Jeg har i dag taget hul på min sidste måned som lønmodtager. Om 24 dage går jeg på ferie, og så er det slut med at være, hvor jeg er.
Det hele skrider fremad i sin egen skæve rytme. Jeg undersøger, mailer og ringer som aldrig før, og ofte er det tre skridt frem og ét tilbage, fordi jeg pludselig snubler over en ny oplysning, og så må tilbage og justere. Men jeg lærer en masse nyt, jeg bliver klar og jeg glæder mig helt vildt.
At skulle tænke mine kompetencer ind i en ny ramme, giver også anledning til at forholde mig til valg, jeg tidligere har truffet, som f.eks. ift. det, jeg indtil nu har tænkt som ‘skriftligt arbejde’. For ‘skriftligt arbejde’ er helt sindssygt ukonkret, og dermed svært at beskrive og sælge.
Og hvor tegnsprogstolkning jo er nogenlunde givet, så er der på dét her område mulighed for at gå alle veje. Er det ren korrektur, jeg vil tilbyde, eller kun tekstredigering? Vil jeg producere tekst eller kun rette allerede skrevne tekster til, har jeg en holdning til, om det må bruges offentligt, er der en nedre eller ovre grænse for antal af sider jeg tager ind, vil jeg gerne have fat i studerende osv. osv.
Fordi skæbnen ofte hjælper lidt til, når man holder op med at forsøge at svømme imod strømmen, fik jeg for et par måneder siden en større, skriftlig opgave til gennemlæsning og tilretning. Det er lang tid siden, jeg har haft tid til at tage de opgaver ind, men nu var der lige et hul. Det var den 5. af slagsen, jeg har haft for samme kunde, og det har været et virkelig godt samarbejde. Opgaven var 50 sider lang, og da jeg skulle prissætte min indsats, kunne jeg mærke, at jeg stod ved en skillevej.
For indtil nu har jeg taget mindre, end jeg gennem tiden har betalt mine barnepiger, for mit arbejde, fordi jeg ikke har følt, at jeg kunne være andet bekendt.
Men det tager helt sygt lang tid at lave tekstredigering. I hvert fald for mig. Jeg kan nå tre sider på en time. Til gengæld er det, jeg sender retur, brugbart og konkret, og jeg vurderer i al beskedenhed, at det hver eneste gang, har opkvalificeret opgaven betragteligt.
De andre gange, jeg har lavet noget for den samme kunde, har opgaverne været ca. 10 sider lange, hvilket er ca. 3 timers arbejde. Det kan jeg for det meste nå på en aften, og jeg har sat prisen derefter.
Men nu stod jeg med 50 sider, og hvor jeg godt kan blokke en hel aften ud til at arbejde, så kan jeg ikke gøre det alle dage, en uge i træk. Derfor bliver det længe, jeg sidder med så lange opgaver, og fordi man lige skal tilbage i det, hver eneste gang man har sluppet det, ryger tempoet yderligere ned.
Fordi kunden har været med fra starten, fik hun den samme sidepris på de 50 sider, som hun har fået på de 10 – hvilket pludseligt gjorde det MEGET tydeligt for mig, at det er for lidt.
For jeg sad med snuden i computeren i alle mine vågne timer i 8 dage, og det tydeliggjorde, at det, jeg egentlig sælger, er min tid.
Det gav anledning til nogle ret interessante tanker om, hvorfor jeg er bange for at sætte prisen for højt, og forudsigelig nok var konklusionen, at det i bund og grund handler om manglende selvtillid. At jeg er bange for, at produktet ikke er perfekt – måske specielt fordi jeg ikke har en formel uddannelse i at gøre, hvad jeg gør, og dermed ikke føler mig certificeret berettiget til at gøre det.
Det, jeg til gengæld har, er et ualmindeligt godt øje og øre for sprog, og 20+ års viden, samlet op på diverse arbejdspladser og uddannelser, hvilket gør mig i stand til at læse og forstå analyser og beskrivelser af selv ret komplekse problemstillinger, og se, hvor de er for tynde, usammenhængende eller indforståede.
