Jeg har det, som om, det er 12. gang i år, jeg skriver det samme indlæg. Det samme indlæg om at stå på den meget smalle streg mellem stress og kedsomhed. Det samme indlæg om at være både over- og undervældet på én og samme tid. Om gerne at ville være sammen med andre mennesker, og samtidig have behov for at være alene, fordi det føles som om, jeg mærker alting alt for meget.
Men det er ikke desto mindre der, vi er. Det her år har gjort det fuldstændig umuligt at spare op på den mentale konto, og derfor ryger man i overtræk, så snart der sker noget, man ikke har forventet.
I midten af sidste uge blev jeg ringet op med beskeden om, at min mor var blevet indlagt med mistanke om blodpropper i hjernen. “Det er nok ingenting, og vi tjekker bare for at være på den sikre side” som de sagde. Men altså. Det skal de jo sige. Jeg har ikke ord for min lettelse over, at alt, et døgn senere, viste sig at se ud, som det skulle, men for mig betød det, at jeg omkring onsdag bare opgav resten af ugen, og derfra slæbte mig gennem dagene, mens jeg forsøgte at bearbejde min forskrækkelse. Der går ikke én eneste dag, hvor jeg ikke tænker over, hvor heldig jeg er at have begge mine forældre, og det her opkald var bare endnu en påmindelse om, hvor skrøbelig lykken egentlig er.
Vi slap med skrækken, men opkaldet og angsten efterlod mig med fornemmelsen af, at min hud er for tynd, at alle farver skærer i øjnene, og at alle lyde er alt for høje. Verden er vanvittig, jeg er ved at få konspirations-spat, og selvom det var min hest, der endte med kransen om halsen over there, er det mest præcise tweet, jeg har set om valget, stadig det her:
Samtidig ruller hverdagen videre, med alt hvad det indebærer, og lektier fylder rigtig meget hos os for tiden. Jeg har et godt samarbejde med skolen, men Anton er Anton, og selvom der er sat gang i lidt forskelligt, drejer hjulene i dét system hypnotiserende langsomt. Alt imens skal Aula nærlæses og Anton mandsopdækkes, for at sikre, at han faktisk forstår det, han sidder med.
Til gengæld taler han så strålende engelsk, at han i forbindelse med en test på skolen, kom retur med beskeden om, at de undrede sig over, at man ingen steder kunne læse, at han kom fra et tosproget hjem.
Så. Ja. Der er ingen, der har sagt, at det skal være nemt.
Børnene er vokset ud af alt deres tøj samtidig, alt, hvad jeg bestiller, viser sig at være enten for småt eller for stort, og mit arbejdsskema byder på meget – og lidt af hvert.
Men i fredags lavede jeg en kontrolleret nedlukning, smed begge børn i bilen, og kørte til Fyn. Undervejs stødte min kammerat til, og så drog vi i samlet flok til Luminis på Egeskov Slot, hvor vi for 3. gang lod os betage af lys og magi.
I næste uge fylder Anton 10, på fredag har Frida sin første soveaftale hos os, og jeg ved ikke engang rigtigt mere, hvad det er, jeg trænger til.
Jeg håber, I passer godt på jer selv derude.
Hvor er jeg glad for din mor er ok, sikke en forskrækkelse! På en måde er jeg glad for at jeg ikke er den eneste der ikke kan ramme flow for tiden. På den ene side er der arbejdsopgaver jeg simpelthen ikke kan overskue fordi corona. På den anden side tog jeg mig selv i at tænke i weekenden at man da burde tale med en coach for lige at sætte lidt spræl på. Pyh. Kram. Spot on citat.
Det var et langt døgn – tak for din omsorg <3
Jeg trives SÅ DÅRLIGT i det der start/stop-helvede, som coronaen har skabt. Det føles lidt som de sidste uger op til en barsel, faktisk, hvor man ikke rigtig orker at gå igang med noget, fordi om lidt skal man jo slippe det hele igen. Men samtidig så HUNGRER hjernen også bare efter noget at rive i. Det er svært og træls og jeg er ved at være der med de mink.
