Mor med mere

I dag er det mors dag, og jeg synes, det er som om, det i år fylder lidt ekstra på de sociale medier. I hvert fald er det første år, jeg har bemærket, at folk har fejret begivenheden over flere dage. 

Jeg lå og tænkte på det i nat. Ikke fordi jeg ikke kunne sove af spænding over, hvad mine børn mon havde fundet på, for de har ingen ide om, at der findes noget, der hedder Mors dag, og det er jeg fuldstændig ok med. Ville jeg hellere have haft en buket blomster og et kram end en fod i nyren og søskendekonflikter on the rocks fra kl. 6? Jo, såmænd, men af alle de særforhold, der gør sig gældende for mig og os, der har valgt at få børn alene, er det her på  listen over bagateller.

I det store og hele synes jeg, at jeg er en god mor. Også selvom jeg hver eneste dag står i situationer, som jeg bagefter ville ønske, jeg havde tacklet anderledes, med mere tålmodighed og overskud. Begge mine børns grundoverbevisning er, at de har ret til deres plads i verden, uden at skulle forklare den eller undskylde for at optage pladsen, og det er ridderkorset i mit moderskab.

Men i nat lå jeg og tænkte over noget, som vi også tidligere har snakket om her på bloggen, nemlig det med, hvem jeg er – udover Anton og Fridas mor.

Jeg har altid haft et problem med metaforen om, at man skal tage sin egen iltmaske på, inden man hjælper sine børn. Primært fordi jeg synes, at den bliver hevet frem i situationer, man laver reverse engineering på, hvor man har brug for at retfærdiggøre noget, som måske ikke er helt fint i kanten ift. hvordan man fordeler tiden mellem sig selv og børnene. 

For mig er idealet at finde det sted, hvor der er plads til både mig og børnene, men jeg har også en holdning til, at hvis nogen i den ligning skal vige pladsen, så er det mig. Ganske enkelt fordi det er mig, der har ansvaret for dem, og ikke omvendt, og idet de ikke kan forhandle og fremsætte krav på egne vegne, så er jeg også deres tillidsrepræsentant overfor mig selv. 

Men det her meme ramte mig alligevel lidt:

For det eneste svar, jeg lige umiddelbart kunne hive op af hatten, var podcasten My Favorite Murder. Hvilket siger meget om enten podcasten eller mig, og jeg frygter lidt, at det er det sidste.

Det ville være fint, hvis jeg var tilfreds med mig selv og det, jeg fylder i den skuffe af mit liv, der står ‘Linda’ og ikke ‘Mor’ på. Men det er jeg bare ikke rigtigt. 

Jeg savner at træne. Jeg savner at meditere. Jeg vejer for meget og jeg har det rædselsfuldt med det. For mig er det både fornemmelsen af at være i en krop, der slet ikke føles som min, men også, at bære mit kontroltab uden på kroppen, hvor alle kan se det, og dømme mig for det. Det er det eneste sted, hvor jeg bliver mindre ved tanken om, hvad andre tænker om mig, men det fylder uforholdsmæssigt meget. 

Jeg ved jo sådan set godt, hvordan jeg løser problemet, og derfor ved jeg også godt, at jeg burde udvise større overbærenhed overfor mig selv. For det kræver kontinuerligt fokus at tabe sig og skabe gode trænings- og meditationsrutiner, og det finde ikke i mit liv lige nu. Lige nu har jeg fragmenter af løsrevet tid, som jeg ikke selv er herre over. De falder drypvist i et helt vilkårligt mønster, og er umulige at omsætte til en målrettet indsats, der gør en forskel. Jeg ved det godt. Men det stresser mig fuldstændig vanvittigt alligevel.

Jeg ved med 100% sikkerhed, at jeg stadig ville have truffet valget om at få mine børn, hvis jeg på forhånd havde vidst, hvilke konsekvenser, det også ville få. Både ift. hvad jeg har måtte slippe, tilføje og forlade. De er og bliver det vigtigste og bedste, jeg nogensinde har gjort. Jeg tror bare, at jeg til stadighed forbløffes over, at man kan føle så stor kærlighed og taknemmelighed, og alligevel kæmpe med tanker og følelser, der i det store billede ikke burde fylde så meget, som de gør.

