M2023, uge 9

(M20XX-indlæggene er et forsøg på at dokumentere min egen rejse mod at leve et mere bevidst liv, og en måde at hjælpe mig selv til at holde fokus på projektet på. Indsatsområderne er en skønsom blanding af økonomi, bæredygtighed og mental-minimalisme, og mit håb er, at indlæggene kan fungere som inspiration for andre, der gerne vil bevæge sig i samme retning ud fra devisen: Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre noget).

Inden vi går til ugens punkter, vil jeg bare lige nævne, at jeg har oprettet en ny indlægs-kategori, der hedder ‘ADHD, autisme & udredning’. Her har jeg samlet de indlæg, jeg de sidste par år har skrevet specifik om disse emner, og jeg vil tagge de indlæg, jeg skriver fremadrettet, så de også nemt kan findes her. Bare, så I lige ved det, hvis I sender nogen herind, der egentlig ikke skal bruge bloggen til noget som sådan, men bare gerne vil læse lidt om dét specifikke emne.

I den forgangne uge:

1.

Er foråret begyndt at trække i mig, og så får jeg altid lyst til at gøre alt muligt i haven. Jeg var allerede begyndt at fantasere om whiskeytønder med krydderurter og tomater op ad plankeværket – men fordi jeg efterhånden har lært, at min hukommelse ofte bliver snigløbet af mine impulser, fandt jeg min bog frem og slog op – og her havde 2022-Linda skrevet til 2023-Linda: “Du skal IKKE have krydderurter og tomater. Heller ikke selvom du – igen i år – tror, at du urtehavetypen”.

Og som Meatloaf sang: It’s all coming back to me now. For jeg ville så gerne være sådan én, der nusser rundt i haven og taler med mine lavendler og min basilikum, og jeg kan sgu næsten få krise over min manglende samhøringhed med muldjord og planter – men jeg kan simpelthen ikke holde fokus på det længe nok til, at det bliver en succes.

Og i takt med, at tomatplanten vokser sig højere og højere og skal bindes op i ét væk, og mynten og citronmelissen først vokser eksplosivt, for så at resignere og begynde at visne og rådne indefra, så stiger mit stressniveau og min selvforagt over, at jeg ikke engang formår at holde liv i den smule have, jeg har. 

Men jeg har besluttet at haverelateret selvhad er so last year, så i år kommer jeg til at følge mit eget råd og gå med lave blomster (der ikke skal bindes op…) i mine krukker, som bare skal vandes, og ellers bare er der for at pynte og skabe god stemning.

2.

Har jeg, helt iskoldt, opsagt de abonnementer på spil, som børnene har på deres iPads, som jeg ikke har set dem spille længe.

Jeg har denne gang ikke spurgt, om de stadig bruger de respektive spil, inden jeg trykkede ‘opsig’, for når jeg gør, insisterer de på, at det nærmest er det *eneste*, de spiller. 

Vi får at se. Men for samtlige abonnementer gælder, at de kører med månedsbetaling, og dermed er der intet sat til ved at gøre det på den her måde, for vi kan bare tegne dem igen, hvis det viser sig, at de vitterligt er så uundværlige, som børnene forsøger at overbevise mig om.

3.

Har jeg opsagt et par tillægspakker på min YouSee TV-pakke i erkendelse af, at jeg ikke bruger dem.

Jeg har det så blandet med det tv. For vi bruger det sgu godt nok ikke ret meget. Men når vi gør, er det bare rart at have. Og jeg er ikke tech-interesseret nok til at gennemskue, hvordan vi ellers kan få Netflix, Blockbuster osv. blæst op på TV’et i stuen. Lige her ville jeg ønske, at jeg var gift med en normcore mand, der levede og åndede for gadgets og teknik.

Men indtil vi får dét til at ske, må vi nøjes med mig, der brandslukker og lappeløser, og i det mindste bliver den nuværende løsning så en lille smule billigere fremadrettet.

4.

Har jeg modtaget madmagasinet, jeg abonnerer på. 

Hver eneste måned forholder jeg mig til, om jeg stadig synes, at det er udgiften værd, og indtil videre er svaret ja.

Ikke fordi jeg egentlig bruger så mange af opskrifterne deri, men fordi jeg synes, at det udvider min kulinariske horisont. For man kan finde virkelig mange, gode opskrifter på nettet. Men derude får man, hvad man beder om, og det betyder, at man egentlig bare kommer til at cykle rundt på den bane, man allerede kender. Derfor er bladet for mig en god måde at komme i tanke om retter, jeg egentlig havde glemt, opdage nye krydderier og ingredienser og generelt bare at få lidt inspiration.