Det tanketog buldrede lige ind i noget, jeg har tænkt på i andre sammenhænge, nemlig angsten for at være For Meget. Det er en angst, jeg har forholdt mig ret meget til de sidste par år, fordi jeg har fået en datter, der – modsat mig, da jeg var barn – ikke er bange for at være for meget. Overhovedet. Hun er ikke bange for at larme, for at skille sig ud eller for at stå fast og ved sig selv, og der ligger meget selvudvikling i at betragte mine egne reaktioner på hendes måde at være i verden på.
Det er en linse, der farver alt, hvad jeg betragter igennem den, helt ned til det humoristiske slogan på firmabilen, jeg overhaler på motorvejen, som jeg syrligt dumper med et: “Det er for søgt.”
Jeg arbejder med det, fordi jeg efterhånden er ved at lære, at man ikke kan dømme noget hos andre, uden samtidig at dømme det i sig selv. Det vender nok i virkeligheden den anden vej, men hvor det kan være svært at arbejde konkret med i sig selv, kan det være ret sundt at zoome ind på og dvæle lidt ved de tanker, der opstår, hvis man f.eks. ser en tyk mand spise en is, og tænker, at ‘det skulle han nok have ladet være med’. Eller hvis man dømmer et hjem, der roder, en person, der ikke kan finde arbejde, eller én, der godt kan lide at blive kigget på. For den bagvedliggende årsag til den fordømmelse er hundrede procent sikkert også noget, man dømmer i sig selv, og dermed medfører (tillært) overbærenhed for din næste automatisk også mere overbærenhed overfor dig selv.
Derfor øver jeg mig i at gøre sætningen længere; at følge et “Det er for meget!” op med “- for hvem?” For det er jo ikke sådan, at der et sted sidder et overpanel af dommere, der vurderer din samlede indsats som menneske, og at du kun består livets eksamen, hvis alle elsker dig og synes, du er den bedste, sjoveste og dygtigste til alt.
Ingen er for alle, det er ikke en fejl at fravælge og blive fravalgt, og det er ret godt at minde sig selv om.
Det handler om at finde sine mennesker og sin målgruppe. Dem, du er den rigtige for. Både når det kommer til din personlighed, din humor og dit produkt.
Når noger er for meget, er det, når jeg er for lidt.
Præcis:)
I know the feeling. Jeg har lige været faglig reviewer på en bog, der viste sig at være på 450 Word-A4-sider. Og jeg skulle selv sætte mit honorar, som jeg så satte alt. ALT. alt for lavt! Og hun retter sig garanteret ikke efter ret meget at det, jeg har pointeret var galt. Det kan jeg så bruge resten af mit arbejdsliv på at tage forbehold for, fordi hun selvfølgelig skriver i forordet, at jeg har blåstemplet det, hun påstår 🙁
Det uhyggeligt lange manus kunne i den grad også bruge en sproglig tekstredigering, hvor ham, der havde den opgave, var en gammel klaphat, der ikke turde tage kampen op med forfatteren. Så bogen bliver lige så ulæselig, som de to forrige forfatteren har udgivet, på et minimalt forlag, hvor ingen siger hende imod.
Suk, vi mangler altså i den grad sådan nogen som dig…
Av – ja, det kan jeg godt se kan blive et relativt stort problem, uanset branche. Faktisk. Jeg har også haft et par moderat kedelige oplevelser med at føle mig malet op i et hjørne ift. at blåstemple noget, der efterfølgende ændrede sig og blev noget andet end det, jeg syntes, jeg havde sagt god for. Det er en ubehagelig fornemmelse.
Jeg håber, at der er et hjørne til mig derude. Det bliver fedt at få lov at komme i gang.
Som relativt nyslået selvstændig har det hjulpet mig at sondre mellem ‘høj’ og ‘for meget’. Min pris er høj – af virkelig mange, virkelig gode forskellige årsager, som folk, der ikke er selvstændige, sjældent lige tænker over. Men det betyder ikke, at jeg tager for meget for mit arbejde.
Det var en virkelig fin måde at gøre det på. Den tager jeg med mig. Tak.