Published by

34 Replies to “Mor med mere

  1. Ud over My Favorite Murder, så har du da vist også sådan en temmelig fantastisk blog, der hedder Blogsbjerg og hvor vi vist er mange, der er meget glade for at læse med på dine spændende og velformulerede overvejelser! Rigtig god mors dag!

    1. Haha – hiding in plain sight:-D Men du har da ret! Og det havde jeg glemt, så tak for den påmindelse og for ordene <3

  2. Kære Linda.

    Hvad med din blog? Er den ikke i skuffen over ting, der står ‘Linda’ på? Husker du at indkassere credits for den?

    Eller får du dem lige her: 124.000 credit til Linda. Kan omsættes til fri for dårlig samvittighed i en dårligsamvittighedsbod efter eget valg.

    Du er en vidunderlig en. Helt sikkert over for dine små, men så absolut også for os andre, der spejler sig i dig. Tak fordi du giver os lov.

    Glædelig mors dag.

    1. Tak Karoline. Jeg vil gerne indløse dem en dag, sammen med dig. I en bod, hvor de serverer skoldende hed kaffe, og hvor vi har tid til at snakke om moderskab og nye begyndelser og om dengang det hele startede, og vi både var os selv og nogle andre, og Lene stadig var her.

      Glædelig mors dag til dig, dit fine menneske.

  3. I kor med de andre, vil jeg også nævne din blog. Det er så vildt, hvor god du er til at sætte ord på alting. Jeg bliver altid lidt klogere eller får sat tankerne i gang, når jeg læser dine indlæg!
    Som mor til to (og snart kommer der to mere) er der også mange ting ift. mig selv, der er trådt i baggrunden. Jeg kan heller ikke finde tid til at træne, som jeg ellers tidligere nød. Og jeg får heller ikke udforsket ny musik eller gået til koncerter, hvilket jeg ellers ELSKEDE før i tiden.

    I denne weekend har vi indrettet babyværelse i kontoret, og alle de ting af mine og min mands som vi ikke kunne finde en ny plads til – ja, de blev kasseret til fordel for tremmesenge, puslebord og babylegetøj 🙈
    Til gengæld har jeg huset fyldt med grønne planter, som jeg nyder at passe og se gro. Og så er jeg for nylig begynt at strikke. Begge dele giver mig en ret zen-agtig følelse. Det må være de de ting, der er MIT for nu ❤ Det er ikke meget, men lidt har også ret, så længe man har små børn.

    1. Jeg er faktisk nået så langt, at jeg har fået købt garnet. Nu må næste skridt være at få slået masker op, så det bare er at finde pindene frem, når de små huller opstår. Måske man kan jogge let på stedet imens?

      Glædelig mors dag til dig; med 4 stk. har du så rigeligt gjort dig fortjent til morgenmad på sengen:)

  4. Hey du, tag det fra en hvor børnene er blevet store, og som nu skal fylde noget andet end børn ind i livet. Det er svært. Det er også derfor, det kaldes en midtvejs krise i livet, og min forståelse for de mænd der lader sig skille og starter pakke to op mens de flyver afsted i deres nye sportsvogn er steget markant. Mht vægten, hvor underligt det end er, så vil du HVIS du nu tager 10 kg mere på tænke årh hvor var jeg bare tynd dengang jeg vejede 10 kg mindre. Vægt og logik og hvordan vi ser os selv, er bare kronisk ude af sync, så jeg er sikker på det oppe i dit hoved det med vægten. Og du i virkeligheden ser fantastisk ud. <3

    1. Perspektiv er altid godt, og alt, hvad du skriver er sandt. Somme tider er den slags fornuft bare ikke så nem at få fra hovedet og ned i maven:)

      (Og jeg griner heller ikke helt så hånligt af de små, røde sportsvogne mere…)

  5. Jeg vil også gerne tilslutte mig heppekoret, der mener, at din blog bestemt også er en del af dig, som kan adskilles fra din identitet som mor – og som vi andre nyder godt af, når tilværelsen skal sættes i perspektiv, så tak for dét.