Jeg elsker at være nået så langt i alt det her, at jeg har råd til den luksus, det er at kunne betale knap 70 kr. i måneden for noget, der ikke er strengt nødvendigt.

Men jeg elsker ligeså højt at være nået til, mentalt, konstant at forholde mig til, hvad jeg bruger mine penge på, og dermed også hele tiden at kurskorrigere, så det, jeg vælger til, er noget, jeg oprigtigt sætter pris på og som, helt Kondo’sk, bare gør mig glad.

Published by

44 Replies to “M2023, uge 9

  1. Ad 3)
    Du skal have fat i en cromecast. Hvis du kan finde ud af at spille musik i bilen fra din mobil, kan du også finde ud af at caste indhold til dit TV fra mobilen, når du har sat stikket fra cromecasteren i tv’et. Jo, det er virkelig så nemt.

    Jeg aner intet om, hvordan prisen falder ud i forhold til at abonnere enkeltvis på tjenesterne fremfor at købe TV-pakker. Men jeg klarer mig fint med et streamingtjeneste-abonnement ad gangen i et setup med et barn plus en voksen. (Og obligatorisk DR over skatten).

    1. Ikke endnu… Men efter det her kommentarfelt kan jeg godt se, at jeg bliver nødt til at gøre noget:)

  2. Hvis jeg boede i nærheden af Esbjerg kom jeg fluks forbi og installerede den chromecast. Men suk jeg bor i København.

    Det er den vej du skal og du kan selv 👍Du betaler kun internet og for de streaming-tjenester du bruger. Herhjemme kører vi med den billigste tv2-PLAY med reklamer og ingen live, DR, som bekendt er gratis, og én og kun én anden streaming tjeneste parallelt.

    Dvs. vi ser alt vi orker på Netflix og så opsiger vi abonnementet inden vi kører næste streaming-periode på HBO, Disney, Apple TV osv. men aldrig to streaming tjenester på samme tid.

      1. Jeg vil lige tilføje at jeg er meget større fan af Apple TV end Chromecast. Chromecast er en langt billigere investering, men jeg synes det er drønirriterende at skulle caste fra telefonen. Apple TV’et fungerer bare og du kender den fra telefonen. Du har en app store hvor du henter apps, så logger du ind og så kører du helt uafhængig af din telefon

  3. Vi har ingen TV pakker eller smart TV. Til gengæld har jeg købt mig et par Apple TV’s (jeg magtede ikke at sætte mig ind i andet end det der passede til telefonen) og det fungerer fint her I huset.

    1. Tjek. I alt det her er jeg kommet til at tænke på, at der måske faktisk var Appletv i det hus, vi passede i sommer…?

  4. Opsig den tv-pakke og køb et Apple tv. Det er plug’n’play – og du kommer aldrig til at se dig tilbage!

      1. Jeg har fuld tiltro!
        Og jeg kan se, at de fleste herinde hepper på Chromecast – og det er også et godt produkt. Mine egne erfaringer med det er dog ikke så gode. Så jeg vil bare sige, at fordi jeg ved, at du kører Apple produkter, så er det virkelig fedt, at det snakker sammen – hvis man vil have det skal gøre det. Og iø kan du også “caste” ting fra telefon/iPad/Macbook til Apple tv. Det hedder bare Airplay. Men ellers har du jo alle dine apps på devicet.
        Jeg har kørt Apple tv i ti år, og den eneste grund til at jeg opgraderede fra første version for nogle år siden var, at mange apps ikke fungerede eller var tilgængelige på oldtidslevnet 😉

        1. Der er et appletv på vej til mig – jeg slider ind i din DM, når jeg ligger i fosterstilling på gulvet og græder over min egen uformåen.

  5. Enig med de andre. Uuuud med tv-pakken! Chromecast har jeg ikke forstand på, men den er billigst. Apple-tv er dyrere men meget enkelt. Køb et Tv2-Play abonnement (hvis du ser dd kanaler), alle DR’s kanaler kan streames gratis, og prøv dig så frem med Netflix, HBO osv.. De fleste har en gratis prøveperiode på 14 dage. Hvis du nøjes med fx Tv2-play, kan det gøres for noget i nærheden af en 100 kr. seddel, afhængigt af om du vil kunne se live, kan leve med reklamer osv. Live kan anbefales, hvis man gerne vil kunne se nyheder, alt andet ser vi når det passer os.