Øv.
Du trænger til et kæmpe kram! ❤️ Sørg for at skaffe dig et, på den ene eller den anden måde (i form af alenetid/varm kakao/massage, eller hvad der nu kan skaffes). Du fortjener det! Og tak for Egeskov-tippet – det må vi hen! 🙂
Det skal du/ virkelig gøre! Find dem på fb og følg dem; så får du et heads up, når de går igang med planlægningen af næste års arrangement.
Og jeg tror faktisk, at du har ret. Jeg er i kram-og-nato-stillings-underskud. Det skal jeg have gjort noget ved <3
Jeg meldte fra til invitation i aften med beskeden om ‘at jeg skulle hjem og græde ned i et glas rødvin’. Så, I hear you!
Det er ikke et år (eller en tid på året, for den sags skyld), hvor der er vildt meget overskud til at håndtere livets, æh, vejbump? Selv når det ender godt i sidste ende. Vi krisehåndterer forskelligt – og ingen har ret til at dømme andre og deres overlevelsesstrategi for 2020.
Der er INGEN, der dømmer her! Jeg håber, at rødvinen var god og at det lige tog toppen af stressbjerget <3
Jeg er overrasket over, hvor meget stress det forpulede valg har givet. Det var som om skuldrene faldt ned der lørdag aften, skørt! Men ja, der er stadig et kæmpe problem, og lige så meget som jeg vil more mig over Trumps fald (og forhåbentlig de konsekvenser det bør medføre), så er han ikke engang det største problem, han har bare pustet til flammerne.
Pas på dig! Forældre er til låns, jeg har mistet begge mine. Og det er HÅRDT. Godt det bare var en forskrækkelse.
Jeg er simpelthen så enig. Jeg har tænkt meget over, hvorfor det har været sådan, for jeg tror ikke kun, at det handler om, at mit feed er fyldt med amerikanske konti. Jeg tror sgu også, at det er fordi, det har været en form for… arkekamp. Det er virkelig de grundlæggende værdier, der har været oppe mod hinanden, og måske handler det om, at det er virkelig svært at acceptere, hvis vi er et sted, hvor foragten for alt, hvad der er anderledes, bare får lov at foregå i fuldt dagslys og både udføres og sanktioneres fra højeste sted.
Hvor er jeg ked af at høre, at du har måtte tage afsked med begge dine forældre. Jeg gruer så inderligt for den dag, og jeg kan ikke forestille mig, hvordan man kommer igennem det og ud på den anden side som et bare nogenlunde helt menneske <3
Shit, for en uge!
Her har jeg kørt en svesketrifli og mit hækletøj i stilling som plaster på en dum dag #HejBedste
Håber at du finder det du har brug for.
Jeg kører varm kakao, puslespil og Bailey Sarian på repeat. Jeg læste et sted, at nogle mennesker trives med genudsendelser og lange serier, når de er stressede, fordi de falder til ro over forudsigeligheden ved at se noget, de har set før. Det giver mening her. Jeg kørte 7 sæsoner af The Walking Dead, da Danmark lukkede ned, og de sidste par måneder har jeg set Bailey Sarians Murder, Mystery and MakeUp videoer i hvert fald 3 gange.
Vi gør alle, hvad vi kan for at bevare forstanden <3
Hæ, det ville forklare min hang til Midsommer Murders …
Tak for Alone – a love story, i øvrigt. Michelle Parises fortællerstemme; a.mazing! Den minder mig lidt om Elizabeth Gilberts i oplæsning af sin egen Eat, Pray, Love. Så hvis du mangler noget mere i den boldgade, og ikke allerede har været der, kan den anbefales.