    Og så ville jeg, udover det, gerne sætte spørgsmålstegn ved den sidste paragraf i dette indlæg, især udsagnet, der går på at kæmpe med de tanker og følelser, der ikke burde fylde så meget – for hvorfor egentlig ikke? Noget af det, jeg har haft sværest ved i mit eget moderskab, har været at acceptere at begge elementer kan være tilstede samtidigt, og at den overvældende kærlighed til mine børn ikke udelukker de vanvittige frustationer, min rolle som nogens mor, skaber, og vice versa.

    Beskriver man moderskabet i korte træk ud fra de ændringer, man stilles overfor, i hvert fald mens børnene er små: søvnmangel, behovsudsættelse, evig konfliktmæglen og kun korte glimt af, hvad der kan betegnes som tid til een selv, giver det fin mening, at man nogle gange kan føle sig lidt udbrændt, selv om det da er fantastisk at få børn. Derfor vil jeg gerne slå et slag for, at vi som mødre giver os selv lidt længere line ift hvilke tanker, det er okay at gøre sig om moderskabet, i stedet for at dunke os selv i hovedet med, hvordan vi burde have det (sagde hende, der dagligt hamrer løs på sig selv over at elske sine børn og samtidigt længes efter den dag, de flytter hjemmefra).

    Tak for en fantastisk blog og glædelig Mors Dag.

    1. Jeg tror, at alle mødre kæmper med de her tanker, fordi det bare i nogle perioder er lettere at sætte sig selv til side og på pause end andre. Men det er heldigt, at vi rammer dem forskudt, for så er der altid nogen til at heppe og opmuntre, og så kan vi bytte, når det er dig, der rutcher ned i hullet <3

      Glædelig mors dag til dig også.

  6. Kære Linda,

    Du er, udover en særdeles engageret og hårdtarbejdende mor, også forfatter, fantastisk blogskribent, og tolk. Smid derefter alle de andre “hatte” i gryden, såsom datter, veninde, kollega – og vupti så har du Linda.

    Alt hvad vi er, definerer os. Så mange del-elementer. Ja, det er næsten som “Snitte-salaten” på køl. Fint skåret. Godt blandet.

    Og tænk engang. Du er nogens Mor. Det bliver ikke større.

    Mange virtuelle “high-fives” her fra med tak for en altid begavet og inspirerende blog.

    1. Dette gør det nemlig ikke <3

      Tak for dine fine ord, og rigtig god søndag til dig også.

  7. Jeg forstår fuldstændig, hvad du mener, både med at have udvisket dele af sig selv, og at have både kærlige og ambivalente følelser om moderskabet. Mit mantra er med inspiration i filmen Tully (hvis pointe er spot on ift dette indlæg – se den!), at jeg faktisk luge nu udlever min allerstørste drøm! Det er det eneste jeg altid har villet, andre drømme kommer og går. Så selv når man er ved at kvæles og ikke kan finde sig selv, så står man alligevel helt tydeligt frem i ønsket og valget om at være mor. Glædelig mors dag ❤️

    1. Og heldigvis har jeg aldrig været i tvivl om, at jeg traf den rigtige beslutning, da jeg valgte at få børn, og der går ikke en dag, hvor jeg tager mit held for givet. Det ER det vildeste og mest meningsfyldte overhovedet. Jeg tror bare, at det er lidt, som da jeg var gravid, og virkelig, virkelig troede, at trangen til et glas kold hvidvin på en varm sommeraften ville forsvinde i forventningens lyserøde skyer. Stor var min overraskelse, da det viste sig ikke at være tilfældet…

      Glædelig mors dag til dig også, og tak for dit altid dejlige engagement her i kommentarfeltet <3

  8. Alle kommentarerne overfor har sagt hvad der skulle siges. Men glædelig mors dag, til en der får virkelig mange til at reflektere over store og små ting. Det er sq da noget ! Jeg håber I har nydt dagen og det gode vejr.

    1. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg kunne glemme den? Endda mens jeg skrev på den??

      Nå, men i hvert fald: Tak! Og også tak fordi du siger det. Vi har nydt vejret, som egentlig har passet så fint til mit humør. Storm og blå himmel og tindrende solskin.