    1. Det var faktisk sådan, ekstrapakken sneg sig ind i første omgang. Frida ville gerne se Tinka, og klokken 20 er for sent for hende. Genudsendelsen prøvede vi sidste år, men hun er så stor nu, at de snakker om de enkelte afsnit i skolen, og så er det træls hele tiden at være et afsnit bagud. At kunne streame det, når det passede her, var noget af en gamechanger, syntes jeg.

  6. Jeg melder mig også på chromecast holdet. Den koster ikke alverden og så kan du streame fra din telefon/iPad (og derved din Netflix/Blockbuster/DRTV app) til dit tv. Også selvom det ikke er er SmartTV.

    Jeg vil skyde på, det ikke kræver mere energi at sætte op og gennemskue, end du brugte på det der ladestik med timer.

  7. Hvor ER det en god idé med et madblad! Man kan låne dem på vores bibliotek men jeg er altid gået udenom dem til fordel for andre slags magasiner. Hvorfor ved jeg ikke, for jeg låner jo kogebøger i ét væk…? Men du har ret. Det er godt at få inspiration, så det er hermed skrevet på listen til næste biblioteksrunde. For faktum er jo at vi sidder fast i den samme madlavningsrunde som alle andre, så indspark er påkrævet.

    1. Præcis. Ofte sker der for mig det, at jeg kommer i tanke om retter, jeg tidligere har lavet/har ingredienser stående til, når jeg ser en opskrift på noget, der ligner i bladet, så der er også en slags indirekte brug af opskrifterne, som fungerer godt for mig.

  8. Er også på Team chromecast,- jeg tager den gerne med i sommerhus, hos mine forældre mv. så børnene har de samme kanaler der.

    1. Jeg ELSKER biblioteker, og jeg forsøgte faktisk at starte med at låne bladene her. Men det giver mig bare ikke det samme, som når de kommer dalende i min postkasse som små, glitrende gaver:) Jeg elsker, at de kommer, uanset om jeg husker det eller ej, og at de er aktuelle ift. hvad der er i sæson. Derfor er det en af de ting, som jeg gerne vil prioritere at bruge penge på, og som jeg tror, jeg sætter endnu højere pris på, efter at have arbejdet så målrettet på at nedbringe mit forbrug og bruge pengene rigtigt.

      Men det er helt oplagt at låne dem, hvis man blot trænger til lidt hverdags-inspiration, så tak fordi du nævner det.

  9. Herhjemme har vi opsagt alt flow-TV og startede med at have abonnementer her og der.
    Fandt ud af at mit teleselskab tilbyder en pakke inkl div streamingtjenester og regnet sammen var det en ret stor besparelse for os og det fungerer perfekt.

    1. Jeg fik faktisk forleden en mail fra YouSee, hvor de skrev om noget tilsvarende. Den må jeg lige have gravet frem og genlæst – tak.

  10. Chromecast er vejen frem. Vi har ikke haft kabel tv i 8 år og jeg har børn på alder med dine. Vi har i stedet en digital stue antenne til DR kanaler og chromecast til resten. Jeg har så til gengæld den største telmore play pakke med næsten alle tilkøb I forbindelse med mit mobil abonnement. Det koster en del men stadig billigere end kabel tv, og jeg kan læse alverdens mad magasiner via Wype, Pling og Flipp.

  11. Enig ift cromecast, dog med et men. Jeg er verdensmester i ikke at kunne finde ud af tekniske ting, og selv jeg kunne finde ud af det med cromecast på et arvet TV i børnenes legerum. Men i stuen har vi et smarttv, så der er kun én fjernbetjening og det hele er meget nemmere, og involverer ikke tlf og ipad og to fjernbetjeninger. Så på længere sigt vil jeg anbefale smarttv, men cromecast er en billig løsning indtil det er aktuelt.
    Vi har også bare DR og skifter så mellem streamingtjenester et par måneder ad gangen, og ingen i sommermåneder. Og Filmstriben virker også nu!

    1. Det er en ret god pointe, synes jeg. For det bliver sgu hurtigt bøvlet. En del af problemet (har jeg tænkt over) tror jeg faktisk også er, at jeg bare selv streamer det meste på min Mac, fordi stuen her er imellem børnenes værelser, og de begge har søvnforstyrrelser. De har ikke brug for at få 36 tommer zombier blæst lige i face, når de kommer ud og ikke kan sove. Og så er hjernen så dovent anlagt, at når det ikke er et behov-behov, så er man ikke tvunget til at researche og finde den bedste løsning. Og så bliver det lidt la-la.

  12. Jeg har for nyligt opgraderet fra Chromecast til Google Tv (same but different).
    Under opsætningen logger man sig ind på de streaming tjenester man har (den gider ikke snakke med DR og TV2 Play – endnu).