Jeg er afdelingsleder, og sidder derfor i ‘den anden ende’ af at hyre eksterne konsulenter. Jeg har stor forståelse for at en betaling for ‘løst arbejde’ er andet end bare en løn – I skal typisk betale en revisor, lave hjemmeside, betale husleje for en kontorplads, betale ind på en pension, lægge til side til magre tider. Osv osv. Fordelen for mig er jo at jeg kan bruge ekstern hjælp til særlige opgaver, få hjælp til spidsbelastninger, ikke skal bøvle med alskens personale-hejs. Jeg tror bare jeg prøver at sige at jeg nærmest forventer at blive præsenteret for en høj timetakst. Og i øvrigt oftest oplever at det er alle pengene værd.
Pøjpøj med det, Linda!!
Det er virkelig rart med input fra den anden side af bordet, Rikke – tusind tak for det <3
Fedt skriv!
Og helt enig ift. det med at opfatte alle andre som ‘for meget’. En jeg følger har lavet en trøje med teksten “go find less”, i betydningen “if I’m too much, go find less”. Det tænker jeg på når jeg kommer til at tænke jeg har været for meget😄
Og en lille indvendig😉: når du har gjort det i noget tid og du kan skære en time eller 5 af sådan en 50 siders opgave, så husk at det du i virkeligheden sælger IKKE er din tid og at du ikke skal tage færre penge for det, fordi du kan gøre det hurtigere. Tværtimod – det du sælger er værdien af det du gør. Den er høj nu, den er endnu højere når du har gjort det længere og dermed grund til at du til den tid kan sætte prisen op.
Det giver fuldstændig mening; det vil jeg skrive mig bag øret til når den tid kommer. Tak for input <3
Jeg har lært at sondre mellem ‘mange penge’ og ‘dyrt’. Det er IKKE det samme.
Du har ret. Det vil jeg tage til mig.
Enig i alle de andre kommentarer, fx forskellen mellem mange penge og dyrt, at prissætte inkl alle de andre udgifter du skal have dækket, og fokusere på at du sælger værdi og ikke timer. For selvom du har issues med at være for meget, så vil du jo heller ikke aflønnes som barnepigen. Lav regnestykket, så du faktisk selv forstår udregningen og derfor kan sige prisen med oprejst pande og sikkerhed!
Derudover er der også noget psykologi i, at når noget er billigt, så tænker man/kunden at kvaliteten er dårlig, og hvis det er dyrt, så er det nok fordi det er virkelig godt! Så dit sweet spot er nok et sted derimellem.
Et godt tip kan også være at sætte din rigtige og høje pris, og så fx i en startperiode synliggøre at prisen er X, men at de første tre måneder er der en særlig opstartspris på Y.
Det er sjovt, for når man pludselig står her, så kommer man også til at betragte sine egne adfærdsmønstre, og det er 1000% rigtigt, at man automatisk forbinder meget lav pris med discountkvalitet. Det er skidegodt, Lone – tak!
Læste et råd et sted for kreative freelancere der måske kan bruges til inspiration til at opsætte en prissætning. Hun satte et mål for, hvad ville tjene som månedsløn. Derefter brød hun det ned i forhold til time/uge løn i forhold til de opgaver hun fik tilbud. Hun brugte det også aktivt til at forhandle med når hun fik tilbud en opgave til x-antal kr. men, hvor opgavens omfang ikke passede til prisen hun fik tilbudt. Så enten skulle de nedskallere omfanget eller sætte prisen op da hendes dags/uge pris var x-antal kr. fast. (noglelunde).
Det er en superfin måde at gøre det på. Udfordringen for mig er, at det ikke bliver min hovedydelse, og jeg ved endnu ikke, hvor meget arbejde af dén slags, der kommer til at flyde min vej. Eller hvor mange tolketimer, jeg kan hive hjem. Så jeg opererer med to ubekendte, og det gør det lidt svært at lave regnestykket. Men med udgangspunkt i kommentarerne herinde, lavede jeg i morges en exit poll blandt mine venner, og fik dem til at blindbyde på, hvad det, jeg tilbyder skal koste. Jeg fik 7 tilbagemeldinger, og der var 50 kr. i forskel fra den dyreste til den billigste. Det var en kæmpehjælp, for det betyder, at det, jeg selv havde tænkt, lægger sig meget tæt op af, hver “verden” forventer.
