Forleden var jeg i cirkus for første gang i mit liv. Lidt ligesom man ikke behøver hamre en gaffel gennem hånden for at vide, at det gør ondt, har jeg ikke haft behov for at sidde en forestilling igennem for at vide, at dresserede dyr, lagkagekomik og stuhr, stuhr nummer ikke lige er mig.
Men Anton ville så gerne, og alle med børn ved, hvordan dén slags ender. Så tirsdag aften satte vi kursen mod Skibhøj for at se Cirkus Arena. Anton havde selv valgt tøj til lejligheden, hvilket vidner om, hvor højt han gik op i det – normalt er det ham inderligt ligegyldigt, hvad han har på, og han ville formentlig tage i børnehave i undertøj, hvis ikke jeg insisterede på lidt mere end det. Da han stolt kom ned i sin ternede skjorte og sine meget-anderledes ternede shorts i to voldsomt uenige nuancer af blåt, kom jeg med høj mor-falset til at spørge: “Skal du have det på, Anton? Vil du ikke meget hellere have en t-shirt på? Det bliver varmt!” men så kom jeg i tanke om, at jeg var en idiot, og flettede næbet.
I øvrigt blev jeg enig med mig selv om, at der vel var tale om en slags when in Rome-situation.
Mennesker, der deltager i noget, som de på forhånd ved, de hader, og som derfor sidder med korslagte arme og skuler, er skideirriterende, så jeg havde iført mig mit mest åbne kropssprog og toppet med en virkelig bredskygget ja-hat.
Og faktisk ville jeg gerne her have skrevet noget om, hvordan forestillingen ændrede mit syn på cirkus og gøgl, for det havde været så fint, men desværre blev det til et to timer langt ridt på hesten i fordomskarrusellen.
For det første skal man lede virkelig længe efter en vildere pengemaskine. Det var nærmest imponerende. A L T kostede penge og mange af dem. 50 kroner for at blive hejst op i trapezen (en tur på 10 sekunder), 20 kroner for at prøve rutchebanen, 80 kroner for et billede af søløven osv. osv. osv.
Og selve showet var ret beset bare en opskaleret gymnastikopvisning, hvilket jo havde været rigtig fint, hvis man havde indtryk af, at de lycrabeklædte østeuropæere elskede det, de lavede, men fra den ældre dame, der gerne ville sælge os et program, over de optrædende, til manden, der solgte blinkende hjul på pind(??), var der døde øjne hele vejen rundt. Der var seriøst ikke én eneste, der havde øjenkontakt med nogen, og smilene var så påklistrede, at jeg næsten fik ondt i kæberne af at se på det.
Udbrændthed og falsk begejstring er aldrig rart at iagttage, men det bliver ekstra ubehagelig, når den ligger under noget, som faktisk skulle være festligt og underholdende. Jeg gik derfra med den samme følelse, jeg har haft de to gange i mit liv, jeg har været i zoo; med sukkerplantageejer-fornemmelsen af at have bidraget til at holde noget fanget, som burde være frit.
Published by
13 Replies to “Måske kan man få lov at gæsteoptræde med noget overfortolkning?”
Skriv et svar
This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.
Åhr nej, altså! Ku' du ikke ha' pudset mormor og morfar på cirkusmissionen?! De plejer da at overtage dine bifture, så vidt jeg er orienteret. Det er til gengæld heller ikke helt ufarligt sådan noget cirkus; jeg havde engang en nabo, der blev slået ned af en elefant i pausen (helt seriøst!), og som måtte på skadestuen og sys med fem sting. Jeg tror ikke han har været i cirkus siden. Var han glad så, Anton?
Det er her, jeg slet ikke forstår forældre. Kan huske, jeg tænkte det samme, da Mascha Vang i sin tid skrev om, hvor dårligt hun havde det med, at hendes datter havde redet på en elefant på en ferie – men at datteren jo så gerne ville. Men det er jo klart at børnene gerne vil! Det er spændende og eksotisk, og man kommer tæt på dyr, som man kun ser i bøgerne ellers. Hvorfor bøjer forældre sine etiske principper i kærlighedens navn? Var det ikke bedre at forklare Anton, på en pædagogisk måde, at den slags ikke er så rart for dyrene, og at du derfor ikke synes I skal tage derind, men at I kan tage ud og fodre heste et sted i stedet? Jeg er så ked af, at jeg først som alt for voksen lærte, hvad det er, man bidrager til, når man går i cirkus. Jeg er sikker på, at forældre, som kender deres børn, kan finde en måde at sige det på, som ikke traumatiserer dem ved tanken om mishandlede dyr.
Hej Cæcilie.
Tak for din kommentar. På mange måder er jeg enig. Jeg har haft diskussionen med mig selv begge de gange, vi har været i zoo, og jeg kan mærke, at jeg hælder til, at vi ikke gør det mere. Sidste gang vi var afsted, var vi inviteret i Ree Park, og at se en isbjørn svede i 27 grader og hoppe i og kravle op af en sø, der formentlig var på størrelse med vandpytterne i dens naturlige habitat, er noget af det mest triste, jeg længe har set. Og det synes jeg faktisk vil være nemt at forklare børnene, for det er en no brainer.
Hvis jeg skal være helt ærlig, troede jeg, at Cirkus Arena var dansk og dermed havde danske standarter ift. hvordan de behandler deres dyr. (Her er det sikkert mig, der er naiv, når jeg så tror, at det er noget positivt) Og jeg var ret sikker på, at det var heste, vi skulle se. Jeg var ikke lige forberedt på, at stort set hele balladen var østeuropæisk, og at der både var lamaer, søløver og kameler.