    Så tager man fjernbetjeningen der følger med, trykker en knap ned, og siger “afspil Moderne Familiy”, og så finder den den freaking tjeneste, der har den serie, så man ikke skal sidde og tumpe rundt.
    Du kan også pause eller spole tilbage med stemmen. 😍

    Kræver en google konto.
    Og fåes i HD eller 4k udgave, alt efter hvilket tv du har.
    Prisen ligger på omkring 500 kr.

    Og fordi det er kommet på markedet, er Facebookmarket fuld af “gammeldags” chromecasts til omkring 100 kr.
    Ved du elsker en god brugt handel 😁

    1. Haha – I will do you one better: Der er simpelthen et grundgodt menneske, der har noget teknik i overskud, der er på vej i posten til mig. Hvis dét ikke er en god handel…!

      Men det er ret fedt at få alle de her indspark på, hvilke muligheder, der er. For jeg tænker, at jeg, når først jeg er gået den her vej, får lidt nemmere ved at gennemskue, hvad vores behov er her, og så er det meget nemmere at gå målrettet efter dét, når jeg ved, hvad der findes.

  13. Lige et spørgsmål, som det kloge kommentar måske kan hjælpe med 😊
    Vi har den store tv-pakke, fordi… Sport. Min mand (og jeg) elsker sport og han vil gerne have mulighed for at kunne se alle fodboldkampe. Og så er vores konklusion at tv-pakke trods alt er billigere end flere streamingjenester, bland selv kanaler,…. Selvom det er Dyrt! Er der mon nogen der har fundet en billigere løsning, der inkluderer sport.

    1. Nu ved jeg ikke, hvad I giver for den store pakke, men jeg synes faktisk, at det, YouSee tilbyder, er en ok-fin ide. De ruller med point, hvor man så selv mixer og matcher, og når jeg lige skimmer, så “koster” sportskanalerne faktisk ikke ret mange point. Måske det var værd at undersøge? (Hvis ikke det er det, I har?)

      Jeg ved også, at Telmore kører med streamningtjenester i deres mobilabonnementer, så afhængigt af, hvilket mobilselskab, I har, kunne det måske også betale sig at køre den mindste pakke, kun med sportskanaler, på YouSee, hvis I så kan få streamningtjenesterne med på mobilabonnementet?

      1. Jeg synes ellers jeg har prøvet at regne på flere forskellige kombinationer, men denne her prøver jeg af. Tak for forslag 😊
        Det er virkelig en dyr fornøjelse at interessere dig for sport

    2. Sportskanalerne har luret, at dét er noget, den der er interesseret i det, rigtigt gerne vil betale for. Så kan I få, hvad I vil have med en normal TV-pakke, så tror jeg faktisk, det er den billigste løsning.
      Discovery, som har meget af det internationale fodbold, koster 129kr/mdr.
      Og er man så også til håndbold, så skal du til TV2Play (189 kr/mdr MED reklamer). Og er du til basket, golf, tennis, you name it, så er det en anden udbyder osv. osv.

      Personligt er jeg ikke sportsinteresseret nok i hverdagen til at et fast abonnement kan betale sig. Men jeg køber så en måned hos den udbyder, der har den specifikke event, jeg er interesseret i (OL, atletik VM, EM i håndbold osv.). Og sætter så en alarm i kalenderen, så jeg får afmeldt i tide.

      1. Her er vi udfordret af at vi gerne, ser Superliga og det kører stort set hele året og kampene vises på 17 forskellige kanaler (ca). Og så koster det… Men vores umiddelbare regnestykke var også at stor tv pakke, trods alt er billigst.

  14. Vi bruger åndsvagt mange penge på tv – fordi manden og sport – ca. 800 kr. hver måned. Plus et dyrt mobil abonnent pga. streaming pakker. Nu leger jeg lidt med tanken om at skifte til allente tv i stedet – deres premium pakke har det hele på nær HBO og kan fås med 20 % rabat igennem Ewii (hvis man er kunde der). Og man kan få en boks (google) også til at styre det igennem, hvis man ikke er til apps på tv.
    Eneste tvivl er om det virker så godt som de siger – YouSee play appen er bestemt ikke fantastisk skulle jeg hilse og sige

    1. Hvis du gør det, må du meget, meget gerne give en tilbagemelding. Jeg kender ret mange, der er skiftet til Ewii, fordi de var nogle af de første, der afskaffede aconto-modellen, så jeg tænker, at det ville være oplagt et videreformidle, hvis der er noget produkt-cross-over, der giver mening.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.