  9. Åh jeg tror virkelig alle kender det. Her i hytten er vi to voksne og det betyder at jeg ind i mellem får tid til f.eks. at træne. Men vi har haft snakken lidt i dag fordi jeg tit kommer Tila t glemme jeg også skal være her og det ikke kun er de andre. Problemet med det er at jeg så bliver virkelig drænet og så bliver min lunte kort og min glæde mindre. Og jeg tror det er det iltmasken handler om. Hvis ikke man selv har bare lidt at give af så kan man ikke og så ramler det hele. Omvendt skal man jo heller ikke bare hive iltmasken på og så læne sig tilbage. Man skal bare lige sikre sig man ikke selv bukker under før man får hjulpet de andre.
    Vores snak gik på hvordan jeg så kunne tanke op og der kom jeg til kort. Med argumentet “den eneste måde der kan være mere tid til mig er at tage tiden fra familien” og det var jeg faktisk ikke klar til. Det er så svært at finde balancen.

    1. Det er jeg simpelthen så enig i; det med, at det er svært at finde balancen. Og det er faktisk ofte lettere at se hos andre, at det må og skal være i orden, at man sørger for, at man selv er i plus, så alt ikke ryger ad helvede til.

      Jeg forestiller mig, at det må være ekstra svært, når man er to voksne, fordi det må være virkelig svært at få værdier, hverdag og praktik til at gå op, så alle får mest muligt af det, de gerne vil have. Så et highfive herfra over, at I tager snakken. Det synes jeg er virkelig sejt.

      1. Der er mange ting der er lettere at se hos andre. Eller måske er det fordi det sommetider strider mod hinanden..det man ved(og måske kan mærke) man har brug for og det man føler man bør/skal gøre/ikke bare kan lade være med at gøre. Ikke bør gøre som i samfundet synes men mest en selv. Altså det kan jo godt være man har brug for at sove men hvis ens unge vågner og er ked af det så er man der. Det kan godt være at man har brug for at løbe en tur men hvis ens datter står med tårer i øjnene når man går fordi hun virkelig bare helst ville man var det så er det som om den løbetur ikke helt bliver det samme vel? Uagtet at man har brug for det.der skal man nok ind i mellem øve sig i at der jo også hos dem kan være forskel på hvad de gerne vil og hvad de har brug for. Og det kan jo godt være at de helst ville man blev hjemme lige dér men man også skal se det på den længere bane.

        Og tak for high-five. Det er klart der er ting der er mere besværlige når man er to men der er jo også netop mulighed for andre ting. Som med alt andet er der nok fordele og ulemper. Men jeg er heldigvis godt gift og vi er generelt gode til at snakke om det meste men jeg er ikke selv ret god til at sætte mine behov forrest hvis andre har brug for noget andet…og det er der gerne nogen der har i en børnefamilie.
        God miniferie.

  10. Åh. Ramt. Så var der omrokering. Mulighed for et skrivebord. MIT skrivebord. Godt nok i et gennemgangsrum, hvor yngste barnet sover. Men bare tanken. Om en afskærmet bord. MIT…. Næsten helt eget bord. Med plads til mig og mine armbevægelser. Indtil det slog mig.
    Eller til LEGO?- Begge børns LEGO. Farvel bordplade? Farvel bord?Goddag vindueskarme. Og synlige blomser.

    1. Da jeg lavede værelser om, var et af mine eneste krav, at der SKULLE være plads til 80% af børnenes legetøj på deres egne værelser. Vi bor relativt småt, og jeg kan mærke, at i takt med, at børnene bliver ældre, og jeg træder mere og mere ud af baby/symbiose-fasen, så stiger mit behov for at have noget, der er MIT. Jeg kan f.eks. heller ikke længere holde ud, at børnene leger i soveværelset, når de har venner på besøg. Sådan har jeg ikke altid haft det, men sådan har jeg fået det.

      Så jeg hører dig. Højt og tydeligt. Hvis du vil, må du låne mit mantra, som jeg siger til både børnene og mig selv, når jeg står fast på noget, som er til mig, uanset om det er plads eller tid: “Vi skal alle sammen være her. Også mig”. For det ER sgu vigtigt.

