiv spisning, og du er ikke meget-for-tyk. Men der sidder virkelig mange mennesker, som har et kæmpe ønske om at tabe sig for at kunne lave ting med deres børn, for at kunne dyrke den sport, de gerne vil og bare generelt øge deres livskvalitet, som ikke har gavn af den intuitive tilgang; i hvert fald ikke, som de har fået den præsenteret. De her mennekser ved ALT om kalorietabeller, kostpyramider, mikro og makro osv. osv. – men de kan STADIG ikke tabe sig, fordi biologien modarbejder dem. Og dem synes jeg, vi glemmer at tale om og dermed forholde os til, hvordan vi kan hjælpe.

  20. Jeg er så enig! Jeg plejer at sammenligne det med ordblindhed. Vi har ikke – længere – en forestilling om, at alle kan lære at læse, hvis de bare tager sig sammen. Men vi har en stærk, kulturelt funderet antagelse om, at alle kan være ‘normalvægtige’ (hvad er det overhovedet??). Om 20 år vil vi slå os for panden over vores uvidenhed og diskrimination. Tak for dig <3

    1. Det er en virkelig god sammenligning, fordi den også netop tager højde for et udgangspunkt, der betyder, at vi ikke har en forventning om, at hvis bare de her mennesker stirrer stift nok i bøgerne længe nok – så lærer de nok at læse fuldt på linje med alle andre.

      Den vil jeg tillade mig at låne, når jeg diskuterer det her emne med andre fremover – tak!<3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.