Den første gang, jeg skulle forhandle løn for mig selv, fik jeg et virkelig godt råd: Fastsæt et ønsketal. Du vil nok synes, det lyder for højt, måske føle dig grådig/for meget. Så øver du dig på helt konkret at sige det tal højt til det ikke længere føles akavet. Altså ægte sige det til spejlet, opvasken og evt til andre mennesker forud for forhandling. Det handler ikke om argumenterne men om tallet. Den øvelse betyder, du kan præsentere det med overbevisning og uden at lyde som en undskyldning og det gør noget for hvordan det opfattes af modtageren (her chefen).
Jeg har fået, hvad jeg bad om til hver eneste lønforhandling, hvor jeg har brugt den tilgang.
Fuldstændig ligesom at sige venligt nej tak uden pr definition at forklare sig, som jeg er blevet inspireret til på kanalen her 🙂
Måske samme lillebitte psykologiske trick kan hjælpe i den her situation? En hel masse hep på projektet i hvert fald!
Det lyder dejligt konkret, Marie – tak for dét gode tip. Jeg har i dag tænkt på, om det har noget at sige, at jeg ikke forventer at det bliver den del her, jeg skal leve af; jeg har en formodning om, at der vil være tolkeopgaver nok til at leve af og mere til. Det er måske derfor, jeg værger mig lidt ved bare at slå til med den store hammer, fordi det så – præcis som du skriver – kommer til at føles grådigt. Men jeg er jo heller ikke interesseret i at måtte afvise en masse mennesker i døren, for det er jo også træls for alle parter, så det er egentlig fint nok, hvis prisen skærer nogle fra. (Jeg har også fået et par mails bagom fra mennesker, der har læst korrektur for studerende, og derefter bliver lagt for had, hvis karakteren på specialet ikke er høj nok. De mennesker behøver heller ikke sende opgaver min vej…:-D)
Selv om du ikke ved hvor mange tolketimer du kommer til at have, bliver vel regnestykket det samme? Lad os sige du går efter en månedsløn på 50.000 (jeg ville gå efter en endnu højere løn – for som freelancer skal du også tage højde for perioder uden indtægt, ferie osv) . Det giver en årsløn på 600.000 og fordelt på ca 219 arbejdsdage per år skal du have en indtægt på 2739 per dag. Det giver en timeløn på ca 340 og så skal du have dækket dine fast udgifter oveni den timeløn.
Både ja og nej. Selvfølgelig kan jeg sætte mig en månedsløn og gå efter den, men fordi tolkning er en social ydelse, er der ikke rigtig mulighed for at påvirke efterspørgslen. Folk skal bruge tolk til det, de skal; hverken mere eller mindre. Fordi jeg bor i zone 3, vil de opgaver, der giver mest, være dem, jeg har i baghaven. Til gengæld vil de opgaver, hvor der er flest sammenhængende timer ligge længst væk (i de store studiebyer), og dermed er der ikke for mig helt samme mulighed for at køre 3 ‘dage på kontoret’ (altså, 5-6 tolketimer på et fast studiested), som for de tolke, der bor i f.eks. Aarhus, hvilket for mange selvstændige er det, der danner “bunden” for økonomien.
Der er ikke ret mange andre selvstændige tolke, der bor så yderligt, som jeg gør, og derfor er det svært at finde nogen at skele til ift. forventet indtjening. Det får betydning for prissætning af redigeringsopgaver ud fra det helt simple faktum, at hvis jeg ikke kan hive timer og kroner nok hjem på tolkning, så er jeg, helt lavpraktisk, interesseret i flere redigerings-kunder, og skal dermed finde en pris, der kan lokke flere til, end hvis jeg tjener fint på tolkning, og mest laver tekstarbejde, fordi jeg godt kan lide det.
Hej Linda
Jeg har med glæde fulgt med på din blog i lang tid og synes du skriver dejligt. Jeg er forlagsredaktør på Gyldendal. Hvis du er interesseret i at høre lidt om, hvordan freelancearbejde i den branche fungerer – hvilke ydelser der typisk er brug for, hvad prisniveauet er, hvad man skal kunne – så skal du være velkommen til at skrive til mig. Det kunne jo være, det var noget for dig.
Jeg vil dog nævne på forhånd, at hverken fast eller freelancearbejde i forlagsbranchen er særligt vellønnet. Til gengæld er det ofte sjovt.
Mvh Eva
Hej Eva.
Jeg sender dig lige en mail:)
Kh
Linda