  11. Altså nu ved jeg ikke, om det betyder noget for din selvopfattelse. For mig er du en meget vigtig person, dine indlæg fylder forholdsvis meget i mine daglige overvejelser om alt. Ok det lød lidt skørt. Du har bare fået mig til at tænke over så mange ting, både de simple ting, benzin, madspild, indkøb osv men også børneopdragelse, egen omsorg, sociale forhold. Nå jeg håber, du forstår, at jeg ikke er helt skør.
    Du kan noget, når du skriver, det kan jeg dog ikke.
    Men gode tanker herfra 😂😂😂

    1. Det ville være så cool bare at kunne skrive “tak tak” og så suse videre. Men det betyder sgu noget, det du skriver. Det betyder ret meget, faktisk. For det er en kilde til glæde og tilfredshed hos mig, at det, jeg skriver, kan bruges af andre mennesker; også til andet end bare at underholde. Det føles vigtigt, og det føles virkelig rart. Så tak, fordi du fortæller mig det. Sådan helt ægte og fra hjertet <3

  12. Kære Linda.

    Ja tak til lån af dit mantra og helt sikkert også det med de 80 procent opbevaring af legetøj på eget værelse!
    Jeg ser frem til en voksenvenlig stue / så det ikke er nødvendigt at sidde i mørke for ikke at få stress af børnenes bjergkæder af pinde, papir, LEGO, bøger, dimser og papæsker … Tak.

  13. Før jeg fik mit første barn troede, jeg at jeg ville blive et meget mere tålmodigt og mindre egoistisk menneske af at blive mor. For real. Jeg ved ikke, om jeg troede, at de ville lave det hvide snit på mig før vi tog hjem fra barselsgangen, men det gjorde de så ikke.

    Jeg har nu været mor i næsten 8 år, og jeg kan konstatere, at jeg har akkurat lige så meget temperament og lyst til at være alene, som før jeg fik børn, men jeg arbejder konstant med ikke at lade temperamentet tage styringen fra mig (bare lige så vi har tingene på det rene: Jeg slår ingen og råber kun sjældent af mine børn). Og lysten til at være alene er der stadig, men jeg prøver at nyde det desto mere når det så lykkes en sjælden gang i mellem.

    Jeg prøver at lade være med at bebrejde mig selv, at jeg har modsatrettede følelser mod at være en del af en familie (på den ene side overvældende kærlighed til mine unger og min mand og på den anden side et behov for at lave de ting, der er mig) og at acceptere, at ingen relationer er 100% harmoniske. Jeg har en længere evolutionsbiologi-teoretisk udredning hvorfor det forholder sig sådan, som jeg ikke tænker I vil belemres med, men jeg tror, at hvis man accepterer og overfor sig selv anerkender, at man har andre behov end kun at være mor, så vil det dels fylde mindre og dels kan man gøre noget konstruktivt ved det, nogle gange i hvert fald. Jeg savner helt vildt at kunne gøre noget spontant for mig selv – arbejde længe, hvis der er en opgave/operation/resultat, der fanger mig; kunne gå roligt hjem frem for at okse afsted for at nå institutionen før mine børn er de sidste til stede; se en udstilling; gå ud at spise med en veninde (eller min mand!), men de ting kan jeg ikke lige nu. Jeg har selv valgt at få 3 børn og for en periode (på sammenlagt 20+ år…) kan jeg ikke bare gøre de ting. Ikke hver dag i hvert fald.

    Til gengæld bruger jeg den børnefrie tid på ting jeg gerne vil: Se Game of Thrones med min mand, sy, strikke, arbejde, se veninder og prøver at opretholde hvad jeg ser som værende “mig” samtidig med at jeg er mor for hvad der føles som rigtig mange børn nogle gange.

    Den gang du første gang skrev det med, at vi skal være her alle sammen, også mig (altså dig!), ramte det noget i mig. Vi prioriterer, at der også skal være plads til nogle af de ting, de voksne gerne vil. Og det betød fx i går, at vores ældste tog med bedstevennen og hans far for at se fodbold i stedet for at have sin egen far eller mor med, men det tror jeg simpelthen ikke på, at børn tager skade af. I virkeligheden tror jeg, at de har godt af at forstå, at der nogle gange er ting, der ikke kan lade sig gøre fordi de voksne skal noget, som ikke omhandler dem.

    Det blev en lang omgang. Giver det mening?

    1. Det giver fint mening, og jeg tror, det er rigtig sundt at minde sig selv om, at det bliver nemmere for vores børn at turde sætte deres behov først engang imellem, når de bliver voksne, hvis de har set os gøre det samme.

