Magten tilhører den, som tager den.

Dette indlæg startede egentlig som et svar til en af kommentarerne til dagens indlæg, men da jeg – som altid – er ude af stand til at fatte mig i korthed, var der til sidst så meget tekst, at jeg besluttede at konvertere svaret til en post.

Anne Lotte spurgte: ”Hvordan er du kommet så elegant videre, uden at få ar på sjælen, og blevet den powerwoman, du tilsyneladende er i dag?”

Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg ikke, at man kan gå i skole i helvedes forgård uden at få ar på sjælen. Jeg kan f.eks. ikke huske ret meget fra min folkeskoletid. Selvfølgelig står særligt væmmelige hændelser ud, men jeg kan ikke rigtig huske hvordan filmkælderen og klasseværelserne så ud, hvad jeg fik tiden til at gå med, eller hvornår jeg endelig gav op og blev så ligeglad, at det ikke var interessant at mobbe mig mere, og jeg endelig fik fred.

For det værste ved at blive mobbet er, at man bruger alle sine vågne timer på at forsøge at knække koden; på at prøve at regne ud, hvad man gør forkert eller hvad man ikke gør nok, som får de andre til at hade én så meget. Friheden kommer, når man endelig regner ud, at det ikke handler om, hvad du gør eller hvem du er. Det er ikke engang personligt. Det er survival of the fittest, og de andre var bare hurtigere end mig til at regne ud, at den, der mobber ikke selv bliver mobbet.

Når du endelig indser, at det ikke gør en kæft til forskel, hvad du gør eller siger, så holder du op med at prøve – og så mister de magten over dig.

Da jeg gik ud af 9., brugte jeg de næste mange år på at være genert, bange for nye mennesker og sammenhænge, og på at fortrænge. Jeg lå vågen i en uge, hvis jeg skulle fremlægge for klassen, og jeg blev så rød i hovedet, at blodkarrene var i fare for at briste, hvis jeg skulle sige noget foran mere end 2 mennesker.

Sådan fortsatte det, indtil den dag jeg besluttede, at nu havde disse mennesker fået rigeligt af min tid og opmærksomhed. Jeg fik nok af de begrænsninger, der ligger i rollen som offer, for hvis du først gør dig selv til en, det er synd for, vil hele verden automatisk sænke sine forventninger til dig, og det er jeg på ingen måde interesseret i. Verden skal forvente det hele af mig, for sådan – og kun sådan – får jeg lov til at vise, hvad jeg virkelig kan og er, og ikke hvad andre menneskers angst har forsøgt at gøre mig til.

Selvfølgelig er vi ikke ude i noget overnight transformation, men ligesom min yndlings-Ole har truffet en beslutning om at være glad, traf jeg lige dér en beslutning om aldrig mere at lade fortiden hverken begrænse mig eller definere mig.

Måske skyldes det folkeskoletiden, måske skyldes det biologi eller måske er det strålerne fra rummet: I hvert fald brugte jeg nogle år i mine starttyvere på at rode rundt i alle de grimme afkroge af mit sind, og landede derfor på briksen hos hvad der viste sig at være verdens bedste psykolog. Hans kloge spørgsmål og min beslutning tilsammen endte med at blive en stormende himmelflugt fra alt det trælse.

Så jeg tror, at den styrke, som jeg ofte får at vide, at jeg besidder, kommer af, at jeg har set mig selv på vrangen, og har brugt så lang tid på at kigge indad, at jeg ved, hvad der gemmer sig derinde, og hvem jeg er. Der er ingen fæle sider at pege på, som jeg ikke selv er klar over, at jeg har, jeg kender mine styrker og svagheder, og intet, nogen siger, kan ændre på det.

Jeg er ikke længere bange for andre mennesker og deres ord, for de har for længst mistet deres magt over mig.