Jeg ved ikke, om det giver mening, men jeg har det sådan, at jeg er bange for at smitte mine børn med de aversioner, jeg selv har. Jeg tænker over dette på mange forskellige områder; f.eks. er jeg ikke ret glad for hunde, og netop derfor gør jeg meget ud af, at vi har god tid til at snakke med dem, hvis vi møder nogen, når vi er ude at gå. Anton (og Frida) skal selv have lov at finde ud af, om de kan lide hunde, om de bryder sig om sild, og om de kan lide at gå til gymnastik. Det var nogle af de samme overvejelser, der lå bag cirkusbilletterne.
Jeg ved ikke, om det besvarer dit spørgsmål, men under alle omstændigheder skal du have tak for dit input, og for at holde en fin og god tone.
Mvh
Linda
Sikke nogle fine tanker, Linda. Min søn fylder tre denne sommer og jeg begynder at tænke, at han har fået en alder hvor vi da skal til at gøre brug af nogle af alle de muligheder for oplevelser, der er her i byen (vi bor i NYC og udvalget må vel siges at være en storby værdigt…) Nåja, så er zoo eller cirkus eller hestevognstur i Central Park jo oplagt, men det føles forkert i maven. Skal man så vente til han selv beder om det eller til han kommer på udflugt med sin klasse engang, og det på den led ikke direkte var min beslutning?! Den er svær, synes jeg. Eller hvad med Naturhistorisk Museum, som efter sigende har fået så stor og fin en samling ved hjælp af gruopvækkende metoder i sin tid? Ved det ikke. Der må grubles videre. Måske nøjes vi med vandkamp og karruseller med plasticheste denne sommer 😉
Det giver rigtig god mening – og jeg kan rigtig godt følge dig i forhold til dine aversioner, som du ikke vil give videre. Jeg selv spiser stadig ikke tomater, og det er bl.a. fordi, jeg er vokset op med en mor, der ikke kunne lide dem. Hvis du kan se, hvor jeg vil hen med den sammenligning?
Alligevel vil jeg mene, at din aversion mod cirkus og zoo er lige så berettiget som din (sandsynlige) aversion mod at hoppe ud fra 3. sal eller at stikke hovedet i ovnen. Undskyld min overdrivelse, men forstå mig ret. Nogle aversioner er det i mine øjne ok at give videre, når det er "for the sake of the greater good".
Men tak for svaret – håber det skinner tydeligt nok igennem, at jeg har den dybeste respekt for dig som person (og blogger), for det er kun derfor, at jeg "tillader mig" at stille de her spørgsmål. Er altid imponeret af dine reflekterende og velformulerede indlæg, som gang på gang sætter gang i tankerne hos mig, og denne gang var det så disse tanker, der dukkede op 🙂
Det er helt, helt fint!:) Det er en god snak at få taget, og måske kan det være med til, at vi hver især gør op med os selv, hvor vi står – og rent faktisk handler på det.
Så tak for input og rigtig god aften til dig:)
Det er så fint, så fint! Det er rigtig godt at få taget de her snakke, synes jeg. Ofte hjælper det én til at blive lidt skarpere på, hvad man egentlig mener, hvilket gør det nemmere at handle på.
Tak for dit input, og god uge til dig:)
Hej Linda
Vi var også i Arena af samme årsag som Jer; Valdemar ville så gerne….
Heldigvis kedede han sig gudsjammerligt og det bedste var at se på elefanterne i deres indhegning.
Morale (for mig): besøg cirkuspladsen og se os omkring næste gang. Så er alle glade – (måske undtagen Arena)
Lidt heldig må man godt have lov at være. Da Anton et kvarter inde i 2. halvleg hviskede "Mor, jeg vil gerne hje.." var vi også ude af teltet, inden han var færdig med at tale.
Når mine børn på 6 og 8 år pipper om cirkus afviser jeg kategorisk med at det ikke kommer til at ske i mit selskab. Har foreslået de spørger bedsterne. Hader hader hader det. Kan til gengæld godt lide Cirkus Summarum og er begyndt at hive børnene med i teateret. Er p.t. studerende og så er det jo billigere end at gå i biffen. Hvor vildt er det ikke???
Det er da en superfin deal, og særlig, hvis ungerne også synes, det er godt. Win-win:)
Der er en grund til at de ser sådan ud, og det er fordi det er et absurd forfærdeligt job.
En af mine bedste veninder rejste med rundt som billetsælger en sommer, og det er simpelthen det argeste lortejob hun nogensinde har haft, og hun har altså haft nogle generelt ret upopulære jobs gennem tiden. Det har alle de skidte aspekter ved generel kundeservice såsom virkeligt urimelige gæster kombineret med at de bor i skurvogne hvor hvert "værelse" lige nøjagtigt er stort nok til at man kan stå ved siden af sengen, og der er så to køjer i hver, så man risikerer at skulle deles om så lille et rum med en man ikke kender i forvejen. Toilet- og badeforhold er som man kan forvente i et omrejsende cirkus, altså ikke noget man just bliver glad i låget af, og mange af de østeuropæiske mænd der er med kan være virkeligt grænseoverskridende overfor kvinder. Derudover er lønnen ikke noget at råbe hurra for. Jeg mener faktisk endda at det var Arena hun rejste med, men jeg er ikke 100 % sikker.
Det giver fin mening, når du beskriver det. Og jeg tænker igen, at det er ånden, der er bag det hele, der afgør, hvordan man oplever det? (Ikke for at sige, at jobbet ikke er skod). Men meget af det, du beskriver, er jo samme vilkår, som det grønne crew rejser rundt under, når de laver grøn koncert, og der er fest og glade dage. Der er sgu bare et eller andet med det cirkus der…