      Jeg ved ikke, hvorfor det alligevel somme tider er så svært – men jeg oplever, at det hjælper at sige sætningen om, at vi alle sammen skal være her, højt, for når jeg gør det, så kan jeg med det samme mærke, at det er det eneste rimelige.

      Jeg tror, at det, mange af os savner, er muligheden for at fordybe os. Og måske særligt mange af os som mødre – hvad enten det skyldes måden samfundet er indrettet på, de klassiske kønsroller, eller bare vanens magt – fordi vi, gennem graviditet og barsel, måske bare somme tider er mere tunet ind på barnets behov, og qua flere timer i selskab med børnene, derfor reagerer først, når de giver udtryk for noget, de har brug for. At det simpelthen er sværere for os at sidde signalerne overhørigt. (Og for god ordens skyld: Jeg siger ikke, at det er sådan, naturen har designet os, eller at det er rigtigt på den måde #disclaimer) Derfor tror jeg ofte, at det bliver børnenes behov, vi tager os af først, fordi vi allerede har registreret dem, og derfor ikke har ro i krop og hoved til at fokusere på det, vi lige selv skulle til. Og i og med, at vores “fritid” er så fragmenteret, bliver det for besværligt at starte noget op, fordi vi alligevel ikke ved, hvornår vi får mulighed for at fortsætte med det/gøre det færdigt.

      Men jeg øver mig i at huske at reagere på det, hver eneste gang, jeg mærker fornemmelsen af, at jeg “forsvinder” og at mine behov ikke tæller. For det gør de. Og det kan børnene kun lære, hvis jeg selv tager dem alvorligt.

      (Nu bliver jeg i tvivl om, om jeg giver mening, men jeg satser på, at du forstår, hvad jeg mener)

  14. Fra denne side af skærmen virker du koncentreret og fordybet. Og opmærksom og fastholdende en samtale, du gerne vil have. Du er ofte og i mange sammenhænge min reference. Og efter at have brugt ca 20 liter vand på at rengøre ovnplade efter bollebagning uden bagepapir #zerowastewhatthe? Tænkte jeg igen på dig.

    1. Haha – åh, de verpühlte bageplader. Jeg har læst et trick, som jeg ikke selv har testet, men som måske kan bruges: Brug solsikkekerner. Hvis man strøer dem ud på pladen og lægger brød og boller ovenpå, bør der ikke være rengøring bagefter, og efter sigende skulle kernerne kunne bruges igen og igen. Det er da forsøget værd?

      Og tak. Det var en virkelig dejlig kompliment at få.

  15. Stod med frø i hænderne og dig i tankerne i morges.

    Den koldhævede klistrede dej opsamlede som forventet en del af solsikkekerne og har gjort bollerne ekstra lækre. Ca 40 g (ja jeg vejede dem, da de alligevel skulle i bøtte) kan bruges igen/spises i anden sammenhæng og ca 20 g er blevet mere eller mindre brændte og bør efter min mening ikke spises. Pladen blev tørret af med en våd klud og rengøringen er veloverstået.

    Bagepapir til boller bruger jeg typisk nogle gange, før det ryger ud. Mon det er mindre spild at smide 20 g solsikkekerner ud? Med en mindre klistret dej, kan man jo bare dyppe bollen i kerner, før man sætter dem på pladen og dermed undgå brændte kerner mellem bollerne. Mine klistrede som jeg sætter på med to dejskrabere, kan jeg ikke sådan flytte på og må altså enten have lidt spild eller bruge bagepapir. De 20 liter vand (ikke målt) på at gøre rent er spild af ressourcer.

    1. Tak for opfølgning!

      Ift. spild ville det være min umiddelbare tanke, at det er bedre at kassere 20 gram kerner, end et ark bagepapir, fordi jeg forestiller mig, at det er mere belastende for miljøet at fremstille bagepapir end solsikkefrø? Og ligeledes, at det “koster” mere at nedbryde bagepapir end kerner?

      Rigtig dejligt, at du lige skrev tilbage – tak for det:)

  16. Bagepapir kan i øvrigt kun anvendes op til 220 grader (står der på mit fra Änglamark). Bollerne skal ind ved 250. Det taler også for solsikkekernerne

Skriv et svar til Lene Bundgaard Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.