Tror måske at CBC har fjernet første sæson. Den er i alt fald heller ikke på Spotify …
Jeg er PRÆCIS der på den meget smalle streg mellem stress og kedsomhed, hvor jeg er over- og understimuleret på én og samme tid. Her skyldes det primært, at jeg siden årsskiftet har kæmpet med eftervirkninger af en hjernerystelse – så hvor jeg på den ene side SAVNER fest, forlystelser og at der bare sker noget – så begynder alle symptomer at larme med bare små tiltag i den retning… og Coronaen er i den grad en forstærkning af det hele!
Hørt. Coronaen er virkelig et forstørrelsesglas ift. alt. Og måske er det også det, man er ved at blive revet midt over af? At man ikke snart kan få en pause i midten, men hele tiden skal balancere på polerne?
Puh for en forskrækkelse; hvor er jeg glad for at det kun var en umådeligt grim forskrækkelse. Det er så rigtigt hvad Henriette skriver, at vi alle har hver vores overlevelsesstrategi for 2020. Do whatever is necessary to get you through it. Herinde i dit internethjørne har vi din ryg <3
Also: Antons engelsk! <3 Hurra for de små sejre og for lys i mørket. Både i form af Luminis og de mere abstrakte (men ikke mindre vigtige) af slagsen.
Kæmpe hjerte til dig, Kristina <3 Og du har ganske ret. De små sejre og lyspunkter er SÅ VIGTIGE, når det hele er lidt sejt og mørkt.
Åh altså, masser af god karma i din retning! Og gløgg, chokolade og kaffe, når der alt andet kokser 😉
Jeg blev så inspireret af din kommentar, at jeg skyndte mig ud at købe gløgg. Forleden fandt jeg Det Perfekte Gløggkrus, og jeg synes faktisk allerede, at det hjælper:)
Ro og forudsigelighed. Det er vi trænger helt sindssygt til alle sammen. Og ikke på lockdownmåden eller med manglende socialliv. På den måde, hvor svære beslutninger for en stund indebærer ting som, hvilke julesmåkager, der skal bages i år. Jeg er komplet overvældet og understimuleret på en og samme tid og kan ikke få afløb for hverken det ene eller andet. Håber virkelig på en dejlig jul i år. Håber også det tilfalder jer – i selskab med dine raske forældre ❤️
PRÆCIS!!!
Man kan ikke bare være i sin hverdag uden at alt hvad jeg gør skal overvejes. Må jeg det/skal jeg huske mit mundbind. Hele tiden tænker jeg på om jeg gør noget jeg ikke må (ifølge Corona-regler). Nøj det dræner for energi.
Oveni arbejder jeg som lærer, hvor vi også hele tiden skal tage stilling til alt hvad vi gør.
@M: Ej, men det er simpelthen så rigtigt. Jeg trænger både til ro og forudsigelighed, men også til noget af alt det fest og (afdæmpede) farver, der følger med, når man har overskud til at kaste sig ud i spontane ting og større arrangementer. For modsat hvad logikken byder, så kan jeg heller ikke overskue at kaste mig ud i den slags.
Det er en mærkelig tid.
Jeg er også lærer, så jeg kender følelsen. Sikke noget juks. Vi får godt nok brugt hele paletten af vores kompetencer!
Jeg overvejede også at skrive spontanitet! For det er så rigtigt! Men det virker så fjernt, at jeg nærmest ikke kan huske, hvordan den slags føles. Det bliver den skøreste oplevelse at genlære den slags, når den tid kommer. Og samtidigt kommer den tid aldrig igen for mig/os herhjemme, for jeg er blevet gravid midt i alt det her, så såfremt det går vel (7-9-13), vil livet for altid være forandret. Det lyder måske lidt overdramatisk – men det føles fuldstændig ligeså omvæltende som det lyder.
Jeg har købt 2 kartoner af Blombergs hvidvinsgløgg (og en masse puslespil), så jeg tror, jeg klare at holde mig på ‘den smalle streg’ til vi kan trække vejret lidt mere frit…